toner, ord og tanker
Nogle Bemærkninger:
Man får næsten lyst til at sige: "Pip-pip, pip-pip - nu skal vi ha' det sjovt" uden antydning af ironi, for her er en samling indspilninger, som også den moderne lytter kan have det hyggeligt og festligt med. Hvem kan høre nærværende bånd uden at blive i godt humør? - Nej, vel?
Ja - det vil sige: på nuværende tidspunkt. Her handler det nemlig om mentale bevægelser og erkendelsesprocesser. For mange nutidigt orienterede ville nærværende bånd for kort tid siden blot have forekommet "gammelt". Men alle der har fulgt vejen trin for trin gennem denne række af bånd, har på nuværende tidspunkt - uden egentlig at lægge mærke til det - flyttet sig. Man er kommet ind i lakkens verden og hører de gamle plader på en anden måde, end man gjorde ved første møde.
Havde vi ved omtalen af første bånd sat "gang i den" i forbindelse med navne som Ib Schønberg og Ludvig Brandstrup ville selve ytringen have forekommet mange grotesk. Ibbermand swinger? - Nej, den må du længere ud på pladetallerkenen med. Men nu er tingene begyndt at åbne sig for folk. Derfor vil alle også kunne høre, at der rent faktisk er et solidt swing i en indspilning som "My Dear Little Mother".
Også i dette forhold står vi over for noget helt centralt. På den ene side de skiftende tider, ånden under lyden og bevægelsen. På den anden side står den lyttende og udforskende, som først og fremmest må udvise nysgerrighed, fantasi og indlevelsesevne. Hvis mødet mellem bevægelsen og indlevelsen lykkes, opstår dialogen, og deraf følger erkendelsesprocesser og åndelig vækst.
Ideelt set burde det være muligt at stige på bevægelsen, som var den et tog, for derefter at blive båret rundt i Arkivet i et langt flydende stræk, der former sig som en åndelig dannelsesrejse. Ideelt set, blev der sagt. Dermed er det også gjort klart, at det ikke nødvendigvis er sådan i praksis.
Dermed ikke sagt at idealet skulle være at glide sanseløst igennem uden at mærke det undervejs. Som nævnt kræver processen en personlig indsats. Derfor handler det også om at være vurderende og hele tiden tage stilling til det, man hører. At man bestræber sig på at leve sig ind i andre tider og så vidt muligt forholde sig til dem på deres egne præmisser, er ikke det samme som at være ukritisk.
Mere skal der ikke siges her. Vi skal atter minde om, at fra Arkivets side er laksamlingen tænkt som en vækkelse: at man på en sjov og hyggelig måde får lov at snuse til tingene, og derved forhåbentlig får lyst til at arbejde mere seriøst med dem. Derfor gælder det til stadighed, at vi på dette sted ikke går så langt ind i tolkningen, kun af og til antyder nogle af indgangene ned til de dybere lag og indre indsigter.
Bånd 17: Danske Perler
Tese, anti-tese, syntese - lyder den velkendte model. På de to foregående bånd har vi isoleret to - i nogen grad modsatrettede - tendenser. Nu gælder det så om, at få dem samlet til et mere nuanceret helhedsbillede.
Vi har talt om ting som tempo, taktart, stiltræk m.v. - alt det, der kendetegner musikkens yderside. Men nu bør vi stræbe efter at komme under overfladen, fornemme en tid og dens art.
