Doris Mary Ann von Kappelhoff, som Day egentlig hedder, blev født i 1922. Hun debuterede som bigband-sangerinde i 1939. Hendes første større hit var "Sentimental Journey" fra 1945. I perioden 47-67 indspillede hun et sted mellem seks og syv hundrede sange, hvoraf mange blev betragtelige hits. Fra 1948 og fremefter begyndte hun tillige at gøre sig gældende som skuespillerinde. Hun havde et image som frisk naboens datter-type, og som mere tækkelig end sexsymboler som Mae West og Marilyn Monroe. Rent faktisk satte hun også skarpe grænser for, hvad hun ville medvirke i. Det dydige skær omkring Doris Day er endvidere blevet understreget af en sund levevis. Sidenhen har hun gjort sig gældende som dyreaktivist.

Rosemary Clooney blev født i 1928 og er forøvrigt tante til skuespilleren George Clooney. Hun foretog sin første indspilning i 1946 med Tony Pastor's Big Band. Ved indgangen til 50'erne hittede hun med "Come On A My House" og havde de efterfølgende år adskillige slagerhits. Hendes egen smag gik imidlertid mere i retning af jazz, men det lykkedes hende aldrig til fulde at blive anerkendt inden for dette felt. Det var således den mere poppede side af Clooney, der gjorde sig gældende, såvel på hitlisterne som i forbindelse med en række filmroller. I 60'erne dalede hendes popularitet, og da hun allerede som barn have udviklet maniodepressive træk slog det hende hårdt. Siden oplevede hun endvidere en række personlige tragedier. Men kom da igennem livet og døde i 2002.

Som det fremgår, havde havde de alle fire gjort sig gældende allerede i 40'erne, og Clooney - den yngste af dem - blev 22 år i 1950. De havde måske nok oprindeligt gjort sig gældende fra en ung alder, men i 50'erne var de ikke teenage idoler. En klar tilknytning til big bands antyder ligeledes deres tilhørsforhold til den etablerede, "professionelle" musikindustri. De kan således kun på en marginal og sporadisk vis sættes i forbindelse med rock and roll.

En noget nærmere tilknytning vil man på nærværende bånd kunne fornemme hos navne som The Chordettes og Fontaine Sisters, omend heller ikke dette ligefrem virker samfundsomstyrtende. Ikke desto mindre er det værd at bide mærke i det små nuancer. Umiddelbart synes en Patti Page og en Dottie Evans at ligge klods op ad hinanden. Men bemærk forskellen i instrumentering: strygeorkestret versus en mindre studiegruppe samt et kor, der mere eller mindre har overtaget strygernes funktion.

Hvad vi altså kan betragte er, at rockens fremmarch ikke kun ytrer sig i dens rene form, men også derved at den i stigende grad begynder at sætte diskret (og siden mere markant) krydderi på den traditionelle slager og dermed beslægtede ting. Så selvom der kan synes langt fra en stilfærdig og pæn pige-sang til en bestialsk hoftevridende Elvis, så er samtidigheden der ikke desto mindre som noget mærkbart. Dels båret af en fælles tidsbetonet stemning, og dels lydligt påviselig gennem forskellige mellemregninger.

En stor del af Arkivet er viet til disse spørgsmål, og der er derfor ingen grund til mere på dette sted end blot at nævne dem.

Bånd 7: Blandet landhandel

Gennem bånd 2-6 har vi kørt en række emner, der belyser 78-universet fra forskellige vinkler. Nu er det imidlertid på tide atter at tage en juke box tur, ligesom vi gjorde på det første bånd. Eller som vi andetsteds har kaldt det: en typisk pladedag hos en gennemsnitlig arbejderfamile engang i 50'erne.

Det giver os samtidig mulighed for at få afrundet nogle af de emner, vi har arbejdet med og se dem i relation til hinanden. Således er dette bånd vigtigt. Også selvom der ikke kommer så meget nyt. Det har en stor opsummerende værdi og perspektiverer nogle centrale pointer.

Sangliste: 

Doris Day: "What Ever Will Be, Will Be" (Philips - sort etiket) (1956)

The Chordettes: "Born To Be With You"

                      (b/w) "Love Never Changes" (London - sølv/sort etiket) (1956)

The Fontane Sisters: "Willow Weep For Me"

                    (b/w) "Voices" (London - sølv/sort etiket) (1956)

Patti Page: "Changing Partners" (b/w)

Al Morgan: "Say You Do" (Mercury - sort etiket) (1953)

                     "Jealous Heart" (b/w) "Turnabout Is Fair Play" (London - sort etiket) (1949)

Buddy Clark: "Baby It's Cold Outside" (m/ Dinah Shore)

                (b/w) "You're Breaking My Heart" (Columbia - sort etiket) (1949)

Anton Karas: "Harry Lime Theme"

                          (b/w) "At The Café Mozart Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

Mahalia Jackson: "Silent Night"

                   (b/w) "The Last Mile Of The Way" (Metrome hvid/pink etiket) (1950)

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O"

                                       (b/w) "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

Louis Armstrong & The All-Stars: "Mack The Knife"

                          (b/w) "Back O'Town Blues" (Philips - sort etiket) (1956)

Louis Armstrong & Ella Fitzgerald: "Can Anyone Explain"

                                     (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home"

                             (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

Frankie Laine: "Hummingbird" (Philips - sort etiket) (1955)

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

                     (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

Malihini Hawaiians: "Rhythm Of The Island"

                    (b/w) "Moonlight And Shadows" (Metrome gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

Hula Hawaiians: "Hawaiian Serenade"

                               (b/w) "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain"

                       (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Ronald Rinalde: "Granfather Crinkle"

                              (b/w) "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

Lefty Frizzell: "Mom And Dad's Waltz" (Columbia - brun etiket) (1951) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Ingen synderlig grund til de store kommentarer denne gang. Bl.a. fordi langt størstedelen af materialet er noget, vi har haft fat i før. Som det også tidligere er blevet påpeget, er de mange gengangere en nødvendighed, når det skal være muligt at plukke et enkelt bånd ud for at belyse et eller andet. Nærværende bånd er velegnet til at undersøge tidlig udnyttelse af plademediet netop som medie, altså noget i sin egen ret med sine særlige muligheder. Til dette formål kan man ikke undvære ting som f.eks. Anton Karas og Les Paul, selvom det også er med på andre af båndene.

Som eneste virkelig bemærkelsesværdige nye bekendskab denne gang står pladen med Milt Hearth Trio, en af de lidt ældre ting, da den er tilbage fra 1939. Det gør den ikke mindre bemærkelsesværdig. Det er lige ved at være en tidlig technopop plade, og en og anden med interesse for det stilområde vil nok spærre ørerne op. Samtidig forener den en fin rytmisk fremdrift og et flydende swing med klassisk inspirerede toneforløb. En særdeles spændende plade!

Ellers står den på lutter genhør med gamle venner. Hvis man altså vel at mærke har fulgt forløbet, og ikke er hoppet ind her for at få svar på et eller andet spørgsmål. Det sidste kunne der være mange gode grunde til. Flere end vi fra Arkivets side vil begynde at opremse. Vi vil begrænse os til at ønske for den, der forsøger at undersøge noget, at han finder, hvad han søger.

Men blandt dem, der går den slagne vej, vil nogen måske bide mærke i ting, de ikke tidligere har været opmærksomme på. Det kunne f. eks. være intensiteten på Fontaine Sisters version af "Willow Weep For Me", Vipers' robuste fremdrift, Armstrongs utrolige timing og swing, virtuositeten i Fitzgeralds fraseringer eller den påfaldende lighed mellem "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" og "Grandfather Crinkle". Det er jo bestemt ikke fordi, der mangler fine ting på dette bånd. At man så har hørt dem før, betyder bare, at man har mulighed for at lære dem bedre at kende, og det er absolut ingen skade til.

Bånd 8: Liv i kludene

Tidligere havde vi den lidt mere højtidelige afdeling(bånd 4). Men det hele skal jo ikke være så frygtelig alvorligt. Der skal naturligvis også være plads til skæg og ballade. 50'erne var trods alt rock and rollens årti. Det har vi hidtil ikke mærket så meget til. Det bliver heller ikke fuldt udfoldet på nærværende bånd. Men vi kommer en smule nærmere, og indkredser omridset af noget, der ligner.

Vi kommer vidt omkring - både med hensyn til tid og sted. Fra 30'erne op til 50'erne og fra USA til Danmark! Fælles for dette ellers ret brede udvalg af musik er en lystigt sprudlende munterhed, samt for størstedelen af materialets vedkommende et relativt raskt tempo.

Sangliste:

Glen Miller: "In The Mood" (HMV - rød etiket) (1939)

Django Reinhardt: "I Got Rhythm" (1938)

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                        (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon"

                        (b/w) "Walking And Whistling Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

                          "Little Rock Getaway"

                           (b/w) "Tennessee Waltz" (telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

                           "My Baby's Coming Home"

                            (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

Frankie Laine: "Hummingbird"

                          (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

The Tarriers: "The Banana Boat Song"

                  (b/w) "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

The Four Lovers: "Jambalaya" (b/w)

                              "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

Dottie Evans: "My Prayer" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This"

                             (b/w) "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Casani Club Orchestra: "Selections from 'TOP HAT' " (Rex - sort/gylden etiket) (1936)

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

                                    (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

Hula Hawaiians: "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

Spike Jones: "Hawaiian War Chant"

                              (b/w) "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

                   (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

Ole Monty: "Her går det godt, fru Kammerherrerinde" (Tono - blå etiket) (1942)

Harry Felbert's Sekstet: "Im tiefen Keller"

                          (b/w) "Møllen i Schwarzwald" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Ostgöta-Schottis" (Polyphon - grøn etiket) (?)

