toner, ord og tanker
Men dermed er giftbægeret ikke tømt. De to Laila kapitler udgør en perfekt parallel til Janus- kapitlet og det første Hubert-kapitel. Vi bliver i ekkodalen - også efter det subtile spil kapitel 17 og det efterfølgende intermezzo imellem. For i kapitel 18 følger tredie del af Lailas deroute.
Ekkoer - eller spejlinger om man vil - mellem forskellige tidspunkter ytrer sig endvidere derved, at kapitel 17 i høj grad spiller på at have kapitel 16 som klangbund. Rent faktisk er 16 jo en videre konsekvens (her kunne man godt bruge ordet "senfølge") af 17. Men 17 er ikke bare en forklaring på 16, som besvarer de forundringsspørgsmål, det oplagt kan foranledige læserne til. Det er også et fortids-ekko, på samme måde som intermezzoet efter 17 er det til 17. Forklaringer og svar ligger ikke alene kausalt og kronologisk. De to kapitler forklarer gensidigt hinanden.
Om ikke andet hænger det fint sammen. Man kan sikkert kritisere det for alle mulige andre ting. Men der er en helt klar linie i det. Ligeledes bliver der også hele tiden føjet nye ledetråde til forståelsen af det dybereliggende traume. De kvikkeste blandt læserne begynder måske allerede at få en mistanke om sagens rette sammenhæng.
Men foreløbig venter endnu meget arbejde med kapitel 17. Temmelig mange og lange passager skal skrives. Men jeg føler, at det er muligt, at jeg kan gøre det.
I forhold til det skrevne er min største bekymring, at nogen i for høj grad skal tage Pauls vurderinger af Huberts størrelse for gode varer. Det reelle er, at Huberts er vokset voldsomt, og ja - har overhalet Pauls. Mere eller mindre. Måske i virkeligheden kun med en ubetydelighed. Selvom man atter og atter har fået at vide, at Pauls synsindtryk altid er stærkt farvede af hans sindstilstand, og at han i øvrigt har et øjemål, der svarer nogenlunde til en jord og betonarbejders evne til at udføre en kirurgisk operation, kan jeg alligevel være bange for, at visse læsere vil fæstne for meget lid til Pauls iagttagelser. Men Paul er ikke særlig god til at se.
I forhold til sansning og at orientere sig i verden er han langt mere auditiv end visuel. Han elsker musik. Han elsker Sunes lyde. Han elsker ord. Ikke bare for deres betydning, men også for deres klang.
Kapitel 1 indledes med ordene "Sune var ekspert i lyde". Det er en (næsten!) lige så vigtig indikator, som prologens "Den er så stor her". Overfor prologens brug af noget visuelt, lægger første kapitel ud med noget auditivt. Senere får man at vide, at frem for det mål, Birger viser, er det i virkeligheden mere måden, han viser det på, som imponerer Paul. At han bruger to hænder fremfor en. Birger kunne have anbragt sine to pegefingre med blot en lille bid luft imellem. Paul ville stadig være blevet benovet. Endvidere er det betegnende, at næsten alt, Paul ser, er ubehageligheder. Det er uhyggelige og skræmmende ting, onde varsler, frygtelige afsløringer osv. Det er kun undtagelsesvist, at noget er et glædeligt syn. Derimod er han langt mere overvejende og nuanceret, når det gælder hørelsesindtryk. Hvis han mener, at en lyd udtrykker noget væmmeligt, så er der som regel et reelt grundlag for dette. Det gælder f. eks. lydene fra naboafdelingen. For der er virkelig ballade derinde. Det er ikke Pauls indbildning. Men det er værd at bemærke, at lyde lige så vel kan udtrykke noget positivt og glædeligt, og mindst lige så ofte gør det. Derimod kan Paul så godt som aldrig lide dét, han ser - når undtages lyshårede piger, der er nogenlunde det eneste, som fryder hans øje. De er netop "lyse", inkarnerer en idé om det gode, mens stort set alt andet er mørkt og farligt, altså inkarnerer en idé om det onde.
Men forstår man det? I de fragmenter, jeg har lavet, har jeg atter og atter betonet den mørke farve på Huberts lem. Paul er nærmest ved at blive en slags pikracist. Men er det tydeligt nok?
Der er mange eksempler på, at Paul kan reflektere over såvel et syns- som et høreindtryk. Men der er stor forskel på de reflektioner, de respektivt foranstalter. Tanker om synsindtryk er næsten udelukkende dét, man i militært sprog kalder et "trusselsbillede". Overvejelsen går primært på, om der er fare på færde eller ej. Det er i det mindste udgangspunktet. Først når Paul har sikret sig, at der i et givent tilfælde ikke er nogen fare, bliver andre tanker mulige. Første sortering af dét, Paul ser, er i virkeligheden altid farligt eller ikke farligt. Når han hører noget, er hans umiddelbare udgangspunkt mere velvilligt, åbent og nysgerrigt.Det forhindrer naturligvis ikke, at han kan høre noget, han ikke bryder sig om. Pointen ligger i udgangspunktet og den grundliggende indstilling. Det gælder så samtidig, at han er mindre i beredskab og på vagt med sin grundliggende velvillige indstilling til lyde. Netop derfor kan han blive overlistet på en ubehagelig måde af ting, han hører. Selvom han er en klovn til objektiv vurdering af synsindtryk, er han ikke desto mindre konstant helt oppe på højeste alarmberedskab. Faktisk modsiger de to ting ikke hinanden. Man må snarere sige, at netop den højspændte katastrofevarsel pisker en paranoia op, som medfører synsforstyrrelser. Sådan set bliver han ikke overlistet. Tolkningen i retning af trussel, fare og katastrofe foreligger nemlig allerede før et givent synsindtryk har vist sig. Lyde kan derimod overliste ham. Det er bl.a. derfor, at han bliver såret og provokeret af de ting, Hubert siger.
Eller er det nu også sådan? Har jeg konstrueret romanen sådan hele vejen igennem? Har jeg konsekvent udformet Pauls sanseverden på den måde? Jeg ved det ikke. Det er ikke noget, jeg fra starten været bevidst om. Men henad vejen er jeg ubevidst blevet syret mere og mere i retning af Pauls dårlige øjemål og psykisk betingede synsforstyrrelser.
Jeg havde nogle tanker omkrig det med at "Sune var ekspert i lyde". Mest gående på noget med sprog, udtryk osv. Ord - i det mindste i talt form - er også lyde. Noget, der ikke er ord, kan alligevel godt udtrykke noget. Man kunne således tale om meningsfulde og meningsløse lyde.
Det var mest sådan nogle ting, jeg tænkte i. Ikke så meget indretningen af Pauls sanseverden.
Men det er i hvert fald fint nok at lige notere de tanker ned. Så har jeg været omkring dem, og kan i den videre finpudsning af romanen overveje, hvor meget jeg vil bruge det/spille på det.
Men tilbage til mit spørgsmål fra før: fanger man den? Hvor stor er risikoen for, at man antager Pauls meldinger for værende objektive mål?
I et tidligere kapitel har Paul overvejet, hvordan han skal oversætte synsindtryk fra barndommen. Han er bevidst om, at ting ser anderledes ud i et barneperspektiv. Alting er større. Hvordan bestemmer man så størrelsen på en genstand, man har set som lille barn? Paul tumler en hel del med det problem, uden at nå frem til en løsning. I nærværende kapitel opretholdes konsekvent en sondring imellem de almindelige og de forvandlede. Det afspejler ikke kun Pauls teori om oprindelsens ægthed (selvom det afgjort også er et udtryk for dette). Det er i lige så høj grad en understregning af, at tingene ses fra et barneperspektiv, hvor målestokken klart er barnets, d.v.s. det ikke-udsprungne lem er det normale, den udsprungne nærmest en deformitet. Af den grundsætning at alting er større set med barneøjne følger, at næsten ethvert udsprunget lem er stort. Kun i særlige undtagelsestilfælde vil dette ikke gælde. Således forekommer Huberts da også allerede Paul skræmmende, før den definitivt har overhalet hans egen. Dens tykkelse, farve og måske især dens pointeret voksne form sætter en kvalitativt skel, som måske i virkeligheden har langt større betydning end det kvantitative.
Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.
I de oprindelige noter/udkast/skitser til kapitlet skrev jeg:
Det er vigtigt her at fremhæve Pauls opfattelse, som er set fra et drengeperspektiv, at det altså er drengeformen, der er det almindelige, mens "dem med hår på" er nogen, som har været igennem en forvandling og dermed har fjernet sig fra det naturlige og givne, er blevet noget andet end de var. Paul ser jo netop altid det oprindelige og det givne som det egentlige. Ændres der på dette, er der tale om en forvanskning. Men op imod Pauls opfattelse kommer så Huberts alternative forklaring, at det er en slags "styrketræning", ligesom man kan gøre forskellige ting for at få store armmuskler. En del af forklaringen - måske hovedbestanddelen deri? - på at Paul oplever en efterfølgende periode, hvor han undgår onani, er helt klart, at han et eller andet sted ser det som "Huberts øvelser ", og derved knytter det til noget farligt og ubehageligt, akkurat som det åbenbart forskubber tingenes naturlige tilstand. Nok ville Paul ønske at bevare sit førerskab. Men han foretrækker at holde fast i en "almindelig" model fremfor en "forvandlet".
Det bliver naturligvis at forklare tingene lidt bagvendt. En mængde ting i teenage-kapitlet vækker forundring og spørgsmål, hvorefter de så afdækkes i det efterfølgende kapitel. Men da det jo netop skal være en lag-på-lag-afsløring er det fint nok, at man først får virkningen og så årsagen bagefter.