Sangliste:
Johannes Wahl: "Bryllup på frk. Mikkelsens Pensionat" (Odeon - sort etiket) (1950)
Schiøler Linck & Hjalmar Hansen: "Kanonfotograferne, del 2" (Polyphon - grøn etiket) (1952)
Ole Monty: "Her går det godt fru Kammerherreinde" (b/w)
Ludvig Brandstrup: "Åh du lille Stær" (Tono - blå etiket) (Tono - blå etiket) (1942)
Ludvig Brandstrup & Ib Schønberg: "Farvel og Tak"
(b/w) "My Dear Little Mother" (Columbia - sort etiket) (1934)
Aase Werrild: "Darling Dear" (b/w)
Sigrid Horne Rasmussenn: "Hva' der så til Overs?" (tono - rød/hvid etiket) (1951)
Carl Fischer: "Vipti Vupti Gine"
(b/w) "Jeg ta'r en lille En" (Odeon - sort etiket) (1957)
Gunnar Lemvigh: "Sa' den ene bajer til den Anden"
(b/w) "Den kære Familie" (Columbia - sort hvid etiket) (1949)
Elga Olga: "Solitudevej" (HMV - rød etiket) (1953)
Lily Broberg: "Ejnar"
(b/w) "Når bar' han har en Scooter" (Philips - blå etiket) (1954)
"En Mand" (b/w)
Bent Christensen: "En Kvinde" (Polyphon - gul etiket) (1954)
Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang"
(b/w) "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951)
"Sømands Potpourri" (Odeon - sort etiket) (1941)
Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)
Bodil Steen: "Kallemand" (Tono - gul etiket) (1954)
Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)
Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"
(b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)
Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"
(b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)
Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940) (udløb)
Nogle bemærkninger:
Efter de foregående bånd burde alle efterhånden have dannet sig et indtryk af danske slagerplader fra 40'erne og 50'erne. Men som allerede nævnt er denne belysning sket gennem to delelementer, som vi her skal forsøge at sætte sammen og derved forhåbentlig nå frem til en aha-oplevelse, hvor helhedsbilledet viser sig.
Til dette kommer bevægelsen gennem båndserien og brugen af udvalgte numre til genbrug, der knytter det hele sammen. Den platform, man fik etableret på nogle af de første bånd, skulle gerne virke således, at man har kunne hive den med over i nogle andre ting.
Som vi kort var omkring i forbindelse med det første bånd, men stort set ikke har talt om siden, har lakplader en bestemt, karakteristisk lyd. Derfor burde selve laklyden i nogen grad kunne virke som en sammenknytter.
Dertil kommer så hele sagen med tid, samtid og tidsånd. Vist kan der synes langt fra "Sixteen Tons" og "Born To Be With You" til "Solitudevej" og "Kallemand". Men da det er lavet omkring nogenlunde samme tidspunkt, er det ikke desto mindre knyttet sammen af en underliggende periodestemning, og det er først og fremmest den, vi forsøger at få kilet os ind på.
I forhold til den bevægelse, vi har tilbagelagt, kan man vel egentlig ikke sige, at nærværende bånd er sværere ting end på de tidlige bånd. Sådan set er det jo ret lige ud ad landevejen uden de store subtiliteter. Men det kan for en umiddelbar betragtning virke mindre spændende og appellerende, nogen ville måske gå så vidt at kalde det ligegyldigt.
Man kan altså sige, at det egentlig ikke er svær musik, men den kan være svær at opdage det interessante ved. Nu er det afgørende som nævnt ikke, om man rent personligt, smagsmæssigt tænder på det, men den kulturhistoriske undersøgelse, der søger at få overblik over, hvad man har lyttet til i forrige tider, spore sig ind på tendenser, der har gjort sig gældende. I forhold til at komme i kontakt med tiden, er disse plader vitterlig et skridt videre, simpelthen fordi at de ligger længere fra de strømninger, der har domineret oppe i vor tid.
Allerede i forbindelse med omtalen af det allerførste bånd, berørte vi den problematik, at ting også kan være for letbegribelige. På nuværende tidspunkt hvor man efterhånden er blevet vakt, kan man lytte interesseret til tingene på nærværende bånd. Men mange vil sikkert uden videre kunne forestille sig, hvordan det ville have virket på dem, hvis vi i sin tid havde lagt ud med disse plader. Nu står man et andet sted.
Mange ting kan være bemærkelsesværdige og synliggøre ting, der udtrykker noget om den tid. Det gælder f. eks. brugen af engelske gloser på "My Dear Little Mother" og "Darling Dear". Det viser tydeligt, at der dengang endnu var et skær af noget lidt "eksotisk" over det engelske sprog. Man kunne naturligvis nævne De Nattergales lignende bestræbelser i nyere tid. Alligevel kan vel næppe nogen være i tvivl om, at der er en forskel. De Nattergale udfoldede en humor, som man måtte beherske engelsk rimeligt for at få fuldt udbytte af. På de gamle plader er der snarere tale om at bruge de brokker, der var nogenlunde alment velkendt. Man må huske på, at gennemsnitsdanskeren dengang havde en kortere skolegang end idag. Rigtig mange mennesker fik kun syv års skolegang.
I det hele taget er det i høj grad ulejligheden værd at overveje teksternes såvel emner som ordvalg lidt nøjere. Hvad optog tiden, og hvordan udtrykte man det? Bemærk også at der hist og her forekommer slangudtryk, ingen længere bruger.