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Nærværende bånd er et klart eksempel på gengangernes nødvendighed. Hvordan skulle man lave en samling af raske, livlige 78'ere, hvis man skulle tage hensyn til, hvad der er gået? - Og ville det ikke være ret synd for dem, der plukkede dette bånd ud for at høre noget med gang i, at de skulle gå glip af en række indlysende mesterværker inden for området? - Når vi skal så nær rock and roll Arkivets laksamling formår, er der en række ting, der simpelthen ikke kan udelades.

Op igennem 30'erne og 40'erne kom der en del tidlige varsler om rocken. "In The Mood", en række af Djangos indspilninger og især Smiths "Guitar Boogie" er karakteristiske eksempler. Men det var naturligvis først i 50'erne, at det for alvor kom til at rocke. Det er det desværre begrænset med eksemplificeringen af her. Ikke fordi, der ikke skulle findes den slags. Der er masser af rock and roll 78'ere. Uheldigvis har Arkivet dem bare ikke. Faktisk har vi kun en helt rendyrket lakrocker, nemlig "Jambalaya/"Be Lovey Dovey" med The Four Lovers. Der er dog en del andre ting, som kommer tæt på, omend man må sige, at de ikke er helt fuldbyrdede. Til gengæld tør vi godt love, at når vi kommer over i vinylet, skal selv den mest rockhungrende nok få stillet sin sult!

Den ultimative perle blandt det, der præsenteres på nærværende bånd må siges at være Arthur Smith pladen. Bemærk den er på MGM med gul etiket - d.v.s. den rigtige! Må vi bede kursisterne anstrenge deres fantasi en smule og forestille sig den sorte skive med den gule etiket suse rundt på pladetallerkenen. Les Pauls indsats er naturligvis også bemærkelsesværdig, de guitarlicks og de ekko-effekter allerede i 50'ernes spæde begyndelse. Utroligt!

En anden populær 50'er-stil var calypso. The Tarriers må regnes under dette område. Ikke desto mindre rummer deres musik mindelser om både rock og skiffle. Elvis nævnte ved flere lejligheder Dean Martin blandt sine forbilleder. Når man hører "Memories Are Made Of This", er det lige før, at man kan tale om tilbagebetaling af lånt inspiration. Som en ekstra humørpille får vi et par smagsprøver på humoristiske plader, så alle kan få sig et godt grin. Øen Lulu - stavet baglæns: UL UL. Hen mod slutningen af båndet følger endvidere nogle spøjse smagsprøver på, at der også blev lavet danske indspilninger med skub på, omend de generelt var knap så markante.

Man vil bemærke, at der undervejs gennem båndet også kommer enkelte sjælere. Men i samtlige tilfælde er det ting, der på den ene eller anden måde knytter sig til rockens univers. Det være sig ved lyd, instrumentering, særlige træk ved spillemåden eller andet. Endvidere har vi fra Arkivets side bestræbt os på at skabe afveksling. Det sløver koncentrationen, hvis det hele er for ens. De særlig energiske øjeblikke fremstår med større styrke og klarhed - og man nyder dem mere - når der ind imellem er mere afdæmpede stunder. Endelig har vi ønsket at påpege en pointe, vi senere skal diskutere langt mere indgående, nemlig at en del mere moderne indstillede rockfans har en tendens til at glemme, at den oprindelige rock and roll ikke bare var drøn på, drøn på, drøn på. Det var det også, men ikke kun. Den rummede tillige en poetisk dimension.

Betragtet i sin overordnede helhed må nærværende bånd betegnes som energisk og livligt, lige til at blive i godt humør af, og det ændrer ikke noget ved sagen, at der nogle gange undervejs lige bliver mulighed for at puste ud.

Dertil kommer Arkivets store mærkesag: samtidighed, tidsånd, symptomatiske træk, periode stemning - kort sagt at selv de mest forskelligartede ting, der sker på et givent tidspunkt, er knyttet sammen i skjulte indre forbindelser, og at den egentlige opgave, når man skal nå til en forståelse af en tid, er, at trænge ind i disse bagvedliggende sammenhænge. Som sagt er dette ikke stedet for mere indtrængende studier. Vi lægger blødt ud på en hyggelig og afslappet vis, der kan hjælpe kursisterne i gang uden at stille al for store krav til dem. Men at lige nævne nogle af studiets hovedpunkter og antyde den vej, vi skal gå, hører naturligt med til en indledende appetitvækkerrunde.

Bånd 9: Jazz og sådan cirka der Omkring

Traditionelt findes de mest uforsonlige gensidige fordomme mellem country- og jazzfolket. Vi vil her dele sol og vind lige. Ligesom vi tidligere havde et countrybånd, følger her et jazzbånd. Som de, der har gjort sig den ulejlighed at høre bånd 2 igennem, vil vide, er det ikke i alle henseender en gennemført og konsekvent countrysamling. På samme vis vil vi i løbet af nærværende bånd også komme ud i nogle ydermarginaler af jazzen, der kun med store forbehold kan regnes med under denne genre.

30erne, 40'erne og 50'erne var nogle særdeles vigtige år i jazzens historie. Jazzen stod centralt og smittede derfor også mærkbart af på andre genrer. Faktisk er det ret få ting fra denne periode, der slet ikke har noget jazzpræg overhovedet. Det lå i tiden som noget, der umærkeligt gled ind og blandede sig allevegne.

Da der andre steder i Arkivet er rig lejlighed til at studere jazzens historie, er det i forbindelse med lak-forskningen på mange måder både sjovere og mere relevant at se på hvordan, jazzen i perioden ca. 1935-55 påvirkede anden musik.

Endnu idag er jazzen en overmåde stærk indflydelse, der har præget og fortsat præger langt mere, end de fleste gør sig klart. For mange ikke jazzfolk svæver der et tåget billede af nogen for længe, længe siden, der stod og truttede i nogle horn, og så en eller anden uforståelig nutidig musik, der kun dyrkes af en lille indspist elite. Men jazz er så uendelige meget andet og mere.

Sangliste:

Fontane Sister: "Willow Weep For Me" (London sølv/sort etiket) (1956)

Al Morgan: "Say You Do" (Mercury - sort etiket) (1953)

The Vipers Skiffle Group: "Don't You Rock Me Daddy-O"

                       (b/w) "10000 Years Ago" (Parlophone - blå etiket) (1957)

Louis Armstrong and his All-Stars: "Mack The Knife"

                                              (b/w) "Back O'Town Blues" (Philips - sort etiket) (1956)

Louis Armstrong & Ella Fitzgerald: "Can Anyone Explain"

                              (b/w) "Dream A Little Dream Of Me" (Decca - rød etiket) (1950)

Ella Fitzgerald & The Ink Spots: "I Still Feel The Same About You"

                                                (b/w) "Little Small Town Girl" (Decca - rød etiket) (1951)

The Mills Brothers: "You Always Hurt The ne You Love"

                                 (b/w) "Till Then" (Decca - rød etiket) (1944)

Nat King Cole: "Answer Me My Love"

                         (b/w) "Why" (Capitol - lilla etiket) (1954)

Hotcha Trio: "Meet Mr. Callaghan"

                (b/w) "In The Mood" (Philips - blå etiket) (1957)

Glen Miller: "In The Mood"

               (b/w) "Out Of Space" (HMV - rød etiket) (1939)

Sugar Chile Robinson: "Baby Blues"

                                (b/w) "The Donkey Song" (Capitol - blå/hvis etiket) (1951)

Gene Krupa: "Dark Eyes"

                      (b/w) "After You've Gone" (Columbia - sort etiket) (1953)

Django Reinhardt: "After You've Gone"

                  (b/W) "Oriental Shuffle" (HMV - rød etiket) (1936)

                  "Limehouse Blues"

                   (b/w) "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1935)

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                      (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1945)

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

Oluf Rudbeck: "Tiger Rag Parodi"

            (b/w) "Some Of These Days Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

The Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever" (Victor - brun etiket) (1929)

Dean Martin: "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Nogle bemærkninger:

Lad os atter prøve at tænke på vores 50'er-familie. Tidligere var det familemedlem, der kunne lide cowboysange, alene hjemme. En anden dag var det den jazzinteresserede, som havde et par timer for sig selv. Egentlige jazzplader var der ikke så mange af. Men en del snerpede derhen af.

Omkring dette tidspunkt begyndte man for alvor at skrive om jazz herhjemme. Folk som Erik Wiedemann og Børge Roger Henriksen skrev oplysende bøger, der gjorde rede for jazzens verden. Disse bøger giver i nogen grad indtryk af, at kun den kræsne jazzfan er en rigtig jazzfan. Ting som glæde og begejstring træder i baggrunden til fordel for en ret tør og akademisk fremstilling. Men masser af mennesker oplevede glæde ved jazz uden at være velinformerede kendere, ligesom denne glæde ofte bredte sig ud til beslægtede områder, uden nødvendigvis at være synderlig bevidst om disse genreskel.

Derfor får man måske et mere dækkende indtryk af hverdagens jazzglade personer fra en blandet og lettere stilistisk rodet bunke plader som denne, end fra det portræt af feinschmeckeren, som den tids jazzbøger indirekte tegner i og med deres indfaldsvinkel til stoffet.

Dette misforhold hænger bl.a. sammen med en strid, der var opstået inden for jazzens rækker. Efter Anden Verdenskrig fremstod en forandret verden. Nogen ville gerne vende tilbage til den gamle verden fra før krigen, andre stormede begejstret fremtiden i møde. Dette viste sig i en lang række kulturelle og samfundsmæssige forhold. Inden for jazzens verden var det især tydeligt i forbindelse med to fraktioner, en traditionelt og en moderne indstillet. Især i 40'erne var denne strid umådelig fjendtlig og uforsonlig. I 50'erne kan man i nogen grad tale om en opblødning af fronterne og en venligere tone.