Set med voksenøjne har Huberts næppe været særlig stor, og hans manddomsudvikling er formodentlig forløbet helt normalt. Men set med drengeøjne er det noget særdeles vildt og voldsomt, der har fundet sted. Chokket over den voldsomme forandring sidder endnu i Paul mange år efter. Dertil har han til stadighed haft brug for at distancere sig fra Huberts udvikling. Hvis hans blev helt enorm, så var det også noget andet, der skete med ham, end det, der senere skete med ham. Især i pubertetsårene, hvor hans egne kropsforandringer står på, er det umådelig vigtigt for ham at gøre forskellen på Huberts og sin egen respektive manddomsudvikling så absolut som mulig. Jo større Huberts blev, desto mere modbydelig blev han også, "og nu er jeg ved at få hår dernede, ergo: om et halvt år bliver jeg til en stjernepsykopat." Men hvis nu det var noget helt andet, der skete med ham, så var dette altså ikke tilfældet.
---
Denne plan mener jeg selv, at jeg har været trofast overfor og efter bedste evne forsøgt at følge. Men det er jo så desværre bare ikke det samme, som at læserne forstår det. Er pointen tydelig nok? Eller får man snarere indtrykket af, at Hubert er et særtilfælde (eller måske ligefrem har en sygdom), der vokser abnormt og således eksploderer i en forøgelse langt hinsides en normal manddomsudvikling?
Men kan man tro det efter kapitel 16? Er det ikke netop her, at 16 er den perfekte klangbund for 17? I 16 er det jo på det nærmeste skåret ud i pap, at Paul ikke er en pålidelig observatør, og man kommer direkte fra den afsluttende spejlscene henover intermezzoets ene sætning, hvori de to første ord er "jeg tror". Jeg ved ikke - jeg tror. Jeg formoder. Jeg antager. "Jeg", altså min helt personlige vurdering. En subjektiv tilkendegivelse. Et individuelt skøn. Men hvad er det så for en melding, der kommer fra dette subjekt? - Det er et "tror", altså noget, der er behæftet med usikkerhed. Med dette som overgangsled mellem kapitel 16s afsluttende spejlscene og kapitel 17, må det da være en helt ustyrligt naiv læser, der antager Pauls meldinger for empiriske data.
Der er et spinkelt faktuelt grundlag, som overfortolkes vildt og inderligt. Det burde være indlysende for enhver. Det er jo bare det, at jeg i årenes løb har oplevet, at stort set alt kan blive misforstået. Der er næsten ingen grænser for, hvor soleklare pointer folk kan glippe.
Men stadigvæk. Der er jo også alle de foregående kapitler. Herunder den centrale passage i kapitel 8:
Det ville heller ikke nytte at have et billede eller en modelfigur. Han ville jo ikke kunne se den med de samme øjne som dengang. Deri lå en væsentlig del af vanskeligheden. Børn lever i en verden, der ser anderledes ud. Da Paul dengang sammenlignede tissemænd med sine kammerater, var hans egen ikke som nu.
For en kort bemærkning drejede tankerne bort fra Pilegårdshjemmet og målekonkurrencerne. Paul så i et glimt sig selv som helt lille foran en dør, rækkende op efter et enormt håndtag med sin lille hånd. Men snart var han tilbage på sporet, der med sin uimodståelige magnetisme trak ham til sig som insektet mod flammen. Pressende sig på med sine ubønhørlige krav, som forlangte, at han fandt en løsning på den forskudte synsoplevelse.
Så kan det da næsten ikke blive tydeligere. Faktisk er der i næsten samtlige kapitler åbenlyse eller skjulte hentydninger til denne problematik. Endvidere i flertallet af intermezzoerne. F. eks. den uhyre vigtige:
Paul vidste godt, at han ikke var særlig god til at se sådan noget. Hvergang de skulle noget i skolen med øjemål, gik det helt galt for Paul. Han havde jo også troet, at Magnusses var mindre, selvom han så den lige foran sig.
Men hvorfor viste Birger først med to hænder, og så noget, der virkede mindre med kun en hånd, og sagde, at det var mere end før?
Det var jo nok bare fordi, Paul ikke kunne finde ud af sådan noget. Birger viste jo sikkert et større mål nu end tidligere. Det så bare anderledes ud, når han gjorde det på den måde.
---
Har jeg ikke efterhånden skåret et ud i pap? Det er blevet pointeret igen og igen på alle mulige måder. Med mindre det er en bedøvet burhøne, som sidder med den roman, må læseren da forlængst have fanget det.
I forlængelse af min tidligere betragtning om syn og hørelse, sidder jeg derimod og tænker, at mens jeg meget bevidst har udviklet en række særlige omstændigheder vedrørende Pauls synssans, så har det berettede om hans hørelses indretning været mere tilfældigt og sådan som det nu lige er faldet. Måske burde jeg se nærmere på Pauls hørelse og tænke mere over, hvad jeg fortæller om den. Selvom jeg hidtil kun har været halvt bevidst om, at der henad vejen i løbet af skriveprocessen er opstået en kontrast mellem de to sanser, så er der helt klart en idé i at spille på denne. Der er noget her, som kan bruges og videreudvikles. Der er muligheder i det.
Det falder mig lige ind, at Paul vel i grunden primært opfatter det, han hører, som meldinger, udsagn - undertiden ligefrem åbenbaringer og orakeltale. Musikken peger på sprækken i hverdagens lærred, forkynder eksistensen af en anden verden. Sune kan noget særligt, som Paul er vældig imponeret af. Larmen på den anden side af væggen/døren fortæller, at der er uro derinde. Lutter meldinger, der på en eller anden måde fortæller om noget, der ligger udover det, man strengt taget kan vide med sikkerhed. Hørelsen bliver her en slags intuition, hvor lydene afslører skjulte hemmeligheder. Det er vel nærmest sådan, Paul har det med lyd.
Via lyd ved han, hvad han egentlig ikke kan vide. Via syn tror han, at have fået bevis for ting, han har misforstået, fordi han i virkeligheden ikke ser, man bare tror, at han ser.
I det mindste tænker jeg umiddelbart, at det er sådan. Men jeg skal have gået kapitlerne nærmere igennem med det særlige fokus. Måske er der noget her, som kan bruges. Måske dropper jeg det. Det ved jeg ikke lige nu.
Måske skulle jeg bare holde mig til det doyleske udsagn om den ubevidste litteratur. Uden at have genlæst med det særlige fokus, men bare sådan når jeg umiddelbart tænker på forskellige passager, som involverer lyde, synes jeg, det virker som om, at skriveporcessenselv har styret tingene, så høre giver et fint modspil til se. Så måske skulle jeg i stedet lige modsat bestræbe mig på at tænke mindst muligt over, hvordan jeg bruger lyde, og så bare følge min fornemmelse.
Jeg sidder især og tænker på natlydene i kapitel 8. Mit fokus var at skabe en uhyggestemning. Havde jeg hele tiden siddet og overvejet, hvordan den klagende jamren fra en vild kat i haven og vindens susen i toilettets udluftningskanal forholdt sig til diverse visuelle input, tror jeg ikke, at det kapitel var blevet halvt så godt. Hvis jeg overhovedet nogensinde havde fået det skrevet.
Måske består kontrasten ikke i andet, end at Pauls hørelse er rimelig nøgtern og objektiv, hvad hans syn absolut ikke er. Men omkring synet ligger der endvidere en drilagtighed omkring hvad, der er synsforstyrrelse og hvad, der er klarsyn. Hans overdrivelse af Huberts omfang er en fortolkning, som rent faktisk peger frem mod løsningen og konklusionerne i epilogen. Det store lem er ondskabens ultimative attribut. Følgelig må Hubert nødvendigvis være enorm.
Den egentlig synsforstyrrelse er kampen for at have den største. Det er netop en forblindelse, et fuldstændigt fejlsyn. Men den besætter mennesket som en rasen og feber, der gør det besat af at være så misdannet, vandskabt, perverteret og sjæleligt forkrøblet som muligt. Den fysiske misdannelse er netop proportionel med en psykisk/åndelig. Jo mere sjælen er på afveje, desto større betydning tillægges det store lem.
Denne vending som er helt central for epilogens udlægning af sagen, har ikke tidligere været i spil. I hvert fald ikke som andet end ganske, ganske vage antydninger. Her træder dette afgørende led i beviskæden frem, og må således i høj grad siges at skrælle et nyt lag af løget.
Netop derfor bliver det et drilagtigt spørgsmål, hvad der er synsforstyrrelse, og hvad er er klarsyn. Pauls iagttagelser er ikke empirisk-objektive observationer. Det er fortolkninger. Men derfor behøver de ikke nødvendigvis være fejlagtige. De kan rent faktisk netop pege hen på sandheden. Dette kræver imidlertid, at de forstås og opfattes rigtigt. Det formår Paul endnu ikke på dette tidspunkt.
Det er måske misvisende at tale om fortolkning, da fortolkning almindeligvis forbindes med en forståelse. Måske er det derfor rigtigere at sige, at Paul har en vision eller får et syn, som han netop ikke formår at fortolke. Ikke før mange, mange år senere.
At der lægges spor og ledetråde ud til læseren er givet. Om læseren så fatter det, er et ganske andet spørgsmål. Men i forhold til spørgsmål om nødvendighed gælder i hvert fald, at sagen ikke kan opklares uden dette kapitel. Det er et vitalt led i beviskæden!
Dermed er om ikke andet dets nødvendighed fastslået. Så skal jeg bare have det skrevet. Hvis lyde skal spille en rolle deri, bliver det pr. gefühl, hvor jeg bevidst vil bestræbe mig på at tænke mindst muligt over det og udelukkende køre på fornemmelsen.