Alt dette vil vi imidlertid ikke gå ind på. Frem for at komme med en masse snak vil vi hellere opfordre til nærlytning og indlevelse. Derfor skal der ikke siges mere denne gang. Sug ind og oplev!
.... Musik og sang og bægerklang er det, der gi'r livet kulør ...
"Engang vil jeg skrive om Mogens Wieth, tror jeg, men endnu kan jeg ikke skimte muligheden for en samling af de mange tanker og erindringer, mindet om ham sætter i gang. Ét billede: hans død langt borte fra sit hjem i et London-værelse, standser endnu vejen for min pen."
- Ebbe Rode
Bånd 18: Store solister og flerstemmig Fryd
Tiden havde sine markante sangsolister. Tænk blot på en Alice Babs, en Preben Uglebjerg eller i den mere seriøse afdeling en Aksel Schiødts.
Ofte er det imidlertid flere stemmer i forening, der på den tids plader skaber det, der virkelig er en fryd for øret. Et navn som Boolsen Kvartetten burde tale for sig selv, men gør det ikke nødvendigvis for nutidsmennesker.
Enhver der har fulgt vores musikalske færd frem til dette punkt, må dog på nuværende tidspunkt have bemærket de ofte utrolig delikate indsatser af kor, typisk på sangenes omkvæd, med noget, der simpelthen ikke kan andet, end at få en til at synes, der var en særlig klang på de gamle plader.
Sangliste:
Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"
- fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen
(Polyphon - grøn etiket) (1940)
Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "Spejdersange" (Felix - gul etiket) (1953)
"I det Fri" (Felix - gul etiket) (1953)
Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)
Preben Uglebjerg: "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Bent Christensen: "En Kvinde" (b/w)
Lily Broberg: "En Mand" (Polydor - gul etiket) (1954)
Bodil Steen: "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)
Alice Babs: "Tomten och Igelkottan"
(b/w) "Dockorna" (Metrome orange/hvid etiket) (1952)
"Gökuret"
(b/w) "Den glade Vandraran" (Metrome orange/hvid etiket) (1954)
"Godmorgon Mister Eko"
(b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome orange/hvid etiket) (1951)
Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"
(b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)
Grethe Thordahl: "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)
Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn" (Polyphon - grøn etiket) (1940)
Aksel Schiødts: "Der Müller und der Bach" (HMV - rød etiket) (1945)
Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket) (1948)
Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)
Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem" (Tono - gylden etiket) (1956)
Holger Fællessanger: "Musik og sang og Bægerklang"
(b/w) "Der går altid både Tilbage" (Polyphon - grøn etiket) (1951) (udløb)
Nogle Bemærkninger:
Vil man trække paralleler mellem det engelske/amerikanske og det nordiske, kan man sige, at nærværende bånd modsvarer de to bånd med henholdsvis herre- og damevokal.
Der har afgjort været stemmer i vores afkrog af verden, som vi med rette kan være stolte af. Et centralt begreb i denne sammenhæng er personlighed. Masser af sangere har en god stemme, men få har en uforvekslelig stemme.
Udover de markante solister er det, der ofte for alvor tager kegler, de kor-arrangementer, man tit finder på de gamle plader. Den magisk-gyldne klang som f. eks. det herrekort, der ledsager Preben Uglebjerg på "Texas gule Rose". I samme boldgade er også de ledsagende vokaler til "En mand"/"En kvinde". På disse plader lå det egentligt personlige hos solisten. Baggrundsstemmerne leverede standardarbejde. Men en form, der er uadskilleligt bundet med den tid, og som man simpelthen ikke finder idag. Et kor, der derimod havde deres helt egen uforvekslelige klang, var Boolsen Kvartetten. Man kan altid høre, når det er dem, uanset materialets art, som spændte ret vidt.
Men hvad nu angår solisterne, så er det ikke ligefrem nulliteter, vi har med at gøre. Aksel Schiødtz, der nyder almindeligt ry som en af de største danske tenorer nogensinde, og side om side med ham bas-baritonen Frans Andersson. Han huskes måske ikke i samme grad idag som Schiødtz, men var særdeles anerkendt i sin samtid, både som seriøs kunstner og i den mere folkelige afdeling. Han gjorde sig nemlig også i det lettere repertoire. Men den dybe, malmfulde stemme er særdeles karakteristisk, og således øjeblikkeligt genkendelig, uanset om han giver sig i kast med en slager eller "Den hellige Stad".