Blandt de toneangivende danske jazzskribenter var der imidlertid en tendens til en temmelig hadefuld holdning til de traditionelt orienterede strømninger, der fortsatte langt op i 60'erne. Især Erik Wiedemann fremstår i sine skriverier fra 50'erne og 60'erne som indbegrebet af en snob, der endvidere er usædvanlig ivrig efter at banke folk oven i hovedet. Til hans undskyldning kan fremføres et oprigtigt ønske om at få jazzen anerkendt som seriøs kunstart. På det tidspunkt sloges man med en række problemer i forhold til ting som at jazzen var miskendt, ikke fik offentlige tilskud, blev spillet for lidt i radioen m. v. I det lys kom en enkel, munter og folkelig jazzform til at fremstå som en klods om benet.

Langt fra denne elitære kulturkamp sad almindelige mennesker og hørte plader med mere eller mindre jazzpræg, simpelthen fordi de syntes, at det lød dejligt. Glæden ved musikken stod i centrum, og man tog det derfor ikke så nøje, hvor "rigtige" disse plader var.

Det er derfor Arkivets påstand, at indholdet af nærværende bånd er mere i overensstemmelse med hverdagens almindelige jazzopfattelse end de strenge kategoriseringer og stilanalyser man finder hos samtidige intellektuelle.

Sagt på en anden måde: det afgørende på dette sted er ikke at afgøre, hvad der er god og dårlig eller rigtig og forkert jazz, men at indkredse en folkelig stemning og give eksempler på, hvad der er blevet spillet rundt omkring i de små hjem. Det er derimod ikke den kulturhistoriske undersøgelses opgave at fælde domme!

Bånd 10: Strengeklang

Imodsætning til hvad nogen tror, var verdens første guitar-freak ikke ham, der i 1965 skrev "Clapton Is God" på en mur i London. Folk med en lidenskabelig interesse for et bestemt instrument og dets udøvere har der alle dage været.

Også de gamle tider havde deres feterede guitar-helte, og de hørte ikke til de mindste af slagsen. Vi taler om legender som Django Reinhardt og Les Paul.

Men også andre strengeinstrumenter spillede en rolle i lakkens epoke. Mange og yderst forskelligartede varianter af strengeklang kan høres på de gamle plader.

På dette bånd vil vi lytte til en række udvalgte eksempler.

Sangliste:

Arthur Smith: "Guitar Boogie"

                            (b/w) "Be-bop Rag" (MGM - gul etiket) (1948)

Anton Karas: "Harry Lime Theme"

                           (b/w) "The Cafe Mozart Waltz" (Decca - blå etiket) (1950)

Hula Hawaians: "Hawaiian Serenade"

                             (b/w) "On The Beach Of Waiki" (tono - blå etiket) (? ca. 1950)

Django Reinhardt: "Limehouse Blues"

                                   (b/w) "I Got Rhythm" (Decca - blå etiket) (1938)

Les Paul & Mary Ford: "How High The Moon"

                                         (b/w) "Walkin' And Whistlin' Blues" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1952)

                                         "Little Rock Getaway"

                                           (b/w) "Tennessee Waltz" (Telefunken - blå/hvid etiket) (1951)

                                            "My Baby's Coming Home"

                                            (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"

                              (b/w) "Kære John" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

Lefty Frizzell: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

Malihini Hawaians: "Moonlight And Shadows" (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

Django Reinhardt: "Oriental Shuffle"

                     (b/w) "After You've Gone" (HMV - rød etiket) (1936)

Tex Morton: "The Big Rock Candy Mountain" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"

                                     (b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)

Joe Carson And His Cowboys: "Don't Enter" (Mercury - sort etiket) (1954)

Eartha Kitt w/ Henri René Orchestra: "Senor" (HMV - rød etiket) (1954)

Tony Martin: "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Valdemar Davids: "Tango Barcarole" (Polyphon - grøn etiket) (1944)

Gustav Winckler: "Med guitar, banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

I.M.'s og Luth. Miss.forenings strengekor: "Jerusalem, Guds Helgenstad"

                                                            (b/w) "Der var en som var Villig" (Felix - gul etiket) (1953)

Parkens Drengekor & Boolsen-Kvartetten: "I det Fri" (1953) (Felix - gul etiket) (udløb) 

Django Reinhardt, guitarens stormester og den magiske etiket: Arthur Smith/"Guitar Boogie"

Nogle bemærkninger:

Skønt det har været nævnt adskillige gange før, må vi atter påpege de to helt forskellige måder, denne båndsamling kan bruges på, idet forskellen i dette tilfælde træder særlig tydeligt frem.

For den, der vil høre eksempler på lak-æraens brug af strengeinstrumenter og des årsag plukker nærværende bånd ud, er det det, det handler om. Han eller hun vil altså lytte til dette bånd, indsnuse atmosfæren og tænke over forskelle og ligheder de udvalgte indspilninger imellem. Således kan vedkommende høre Les Pauls banebrydende indsats og sammenligne med Jørgen Ingemanns tydeligt Les Paul inspirerede forsøg. Man kan høre den store Django, den forrygende Smith, sammenligne den vidt forskellige udnyttelse af strygere på henholdsvis "Don't Enter" og "Senor", mærke sig guitaren på sidstnævnte og se den i forhold til "Flamenco Love" osv. osv.

I forhold til denne tilgang virker det relevant at nævne, at Jean Babtiste "Django" Reinhardt var belgisk født sigøjner, levede fra 1910 til 1953. Det meste af sit liv var han bosat i Frankrig. En brandskade som 18 årig beskadigede hans venstre hånd, hvorefter han udviklede en særlig spilleteknik, og i 30'erne skabte den første særlige europæiske afart af jazz, der ikke bare var kopi af amerikanske forbilleder. Han anses endnu af mange for at være den største guitarist, der nogensinde har levet. Videre kan man fortælle om Les Pauls revolutionering af studieteknikken, om de mange Hawai-grupper, der ikke havde særlig meget med Hawai at gøre, om den nordiske strengekorstradition og meget andet.

Alt dette er primært henvendt til udplukkeren. For den, der følger bevægelsen, forholder sagen sig noget anderledes. Da man som forløbdeltager har hørt størstedelen af materialet før, får båndet snarere en slags opsummerende tendens, der hæfter nogle vigtige ender. Det forekommer derfor oplagt at gøre det samme med en række af de temaer, vi har berørt i det foregående.

Som nævnt har denne indledende runde primært appetitvækker-karakter, og følgelig går vi ikke så langt ind i tingene. Imidlertid er en lang række af de spørgsmål, vi siden agter at gå mere i dybden med, blevet nævnt. Derfor kan det være på sin plads at samle lidt op på det, så der er bedre mulighed for at danne sig overblik over, hvad det egentlig er, vi senere skal i gang med.

Det kan man oplagt gøre ved hjælp af dette citat fra hjemmesiden Danmarkshistorien.dk:

"Op igennem 1940'erne og 1950'erne levede de fleste danskere i meget små boliger, og de moderne boliger som blev opført, først og fremmest i form af almennyttigt boligbyggeri, var for få til at løse problemerne. For mange familier var de også for dyre. Arbejdsløsheden var betragtelig, og de økonomiske konsekvenser store, ikke mindst fordi de gifte kvinder som oftest var hjemmegående, hvorfor familien kun havde én indtægt. Det satte man ikke spørgsmålstegn ved. Kvinders erhvervsfrekvens i 1950'erne var den laveste i hele århundredet.

Det var i 1950'ernes Danmark i det hele taget ikke god tone at sætte spørgsmålstegn ved det, man opfattede som det traditionelle. Forholdet mellem kønnene, måden at bo på, statusopfattelser, god kultur, damebladsopskrifter og juleaften var i store træk som i 1930'erne. Nye impulser blev betragtet som en trussel, og de unge, som måtte finde behag i det nye, opfattede man som vildledte ofre, der skulle underkastes myndig vejledning.

Kulturvogtere ilede straks fordømmende til, når børn og unge grådigt kastede sig over rock'n'roll-musikken, som blev introduceret over 1950'ernes midte. Den var for kropslig, for aggressiv, for støjende - eller bare for ny. Ved koncerter med Otto Brandenburg og Peter Abrahamsen og Ib "Rock" Jensen kammede begejstringen ved et par lejligheder over i en kådhed, som politiet blev sendt ud for at dæmpe.

En stærk tiltro, til at fremtiden ville blive bedre end fortiden, var til gengæld et fælles træk for 1950'ernes danskere. Det forekom tilsyneladende at være helt sikkert, at rationalitet og fornuft i sidste ende ville sætte sig igennem, og at videnskaben med tiden ville løse de fleste problemer. Tiden var fuld af landvindinger. På det store, fælles plan troede man eksempelvis at stå lige for at kunne få uanede mængder næsten gratis energi gennem udnyttelse af atomkraft. I det daglige kunne alle nok håbe på en dag at få en god bolig, en bil eller et køleskab - eller et tv, som var den hedeste drøm. Ved indgangen til 1956 var der i Danmark kun 16.000 tv-apparater. Ved årets udgang var tallet steget til 65.000.

Skønt Danmarks Radio (DR) kun sendte på én kanal og havde en meget begrænset sendetid, havde fjernsynsmediet en magisk tiltrækning. Et hjem med fjernsyn kunne regne med god søgning. Typisk for tiden demonstrerede det ny medium stærkest sin gennemslagskraft i den kolde krigs tjeneste. Efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 blev den folkekære revydirektør Volmer Sørensen i marts 1957 vært for tre shows i tv og radio. Formålet var at indsamle penge til fordel for de ungarske flygtninge, og programmerne lagde gaderne øde tre lørdage i træk."

Vi har fra Arkivets side valgt dette citat, fordi det i overskriftsform nævner de fleste af de spørgsmål, der er blevet berørt i det foregående. Noget lignende kan siges om båndet.

Bånd 11: Lys og Skygge

På dette bånd skal vi rundt i nogle yderst forskelligartede stemninger. Fra tindrende begejstring til dyb sorg, fra det helt vilde til det helt stille. Vi kommer hele vejen rundt på denne betagende og skælmske stemningsrejse!