Kapitlet har naturligvis også en nødvendighed i forhold til det foregående. Hvad det rent umiddelbart forklarer og afslører er Pauls ambivalente forhold til sin egen manddomsudvikling, at det netop er en ambivalens, og ikke som det umiddelbart synes i kapitel 16 et ordinært mindreværdskompleks. Når han konstant sætter andre ind på den veludrustede plads og ikke en eneste gang bare prøver at forstille sig, at han kunne indtage den, så skyldes det noget andet end bare lavt selvværd og tvivl på egen mandighed. I en sådan opstilling ville der være et ønske om at indtage en fremtrædende plads. Men rent faktisk gør Paul sig store anstrengelser for at få alle mulige andre indsat på en fremtrædende plads. Han kan trods alt drømme om Anne Marie og forestille sig nogle romantiske øjeblikke. Også selvom de forekommer ham utopiske. Hvorfor? Ganske enkelt fordi han ønsker det. Men det nærmeste han kommer noget sådan, når det gælder udrustningen er at ønske sig de fordele, han mener et stort lem ville give ham. Men han forestiler sig ikke for alvor muligheden. Han kan nok sige "bare det var mig", men han giver sig ikke hen i "tænk hvis det var mig"-forestillinger. Tvært imod skynder han sig, hvergang han bare begynder at nærme sig dette, at skubbe en rival ind imellem sig selv og målet. Det gælder konsekvent gennem hele kapitel 16.
Hvoraf kommer denne ambivalens? Svaret gives i kapitel 17.Flertallet af læsere vil formodentlig kun få øje på denne løsning og forklaring, og vil udlægge den som noget i retning af, at Paul p.g.a. Hubert føler en eller anden grad af angst og ubehag ved store lem. Det er jo sådan set heller ikke forkert. Der er bare flere lag og dimensioner i sagen end som så.
Det kaster også lys tilbage på en del ting i hybelkapitlerne, ikke mindst den med "sig jeg skal være taknemmelig for at blive straffet". Hvorfor benytter Paul denne form for selvafstraffelse nogle år senere, da han er kommet så nogenlunde udover puberteten, og efter at have oplevet noget efterfølgende vokseværk i kølvandet på det første lille ryk, således at han et eller andet sted godt ved, at han objektivt set ikke har grund til at være utilfreds?
Spørgsmålet om størrelse er på dette senere tidspunkt trådt frem i hele sin dobbelthed. På et plan ved han som sagt udmærket godt, at han er mindst gennemsnitlig og vist også en pæn bid derudover, samtidig med at en anden del af ham nægter at tro det, og simpelthen betragter dette som en umulighed. Et over og et under gennemsnittet står ved siden af hinanden. Dermed hører dobbeltheden dog ikke op. For der er til bege positioner knyttet et lidenskabeligt ønske om at være det. Således ytrer utilfredsheden sig også dobbelt. Han føler sig på en og samme tid for stor og for lille.
Ydermere har selvafstraffelsen også en dobbelthed. På sin vis er det afvikling af en skyld, men samtidig er det også en påberåbelse af uskyld. "Nu har jeg igen siddet på ryglænet med min store pik. Nej, nej, nej. Jeg har en skyldfri lille pik, og nu kommer de store, onde pikke og udsætter mig for en urimelig forulempelse."
Endnu et lag i hændelsens mange betydningsflader er vel netop dét, at kravle om bag - eller vel snarere ned under - én, der kan slås. Det ligger allerede i Birgers første melding, hvor han straks efter at have talt om egen størrelse, fortæller om en anden, der er større. På sin vis er meldingen: denne her kan slås.
Bliver Paul slået af en, der kan slås, har han sikret sig en mere beskeden og moderat plads end den, han synes at indtage rent statistisk set (i forhold til almindeligt kendte oplysninger om gennemsnit). Netop derfor må tankerne om Hubert vige for tanker om Birger. For selvfølgelig kan han ikke slå en, der ikke kan slås. Det giver sig selv.
Dertil kommer naturligvis også, at Hubert ikke kun er et særtilfælde i forhold til størrelse, men også som hændelsesforløb. Det er en særlig historie, som kører sit eget løb ved siden af. Den er ikke en knudepunt, hvor alle veje krydser hinanden. Det er det, hændelsen er, og heri er også Huberthistorien optaget og integreret, mens der kun i stærkt begrænset omfang er optaget og integreret andet stof i Huberthistorien.
Derimod er den det primære skræmmebillede. Derved er der også knyttet en stor mængde energi dertil. Men hændelsen er som det store knudepunkt dét, der kan samle alle tråde og dermed også opsuge energien fra alle mulige andre ting. Eftersom hændelsen netop er punktet, hvor alt krydser hinanden, kan den også puste sig op med betydningen og vægten fra alt andet.
Som noget, der kører på sidelinien, er Huberthistorien måske nok det, der er svagest forbundet med alle de andre veje, som kører på kryds og tværs af hinanden. For så vidt er forbindelsen primært af associationsmæssig karakter. Hubert historien berører dog på visse - omend marginale punkter - også hændelsen.
Dette sker så netop på en sådan måde, at hændelsen kan optage Huberthistorien i sig, mens Huberthistorien ikke kan optage hændelsen i sig. Huberthistorien er og bliver et marginalt sidelinie-fænomen. Derfor må den enten betragtes i egen ret eller optages i noget andet. Der kan derimod ikke lægges andet stof ind i den. At lægge andet stof ind er netop kun muligt at gøre i et centralpunkt. Ikke i et marginalpunkt. Derimod kan et centralpunkt optage et hvilket som helt marginalpunkt.
Men disse psykologiske mekanismer genspejles i forhold til spørgsmålet om størrelser. At ikke kunne slå en, der ikke kan slås, er bare simpel logik, og dermed dårligt nok en placering. En placering bliver det først i egentlig forstand, hvis man ikke kan slå en, der rent faktisk kan slås, og som det endog er blevet dokumenteret, er blevet slået. "Arnes er sådan her" betyder: denne her kan det lade sig gøre at slå. Som det hedder i teenagekapitlet "Nogen kan". Derfor giver det også mere mening at forholde sig til den. Hvordan skulle man forholde sig til et "ingen kan"? Overfor et "ingen kan" står alle jo principielt lige, og der kan derfor ikke blive tale om en placering.
Atter er tingene paradoksale. For endemålet som sættes op i epilogen, er jo netop at blive placeringerne kvit. Men vejen ud af placeringerne går igennem disse. Eller man kan sige, at det handler om at blive placeringerne kvit på en anden måde. Selvom placeringer ikke kan komme på tale i forhold til et "ingen kan", så eliminerer dette ikke rivaliseringen. Ikke sådan som det er opstillet i forhold til Huberthistorien. For heri er der tydeligvis et stærkt udtalt element af rivalisering, hvor paradoksalt det end kan forekomme.
Problematikken er netop ikke enkel og ligefrem. Paradokser er læsset lag på lag oven i hinanden.
Derfor må man ikke lade sig forvirre af de tilsyneladende selvmodsigende træk i hele opstillingen. Paul roder jo netop rundt i en forvirring, hvor han ikke kan nå til en afklaring omkring, hvordan tingene egentlig er. Det når han først til allersidst. Her - og først her - opnår tingene enkelhed. Alt det forvirrede, selvmodsigende og paradoksale kommer sig af en helt forkert tænkemåde, der ikke kan andet end føre ind i stadig mere forvirring og rod.
For at opnå orden og gennemsigtighed er der brug for en helt anden betragtningsmåde. Ikke at lægge noget mere ind i den hidtidige. Det vil blot forøge det uigennemskuelige kaos. Der må opstilles noget andet ved siden af, der står som et suverænt svar ubesmittet af hele den rodede affære.
Det suveræne svar er ikke noget, der begiver sig ind i rodebutikken. Det ophæver og opløser den i én eneste bevægelse!
Når man så alligevel i en vis forstand kan tale om, at vejen ud af placeringerne går igennem placeringerne, så må dette forstås ret. Det "gennem", der her er tale om, har intet at gøre med at begive sig ind i eller lægge ind i. Det er et ganske enkelt spørgsmål om, at Paul nødvendigvis må blive bevidst om placeringerne, før han kan opløse dem. Han kan jo ikke opløse et ingenting. Først når han står med noget og betragter dette, kan han ophæve det. "Gennem" betyder her således ikke "drage igennem", men svarer snarere til det freudske "man må fange tyven, før man kan hænge ham".
17. Hubert b: De to små afdelinger sammenlægges, og helvedet begynder. I det foregående kapitel er Huberts vokseværk varslet. Nu hører man nærmere om det, samt alt det, som følger heraf.
Kapitlet skal rumme alle de rigtig grove ting, og bliver måske et af romanens mest barske. I hvert fald det med de mest brutale episoder.
Lag af løget: Vi står her overfor noget helt centralt i forhold til det kompleks, Paul i stigende grad udvikler. Et kapitel som dette kan let forfalde til at blive et rent bravournummer, hvor der diskes op med saftig sensation. Det er absolut ikke meningen. Derimod skal man have en helt afgørende brik til forståelsen af Paul og hans kompleks. Herunder også hvorfor det er Hubert frem for hændelsen, der i hans tidlige teenage-år står som det centrale. Uden dette mangler man noget helt afgørende i forståelsen og sagens afklaring. Jeg mener i høj grad at dette er et lag af løget.
***
Efter sammenlægningen var afdelingen ikke blot blevet større, men også mere kaotisk. Det var ikke bare larmen og uroen. Paul syntes, det hele virkede lidt uoverskueligt.
Helt nede i den anden ende lå det, der havde været den anden afdelings opholdsstue. Nogle gange om aftenen sad de dernede. Men det føltes som et fremmed sted.
Det var lidt på samme måde med de værelser, der lå i den nederste halvdel af gangen. Der var Paul jo ikke vant til at rende ind og ud. I begyndelsen var han ikke en gang sikker på, hvem der boede hvor, og var ind imellem lige ved at gå forkert.