Også når vi kommer over i det lettere repertoire, kan man tale om en række sande personligheder med et markant udtryk. Et fænomen som f. eks. Gustav Winckler er ikke noget, der sker mere end én gang. Ganske vist kan der nævnes en lang række temmelig stilrene arvtagere. Men dette er netop stiliseringen med dens ulyksalige tendens til at blive anonym. Udover en påfaldende mangel på virkelige personligheder må imidlertid medindregnes en række faktorer, der har med tid og tidsånd at gøre, altså ikke knytter sig til kunstnerne, men deres epoke.
Endnu idag findes der et område af dansk musik, der stort set uforandret dyrker den danske slagertradition. Vi omtalte tidligere i forbifarten de rent formelle ligheder mellem "Vores Drømmeslot" og "Snevalsen". Vi fastslog i samme forbindelse en væsensforskellighed i det indre. På samme vis kunne man sammenligne en del af det materiale, vi her har for os, med senere ting, og ville atter kunne konstatere det forhold, der kan sammenlignes med to helt forskellige kvinder i ens kjoler.
Den nutidige variant har en række svorne tilhængere. Når man kommer uden for deres rækker, har en del mennesker et særdeles anstrengt forhold til genren. Men selv den arrigste modstander vil formodentlig finde de gamle plader mindre utålelige.
Hvordan kan det nu være? Det skyldes sandsynligvis, at man her hører en transmission fra en tid, der var mere i overenstemmelse med dette udtryk. Det betyder en naturlighed og høre-til-fornemmelse som en skurrende anakronisme i sagens natur ikke kan besidde. Som en medklang i den tid har det en berettigelse, som det ikke længere kan have, når tiden er løbet fra det. Det bliver naturligvis ikke bedre af, at der i årevis dyrkes et udpinende drøvtyggeri, der banker al oprindelig friskhed ud af stilen.
At såkaldt danskpop allerede dengang var et principielt eskapistisk udtryk lader sig ganske vist vanskeligt nægte. Men det var så at sige en form for eskapisme, der tilhørte epoken og havde sin naturlige plads deri, en "ægte" eskapisme, mens det siden er blevet en slags eskapisme-eskapisme, eller om man vil: en utidssvarende eskapisme. Dette skurrer i ørene på en måde, kun genrens mest hengivne fans formår at ignorere.
Sagt på en anden måde: Det er i sig selv en smule problematisk at lukke øjnene for alle problemer og hvad, der foregår i den verden, man er omgivet af. Men det sker trods alt som en reaktion på den pågældende verden. Når man derimod gennem længere tid har opretholdt denne tilstand, har verden i mellemtiden ændret sig, og man kan således sige, at ikke blot har man lukket af, man ved ikke længere, hvad det er, man har lukket af for.
Men først og sidst handler det om personlighed. Fra personlighederne udgår de langtidsholdbare klange, og her kunne de gamle plader noget særligt. Som tidligere nævnt er det måske især hos baggrundskorene at man finder den helt særlige magiske og gyldne klang. Dt kan forekomme paradoksalt i lyset af, at man her kan tale om en vis anonymitet, at koret i det ene pladestudie ikke lød væsensforskelligt fra det i det andet. Men her kan man tale om en slags tidens personlighed. En klang, der var. Som et fortryllende pust fra en fjern tid kommer lakkorets klange os i møde. De eneste i nyere tid, som er kommet i nærheden af noget, der ligner, er skuespiller- og sangtruppen Ørkenens Sønner, ellers har vi her at gøre med noget, der suverænt tilhører en svunden tid.
Gylden klang. Magisk klang .... Gylden magi!
Bånd 19: På Kursen
Vi fortsætter i direkte forlængelse af de foregående tre-fire bånd. Kursen bliver festligt sat med vindfyldte sejl i masterne. Men havnen, vi prøver at finde, er den lidt mere alvorlige afdeling.