Derimod kommer der denne gang slet ikke noget nyt. Kun nye sammensætninger af ting vi tidligere har stiftet bekendskab med. Netop fordi vi i forvejen er mere eller mindre fortrolige med materialet, begynder vi nu at kunne se det som del af en mosaik. Billedet af en fortidens musik og dens forskellige facetter træder frem i tydeligere konturer end tidligere.

Vi kender efterhånden det område, vi indtil nu primært har arbejdet med, så godt, at vi snart er parate til at skride videre til noget lidt anderledes.

Sangliste:

Les Paul & Mary Ford: "My Baby's Coming Home"

                   (b/w) "Lady Of Spain" (Capitol - blå/hvid etiket) (1952)

Frankie Laine: "Hummingbird"

                   (b/w) "My Little One" (Philips - sort etiket) (1955)

The Tarriers: "The Banana Boat Song"

                  (b/w) "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

The Four Lovers: "Jambalaya"

                     (b/w) "Be Lovey Dovey" (RCA - sort etiket) (1956)

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "The Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (b/w)

Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

                (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

Tony Martin: "Walk In Hand In Hand"

            (b/w) "Flamenco Love" (RCA - lilla etiket) (1956)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This"

        (b/w) "Change Of Heart" (Capitol - lilla etiket) (1956)

Casani Club Orchestra: "Selections from 'TOP HAT' " (Rex - sort/gylden etiket) (1936)

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room"

         (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

Malihini Hawaiians: "Moonlight And Shadows"

          (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome - gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

Hula Hawaiians: "Hawaiian Serenade"

              (b/w) "On The Beach Of Waikiki" (Tono - blå etiket) (? ca. 1950)

Tex Morton: "Big Rock Candy Mountain"

                     (b/w) "My Sweetheart's In Love With A Swiss Mountaineer" (Columbia - grøn etiket) (1939)

Ronnie Ronalde: "Granfather Crinkle"

                 (b/w) "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

Lefty Frizzell: "Mom And Dad's Waltz"

               (b/w) "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

Joe Carson and his Cowboys: "Don't Enter"

                    (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950) (udløb)

Nogle bemærkninger:

For udplukkeren er nærværende bånd en studie i lakkens bredde og spændevidde. For den, der rejser med forløbet, er det derimod en fortsættelse og skærpelse af den opsummering, der begyndte på det forrige bånd.

At fortsætte indkredsningen af den verden, denne musik lød i, ville derimod stride mod målsætningen om, at lakken skal være en ren hygge-runde, der blot lægger op til at trække i arbejdstøjet, men endnu ikke gør det. Derimod vil det formodentlig kunne være fornøjeligt for såvel den plukkende som den rejsende at få nogle uforpligtende kommentarer knyttet til selve musikken.

Bemærk akkompagnementet på "Hummingbird". Kunne det ikke næsten være Les og Mary, der ledsagede Frankie Laine? Hvad videre angår Laine og akkompagnement så bemærk pladens anden side, hvor der ligger nogle fløjter over strygerne, hvilket især er tydeligt dér, hvor han taler. De sjove forbindelser fortsætter. Kunne det ikke snildt være samme guitarist på "My Little One" og "Banana Boat Song"?

Bemærk de to tilfælde Evans/Rhodes og Shore/Flanagan. Dengang skete det undertiden, at en plade var delt mellem to kunstnere, så det altså ikke var den samme på begge sider. Almindeligvis var der dog en vis stilistisk overensstemmelse, så det med nogen rimelighed kunne forventes, at de to sange appelerede til nogenlunde samme målgruppe.

Hvis nogen skulle have spekuleret over, om Tony og Dean Martin var brødre, er svaret nej. Tony Martin var et kunstnernavn. Hans borgerlige navn var Alvin Morris og hans familie var jødisk. Han levede 1913-2012, og blev således næsten 100 år. Også Dean Martin var et scenenavn. Han var af italiensk oprindelse og hed egentlig Dino Paul Crocetti. Han blev ikke nær så gammel, men levede 1917-1995. I løbet af sine 78 år opnåede Dean imidlertid væsentlig større popularitet og udbredelse end Tony. Derimod er det vist næppe helt ved siden af at hævde, at de to sangeres vokale udtryk kan have visse lighedspunkter.

For folk, der almindeligvis lytter til mere nutidig musik, lyder det hele formodentlig mere eller mindre gammelt. Alligevel kan vel ingen undgå at bemærke, at der er en markant både stilistisk og lydmæssig forskel, når vi efter en hel stribe 50'er-plader, hopper tilbage til 30'erne med Casini. Orkestrets spillemåde har noget mere formelt og stift over sig. Hvad angår lyd/sound er pladen lige lidt mere moset og støvet i sin klang. Tillige mere spinkel. I løbet af de efterfølgende 20 år opnåede de fleste indspilninger betydelig mere fylde og klarhed. Bemærk også vokalistens udtryk, som er et karakteristisk eksempel på den dominerende opfattelse før Anden Verdenskrig. Der er noget på én gang jovialt, slagfærdigt og lidt teatralsk, højtideligt over det. Måske kan det beskrives som en "nu skal i bare høre"-stil, der kalder et billede frem af en danse-sanger på en scene. Vær dog også opmærksom på, at opfattelsen især gjorde sig gældende inden for den mere etablerede og strømlinede underholdningsindustri. Til sammenligning kan man betragte Tex Mortons langt mere frie og naturlige sangmåde, der peger frem mod senere tider, mens Ronald Ronalde modsat ligger i direkte forlængelse af 30'ernes opfattelse, skønt pladen er fra begyndelsen af 50'erne.

At høre de to sange fra "Annie Get Your Gun" lige efter Lefty Frizzell og Joe Carson, burde kunne give anledning til nogle eftertænksomme overvejelser om countrygenrens rammer. Hvad hører med?

Bånd 12: Mod nye Horisonter

Vi er nu nået så langt, at vi skal til at runde af på den udenlandske samling. Derimod har vi kun snuset sporadisk til den danske. Nu bevæger vi os stille og roligt i retning af et nærmere kig på den danske samling.

Dette bånd er således både en afslutning og en begyndelse.

Sangliste:

Gene Krupa: "Dark Eyes"

              (b/w) "After You've Gone" (Columbia - sort etiket) (1953)

The Tarriers: "No Hiding Place" (Columbia - grøn etiket) (1957)

The Four Lovers: "Jambalaya" (RCA - sort etiket) (1956)

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (HMV - rød etiket) (1951)

Dean Martin: "Memories Are Made Of This" (Capitol - lilla etiket) (1956)

The Milt Herth Trio: "In an 18th Century Drawing Room"

              (b/w) "The Shoemakers Holliday" (Brunswick - sort etiket) (1939)

Lefty Frizzel: "Always Late" (Columbia - rød etiket) (1951)

Joe Carson and his Cowboys: "Don't Enter"

                   (b/w) "Tell Me Now" (Mercury - sort etiket) (1954)

Betty Hutton: "You Can't Get A Man With A Gun" (b/w)

Howard Keel: "My Defences Are Down" (MGM - gul etiket) (1950) 

Delta Rhythm Boys: "I've Got You Under My Skin"

          (b/w) "Gypsy In My Soul" (Odeon - sort etiket) (1950)

Spike Jones: "Hawaiian War Chant"

              (b/w) "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever"

               (b/w) "El Capitan March" (Victor - rød etiket) (1929)

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

          (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

Johannes Wahl: "Vollesens Boogie Woogie Vals" (Odeon - sort etiket) (1950)

Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherrerinde" (Tono - blå etiket) (1942)

Carl Fisher: "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)

Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden"

          (b/w) "Den kære Familie" (Columbia - sort etiket) (1949)

Lilly Broberg: "En Mand" (b/w)

Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)

                             "The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

Svend Petersen: "Pip! Pip! Valsepotpourri" (HMV - rød etiket) (udløb) (1929)

Nogle bemærkninger:

Den plukkende vil her især kunne sammenligne udenlandske og danske plader, mens der for den rejsende her bliver mulighed for at få opsummeret og hæftet de sidste ender, samtidig med at blive introduceret til det næste, vi skal i gang med.

Mere vi vi ikke sige denne gang. Men dersom nogen nærer et ønske om en dybere indlevelse i stoffet, kan vi anbefale at meditere over følgende citat:

"Jo mere frigjort kunstneren er, jo tydeligere røber hans værk en indre lovmæssighed, som - for en grundigere betragtning - viser sig at ligge til grund for ethvert kunstværk: selve den kunstneriske fantasi har en struktur. Naturligvis kan der kun kunstigt skelnes mellem det 'indre' og det 'ydre' . Eftersom kunstværkets mønster kan synes at være abstraheret fra et 'virkeligt' stof, anses symbolkunst gerne for at være 'abstrakt'. Men da denne abstrakte lovmæssighed liger til grund for ethvert kunstnerisk fantasiforløb, kunne den også synes at være primær i forhold til virkelighedsoplevelsen. Således kan forestillingen om '(synde)faldet' , som desværre er umuligt at gå let hen over, opfattes som et nedslag af erfaring. Men da 'faldet' på gådefuld vis synes at gøre sig gældende også hvor det ikke opleves, kan det tillige opfattes som et 'ontologisk' faktum, der determinerer erfaringens karakter."

- Villy Sørensen

Bånd 13: Introduktion til den skandinaviske Samling

Strengt taget er det måske forkert at kalde dette en introduktion, da der jo har været en del smagsprøver og forvarsler på de foregående bånd. Men i modsætning til disse blot appetitvækkere følger her en mere systematisk indføring i den skandinaviske samling.