Det fandt han nu hurtigt ud af. Men der var så megt andet. F. eks. havde de nu et ekstra badeværelse. Det føltes fremmed på samme måde som den nederste stue. Hørte ligesom ikke rigtig med.
At bruge disse faciliteter var lidt som at gøre noget forbudt, snige sig ind, hvor man ikke hørte til.Nu havde Paul ikke spor imod forbudte ting, tvært imod. Almindeligvis syntes han også, det var spændende at snige sig ind fremmede steder. Men det fremmede måtte stå overfor et det kendte. Når det hele blev rodet sammen i en pærevælling, så man ikke kunne finde ud af, hvad der var hvad, var det bare frygtelig forvirrende, og ærlig talt lidt skræmmende.
Dertil var der så de elever, Paul nu var kommet til at bo på afdeling med. Det var fint nok med Valde. Det var knap så godt med Hubert.
Hubert havde nu ikke været så slem de første dage. Faktisk var Paul og Hubert kommet så nær på en kammeratlig fod som nogensinde, var endog begyndt at betro hinanden hemmeligheder. Gammel nag var glemt, og de begyndte på en frisk.
Som en del af betro-hinanden-hemmeligheder-pagten foreslog Hubert en dag, at de skulle sove sammen den aften, for han havde noget helt særligt, Paul skulle se.
Man kunne godt få lov at sove sammen, hvis bare man aftalte det med nattevagten. Så flyttede den ene elev sin madras ind på gulvet på den andens værelse, og så kunne man ligge og snakke. Nogle gange fik man også lov at have lyset tændt lidt længere end ellers. Når lyset skulle slukkes, og man fik at vide, at nu skulle man sove, lå man som regel og hviskede videre i mørket. Det kunne godt blive rigtig sent, så man var noget mat næste dag.
Hubert foreslog Pauls værelse. Det var fint nok med Paul. Så slap han for bøvlet med at flytte madras. Alt blev ordnet og var klar, så de kunne gå lige i seng efter aftenkaffen.
De var kommet, havde klædt sig af og stod nu begge i underbukser. Hubert faldt ned på knæ på sin madras lige ved døren, så ingen kunne komme ned. Han hev ned i sine underbukser og frem tittede en ordentlig javertus. Det lignede slet ikke Huberts himstergims.
Efter et øjebliks måben tog Paul imidlertid resolut udfordringen op. Faldt ned på næ foran Hubert og de målte. Det var kun lige akkurat, at Paul kunne slå den. Den var uhyre tæt på hans egen længde. Samtidig var den blevet enormt tyk. Den var næsten dobbelt så tyk som hans egen. Der var også kommet rigtig mange hår på, og den var blevet sært mørk i farven. Det lignede slet ikke en almindelig en. Selvom den stadig var en anelse mindre end Pauls, lignede det en af de forvandlede.
Den så ud som sådan en voksen-en. Bare mindre. Selvom den kun var knap så lang som Pauls, virkede den alligevel ret voldsom med den der kolossale tykkelse og så den sære mørke farve. Faktisk var den en lille smule uhyggelig. Sådan en tyk, mørk sag der bare væltede i lange baner ud af Huberts underbukser.
-------
Det er vigtigt her at fremhæve Pauls opfattelse, som er set fra et drengeperspektiv, at det altså er drengeformen, der er det almindelige, mens "dem med hår på" er nogen, som har været igennem en forvandling og dermed har fjernet sig fra det naturlige og givne, er blevet noget andet end de var. Paul ser jo netop altid det oprindelige og det givne som det egentlige. Ændres der på dette, er der tale om en forvanskning (en måske lidt voldsom overdrivelse af min egen indstilling. Men selv i denne groteske overforstørrelse egentlig ikke særlig langt fra). Men op imod Pauls opfattelse kommer så Huberts alternative forklaring, at det er en slags "styrketræning", ligesom man kan gøre forskellige ting for at få store armmuskler. En del af forklaringen - måske hovedbestanddelen deri? - på at Paul oplever en efterfølgende periode, hvor han undgår onani, er helt klart at han et eller andet sted ser det som "Huberts øvelser ", og derved knytter det til noget farligt og ubehageligt, akkurat som det åbenbart forskubber tingenes naturlige tilstand. Nok ville Paul ønske at bevare sit førerskab. Men han foretrækker at holde fast i en "almindelig" model fremfor en "forvandlet".
Det bliver naturligvis at forklare tingene lidt bagvendt. En mængde ting i teenage-kapitlet vækker forundring og spørgsmål, hvorefter de så afdækkes i det efterfølgende kapitel. Men da det jo netop skal være en lag-på-lag-afsløring er det fint nok, at man først får virkningen og så årsagen bagefter.
Set med voksenøjne har Huberts næppe været særlig stor, og hans manddomsudvikling er formodentlig forløbet helt normalt. Men set med drengeøjne er det noget særdeles vildt og voldsomt, der har fundet sted. Chokket over den voldsomme forandring sidder endnu i Paul mange år efter. Dertil har han til stadighed haft brug for at distancere sig fra Huberts udvikling. Hvis hans blev helt enorm, så var det også noget andet, der skete med ham, end det, der senere skete med Paul. Især i pubertetsårene, hvor hans egne kropsforandringer står på, er det umådelig vigtigt for ham at gøre forskellen på Huberts og sin egen respektive manddomsudvikling så absolut som mulig. Jo større Huberts blev, desto mere modbydelig blev han også, "og nu er jeg ved at få hår dernede, ergo: om et halvt år bliver jeg til en stjernepsykopat." Men hvis nu det var noget helt andet, der skete med ham, så var dette altså ikke tilfældet.
I forhold til dette aspekt gælder endvidere den omvendte kausalitet, at man får virkningen først og årsagen bagefter. Men som sagt: det er en gradvis afsløringshistorie, og derfor må det netop være sådan.
***
Efter at de to små afdelinger bliver slået sammen med en hel del mere uro til følge, bliver Paul bekendt med Huberts begyndende manddomsudvikling. I takt med vokseværket træder også de sadistiske træk i Huberts karakter tydeligere frem. Paul er hans yndlingsoffer, men han forgriber sig også på Valde. Nogle særligt grove episoder vil udgøre kapitlets dramatiske peaks (tandlægen, det hule træ, pick-uppen).
***
En oplagt slutning på det kapitel kunne være:
Hubert havde altid været led. Men det var blevet værre og værre. Efterhånden var alt, hvad han gjorde modbydeligheder. Det var kommet i takt med det andet. Jo større hans pik blev, desto ondere opførte han sig.
Da Paul et par år senere begyndte at få kønsbehåring var hans første tanke: "Nu bliver jeg snart psykopat!"
Pauls tro på sin egen størrelse føltes som en tynd is, og han mærkede noget andet tone frem under den gennemsigtige overflade. I et splitsekund syntes en scene fra "Bennys Badekar" at udspille sig nede i dybet. Paul huskede den her krabbe, der havde en klo, som var havenes skræk, og som han måtte dække med en vante, for at folk ikke skulle blive bange. Men da vanten så kom af, var kloen ikke længere, hvad den havde været engang. Den var helt lille, død og indtørret - ikke længere havenes skræk. Han blev til grin. Alle hånede ham.
Lige nu føltes der også dødt og indtørret mellem Pauls ben.
Var den ved at forkrøble ligesom krabbens klo? - Blev den mindre og mindre, mens Birgers blev større og større.
Nej, det kunne ikke passe. Ikke endnu i hvert fald. Så hurtigt kunne den ikke visne. Den var bare ikke rigtig i hopla. Det betød ingenting.
Den må da være dernede et sted. Men den er vist blevet helt lille. Valborg behøver bare at sige: "Hun lå i en seng og kneppede", så stritter Birgers helt vildt. Der sker ikke noget med min.
Jeg kan ikke en gang få en ordentlig stivert på. Men hvis den blev stiv. Så er min da større end Birgers. Er den ikke? Den der kan jeg da slå bare med min halvstivert, ja - min storslasker. Kan jeg? - Selvfølgelig kan jeg det. Min er meget større. Det ved jeg jo. Men hvad nu hvis den er blevet mindre?
En let dirren føjede sig til uroen i systemet. En sprække i en mur åbnede sig og små onde kryb myldrede ud.
Nej. Min har altid været den største, og det er det stadig. Jeg vinder jo altid. Hvergang!
Hæse, skrigende lyde inde i Paul, som blev en ældgammel dør åbnet og en mængdespindelvæv inde i en forfalden ruin kom til syne.
Bag visheden om urørlig storhed hørtes en hvisken fra helvede: den er større end din, den er større end din, den er større end din ...
Er den? spurgte Paul den hånende djævel. Ja, svarede djævelen leende, meget større. Du bliver til grin ligesom krabben.
Jeg kunne godt tænke mig at se den, når den er rigtig stor og stiv. Gad vide, hvordan det ser ud? Se bulen! - den når helt derop til. Tænk hvis han tog den frem. Hev den ud af bukserne. Jeg ville gerne se den.
Nej. Ikke alligevel. Det er lige meget. Rend og hop. Det er en værre dum møgpik, og den er ikke særlig stor. Birger er bare en lille, dum lorteunge med en latterlig lille tissemand.
Støjen fra ruinenerne og helvede og alle de andre steder blev højere. Som tusinder af maltrakterede violiner, der spiller klagende kattejammer på en slagsmark med bomber bragende omkring sig. Ulidelig larm, forpint fræsen - sønderknusende sug i mellemgulvet.
Djævelen skar igennem støjen og overdøvede alt med sine skingre råb:
DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!
NEJ, NEJ, NEJ! - GU' DEN EJ, skreg Paul tilbage. Naturligvis kun inde i sig selv. (Udadtil var han tavs, sammenbidt og surmulende)
Se nu rigtig på den bule, formanede Paul sig selv. Den er altså ikke særlig stor. Det ligner sådan som mange af de andre også ser ud, hvis de har stivert i bukserne.