Sangliste:
Holger Fællessanger: "Sømandspotpourri, del 2" (Odeon - sort etiket) (1941)
Boolsen Kvartetten: "Saltvand og Tjære" (Polyphon - grøn etiket) (1953)
Bodil Steen: "Kallemand"
(b/w) "Lille Lalaloo" (Tono - gul etiket) (1954)
Alice Babs: "Tomten och Igenkotten"
(b/w) "Dockorna" (Metrome orange/hvid etiket) (Metrome orange/hvid etiket) (1952)
"Gökuret"
(b/w) "Den glade Vandraran" (Metrome orange/hvid etiket) (1954)
"Godmorgon Mr. Eko"
(b/w) "Mr. & Mississippi" (Metrome orange/hvid etiket) (1951)
Grethe Klitgaard & Jan Arnholtz: "Liselotte"
(b/w) "Vores Drømmeslot" (Tono - gylden etiket) (1958)
Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Indiana"
(b/w) "Kære John" (Metrome - hvid/orange etiket) (1954)
Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)
Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"
(b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)
Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"
(b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)
Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"
(b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)
Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn"
(b/w) "Visen om København" (Polyphon - grøn etiket) (1940)
Olga Svendsen: "Nyboders Pris"
(b/w) "Så er der en, der nupper Tjansen" (Polyphon - grøn etiket) (1930)
Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"
(b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)
Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"
(b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)
"The Wild Colonial Boy" (Tono - rød/hvid etiket) (1953) (udløb)
Nogle bemærkninger:
Som tidligere berørt handler det om at blive vakt og dermed interesseret i at finde ud af, hvordan tingene var. Derfor kan intet, der hører med til noget, man undersøger, være ligegyldigt eller uinteressant. I samme øjeblik man afviser noget, er man i færd med at forfalske billedet af perioden, mens modsat: jo flere ting man tager med, desto sandere bliver billedet.
Nu kan man naturligvis ikke få alt med, og hvis man forsøgte derpå, ville man komme ud i en uoverskuelighed, som ikke ville få et klart og tydeligt billede til at tone frem. Netop derfor gælder det om, at nærstudere det, man hiver ind i undersøgelsesfeltet, forsøge at komme ned under det, så man opdager de indre sammenhænge, det peger på. Derved søger man ind mod tidens kerne, og prøver at finde en orden bag den kaotiske ydre ophobning af begivenheder.
Dette kan imidlertid aldrig blive en undskyldning for at ikke ville vide af noget, der hører tiden til. Hvergang man støder på noget, bør man overveje om det bekræfter eller korrigerer ens hidtidige opfattelse. Det er lige præcis dét, hele Arkivet går ud på.
Som nævnt er denne indledende runde blot en forsigtig opvarmning til de langt mere indgående overvejelser vi senere vil kaste os ud i. Det gælder netop om, at have fattet interesse for disse spørgsmål, ellers mangler der enhver motivation for at beskæfige sig med dem. Netop derfor er vi fra Arkivets side tilbageholdende under denne første skitsering af emnet. Sagt med rene ord: vi forsøger at pirre nysgerrigheden.
Dette må dog ikke opfattes som om, vi bare betragter det som en eller anden uforpligtende leg. Vi anser tvært imod sagen for værende særdeles vigtig, ja - i yderste konsekvens afgørende for den vestlige civilisations beståen. Men vigtigheden må erkendes og føles rent personligt af den enkelte som noget påtrængende og uafrysteligt, før det kan nytte noget at have indgående drøftelser derom.
Hertil kræves, selv i denne lette introduktion, at man selv arbejder lidt med tingene, f. eks. forholder sig til hvornår, pladerne er lavet. Hvor det overhovedet har været muligt at efterspore et årstal, er det oplyst. Disse paranteser med årstal står der ikke bare til pynt. De er noget, man skal forholde sig til, og som for den seriøse lytter ligefrem kan udarte til en veritabel sjælskamp.
Nærværende bånd spænder over ikke mindre end 28 år, fra 1930 til 1958. Derved er det stort set hele den periode, vi arbejder med, dækket ind med eksempler, der viser et stykke kulturhistorisk udvikling, som udgør lydsporet til de store kriseår, besættelsen, befrielsen og den fascinerende brydningstid, der fulgte. Det er vigtige år i Danmarkshistorien, der i høj grad har formet grundlaget for verden af idag.
Den ældste plade hylder Nyboder, den nyeste drømmer sig væk til fjerne bjerge. Man kan hævde, at det er tilfældigt, og at man ville kunne finde andre eksempler, der udtrykker en modsat tendens. Alligevel er der noget symptomatisk over, at man kan se en bevægelse fra det lokale til at skue ud i verden, og fra noget, der faktisk udtrykker en holdning - omend denne er nostalgisk og sentimental - forsvinder ud i drømmerierne.