Som mange nok allerede har fået en fornemmelse af, var der dengang tydelige forskelle på en gennemsnitlig engelsk eller amerikansk plade og en ditto dansk. Særlig revytraditionen satte sit tydelige præg på datidens danske slagere. Mindre udtalt, men dog mærkbart, fornemmer man også hist og her spor af nordisk folketone, højskolesangbogen m.v.

Det er der intet mystisk ved. Mennesker - hvor og hvem de end er - er nu en gang opvokset i et eller andet og oplever det, de har kendt fra små, som noget naturligt og givent. Derfor vil det uværgeligt også komme til at præge deres tilgang til andre ting. Det kan slet ikke undgås.

Således handler det ikke udelukkende om hvilket sprog teksterne synges på. I selve klangen er der noget, man med nogen ret kan betegne som dansk. Naturligvis blev der også lavet mange fordanskninger af udenlandske hits. Andre ting var ret åbenlyse efterligninger af strømninger andre steder fra.

Alt i alt er der mange ting, som knytter forbindelsen. Alligevel vil næppe nogen protestere over den påstand, at der ligesom er en lidt anden vinkel på de danske plader, der adskiller dem fra hovedtendenserne hos de udenlandske.

Det er dette element - den en smule anderledes vinkling - vi her skal studere lidt nærmere. Det er givetvis individuelt, hvor udtalt man synes, dette er. For nogen er det særdeles mærkbart og allestedsnærværende, for andre noget man møjsommeligt må spore sig ind på. 

Sangliste:

Malihini Hawaiians: "Moonlight And Shadows"

              (b/w) "Rhythm Of The Island" (Metrome - gul/hvid etiket) (? ca. 1952)

Oluf Rudbeck: "Some Of These Days Parodi"

           (b/w) "Tiger Rag Parodi" (Tono - sort etiket) (1939)

Johannes Wahl: "Vollesens Boogie Woogie Vals"

                (b/w) "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)

Ebbe Rode: "Begravelse i Nevada" (Tono - rød/hvid etiket) (1957)

Chr. Arhoff & Alex Suhr: "Transmission fra 6 Dages Løbet"

                  (b/w) "En Jagttur" (Polyphon - grøn etiket) (1934)

Peter Kitter: "At være eller ikke Være" (Philips - blå etiket) (1953)

Dirch Passer: "Moder Sol" (Philips - blå etiket) (1961)

Schiøler Linck & Hjalmar Hansen: "Kanonfotograferne" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherreinde" (b/w)

Ludvig Brandstrup: "Åh du lille Stær" (Tono - blå etiket) (1942)

Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"

                      (b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket) (1934)

Aase Werrild: "Darling Dear" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

Alice Babs: "Tomten och Igelkotten"

                    (b/w) "Dockerna" (Metrome - orange/hvid etiket) (1952)

                   "Gokuret"

                   (b/w) "Den Glade Vandren" (Metrome - orange/hvid etiket) (1954)

                    "God morgon Mr. Ekko"

                    (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome - orange/hvid etiket) (1951)

Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"

          (b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"

        (b/w) "Kære John" (Metrome - orange/hvid etiket) (1954) (udløb)

Nogle bemærkninger:

En af de ting, man kan studere på nærværende bånd, er hvordan humor ændrer sig gennem tiderne. Humor er noget, der udfolder sig i en situation. Denne intime forbindelse med øjeblikket synes også at betyde, at humor ændrer sig mere henover tid end andre ting. Mens man stadig kan glæde sig over flertallet af de gamle sange, er det sjældent, at man stadig kan more sig over gamle vittigheder.

Mange har sikkert erfaret det i forbindelse med at se gamle film. Mens skildringer af almenmenneskelige konflikter ofte er tilstrækkelige tidløse til stadig at være vedkommende og en kriminalfilm udmærket kan besidde elementær spænding, er det en absolut undtagelse, at man ligefrem hyler af grin over en gammel komedie.

Mange ting virker idag nærmest pinlige. På nærværende bånd kan man næppe lytte til Seksdagesløbet/Jagttur og Kanonfotograferne uden at krumme tæer i skoene. Vandede platheder flyder i stride strømme, og selv med den bedste vilje er det svært at tvinge et smil frem. "Begravelse i Nevada" holder 100% og "Moder Sol" gør det til dels. "At være eller ikke Være" er sådan set sjov, hvis man vel at mærke kender det, der parodieres. Den er altså tidsbunden ved at forudsætte kendskab til ting, der var populære på den tid. 

Det er især i forbindelse med monologer, at det ofte bliver anstrengt. Musikalske vittigheder ældes som regel med mere ynde. Vi har tidligere stiftet bekendskab med Spike Jones og det danske sidestykke Oluf Rudbeck. Formodentlig kan mange stadig more sig over den slags.

Af ovennævnte grunde har vi fra Arkivets side valgt ikke at dække dette med en masse gentagelser henover en stribe bånd. De, der finder behag i gammeldags humor, må således hage sig fast i nærværende bånd. Det er naturligvis kun glædeligt, hvis det morer dem. Arkivets vurdering har været, at det er et absolut mindretal, der får synderlig morskab ud af den slags, og vi har derfor ment, at det ville blive en belastning for båndserien at lave gentagelser på disse ting.

Således gætter vi på, at mange vil opleve en vis lettelse, når de kommer forbi disse ting, hen til resten af båndet, med dens stribe af mere regulære sange, hvor iblandt der er adskillige perler. På den anden side ville det have været forkert at udelade disse ting. Dels hører de jo med til samlingen, dels er der enkelte mennesker, der reagerer på humoren, og endelig er det en vigtig indikator omkring indlevelse i andre tider. Netop fordi humor er så tidsbunden, er det for de fleste mennesker det sidste ved en tid, de når ind til. Hvis man således pludselig begynder at more sig over gamle spøgefuldheder af en type, man ikke tidligere har følt sig på bølgelængde med, er det et sikkert tegn på, at man er ved at have indlevet sig godt i en anden tid.

Men sangene kan vel de fleste glæde sig over. I hvert fald hvis man har fulgt det hidtidige forløb. Så giver det sig selv at påskønne "Åh du lille Stær", "Darling Dear" og alle de andre - ikke mindst striben med Alice Babs.

Dog! Alt dette er en misforståelse. Det afgørende er i virkeligheden slet ikke, hvordan man har det med de forskellige ting. Det handler helt enkelt om, at det hele hører med. Det gælder således også diverse former for fortidshumor. Netop fordi humor almindeligvis er stærkt knyttet til sin epoke, kan en given tids humor også give værdifulde indblik. Det handler derfor om at være undersøgende. Ikke gå til en vittighedsplade med spørgsmålet: "Kan jeg grine af det?" Men derimod med spørgsmålet: "Hvad grinede man af i forrige tider?" Det samme gælder, når man spørger videre. Man kunne spørge: "Hvorfor synes man ikke længere det er morsomt?" Da har man vendt spørgsmålet mod sin egen tid. Man kommer nærmere den fjerne tid, hvis man - ikke som en hånlig afvisning, men som en oprigtig nysgerrighed - spørger: "Hvorfor syntes de det var morsomt?"

At det rent personlige synes om/synes ikke om så vidt muligt skal tilsidesættes til fordel for en mere udforskende undersøgelse, er en hovedhjørnesten i Arkivet. Derfor kan man lige så godt begynde at øve sig på det allerede nu.

En til formålet velegnet indspilning er "Transmission fra 6 dages Løbet", som vel stort set alle nutidsmennesker i deres rent personlige vurdering vil mene er noget midt imellem irriterende og ulidelig. Men i det øjeblik man i stedet for at bare synes, det ikke er morsomt, holder op med at kræve, at man skal kunne more sig, og forholder sig undersøgende til den, ændrer billedet sig. I det øjeblik bliver den pludselig interessant. For der er nok at undersøge og spørge ind til. Skulle man forsøge at karakterisere humorens art, kunne man måske kalde den oplæg, indkast. Det er samme princip som "jeg er ophidset. Jeg har lige kørt med elevator" eller "jeg er helt fastlåst. Mine nøgler er blevet væk". Der slynges noget ud, som der så modsvares af en hurtigt derpå følgende pointe. Dette synes de samtalende selv at finde vældig sjovt. Det er en ældgammel erkendelse, at den mest effektfulde aflevering af en vittighed er knastørt. Det vidste man også godt dengang. Hvorfor står de så og griner af deres egne vittigheder? Folk var ikke dummere end idag, så de behøvede ikke instruktioner i, hvornår de skulle grine. Så hvilket formål skal det tjene? Sådan kan man fundere. Dermed er man kommet ud i en undren og spørgen, der vil kunne hjælpe en længere ind i tiden. Her er det nærmest en fordel, at den idag ikke længere er morsom. Det ville blive svært at samle sig om en udforskende undersøgelse, hvis man sad og spruttede af grin.

Humor er på mange måder et gådefuldt begreb. Hvorfor er noget morsomt, og noget andet ikke? Dertil det, vi her har strejfet: hvorfor ændrer det sig over tid, hvad der er morsomt eller ikke? Der er nok at spekulere over. Derved kan man komme vidt omkring i sine betragtninger, også selvom mange ting er svære at præcisere og forklare.

