Gucci-syndromet

Jeg går uendelig lidt op i tøjmærker. Ikke engang da jeg var ung, gik jeg særlig meget op i den slags. Naturligvis kendte jeg navne som Kappa, Beneton og Claudio. Det var jo nærmest uundgåeligt. Men det interesserede mig ikke. I årenes løb har jeg i nogen grad udviklet en direkte uvilje. Ikke på den måde, så jeg slet ikke vil tale om den slags. Det jeg mener er, at når jeg f.eks. læser bøger, hvor der hele tiden er opremsninger af, hvad folk har på, hvilken taske de har osv. så synes jeg, det er trættende og irriterende. De bøger, hvor der sådan ca. står Armani og Gucci fem gange på hver eneste side. Det bliver jeg ret hurtigt træt af. Det kan dukke op de mest uventede steder. Selv i svenske krimier, selvom det selvfølgelig især er hos forfattere, der skildrer café-livet, f.eks. Marian Keys. Naturligvis har det en del med ens interesser at gøre. F.eks. (vist nok temmelig afslørende!) generer det mig ikke, at Nick Hornby i et væk remser pladetitler op. Men faktisk synes jeg også, der ligger noget andet i det. For ofte bliver det til noget overfladisk. Således kan jeg blive irriteret på Hornby af andre grunde. At det handler så meget om mænds kærlighedsforviklinger, og at deres liv bliver så tomt og meningsløst, hvis de ikke kan finde en eller anden. Så er det, jeg begynder at spørge, om der egentlig er bund i al denne opremsen pladetitler. De ved en masse om hvem, der har lavet hvad, men en egentlig livssag bliver der ikke tale om. Hvad end det er kompagniet af vinylnørder i "High Fidelity" eller ham i "Omkring en Dreng", der jo ligefrem har gjort det til et projekt, at intet må betyde noget. 

Jeg tror det var Couplands "Generation X", der fik mig til at tænke over den slags. Den har jo ry af en slags generationsroman og det er vel nogenlunde min generation. Se - jeg synes sådan set, at det er vældig sympatisk at stå af karriereræset for at sætte sig og fortælle historier. Så langt kan jeg sagtens identificere mig med personerne. Men det, der generede mig i sin tid var, at de gerne vil have, at noget skal betyde noget, men at de på den anden side ikke giver noget lov at gøre det. Hver eneste gang noget er lige ved at blive ægte og betydningsfuldt, negligerer de det. Dertil så de her endeløse beskrivelser af, hvordan folk er klædt, hver eneste klædningsstykke omhyggeligt defineret og sat på rette plads. Det er da at gøre folk til omvandrende bøjler. Det er lige præcis det, der for mig at se er problemet. De er yuppie drop-outs, men så alligevel ikke. Selvom de er stået af ræset, er der en stor del af det værdisæt, der er fuldt med dem. De er så at sige skabs yuppier. Dertil kommer så den fortløbede ordliste med smartpisser-udtryk. Så er det, at jeg nogen gange slet ikke kan snuppe det, finder en gammel, gulnet sag om tapre riddere og ædle møer frem. Historier om folk, der tror på noget og lever i overensstemmelse med dette.