Dertil kommer så naturligvis alle de ret tydelige rent lydlige forskelle. Indspilningskvaliteten er markant forbedret med et langt mere klart og fyldigt lydbillede. Stilistisk er musikken blevet mindre stiv og kantet, ligesom det vokale udtryk har aflagt det lidt foredragende præg.
Bånd 20: Befæstelse af Position
På mange måder er nærværende samling et overgangsbånd. Vi fortsætter her i direkte forlængelse af den udstukne kurs fra de foregående fire-fem bånd. Med afsæt i det, der på nuværende tidspunkt må være alle fuldt ud fortroligt, stikker vi følere ud i retning af det nye musikalske land, der skal indtages på de efterfølgende bånd. Derved får vi styrket fornemmelsen, såvel af hvor vi er, som hvor vi skal hen. Dog mest det første og der er således ikke synderligt nyt at finde her, blot en understregning af den bevægelse, der skal føre over i noget nyt.
Sangliste:
Jørgen Ingmann & Birthe Buch: "Kære John" (Tono - hvid/orange etiket) (1954)
Skæve Otto: "Den kåde Jammerkommode" (Polydor - rød etiket) (1948)
Bror Kalles Kapel: "Løvens Fødselsdag"
(b/w) "Italiensk Klarinetpolka" (Tono - blå etiket) (?)
Alex og Richards Harmonikaorkester: "Östgöta-Schottis"
(b/w) "Smålandsflickorna" (Polyphon - grøn etiket) (?)
Grethe Thordahl: "Tror du han elsker Mig"
(b/w) "Lille Per" (Odeon - sort etiket) (?)
Carl Brisson: "Jeg sang den som Barn"
(b/w) "Visen om København" (Polyphon - grøn etiket) (1940)
Olga Svendsen: "Nyboders Pris"
(b/w) "Så er der en, der nupper Tjansen" (Polyphon - grøn etiket) (1930)
Harry Felbert's Sekstet: "Møllen i Schwarzwald"
(b/w) "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)
Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"
(b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)
"The Wild Colonial Boy"
(b/w) "The Isle Of Innesfree" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)
Teddy Petersen: "Pip! Pip! - Valsepotpourri" (HMV - brun etiket) (1929)
"6 Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)
"Dolores"
(b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)
Valdemar Davids: "Tango Baccarole"
(b/w) "Vi bygger os et Drømmeslot" (Polyphon - grøn etiket) (1944)
Svend Nicolaisen: "Een verden, en eneste Verden"
(b/w) "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))
Eddie Russell: "Veteranen"
(b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)
"Cowboyens Sang" (Tono - rød/hvid etiket) (1958) (udløb)
Nogle bemærkninger:
Som allerede nævnt i den overordnede præsentation af dette bånd, handler det her især om at få styrket fornemmelsen af bevægelsen. Skønt det måske kan lyde paradoksalt, er bevægelsen på indeværende tidspunkt det mest faste holdepunkt vi har. Den, der kommer godt ind i bevægelsen, burde kunne følge den videre.
Samtidig skulle man gerne begynde at få en fornemmelse af, hvordan fortrop/spejder metoden - et særdeles brugt princip gennem hele Arkivet - fungerer. Som en fremmarcherende hær sender spejdere ud, der melder tilbage til hovedtroppen, således har vi også her haft følere længere fremme. Vi har markeret punkter ude i horisonten og således vidst, at vi skulle hen til disse. Vi så at sige trækker os hen over de forud markerede punkter. Det skulle man gerne kunne begynde at fornemme på dette bånd. På de efterfølgende vil det blive stadig mere udtalt. Dette er et vigtigt arbejdsredskab. At man har afmærket punkter ude i horisonten, som man derefter sætter kursen mod, skulle gerne medføre, at man har en stærk bevidsthed om, såvel hvor man er, som hvor man skal hen.
Således har man her mulighed for at blive fortrolig med en af Arkivets mest anvendte metoder. I denne indledende runde med dens lidt hygge-nyggede og afslappede præg, hvor vi ikke går så langt ind i tolkningerne, burde det også være relativt let at få en forståelse for metoden, så man behersker den, når vi senere i højere grad skal til at trække i arbejdstøjet.
Mere skal der ikke siges i denne omgang. Med bevægelsen som fast holdepunkt skulle man gerne kunne begive sig videre på vejen uden vanskeligheder.