Kan man fuldt ud forklare, hvorfor "Begravelse i Nevada" er morsom? Man kan sige, at der er nogle gevaldige ophobninger af pudsige udtryk. Man kan sige, at Ebbe Rode formår at spille de to roller, der indgår i historien, og give hver figur, hvad netop den kræver. Som yderligere præstation maner han billedet frem af en tredie figur, som ikke mæler et ord, men vis tilstedeværelse under den anden samtale, man klart fornemmer. Disse ting kan påpeges. Men ret meget længere kan man næppe komme. I sig selv er det vel strengt taget ikke synderlig morsomt, at en ny præst på en egn, har lidt forståelsesproblemer med den lokale dialekt, som han derefter sætter sig for at lære. Det morsomme synes primært at knytte sig til alle de udtryk, der findes i bemeldte dialekt. Man kunne altså tale om en form for humor, der er hængt op på sjove ord. Naurligvis har det også at gøre med måden det bliver afleveret, og måske er det mere det end den tilgrundliggende tekst, der udgør den afgørende forskel på begravelsen og seksdagesløbet. Ser man helt strengt på det, så mangler begravelsen en afrunding eller slutpointe. Faktisk fiser den bare ud. Når det holder vand alligevel, er det fordi den hele vejen igennem har været morsom, derfor behøver den ikke en afsluttende trumf. Det sjove er de to situationer, der delvis spejler hinanden, ikke et eller andet, der ledes frem til. Dette går igen i det sjove undervejs. Der er ikke tale om oplæg, indkast. Oplæg og indkast falder sammen i ét. Der siges f. eks. "stabejs" og det lyder sjovt, hvorved oplægget er identisk med indkastet.

Et vigtigt karakteristika for humor er det overrumplende. En svaghed ved seksdagesløbet er, at mange af oplæggene, er for lange og sluddervorne, i nogle tilfælde har man gættet pointen længe før indkastet finder sted. Modsat betyder sammensmeltningen i begravelsen, at den konstant overrumpler, hvilket formodentlig er hemmeligheden bag dens langtidsholdbarhed.

En sang som "Her går det godt, fru Kammerherreinde" er nøgternt betragtet snarere dybt tragisk end komisk. Alt, hvad der overhovedet kan gå galt, er også gået galt. Der bruges heller ikke nogen sjove ord. Faktisk består teksten af temmelig kedelige sætninger, hvis man hiver dem ud af sammenhængen og betragter dem separat. Hvordan kommer der en morsom sang ud af det? Det gøres der dels ved en overraskende afslørings-fortælling, hvor man først efterhånen og lidt efter lidt finder ud af, hvad der er sket. Dernæst ved at omkvædet "bortset fra det, fru kammerherreinde - så går det godt, så går det godt" bliver mere og mere absurd og utroværdigt for hvert vers. Endelig er der en række logiske huller i historien. Hvorfor ringe rundt til alle tjenestefolkene? Hvorfor er der ikke bare én, som aflægger beretning? - Og hvis hele herligheden er brændt ned til grunden, hvor befinder de telefoner sig så, som fru kammerherreinden ringer hjem til? Som underkategori inden for humor, må sangen nærmest regnes ind under det groteske. I den historiske betragtnig kan man mærke sig, at sangen er lavet under besættelsen.

Man kan altså til en vis grad, men langt fra udtømmende, sige nogle overordnede, generelle ting om humor, men også tale om en vid forgrening af nuancer og former, der betjener sig af forskellige virkemidler. Men der bliver noget tilbage, som vanskeligt lader sig forklare. Hvad det så end er, kan det beskrives som at "det virker". Her er det så, at tingene forandrer sig. Det uforklarlige mere er altid noget, der forholder sig til et tidspunkt, en situation og en række herskende, gældende forhold. Men tilknytningen kan være mere eller mindre tæt, og underiden så løs, at man kan tale om en principielt evig humor. Jo nærmere tilknytningen derimod er, desto tydeligere fornemmer man, at magien forsvinder, når tiderne og omstændighederne ændrer sig.

Trods disse formelle bestemmelser, mangler man stadig et lidt mere konkret svar på, hvorfor "Transmission fra 6 dages Løbet" kunne passere tilbage i '34, og at man endog 20 år senere kunne lave den på mange måder beslægtede "Kanonfotograferne", der også begår komikerens værste fadæse: at more sig over sig selv og derved tage morskaben fra sit publikum. Vi taler ikke om en ny opdagelse. At det er publikum og aldeles ikke den optrædende, der skal more sig, er en regel med flere århundreder på bagen. Men måske er det her vittigheden ligger. Måske anså man allerede dengang de vittigheder for vandede, og det morsomme skulle så være, at der står to og taler sammen, som aldeles ikke er særlig sprudlende, vittige eller åndsrige, men selv tror, at de er det. Men forholder sagen sig sådan, og det altså allerede dengang var dårlig humor, hvad er det så, der har ændret sig? Hvad var det ved hine dage, der gjorde de to figurer sjove for deres samtid? Et muligt svar kunne være en lettere karikeret lighed med den tids mennesker. Vi morer os ikke idag, fordi vi ikke kan spejle os i dem. Det vælger vi så at gå ud fra, at man i højere grad kunne dengang, at man så at sige så et hverdagsbillede, der lige havde fået en tak eller to til. Derved blev det muligvis ret afslørende, og man kunne måske gå så vidt som at forestille sig, at folk var nød til at grine, for ikke at begynde at skamme sig.

Nå - nu var vi lige ved at komme ud i de lidt mere videregående tolkninger. Da vi har lovet at drysse gennem lakken med hyggesnak og tra-la-la, hvorefter dem, der har lyst til at lære noget, kan fortsætte, indstiller vi betragtningerne her. En helt anden ting, som er værd at nævne, er derimod, at plader med tale er fuldt ud lige så velegnede til at danne sig en idé om forskellige tiders indspilningskvalitet. I forhold til samtalen mellem de to kanonfotografer lyder de to venner, der mødes til seksdagesløbet, som om de har et tæppe over hovedet. Således ser man her noget, der svarer nøje til vores iagttagelser vedrørende plader med musik.

Bånd 14: På vej mod det mere Seriøse

I forlængelse af bånd 4 ("Lidt mere Højtideligt") bygger vi her videre på vores forsigtige for-forberedelse til det, som siden følger. Til forskel fra bånd 4 kommer vi denne gang til at snuse til egentlige klassiske stykker - omend af den lettere og mere begribelige slags.

Takket være de mellemliggende bånd og disses eksempler på udvalgt genbrug, skulle det man erfarede og lærte på "Lidt mere højtideligt" (bånd 4) gerne på nuværende tidspunkt være blevet til en fornemmelse/indsigt, man bærer med sig, og således med nærværende bånd kan udvide, fordybe og videreudvikle.

Hvis man ikke oplever, at dette er tilfældet, bør man overveje, om man har været for skødesløs og sjusket. Man skal ikke forvente at få indsigter forærende. Det kræver en disciplineret indsats. 

Sangliste:

Dottie Evans: "My Prayer" (b/w)

Elise Rhodes: "The Wayward Wind" (Ronnex - gul etiket) (1956)

Dinah Shore: "My Heart Cries For You" (b/w)

Ralph Flanagan: "I Remember The Cornfields" (HMV - rød etiket) (1951)

Harry James & Paul Weston: "O Mein Papa"

            (b/w) "Serenata" (Philips - brun etiket) (1954)

Tony Martin: "Walk In Hand In Hand" (RCA - lilla etiket) (1956)

The Milt Hearth Trio: "In An 18th Century Drawing Room" (Brunswick - sort/gylden etiket) (1939)

Ronnie Ronalde: "The Skaters Waltz" (Columbia - sort etiket) (1951)

Spike Jones: "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" (HMV - rød etiket) (1946)

Philadelphia Orchestra: "Stars And Stripes Forever"

         (b/w) "El Capitan March" (Victor - rød etiket) (1929)

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

                 (b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket) (?)

Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket) (1945)

Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

I.M.'s og Luth. Miss.forenings strengekor: "Hvor jeg går i skove, bjerg og dale"

            (b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket) (1953)

The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"

            (b/w) "You Are My Hearts Desire" (Parlophone - sort etiket) (1948)

Frans Andersson: "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

Ponchilli: "Dance Of The Hours"

        - National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"

      - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

Aksel Schiødts: "Des Baches Wiegenlied" (HMV - rød etiket) (1945) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Det nummer, der stikker mest ud, og som mange vil undre sig over er medtaget i denne sammenhæng, er unægtelig "I Dream Of Brownie With The Light Blue Jeans" med Spike Jones. Hvad bestiller den her? Svaret er, at man her har lejlighed til at høre den samme melodi i to markant forskellige tempi. Udover at der undervejs kommer en del musikalske citater (bl.a. fra "Camptown Races" og "Beautiful Dreamer") leveres hovedmelodien både langsomt og hurtigt. Det kan ofte være en yderst givende genvej til at lære en melodi bedre at kende. Mange har utvivlsomt oplevet, at et nummer de har kendt længe i en bestemt version (der nødvendigvis må være i et bestemt tempo), åbnede sig på en helt ny måde, da de hørte en anden udgave, som var væsentligt enten hurtigere eller langsommere. I "Ind i Musikken" fremfører Peter Bastian det eksempel, at ingen ville kunne følge med i en melodi, der blev fremført ved, at man spillede én tone om ugen. Det er naturligvis at gå ud i det ekstreme. For mange mennesker kan det være svært at få greb om en melodi, der nok fremføres flydende og sammenhængende, men meget, meget langsomt. Man kan så at sige fare vild mellem tonerne og derved miste overblikket. Omvendt gælder naturligvis, at hvis det går alt for hurtigt, kan man ikke nå at opfatte melodiens bevægelse, men blot høre en maskingeværs-agtig strøm af toner. Den henholdsvis øvre og nedre grænse er naturligvis individuel, akkurat som det er muligt ved bevidst træning at udvide sit opfattelsesområde. Principperne er derimod almene: ikke hurtigere end at man kan nå at skelne de enkelte toner fra hinanden, og ikke langsommere, end at man kan overskue forløbet som en sammenhængende helhed. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at det gælder - også inden for det spekter, de fleste uden vanskeligheder kan følge - at den samme melodi virker og fremstår forskelligt i forskellige tempi. At få en skærpet bevidsthed om dette er en af de ting, der kan blive særdeles vigtig. Ikke mindst i forbindelse med den klassiske musik.