Djævelen grinede en rå latter nede fra sin afgrunds dybder. Hvem prøver du at narre? Det nytter ikke noget. Indrøm det nu bare. Den ER større end din. Fes den ind? - DEN ER STØRRE END DIN! DEN ER STØRRE END DIN!
Suget i maven var ulideligt. Paul kunne ikke holde det ud. Han hadede Birger, og hadede især hans selvglade hoveren. Han ville ikke tro det. Nægtede simpelthen.
Eller gjorde han? - Nej. Paul var sur, sur, sur. Utilnærmelig. Han havde jo slet ikke villet med på den her tur. Ville hellere være blevet hjemme.
Rend og skid allesammen. Især Birger og hans åndssvage pik.
- Ja, ja, ja, vrissede Paul af Birger, hvis den så bare havde været så stor.
18. Laila 3: Jungletrommerne forkynder henover Pilehushjemmet, at flere af drengene har stået og bollet Laila nede på byggelegepladsen. Da den veludrustede Filip går lidt for hårdt til den, må Laila til lægen. Sagen neddysses og bortforklares (ligesom sammenlægningen af de to små afdelinger!). Laila instiller ikke aktiviteterne trods det afstedfundne. Da det bliver Pauls tur, kan han ikke opnå fuld rejsning og derfor ikke gennemføre.
Skitseret afrunding på kapitlet:
Laila kiggede smilende ned på sit underliv. Paul forsøgte at trænge ind i hende. Men han var ikke hård nok. Det var lidt koldt, han var temmelig nervøs, og så var der jo det med Fillip. Han havde været der. Mon hun sammenlignede?
- Er den lige så stor som Fillips?
- ja, svarede laila på en sært åndsfraværende måde. Paul var ikke sikker på, at hun overhovedet havde hørt, hvad han sagde.
Han prøvede på ny at presse den op. Det gik ikke. Den var ikke hård nok. Jo mere Paul prøvede, desto blødere blev den.
Der lød støj ovre fra Jesper og Bianca. Hun ville vist ikke alligevel. Paul vidste, hvor lille Jespers diller var. Det var en af de allermindste. Det var nok lettere at få sådan en op i en pige. Men kunne Paul ikke komme op, så kunne han da prale. Han gik lidt væk fra Laila. Stod og pillede ved den.
- Jeg skal lige have den helt stiv!
Paul pillede videre. Han kunne se, at Bianca kiggede på den. Forskellen måtte være tydelig i forhold til Jespers. Bianca kiggede virkelig yderst intenst på den, og så samtidig tankefuld ud.
- Jeg har set Huberts, sagde hun så pludselig.
Satan og Helvede, tænkte Paul. Som om det ikke var nok med Fillip.
- Det kunne være fedt at bolle nogle piger.
19. Gensyn med Anne Marie: Paul møder Anne Marie igen adskillige år senere. Der er intet tilbage af hans forelskelse fra teenageårene. Endvidere har han oplevet en anden alvorlig forelskelse i mellemtiden. Det går dog hverken værre eller bedre, end at de tilbringer en enkelt nat sammen. En rædselsfuld nat! Hvad der var tilbage fra dengang var et smukt minde. Dette bliver nu også sat overstyr. Anne Marie opfører sig temmelig voldsomt i sengen, og det falder ikke i Pauls smag. Episoden efterlader ham dybt desillusioneret.
Efterfølgende intermezzo: ??????
20. Pauls kæreste: Paul har mødt en rigtig sød og dejlig pige. Imidlertid kan han ikke nyde det, slappe af og være i det. Han er hele tiden bange for, at han ikke er god nok til hende, og hans peniskompleks "blomstrer" som aldrig før.
Efterfølgende intermezzo: Dette sidste intermezzo tager tråden op fra det antydede i et tidligere, hvor Paul fornemmer noget endnu værre nedenunder det tilsyneladende dilemma - mørket, der er mørkere end mørke. Dét forståelsesglimt, som kun varer et øjeblik, hvorefter det andet atter er i fokus. En detaljeret beskrivelse af dette øjeblik, hvor der rives ned fra alle gysereffekternes hylder.
21. Paul på besøg: Paul er til aftenkaffe hos det venlige par Simone og Louis. De er et par særdeles velbegavede og tillige dybt religiøse mennesker. I et intuitivt glimt fornemmer Paul, at disse to er sammenknyttet af andre og dybere værdier end den almindelige prestige, folks jagten efter et kønt ansigt og elementære fysiske drifter. Her er et andet grundlag. Paul famler vagt efter en forståelse, som han ikke helt kan gribe.
Efter 21 følger tidslinien og endelig epilogen.
OBS! - Intet intermezzo efter dette kapitel. I stedet kommer tidslinien.
Det er jo ikke, at jeg ikke kan huske alle mulige ting. Det er jo slet ikke dér, den ligger. De svar, jeg søger efter befinder sig et helt andet sted. Jeg kan opremse den ene episode efter den anden, det bringer mig i virkeligheden ikke videre.
Men måske (?) er det et lille skridt videre, at jeg indser dette så klart. Det står tydeligerefor mig end hidtil, at det jeg egentlig leder efter, er noget helt andet. At fastslå hvad der skete, hr jeg jo forlængst gjort. Også længe før jeg fik den mappe udleveret. Den har kunne bidrage med forskellige detaljer og har mindet mig om en række ting. Men ikke noget der ændrer særlig meget på det overordnede. Som jeg flere gange har været omkring, var den største overraskelse måske, at en række af de holdninger, jeg på et langt tidligere tidspunkt har fremhævet som bærende for pædagogikken, ikke bare er noget, jeg har tillagt dem, men at det rent faktisk i vid udstrækning var det syn, de havde på tingene. Det og så den noget gådefulde afrunding på behandlingsforløbet, som (måske?) reelt var at give op, men muligvis var noget andet.
Dertil har der været spørgsmålet om graden af min indadvendthed og manglende sociale integration, hvor min egen oplevelse er en anden end papirernes vurdering. Men det er et spørgsmål om nuancer .
Det, jeg søger - de svar, jeg leder efter - er noget helt andet, der befinder sig på et helt andet plan og i en helt anden kategori. At formulere dette er måske det største skridt fremad, jeg har taget i lang, lang tid. Gåden og mysteriet er ikke, om der skete det ene eller andet. Det er temmelig præcist blevet fastslået, hvad der skete. Det er jo netop her, at der er eksemplarisk overensstemmelse mellem papirerne og mine egne erindringer.
Det er noget helt andet, jeg er på jagt efter. Det er så hermed fastslået. Næste spørgsmål bliver således, hvad det så er, jeg prøver at finde? Det viser også, hvad næste skridt må være, nemlig at nå frem til en nærmere bestemmelse og definition af, hvad spørgsmålet overhovedet er. Jeg har fundet ud af, at det r noget andet. Men hvad?
Her synes det oplagt at skæve over til det stykke fiktion, der er løst baseret på alt dette. Det er jo netop lagt til rette som løsningen af et mysterium. Den oprindelige arbejdstitel - før jeg bestemte mig for "Hændelsen" - var "Gåden". Når jeg er så vaklende og tvivlende overfor det projekt, er det så fordi, at jeg i virkeligheden endnu ikke har fundet gådens løsning?
Den tvivl, jeg til stadighed er kommet tilbage til, er jo netop forholdet mellem kapitlerne og epilogen, der skulle forestille at være gådens løsning. I virkeligheden har jeg atter og atter spurgt: er den nu også det? Er det ikke bare en gang godtkøbs-paroler, som dækker over, at jeg ikke har funder svaret.
Men måske har jeg ikke fundet svaret, fordi jeg ikke har stillet det eller de rigtige spørgsmål. Dermed ligger der faktisk et led før tvivlen om hvorvidt, epilogen kommer med svaret, nemlig om spørgsmålet er blevet stillet. Atter og atter har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg skrællede lag af løget, lagde spor ud, stillede et mysterium op, for så at løse det i epilogen. Jeg er kommet ud i nogle gevaldige redegørelser af psykologisk, filosofisk og litterær art. Men er det meste af det ikke en tom gang udenomssnak? Har jeg overhovedet stillet et klart og tydeligt spørgsmål op, for derefter at give det et lige så klart og tydeligt svar?
Jeg har hele tiden haft krimigenren som forbillede. Hvem myrdede den person, som ligger i en blodpøl på gulvet? - Det gjorde butleren! Enkelt og ligetil: spørgsmål - svar. Men sådan er "Hændelsen" jo i virkeligheden slet ikke. Den er et tåget spind af uigennemskuelige, kun halvt formulerede spørgsmål og en række søgte søforklaringer, der skal forestille at være svar. Der er hverken tydelige spørgsmål eller svar. Der er bare en gang forvirrende tågesnak.
Mine kommentarer og overvejelser undervejs har overhovedet ikke været en kritisk vurdering af, hvorvidt der blev stillet klare spørgsmål op og leveret lige så klare svar. Det har simpelthen været én lang undskylden og forsvaren projektet ved at føje endnu mere tåget tågesnak oven i mine udkast til romanen. Som om de ikke var tågede nok i sig selv. Det holder ganske enkelt ikke en meter.
For at kunne skrive en sådan roman, må jeg først være helt sikker på, såvel hvad spørgsmålet er, som hvad svaret er. I virkeligheden har jeg til stadighed været i tvivl om begge dele. Netop derfor har jeg haft så meget brug for at spørge andre. Halvt ubevidst i håb om, at de kunne få øje på nogle spørgsmål og svar i teksten. Jeg har så gået og været småsur over, at de tilsyneladende kun kunne få øje på gode og dårlige formuleringer. Men det kunne jo skyldes, at der ikke er andet at få øje på. For så vidt er det vel et dækkende svar, når folk taler om gode ideer, om styrken eller svagheden ved en given sætning osv. men ingen melder: et spørgsmål stilles op og skærper nysgerrigheden, hvorefter et tilfredstillende svar leveres.