Bånd 21: Videre Frem!
Med udgangspunkt i den via Bånd 20 befæstede position og med denne som springbræt begiver vi os her videre på vejen. Som vi i sin tid gradvist fik afviklet den udenlandske samling og i en flydende bevægelse kom over i den skandinaviske, nærmer vi os det punkt, hvor den rytmiske samling glider over i den klassiske.
Da dette har været varslet fra et tidligt tidspunkt, kan det ikke komme som et chok eller en voldsom omvæltning ud i det helt fremmede for nogen. Det, vi tidligere har beskrevet som afmærkede punkter ude i horisonten, begynder her for alvor at gøre sig gældende.
Sangliste:
Harry Felbert's Sekstet: "Im tiefen Keller" (Metrome - gul/hvid etiket) (?)
Gustav Winckler: "Send en hilsen Hjem"
(b/w) "Med guitar og banjo og Mandolin" (Tono - gylden etiket) (1956)
"The Wild Colonial Boy"
(b/w) "The Isle Of Innesfree" (Tono - rød/hvid etiket) (1953)
Teddy Petersen: "Pip! Pip! - Valsepotpourri" (HMV - brun etiket) (1929)
"6 Pletskud" (Polyphon - grøn etiket) (1939)
"Dolores"
(b/w) "Drummer Boy" (Polyphon - grøn etiket) (1941)
Valdemar Davids: "Tango Baccarole"
(b/w) "Vi bygger os et Drømmeslot" (Polyphon - grøn etiket) (1944)
Svend Nicolaisen: "Een verden, en eneste Verden"
(b/w) "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))
Eddie Russell: "Veteranen"
(b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)
"Cowboyens Sang"
(b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - rød/hvid etiket) (1958)
Preben Uglebjerg: "David Crocket"
(b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"
(b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket)
Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket)
Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda"
(b/w) "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)
Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"
(b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"
(b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)
Irmgard Seefried: "Marienlied" (udløb)
"Thi ydre spredning
der brister i sig selv
kræver indre fornyelse
der holder sammen på meningen."
- Goethe
Bånd 22: Ud af det Rytmiske
Vi begiver os videre ....
Sangliste:
Svend Nicolaisen: "Kom hjem lille Far" (Tono - blå etiket) (ca. 1955 (?))
Eddie Russell: "Veteranen"
(b/w) "Min Vagabondsang" (Tono - blå etiket) (1949)
"Cowboyens Sang"
(b/w) "Den døende Cowboy" (Tono - rød/hvid etiket) (1958)
Preben Uglebjerg: "David Crocket"
(b/w) "Texas gule Rose" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Grenaderernes Musikkorps: "Københavnermarch"
(b/w) "Dansk Honnørmarh" (Tono - blå etiket)
Den kgl. Livgardes Musikkorps: "Med vagtparaden gennem Byen" (Odeon - sort etiket)
Henry Büchmann: "Hjalmar og Hulda"
(b/w) "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)
Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"
(b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"
(b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)
Irmgard Seefried: "Marienlied"
(b/w) "Marienkantate" (Philips - Rød etiket) (?)
Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"
(b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)
I. M.'s og Luth. Miss.-forenings Strengekor: "Barnetro"
(b/w) "Hvad skal jeg give min Frelser?" (Felix - gul etiket)
"Jerusalem, Guds Helgenstad"
(b/w) "Der var een, som var Villig" (Felix - gul etiket)
"Langt bag om rum så Vide"
(b/w) "Underfuld dejlige Eden" (Felix - gul
"Hvor jeg går i skove, bjerg og Dale"
(b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket)
The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"
(b/w) "You Are My Hearts Delight" (Parlophone - sort etiket)
Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"
- fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen
(Polyphon - grøn etiket) (udløb)
Nogle bemærkninger:
Det skal ikke nægtes, at der forekommer mange gentagelser. Dette er imidlertid særdeles bevidst fra Arkivets side, og der ligger en række metodiske overvejelser bag. Sådan set er det jo ikke anderledes, end hvis der er et eller andet bestemt, man lytter meget til. Man må blot indstille sig på, at det altså er dette materiale, man lige for tiden lytter meget til. Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt haft et yndlingsbånd, de har hørt om og om igen? Hvis man så forestiller sig et sådan høre-mange-gange-bånd, der har den magiske egenskab, at det hele tiden ændrer sig en lille smule, med små skridt lader sangene sive igennem sig, så der hele tiden er lidt, som forsvinder, og en smule nyt, der kommer til, så har man et ret præcist billede på den proces, vi er ved at gennemleve.