I det hele taget må man sige, at det vi især træner på nærværende bånd er melodiforståelse. Mange hævder, at det første musik-element, man lærer at forstå, er rytme, derefter melodi og til sidst harmoni. Der kunne være en del grunde til at komme med indvendinger mod en så grov generellisering. Men noget er der alligevel om det. På bånd 4 arbejdede vi med at kunne forholde os til ting med en mere vag, mindre markeret rytme. I forlængelse heraf arbejder vi her videre med at sætte fokus på melodi. Dette er så meget desto mere relevant fordi, at i den vestlige musiks ældste grundlag - den gregorianske korsang - er der i princippet ikke andet. Der er nok tale om korsang, men fremførelserne er unisone, flerstemmighed bruges ikke. Rytmisk er der nærmest tale om en slags rubato, og således ikke en fast puls. Kort sagt: melodi i reneste form. Mange, der første gang konfronteres med gregoriansk korsang, vil imidlertid erfare, at denne "koncentration" af melodien ikke gør den let at danne sig overblik over og siden genkende. En basal, grundlæggende træning i melodigenkendelse - herunder bl.a. at have erfaret hvor forskelligt den samme melodi kan fremstå i to forskellige tempi - kan her være en stor hjælp.

I den forbindelse kan foreslås en ganske enkel øvelse, alle vil kunne lave: hvis man har hørt alle de 14 bånd, vi på nuværende tidspunkt har arbejdet med, og hørt dem bare én gang, så kan man spørge sig selv, hvor mange af de numre, man ikke kendte i forvejen, som man på nuværende tidspunkt ville være i stand til at nynne?

Nu er det naturligvis ikke meningen, at man kun skal høre hvert bånd én gang. Som det tidligere er blevet nævnt, handler det her om indtrængen og fordybelse. At have hørt et bånd én gang er ikke at have lært det at kende, endsige at have arbejdet med det - det er blot en gennemlytning. Men mange vil utvivlsomt sværge til den arbejdsmetode at lige danne sig et foreløbigt overblik og så siden gå mere i dybden. Alle dem, der har gået sådan til værks, kan altså nu afprøve sig selv. Selv med blot én gennemspilning af hvert bånd, vil der være en række numre, som man har hørt adskillige gange, da disse netop er udvalgte eksempler til adskillige gentagelser. Men hvor mange af disse ville man øjeblikkeligt genkende - også i en anden version? Hvor mange kan man nynne? I hvor mange tilfælde vil titlen alene kunne sætte den indre jukebox i gang? Det vil naturligvis svinge enormt fra person til person. For nogen vil det være de fleste, for andre særdeles få. Men enhver kan lave øvelsen med sig selv, og det kan varmt anbefales at prøve.

Bånd 15: Tre slag i Takten

Som vi tidligere har været lidt inde på, var valse noget mere udbredte dengang end idag. Mens mange idag står en smule fremmede over for tredelte takter, var der dengang modsat dem, der ikke oplevede fire fjerdedele som synderlig givne og naturlige. Det er selvfølgelig humoristisk ment, når det i "Wollesens Boogie Woogie Vals" hedder om det fjerde slag, at det må negerne godt beholde. Men vittigheden har faktisk en smule hold i virkeligheden, sådan som den tog sig ud i datidens Danmark. Dengang var der vitterlig langt fra Harlem til Bælum.

Sangliste:

Johannes Wahl: "Wollesens Boogie Woogie Vals"

              (b/w) "Bryllup på frøken Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)

Aase Werrild: "Darling Dear" (Tono - rød/hvid etiket) (1951)

Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)

Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket) (1953)

Lilly Broberg: "Ejner" (Philips - blå etiket) (1954)

                                 "En Mand" (b/w)

Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)

Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang" (Polyphon - grøn etiket) (1951)

           "Sømands Potpourri, del 1" (Odeon - sort etiket) (1941)

Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)

Alice Babs: "Dockorna" (Metrome- hvid/orange etiket) (1952)

                     "Gokuret" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

Grethe Klitgaard & Jan: "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)

Alex & Richards Harmonikaorkester: "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)

Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940)

Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"

           (b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)

            "The Wild Colinial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)

Teddy Petersen: "Pip! Pip! Valsepotpourri"(HMV - brun etiket) (1929)

Heny Büchmann: "Hjalmar og Hulda" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)

Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"

          (b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)

Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)

Frans Andersson: "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket) (1952)

Aksel Schiødts: "Der Müller under der Bach" (HMV - rød etiket) (1945)

Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik, 3. sats"

      - Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)

Offenbach: "Overture til 'Orpheus i Underverdenen', anden del-a"

      - Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket)

Saint-Saëns: "Dance Macabre"

      - The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket) (udløb)

Nogle bemærkninger:

Der er naturligvis mange indbyrdes forskelle mellem disse valse. Instrumentering, stemning, tempo osv. Men ser man udelukkende på det rent rytmiske, kan man - en smule genereliseret - tale om to hovedtyper: de taktfaste i helt jævnt tempo, der med streng konsekvens kører um-ba-ba, um-ba-ba afsted, og så de mere rubato-agtige, der ofte optræder i selskab med en fortællende tekst. I dette sidste tilfælde bliver musikken ledsagelse til sangforedraget, således at uregelmæssighederne i tempoet bruges til at understrege pointer. To udprægede eksempler på henholdsvis den ene og den anden kategori forekommer på båndet lige efter hinanden i form af "Smålandsflickorna" og "Jeg sang den om Barn". Hvad angår at følge med i rytmen, siger det vel sig selv, at numrene i gruppe 1 er de mest håndterlige. Her kan selv dem, der absolut ikke har nogen rytmisk sans, uden vanskeligheder sidde med fingre på låret, markere et-slaget med tommeltotten, to-slaget med pegefingeren og tre-slaget med langefingeren. Forsøger man at gøre dette med numrene i gruppe to, vil man derimod snart opdage, at et-slaget ofte er stærkt forsinket. Den kan køre jævnt et stykke, men så brydes den. Jeg-gik-en tur-ud-i sko-ven-og der-(pause)-der så-jeg-en hel-mas-se (brud!) fuuuu-uuu-uuu-u-gle.

Man vil snart opdage at det største udbytte og de mest positive musikalske oplevelser i forbindelse med type 2 valsene, får man afgjort ved ikke at tænke takt og tempo, men følge den organiske bevægelse, der er begrundelsen for de rubato-agtige uregelmæssigheder. For naturligvis gør man det ikke bare for at være upræcis, men derimod fordi nummeret "kræver" det, at det netop er ved disse brud på det strengt taktfaste, at det kommer til live. Metoden var imidlertid langt mere brugt dengang end idag, og på mange moderne lyttere kan den slags derfor virke uvant og lettere forvirrende.

Men netop derfor er det væsentligt. Det bringer os på sporet af en forskel mellem før og nu, og det er jo sådan set lige præcis dét, der er vores emne. I nærværende tilfælde kan forskellen måske udtrykkes på den måde, at det faste tempo er blevet noget stadig mere fremtrædende og ufravigeligt. Jazzen viste vej til den jævne rytme, rocken slog rytmen eftertrykkeligt fast. Oppe i nyere tid har rytmebokse og trommemaskiner gjort det stort set umuligt at afvige fra et fastsat tempo. Helt kort kan man altså sige, at rytmen har fået en mere fremtrædende plads end i den ældre musik.

Det er ikke den eneste forskel. Enhver burde uden videre kunne høre, at denne musik er anderledes end størstedelen af det, der laves idag. Men måske er det mere bemærkelsesværdigt, at selv der hvor der faktisk foreligger tydelige lighedspunkter, synes der alligevel at være en afgørende forskel. Man kan have en fornemmelse af, at ting kan ligne hinanden i de rent ydre stiltræk, men være helt forskellige i deres indre væsen, som hvis to vidt forskellige kvinder havde ens kjoler på. Man kan f.eks. sammenligne "Vores Drømmeslot" med en nyere pendant som "Snevalsen". Der er tydelige lighedstræk mellem de to melodier. Men der er noget med atmosfæren omkring musikken, der adskiller dem.

Dermed er vi kommet på sporet af et fænomen, der spiller en central rolle i Arkivet: tiden selv, som det, der kommer til syne, som en svært forklarlig fornemmelse af noget under lyden - at tiden selv er til stede i musikken. For at forstå dette ret, må man i nogen grad se bort fra den teknologiske udvikling. Det er klart, at en stenaldermand ikke kunne have opfundet atombomben. Men ud over den slags kan man gennem menneskehedens historie iagttage, at der er opstået tanker og ideer, som egentlig ville have været mulige når som helst, men altså ikke desto mindre opstod på et bestemt tidspunkt. På samme måde gælder, at det uden videre er klart, at de gamle plader har en anderledes lyd, fordi de er lavet på en anden måde, men der er et mere - noget, der ligger ud over det, som er en følge af det anvendte apparatur.

Faktisk viser de første spor af dette sig allerede på overfladen. Det gælder f.eks. hvad man tager alvorligt kontra har et mere ironisk forhold til. Det burde uden videre være klart for enhver, at det har virket anderledes dengang end på en gennemsnitlig nutid lytter, når en stemme med en særdeles korrekt udtale forkynder: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt." Det hænger naturligvis langt hen ad vejen sammen med det smukke, korrekte, næsten affekterede dansk. Det virker idag netop ikke som at slå gækken løs, men en smule højtideligt. Men der er mere i den sag end som så. Selv med den grimmest tænkelige udtale af ordene, ville ingen idag kunne sige: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt", så nogen troede på det. Det ville virke i den grad ved siden af alting. Det sandt bemærkelsesværdige er, at der også dengang lå noget spøgefuldt skæmtende deri. Men på en anden måde. Her handler det om forskellen på det tilsigtet komiske og det ufrivilligt komiske. Det handlede dengang helt bogstaveligt om at skulle have det sjovt. At sige "pip pip" var et signal til noget muntert og uformelt. Med andre ord: det var humor, men ikke ironi. Dengang var det bare sjovt. Idag er det sjovt, netop fordi det ikke er.