Det må ganske enkelt skyldes, at jeg ikke selv i tilstrækkelig grad kender og forstår hverken spørgsmålet eller svaret. Jeg har kastet mig ud i et projekt, der står og falder med min afklarethed om, hvad spørgsmålet og svaret er, men som nok snarere har været et forsøg på at finde begge dele. Jeg er så at sige (billedlig talt) begyndt at skrive en krimi uden at have hverken et lig eller en morder .
Efter at “Hændelsen” i flere måneder havde ligget ufuldendt som et opgivet projekt, og jeg i mellemtiden bl.a. havde skrevet “Spilopper” (se denne), besluttede jeg mig for alligevel at skrive den færdig.
Jeg konstruerede mine Gloomy Tunes (se disse) for at skabe den rette atmosfære, nogle stemninger, jeg kunne sidde og skrive op imod.
Jeg er ikke egentligt utilfreds med det færdige resultat. Alligevel tænker jeg ind imellem, at det måske havde været bedre at lade være.
Hvad nytter det, at man har noget vigtigt at meddele, når ingen forstår det?
Angsten for at miste kontrol og blive sindssyg
En kortfattet beskrivelse af angstens psykologi, fysiologi og behandling af overlæge i psykiatri Sebastian Swane
Fejltolkninger af kroppens normale reaktioner på fare
De fleste med angstlidelser og OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) er bange for at miste kontrol. Denne tanke opstår bl.a. fordi man under angst føler, at man ikke kan styre sine angstsymptomer. Disse symptomer kan være naturlige, automatiske kropslige reaktioner, f.eks. hjertebanken, rysten, nervøs mave, svedende håndflader, mundtørhed, uvirkelighedsfølelse, vejrtrækningsproblemer m.m. – også kaldet autonome symptomer; (Autonom betyder uden for viljens herredømme).
Når man oplever sådanne symptomer er det nærliggende at tro (dvs. fejltolke), at når man ikke kan styre symptomerne, kan man heller ikke styre sig selv – og så bliver man bange for at miste kontrollen. Fejltolkningen kan videre forlede en til at tænke, at man nok er ved at besvime, blive sindssyg eller måske dø.
Dette er imidlertid ikke rigtigt. Faktisk er det lige omvendt, fordi symptomerne i virkeligheden er et tegn på, at kroppen reagerer fuldstændig normalt, sundt og rigtigt.
Indbildt og reel fare
Hvis man er i reel fare, sender hjernen besked via nerver ned til binyrerne om, at de skal udskille kamp- og flugthormonet adrenalin i blodet.
Dette påvirker prompte forskellige organer ude i kroppen, som alle har en indbygget, bestemt måde at reagere på, når de påvirkes af adrenalin. Adrenalinets virkning, på de forskellige organer, har altså et klart formål i forhold til overlevelse i en rigtig faresituation. Hvis man ikke ved dét, kan angsten forstærkes fordi kroppens reaktioner virker uforståelige og fejltolkes som farlige. Det er derfor vigtigt at forstå de forskellige naturlige kropslige reaktioner på adrenalin, så man ikke bliver forskrækket over dem, når de opstår under et angstanfald.
Kroppens reaktion på adrenalin
Hjertet reagerer med voldsom hjertebanken, når det påvirkes af adrenalin. Formålet er at få puls og blodtryk til at stige, fordi man så er bedre forberedt på at overleve en virkelig fare.
Forklaringen er, at hjertebanken (og dermed øget puls og blodtryk) sætter én langt bedre i stand til at flygte, hvis f.eks. et farligt dyr er efter én. Øget puls og blodtryk sender nemlig ekstra blod ud i de store muskelgrupper, som derved bedre kan føre en væk fra faren. Det kaldes hensigtsmæssig undvigeadfærd.
At hjertet pumper mere blod op til hjernen, og at blodtrykket stiger, bevirker også at vi ikke besvimer, hvilket ville være virkelig uhensigtsmæssigt i en virkelig faresituation, fordi det farlige dyr så hurtigt ville indhente os. Reaktionen på adrenalin har således været med til at sikre arternes overlevelse og er et vigtigt led i evolutionen. Der er én undtagelse, hvor man besvimer ved angst, og det er ved fobien for blod og nålestik. Dette er dog ikke farligt.
Angstpatienter oplever ofte ekstraslag af hjertet (ekstrasystoler) efterfulgt af en lille pause, hvilket ofte fejltolkes som et truende hjertestop. Ekstra slag er imidlertid helt normalt og skal forekomme.
Hurtige hjerteslag fejltolkes også ofte som tegn på en blodprop eller et voldsomt hjerteanfald, fordi man tror, at hjertet ikke kan tåle at slå så hurtigt. Hvis dette var tilfældet, ville man ikke kunne tåle at motionere, hvor man jo ofte presser pulsen i vejret. Hjertet kan altså sagtens tåle at slå hurtigt, og det har kun godt af at blive aktiveret. Det holder heller ikke pludselig op med at slå, fordi det ind imellem springer et slag over, og man kender ikke til øget forekomst af blodpropper ved angst.
Muskler fyldes med maksimal mængde blod, så de kan føre patienten væk fra faren eller tage kampen op. Dette oplever angstpatienten ofte som stive og spændte muskler.
Lungernes funktion er at ilte blodet. Under angstanfald trækker man vejret hurtigere, fordi hjertet har brug for at sende mere ilt ud i kroppen. Samtidig giver vejrtrækningscentret i den forlængede rygmarv signal om at bremse vejrtrækningen, fordi vi trækker vejret for hurtigt – derved sker der en forskydning af kuldioxid i blodet. Disse modstridende signaler opleves af angstpatienten som trykken for brystet, og man bliver bange for ikke at kunne få vejret. Der er igen tale om kroppens automatiske, naturlige reaktion – og ingen er blevet kvalt under et angstanfald.
Øjnene reagerer også hensigtsmæssigt på angsthormonet adrenalin. Pupillerne udvides, så man får maksimal synsstyrke hvis man skal flygte eller kæmpe, men man får samtidig sværere ved at fokusere på ting, der er tæt på, og det kan virke skræmmende.
Næsefløjene udvides for at man bedre kan få luft.
Slimhinderne udtørrer, fordi det er vigtigt at holde på vandet i kroppen.
Mund og svælg tørrer også ud – af samme grund. Derfor oplever mange ved angst ubehagelig mundtørhed og synkebesvær, eller måske ligefrem en klump i halsen. Dette hjælper kroppen til at forstå, at det ikke er tid til at spise eller drikke, men derimod at komme væk fra faren.
Mave og tarm påvirkes både hæmmende og fremmende på forskellige steder. Det opleves ofte som mavesmerter og maveuro, måske med kvalme og tendens til opkastning. Lukkemusklen afslappes, fordi det er praktisk at skille sig af med overflødig vægt, hvis man skal flygte. Derfor oplever mange, at de får afførings- og vandladningstrang under angstanfald, og de kender ofte alle toiletter og nødforanstaltninger i nærheden.
Nyrernes urinproduktion nedsættes, fordi det er vigtigt at holde på vandet i kroppen.
Leveren frigør store mængder sukker til blodet, så musklerne kan optage det til energiproduktion, når de skal forsynes ved flugt eller kamp. Sukkeret bevirker en forskydning i det osmotiske tryk, som igen ændrer væskebalancen i det, man kalder blod- hjerne-barrieren. Dette giver den velkendte følelse hos angstpatienter af uvirkelighedsfornemmelse eller svimmelhed, men er også helt ufarligt.
Huden påvirkes også af adrenalin. De yderste blodkar trækker sig sammen - både for at koncentrere blodet i de store muskelgrupper og for at forhindre større blodtab, hvis man skulle blive såret i kamp. Svedproduktionen øges for at afkøle kroppen før en evt. farlig kamp. Det opleves ofte af angstpatienten som kølig og klam hud og kan også give fornemmelsen af skiftevis varme og kulde, hedestigning og kuldegys.
Kønsorganerne hos mænd beskyttes ved at testiklerne trækkes op, så forplantningen bliver sikret. Nogle mænd kan opleve seksuel rejsning ved angst som en reaktion i det, man kalder det sympatiske og parasympatiske nervesystem.
!
" ... Kønsorganerne hos mænd beskyttes ved at testiklerne trækkes op, så forplantningen bliver sikret. Nogle mænd kan opleve seksuel rejsning ved angst som en reaktion i det, man kalder det sympatiske og parasympatiske nervesystem ... "
!
Fejltolkning af kropslige reaktioner
Forskellen på den person, som er i virkelig fare og den, som oplever angst (men ikke er i fare) er, at der er sket en følelsesmæssig fejlindlæring, så man tror, at man er i fare uden at det reelt er tilfældet.
Angstfølelserne bevirker så, at adrenalinproduktionen går i gang (som den jo skal) og påvirker de forskellige organer.
Når den angste ikke befinder sig i en reel fare, opleves alle symptomerne fra adrenalinproduktionen (hjertebanken, sveden, rysten, åndedrætsbesvær, uvirkelighedsfølelse etc.) som uforståelige og skræmmende. Det bliver nemt at tro og fejltolke, at der må være noget galt med kroppen, eller at den selv har overtaget styringen. Dette er en af grundende til at den angste oplever, at han eller hun har mistet kontrollen med sig selv og sin krop.
Men sandheden er, at det føles sådan, men er ikke sådan.