Når vi taler om sådan noget som ords udtale, står vi over for et principielt tidsløst virkemiddel. Det lader sig jo til enhver tid gøre at betone ord på en særlig måde, og det har man da også til alle tider gjort. Enhver kan på stående fod opremse sine egne yndlingseksempler på sange, hvor teksten og vokalistens fremførelse deraf er så intimt sammenknyttet, at det slet ikke synes muligt at skille de to. Måden ordene synges på, siger ofte mere end ordene selv. Et fint eksempel forekommer i "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat". I sig selv er det vel egentlig ikke særlig interessant, at fagforeningsformanden hedder Hansen, og det ville intet have ændret ved historien, hvis han havde heddet Olsen. Men rent klangligt lyder Hansen og Olsen forskelligt. Fuldt udfoldet bliver det imidlertid først i Johannes Wahls sangforedrag, især hans tummelumsen-agtigt skurrende fremførsel af "for" (i formand). Med de mange f'er kunne man naturligvis spørge, om der ikke ville have været en klanglig idé i, at kalde ham Frandsen? Men prøv selv at synge det. Enhver vil straks erfare, at det ikke fungerer lige så godt som Hansen. Sætningen opnår en væsentlig del af sin virkning netop ved at indføre en ny konsonant i det sidste ord. Mens det er ligegyldigt for det narrative forløb, hvad manden hedder, viser det sig således at være af afgørende musikalsk betydning, at han hedder Hansen, hvilket så atter er nært forbundet med de bestemte toner, ordene synes på. Melodien glider over i mol, og der opstår derved en snert af noget skæbnesvangert. Ordet (eller rettere: for-stavelsen) "for" bliver altafgørende. Indførelsen af for-manden, for-varsler historiens pointe. Formanden foregriber (og siden forgriber han sig!), og derved spiller Hansen en hovedrolle i historiens handling. Frasen forudsi'r en handling. Netop derfor kræver ordene også at blive sunget på en særlig måde. Fortælleren glider ud af sin fortællerstemme og ind i den lokale dialekt, og bringer os på den måde i nærmere forbindelse med menneskene i og omkring pensionatet. Faktisk er der sangen igennem en stadig vekslen mellem en tør fortællerstemme og hvad man kunne kalde en "lydeffekt-stemme".

Det raffinerede er balancen mellem de to udtryk og den strenge økonomiseren med effekt-stemmen. Ved kun at bruge sidstnævnte på særlige steder, bliver den desto mere virkningsfuld. Dette bidrager væsentligt til at gøre fortællingen levende og nærværende. Den tørre fortællerstemme lukker en dør op og peger. Se ham. Se hende. Effektstemmen lader lyde trænge ud til os derindefra. Netop derfor har man en oplevelse, som hvis man virkelig stod ude i entreen og kiggede ind i stuen.

Alt dette er naturligvis noget mere eller mindre uforanderligt. Sproget ændrer sig ganske vist hele tiden. Men det er i grundprincipperne de samme virkemidler idag, der har betydning for, hvor godt en tekst fungerer, akkurat som også lyttere langt ude i fremtiden vil kunne påskønne den raffinerede kombination af melodifrase, ordklang, betydning og dialekt, når de hører Wahl glide ud i varselsbåren mol med sit "fagforenings formand Hansen".

Derimod er det uden videre tydeligt, at sangen er repræsentant for den måde, man gjorde tingene på dengang. Man ville ikke have gjort det sådan idag. Man kan f. eks. sammenligne med TV-2's "Kys Bruden". Har de to tekster ikke visse beslægtede træk? Og leger ikke også Steffen Brandt med ordene og deres forskellige henholdsvis klanglige og betydningsmæssige dimensioner? Svaret er afgjort ja til begge spørgsmål. Alligevel er det uden videre tydeligt for enhver, at de to sange er produkter af hver sin tid. Dertil kommer så naturligvis musiksiden, der langt mere åbenlyst lader to forskellige epoker tale. Selvom man ikke lytter efter teksten, kan man tydeligt høre, at der ligger mange år mellem de to indspilninger. Men det bemærkelsesværdige er, at disse forskelle går igen på alle planer, og således kan genfindes i sangenes forskellige del-elementer.

Strengt taget er det vel ikke utænkeligt, at Steffen Brandt kunne have fundet på at sige om en beruset person, at han var ganske plakat, eller at bruge den fine hentydning at kjolen allerede er for trang. Alligevel er der noget over denne måde at bruge sproget, der virker en smule gammeldags. Føj dertil Brandts vane med at lave om på kendte talemåder, i "Kys Bruden" f. eks. at "hun sagde ja og han sagde amen". Så mon ikke Brandt snarere ville have sagt noget i retning af, at der stod vådt med magna print på plakaten, og storken havde trampet i salaten, eller evt. give den en tand til á la "Der stod ikke 'kør forsigtigt' på plakaten/og så joggede storken lystigt i spinaten"?

En helt anden ting, der er pudsig at betragte i forhold til senere tider er, at man oppe i vor tid har set bøger som "Kvinder er Venus - mænd er Mars" vække opsigt med deres analyser af kønsforskelle. Men 40 år tidligere havde Lilly Broberg og Bent Christensen slået hovedpunkterne fast på en slagerplade. Gad vide om der på et eller andet tidspunkt er nogen, som vil vække opsigt med en bog, der analyserer forholdet mellem sømænd og hvide måger?

Poul Richard og Tove Maes - Morten Korch filmenes unge par

Bånd 16: Norden Swinger

At lade bånd 15 stå alene ville tegne et ensidigt og i høj grad ukorrekt billede af tingenes tilstand. For nøjagtig samtidig med de mange valse, blev der lavet musik på vore breddegrader, hvor indflydelse fra jazzen tydeligt kunne fornemmes. Pulserende firefjerdedels takt og klar rytmisk profil. Naturligvis sjældent så markant som på de amerikanske plader, men alligevel derhen af. Vi kunne skam godt. Blot var vi stadig så nært knyttet til en anden tradition, at det uværgeligt prægede en stor del af den musik, der blev spillet.

Således vil man også kunne finde en del ting på nærværende bånd, der befinder sig i et overraskende krydspunkt mellem jazz og noget gammeldaws nordisk - en forundringsvækkende "mellemvare", der siger ikke så lidt om det daværende danske musikliv.

Den måde amerikanske strømninger indlejrer sig i noget i forvejen tilstedeværende, er en uvurderlig nøgle til de tider, og til/på enhver tid yderst tankevækkende. Der er virkelig noget at lære, erkende og fundere over her. Men hvad der i høj grad er værd at tage med: det er samtidig utrolig medrivende og fyldt af en smittende glæde. Hør bare de to første numre på båndet. Her møder man en munter energi og rytmisk fremdrift på linie med mange samtidige amerikanske plader. Dertil er de to melodier så ekstremt iørefaldende, at man lynhurtigt bliver fortrolige med dem, hvorefter de ikke er til at få ud af hovedet igen. 

"Bedsteforældrenes 78-plader rummer en kulturskat - og giver dig en rørende tur i tidsmaskinen.

78-pladerne var på bedstefars tid det almindelige medie til 'dåsemusik'.

Ikke alt fra 'de gode, gamle dage' er stor kunst, men står der fx Osvald Helmuth, Liva Weel, Carl Fischer eller Carl Alstrup på etiketterne af en stak gamle plader, er der sjove timer forude med revykunst. Er der Leo Mathiesen, Svend Asmussen, Peter Rasmussen, Coleman Hawkins, Louis Armstrong eller Billie Holiday på pladerne, er der lagt op til gode stunder i jazzens rytmiske og mangefarvede univers.

En del musik fra 78'ernes dage er udgivet også på cd, men der ER altså noget helt specielt ved at stå med de rigtige sager fra dengang. Betragte de interessante pladehylstre og farverige etiketter - for siden at fornemme magien, når diamantnålen graver i lydhistorien og får dig til at mærke historiens vingesus.

Nogle af optagelserne står som varder, andre kunstnere den dag i dag kan tage bestik efter. Andre døgnfluer er nådigt glemt af indlysende årsager.

At lytte til gamle plader er at tage sin familie- og kulturhistorie alvorligt.

Måske du gennem at lytte til dine arvestykker får erindringer frem om afdøde kære familiemedlemmer?"

- Hans Henrik Pedersen

Ja - eller måske man får en fornemmelse af, hvordan det var at leve dengang. At vide, hvad folk har gået og nynnet med på, giver et vigtigt praj om, hvad de har tænkt og følt. Vi er på vej under lyden og ind i tiden - en anden tid!

Sangliste:

Ludvig Brandstrup: "Åh, du lille Stær" (Tono - blå etiket) (1942)

Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"

(b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket)

      (1934)

Carl Fischer: "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)

Gunnar Lemvigh: "Den kære Familie" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)

Lilly Broberg: "Når bar' han har en Scooter" (Philips - blå etiket) (1954)

Holger Fællessanger: "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951)

Alice Babs: "Igelkotten och Tomten" (Metrome) (1952)

                "Godmorgen Mr. Ekko"

                (b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome) (1951)

Grethe Klitgaard: "Liselotte" (Tono - gylden etiket) (1958)

Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)

Skæve Otto: "Den kåde Jammerkomode" (Polydor - rød etiket) (1948)

Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"

               (b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)

Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis" (Polyphon - grøn etiket) (?)

Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"

                    (b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)

Teddy Petersen: "Seks Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)

                                "Dolores"

                                 (b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)

Svend Nicolaisens Danseorkester: "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))

Eddie Russell: "Veteranen"

         (b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)

          "Den døende Cowboy" (Tono - hvid/rød etiket) (1958)

Preben Uglebjerg: "Davy Crockett"

         (b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)

Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"

              (b/w) "Dansk Honnørmarch" (Tono - blå etiket) (?)

Den kgl. livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket) (1945) (udløb)

Læs mere