Det er rigtigt nok, at man ikke har direkte kontrol over f.eks. hjertebanken eller svedende håndflader, men det har man jo heller ikke, når man ikke er angst – her lægger man blot ikke mærke til det og tillægger det derfor ingen betydning. Når man er angst, har man nøjagtig lige så meget eller lige så lidt kontrol over sig selv, som når man ikke er angst – men man er meget mere koncentreret om sine symptomer, fordi man f.eks. tror, at der er noget galt med ens krop, og at man er ved at miste kontrollen – og så bliver man blot endnu mere bange: Symptomerne bliver endnu kraftigere, fordi der nu produceres endnu mere adrenalin, hvilket igen forstærker de mange kropslige symptomer, som så skaber en ond cirkel.
Kroppens symptomer bliver således for den angste meget nemt et urigtigt bevis for, at man ikke har kontrol – at man altså nok er ved at blive sindssyg. Det kalder man en fejltolkning.
Tanker og følelser
Den fejlindlærte tolkning af symptomer og oplevelser medfører ofte også en angst for angsten (også kaldet metaangst).
Tanker og følelser hænger sammen og påvirker hele tiden gensidigt hinanden. En følelse reagerer øjeblikkeligt på det, vi tænker. Hvis vi derfor tolker noget forkert (f.eks. tænker, at nu mister jeg kontrollen eller bliver sindssyg), så kan følelsen ikke ”vide” at det er forkert, men tror, at den nu skal reagere med angst og sørge for, at vi kommer i sikkerhed og undviger fare. Hvis vi ikke er i reel fare og jo ikke kan flygte fra os selv og samtidig tror, at kroppen reagerer ukontrollabelt, bliver vi blot mere og mere angste: Den uhensigstmæssige angstcirkel er trådt i kraft.
Negative automatiske tanker
Hvordan kan angst så opstå, hvis man ikke befinder sig i en reel fare?
En fejlindlært angstfølelse kan opstå på et splitsekund. Det kan ske på 1000 måder, men f.eks. kunne det være en situation, hvor man er løbet til bussen, og hjertet slår derfor hurtigt. Samtidig er man måske lidt stresset og kan ikke finde pengene til billetten i bussen. Så kan man komme til at tænke ”Åh, nu lægger de alle sammen mærke til mig og tænker, at det er mig, der forsinker dem”. Denne tanke kalder man en negativ automatisk tanke, fordi den opstår automatisk i sådanne situationer hos denne person, uden at der er noget rationelt belæg for den. Den er imidlertid fejlindlært, måske på baggrund af lavt selvværd, og da følelser altid registrerer og reagerer på det, vi tænker, vil vi mærke ubehag og angst. Adrenalinproduktionen går i gang, alle de autonome (kropslige) symptomer starter, som fx forstærket hjertebanken, sveden, rysten osv. – og man oplever sit første egentlige angstanfald. Da man ikke har forstået sammenhængen mellem tanker og følelser og ikke forstår, hvorfor kroppen reagerer så kraftigt, så kobler man måske fejlagtigt disse symptomer sammen med det at køre i bus og tør så lige pludselig ikke det mere – for tænk, hvis man fik det sådan igen.
Følelserne reagerer altså med undvigeadfærd uden at ”forstå”, at bussen som sådan ikke er farlig, men angstsignalerne har udløst en ”negativ automatisk tanke” (”bussen er farlig”), uden at der reelt er fare på færde. Følelserne er anatomisk placeret et helt andet sted i hjernen end tankevirksomheden (kognitionerne), og følelserne kan ikke skælde mellem urigtige tolkninger og virkeligheden. De er en slags registrerings-apparat og programmerede til at registrere og reagere på det, vi tolker og tror på som en seismograf på et jordskælv. Derfor tror følelserne også på det, vi drømmer, og vi kan vågne badet i sved på trods af, at det vi har drømt ikke behøver at være sandt, ja ikke engang nødvendigvis muligt. Problemet er blot, at hvis vi tolker forkert, fx i form at ”negative automatiske tanker”, vil vi også følelsesmæssigt reagere på fejltolkningerne, hvis vi tror på dem og reagere med uhensigtsmæssig angst. Følelser er gode til at ”huske” en sådan oplevelse, da de tror, de så beskytter os mod fare, og derfor vil de reagere på samme måde fremover i en lignende situation.
Angstens onde cirkel
Det er således vores fejltolkning i form af en ”negativ automatisk tanke”, som har sat hele angstlavinen og den uheldige cirkel i gang. På baggrund af en fejltolkning har vi nu lært os selv at blive bange for vores egne, naturlige kropslige symptomer, selv om de i virkeligheden er sunde og livsvigtige signaler, som sikrer, at vi kan overleve reel fare.
De naturlige kropslige symptomer på angst kan igangsætte nye fejltolkninger (”negative automatiske tanker”), som fx: ”Min krop går helt amok, jeg må være ved at miste kontrollen og blive sindssyg”, på trods af at kroppen blot gør, hvad den skal, nemlig gør den i stand til at kunne flygte fra en virkelig fare. Fejltolkningen fører til yderligere forstærkning af angsten.
I virkeligheden kan man ikke miste kontrol på den måde – det føles blot sådan. Ingen er nogensinde blevet sindssyge af angst. Derimod kan en sindssyg (psykotisk) person selvfølgelig også godt have angst.
Virkeligt kontroltab ses kun ved psykoser, og panikangst er ikke en psykotisk tilstand – det er en fejltolkning af ”negative automatiske tanker” og signaler fra kroppen. Man har heller ikke større risiko for at blive psykotisk, fordi man har lidt af angst og depressioner. Dette er ligeså lidt beslægtede sygdomme som fx forkølelse og et brækket ben. At være sindssyg eller psykotisk indebærer, at man har hallucinationer (typisk at man hører stemmer, som man tror er virkelige, uden at der reelt er nogen), at man har vrangforestillinger (fx at man tror, man kan flyve eller kan gå på vandet), og at man ikke har nogen sygdomsindsigt, men tror, man er normal og rask, hvilket er i skærende kontrast til én med panikangst, som oftest føler sig syg af angst.
Konsekvenser af fejltolkninger
Angstpatienter har ofte mange fejltolkninger, som er med til at vedligeholde angsten. Eksempel: En angstpatient går op ad trappen eller løber efter bussen og pulsen stiger. Han tror nu, at fordi hjertet slår hurtigere, er det tegn på at et angstanfald er på vej (fordi han tidligere har oplevet, at hjertet slår hurtigere, når han har angst). I virkeligheden er der blot tale om en naturlig reaktion på fysisk aktivitet, men fordi man har lært sig at tro, at hjertebanken er lig med angst (”negativ automatisk tanke”), så fejlkobler man hjertebanken pga. fysisk aktivitet med hjertebanken ved et angstanfald, og tror det er det samme. Derfor vil han nu være i risiko for fremover at ville undgå al fysisk aktivitet, da han jo tror, det er det samme som angst, og at han har fejlindlært sig at få angst af denne fejltolkning (”negative automatiske tanke”).
Den fejlindlærte angst medfører dermed også, at man begynder at undvige ufarlige situationer, fordi undvigeadfærd og angst stort set altid er koblet sammen. Det skyldes, at vi biologisk set har lært os, at når vi undviger reel fare, dæmpes eller forsvinder angst- symptomerne, og under reel fare er undvigeadfærden hensigtsmæssig. Man fristes til at sige, at det vi primært forsøger at undvige ved rigtig fare er vores egen angst og sekundært den rigtige fare.
Hvis vi ikke havde evnen til at registrere angst, ville vi overse og ignorere mange farer og konstant være i livsfare. Det er derfor, det er svært at gå imod en angstfølelse, selv når vi intellektuelt, rationelt og logisk er blevet klar over, at det er en fejlindlært angstfølelse på baggrund af en ikke reel faresituation. Hvis ikke man var i stand til at registrere angst, ville man omtrent være i samme fare, som en person der har mistet følesansen og i så fald ikke ville kunne registrere smerte.
Omkostningen ved at undvige en fejlfortolket fare på baggrund af f.eks. negative automatiske tanker er, at
1) det er problem-vedligeholdende
2) det er ofte problem-forstærkende
3) det ufarlige, vi undviger, bliver vi ved med at undvige og får derfor ikke afkræftet, at det i virkeligheden er ufarligt.
----
Artiklen i sin helhed kan findes på:
http://www.sebastian-swane.dk/Download/Angsten%20for%20at%20miste%20kontrol%20og%20blive%20sindssyg%20Revideret%20udgave.pdf?fbclid=IwAR3tTH54-R2-VnkdqI1sYRbkfR3JT71Q5f9OkrwxCX96_cQFsM6M9BSmQxk
4/7
Teksten er et felt mellem afsender og modtager, hvor de begge må gøre en indsats for kommunikationen og muligheden for at kunne mødes deri. Det kan således skyldes svigt på begge sider, hvis bestræbelsen ikke lykkes.
Måske findes der endog en tredie instans, omend jeg ikke er ganske sikker på af hvilken art, denne er. Men fakta er, at der gives tilfælde, hvor begge parter har ydet deres yderste, og det alligevel ikke lykkes at etablere en forståelse. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg kan blot konstatere, at der undertiden ikke kan påpeges forsømmelser på hverken den ene eller anden side, men at det magiske øjeblik af kommunikation ikke desto mindre udebliver.
Men i hvert fald er den eneansvarlige forfatter en urimelig påstand. Hvad så med alle dem, der ikke har forstået et hak af Shakespeare? Betyder det så, at der er graverende fejl i det mest fuldkomne, der nogensinde er skrevet? Skal Shakespeare lastes for alle dem, der har vanskeligt ved at stave sig igennem et Bill og Ben hæfte?
Og sikke mange fatale brølere Kierkegaard må have begået!
Jeg indser, at der er to punkter, jeg til stadighed kredser om. Genrespørgsmålet og forfatteransvaret.
Meget vel. Lad mig så begynde med at få tingene helt præcist på plads. Hvad jeg helt nøjagtigt oplyste, efter at være blevet spurgt om genre, var følgende:
Vel nærmest en slags psykologisk roman. I de senere år har der været en del fokus dels på institutionsanbragte børn (ikke mindst i kølvandet på affæren md Godshavnsdrengene) og dels en del snak om følger af overgreb. Senfølger er næsten blevet et modeord. Jeg finder emnerne væsentlige, og har lavet en del resarch, der har ført frem til et romanprojekt. Trods de dagsaktuelle emner og nogle passager, man med garanti ikke ville finde i en gammel roman, kan jeg dog ikke løbe fra, at være stærkt inspirret af folk som Poe, Dickens, Dostojvski og Henry James. Hvis nogle af dem havde levet i dag ... (bilder jeg mig noget selvhøjtideligt ind )
Hvor i den beskrivelse står der thriller? Så vidt jeg kan se ingen steder. Endvidere siger jeg i forhold til de store, at "jeg er stærkt inspireret af". Det er ikke det samme som at hævde, at jeg løfter arven på samme niveau. Tvært imod kommer jeg med en lille ironisk bemærkning, der mere end antyder, at dette ikke er tilfældet, men at jeg da ville ønske, det var. Gid det var så vel, men det ved jeg altså godt, at det ikke er. Men altså først og sidst: jeg benyttede ikke ordet thriller.
Hvilken uforskammethed er det da ikke at svare:
.de første to ting, som jeg vil foreslå, er at du sætter dig ind i hvilken genre du skriver i, og hvem er dit publikum...som jeg læser romanen, så er det ikke helt klart i tilfældet her...en bestemt genre har nogle ting, som skal opfyldes og der ligger nogle forventninger, som læser, der skal imødekommes...og ligeledes skal teksten ramme det rette publikum...hvis det er en krimi du har skrevet, og jeg tror, du kaldte det en psykologisk thriller, så er der for meget af det som jeg vil kalde 'pik og patter' i teksten...det kan sagtens beskrives mindre direkte og mere subtilt end det fremstilles i teksten, og mange af siderne ligner hinanden i deres fremstilling af tingene...læseren forventer ikke at få stive pikke og sperm lige i ansigtet, når man læser en thriller...og vil du have den under kategorien erotisk litteratur (hvor den måske nærmere bør ligge), så skal du have en meget mere malende beskrivelse af det seksuelle...derfor får du nok de reaktioner, som du har fået...at tro, at en læser kan gennemskue en dybere mening med en tekst er meget forlangt, og specielt hvis teksten er så anderledes, som denne her...
Sætter mig ind i genrer. Hallo! Jeg er rent faktisk uddannet inden for lige præcis det. Men nu skylder jeg naturligvis også at citere korrekt. Meget vel. Han skrev ikke "vist nok", men "jeg tror, du kaldte det". Besynderligt at han er nød til at tro noget, når han blot ved at bladre en smule op i tråden ville kunne få vished, og dermed finde ud af, at det gjorde jeg aldeles ikke. Det kan altså rundt regnet komme ud på et. Tror nok og vist nok er i det forliggende tilfælde synonyme.
Mit Publikum. Ganske enkelt: dem, der er parat, hvad han åbenbart ikke er. Dem, der har det fornødne mod, hvad han åbenbart ikke har.
Når man ikke er parat og ikke har det fornødne mod, vil man naturligvis forsøg at afparere og ved hjælp af diverse afvigelsesmanøvre forhindrer konfrontationen med teksten. En til det formål ofte anvendt strategi er at underkende og negligere dét, der trænger sig på.
Jeg forsøgte virkelig at svare så venligt, som jeg overhovedet var i stand til under de omstændigheder:
Og bare lige for en ordens skyld: jeg skrev ikke psykologisk thriler, men psykologisk roman. Men pyt med det. Jeg finder en del brugbart i dine kommntarer, som jeg bestemt vil lægge mig på sinde og tænke nærmere over. Men som sagt: mit hovdærinde og mit egentlige sigte synes jeg, at du går fejl af. Betegnelsen "erotisk littratur" bruges vist almindeligvis om ting, der fremstiller det erotiske postivt.
Som det ses påtalte jeg her brugen af termen "erotisk" ud fra den begrundelse, at den knytter sig til positive fremstillinger, ofte ting, der direkte er tænkt som middel til pirring.
Han nævner selv ting som "mere maleriske beskrivelser". Ja - hvis man vil forherlige den slags. Når ens ærinde lige modsat er at udstille det som så hæsligt som overhovedet muligt, så skal man aldeles ikke udtrykke sig smukt og poetisk, men derimod gøre alt for at få læseren til at brække sig.
Hvad er det da for en idiotisk kommentar, at skrive:
Det vil altid være sådan, at hvis modtageren ikke forstår budskabet, så er det afsenderen der fejler...det gælder for al form for kommunikation, og så må afsenderen arbejde på at gøre budskabet mere klart
Jeg synes, at det var helt på sin plads, at jeg lidt senere påpegede:
F.eks. at du begyndte at tale om afsenderns ansvar for at gøre sig forståelig, da jeg påpegede, at man ved erotisk littratur almindligvis tænker på positive fremstillinger. Så må afsenderen jo bare spørge modtageren om denne under læsningen sad og tænkte "Hygglige Hubert. Sikke en guttrmand. Gid jeg havde haft sådan en kammerat som barn."
Hvorfor i alverden begyndte han at spille dum og skrive:
tror ikke jeg forstår spørgsmålet
Som jeg allerede har påpeget, er det ærlig talt ikke særlig indviklet.
Sådan faldt altså ordene. Der var andre. Men i forhold til de to centrale brændpunkter.
Hvorfor er lige de to punkter så dem, der fortsat nager mig?
Hvad det første angår, har jeg allerede forlængst erkendt og indrømmet, at jeg føler mig groft talt ned til.
Hvad det andet angår, tror jeg, at svaret er, at jeg får indtryk af, at han ikke har gransket teksten særlig grundigt. Det ser for mig ud som om, at han løber med en halv vind. Har gennemlæst hurtigt og skødesløst, ikke gjort sin part, hvorefter han vil tørre sine forsømmelser af på mig.
Så blev det da i det mindste fastslået, hvor hunden ligger begravet. Alt det øvrige i tråden er af underordnet betydning. Eller rettere: jeg har ikke mere at sige dertil, end det, jeg allerede har sagt, og i øvrigt kan jeg til det meste bruge standardsvaret: det står i "De skal ta's i tide".
Deri står jo netop næsten alt. Men det lille "næsten" betød, at der var belæg for et kompendium. Det er så det, jeg har gjort nærmere rede for i indtalingerne til Hannah.
Hvad alt dette angår, har jeg sagt, hvad jeg havde at sige.
En enkelt detalje, jeg kunne have lyst til ganske kort at komme omkring er denne:
Jeg håber min kritik er konstruktiv, og du kan bruge den fremover, uanset, om du vil arbejde videre med teksten her, eller kaste dig over et andet projekt...måske tage et skrivekursus og læse nogle skrivebøger, hvor du får nogle værktøjer til, hvordan man kan gøre sin skriveproces bedre...
Jeg har gået på et skrivekursus. Det forhindrer mig naturligvis ikke i at tage nogle flere. Men det forekommer mig at være i overkanten for et enkelt projekts skyld. Jeg har ingen planer om at skrive en endeløs række Jeg har gået på et skrivekursus. Det forhindrer mig naturligvis ikke i at tage nogle flere. Men det forekommer mig at være i overkanten for et enkelt projekts skyld. Jeg har ingen planer om at skrive en endeløs række romaner.
Jeg har i over 20 år stædigt fastholdt, at jeg forlængst havde sagt, alt hvad jeg havde at sige. Så gik det altså hverken værre eller bedre, end at jeg efter alle disse år, hvor jeg havde gået og tænkt videre over tingene, mente at kunne komme med en lille tilføjelse. Det var såmænd det hele: en lille tilføjelse. Og ærlig talt: jeg gider altså ikke tage en elektrikeruddannelse bare for at skifte en pære!
Nok om det.
Det andet. Det er vel i grunden indlysende, hvor disse to punkter krydser hinanden. Føler mig talt ned til af en sjusket læser. Det kan vist så nogenlunde udlægges som: føler mig ikke taget alvorligt. Føler mig behandlet som et fjollet barn.
Det synes jeg ikke er særlig rart. Faktisk temmelig ubehageligt.
Det er vel så nogenlunde sagen i en nøddeskal.
Dertil er det lige præcis den slags situationer, der er farlige for mig. Når jeg harmes sådan, og konstant er fristet til at fremsætte beskyldninger for tilsigtet ondskab, er det naturligvis fordi, at jeg i og med denne situation bliver anbragt lige præcis dér, hvor det er allerfarligst for mig at være, hvor faren er størst for at falde tilbage i nogle yderst uheldige ting. Ryge lige lukt tilbage i alt det, jeg har kæmpet for at slippe fri af.
Nuvel! Det har vel ikke været forsætligt. Men det er ikke desto mindre påfaldende, at reaktionen på min dæmonuddrivelse grangiveligt føles, som at alt og alle vil have dæmonen proppet ind i mig igen.
Det opsummerer vel så nogenlunde sagen.
Den gamle "der er aldrig nogen, der hører efter"-følelse genaktiveret. Det er vel sådan set det hele.
Det er så bare påfaldende, at det jo lige præcis er den følelse, jeg skildrer i "Hændelsen" og fremstiller som direkte forbundet med Pauls fald og forvildelser.
Netop derfor føles det lidt, som hvis nogen skrev om at være bange for edderkopper, og der derefter var en eller anden drillepind, der smed en edderkop ind ad deres brevsprække.