Men det er naturligvis uundgåeligt, at noget af favorit materialet derved glider ud, og der kommer andre ting til, der ikke på samme måde går rent ind. Dette er imidlertid også et individuelt spørgsmål, som afhænger af den enkeltes smag. Visse generalliseringer lader sig dog opstille. For de fleste med et alment popmusisk afsæt vil der måske kunne indfinde sig en fornemmelse af, at alt det bedste er blevet brændt af, og at det er de mindre interessante ting, der er tilbage. Men hvis systemet fungerer ideelt, burde man kunne tage fornemmelsen fra de gode plader med sig i det videre forløb og via bevægelsen finde vej ind i ting, der forekommer mindre umiddelbart appellerende.
Naturligvis står det til diskussion om det er hensigtsmæssigt eller uheldigt at lægge ud med alle de mest fængende ting. Men hvis træningssystemet virker, burde man som lytter opleve en opgradering til at kunne forholde sig til større udfordringer. Endvidere vil man - hvis man kigger på de første bånd - kunne iagttage, at vi fra Arkivets side faktisk i nogen grad har forsøgt at strække og rationere godbidderne, så ikke alle oplagte hits var brændt af efter de første to-tre bånd. Men som det allerede i forbindelse med det allerførste bånd blev påpeget, var ideen, at man skulle igang så smertefrit som muligt, og det er således fuldt bevidst, at de mest medrivende ting findes på seriens tidlige bånd. Dog er en række af de træfsikre perler introduceret relativt sent, mens modsat en del vanskeligheder er tidligt varslet, således at man kan forholde sig til dem lidt efterhånden, og ikke skal løse alle problemer lige på én gang. Dette er netop også en del af systemet. Om det virker efter sine pædagogiske hensigter, må det være op til de studerende at vurdere. Fra Arkivets side kan vi blot sige, at vi har håbet på metodens duelighed.
Dertil kommer, at det er meningen, at man ud over at følge forløbet skal kunne gå ind og plukke et bånd ud for at undersøge et specifikt lakrelateret spørgsmål. F. eks. er nærværende bånd velegnet til at belyse forholdet mellem danske 50'er-slagere og den lidt mere seriøse afdeling. At "Kom hjem lille Far" hører til det ene sted og Weyses melodier det andet, er vel uden videre klart. Men på hvilken banehalvdel skal man placere "Hjalmar og Hulda"? - Og nu vi taler om tid, tidsånd og periodetendenser: Hvem ville idag uden skyggen af ironi kunne synge
Da tøjred' han atter sin modige hest
og iled' til Hulda så glad som til fest
Idag ville det virkelig kræve sin mand at holde masken, mens man sang "så glad som til fest". Men det var i harmoni og overensstemmelse med den tid. Har måske forekommet en og anden at være en anelse patetisk. Men det var endnu ikke blevet latterligt og tåbeligt. Derfor lod det sig synge med en troskyldig alvor, der betyder, at vi stadig kan udholde at høre pladen. Den er ægte og befinder sig i sin tid. Derfor kan den nå os henover diverse senere forgiftning. Havde den derimod talt ud af forgiftningen, ville den være ubærlig. Det kan sammenlignes med, at hvis man besøger et af de danske slotte, der er åbent for offentligheden som museer, virker det naturligt nok, at der står rustninger rundt omkring i salene. Men så man nogen komme gående ned ad gaden iført rustning, ville det virke ret besynderligt.
Bånd 23: Blød Overgang
Ved hjælp af strengekor, viser og Danmarks Melodibog får vi bevæget os yderligere frem imod det tilsigtede mål. Det meste er relativ enkelt og ligefremt. Men samtidig er tempoet blevet trukket eftertrykkeligt ned. Der er næppe et eneste udpræget raskt nummer på dette bånd, blot enkelte lidt mere livlige.
Men vi er efterhånden kommet i træning og kan forholde os til ting af den tilbagelænede slags. Visse temperamenter, der er særligt gearet for uptempo, kan det måske endnu falde lidt svært at skulle sænke hastigheden så meget. Men har de fuldt forløbet, burde også de være kommet til et punkt, hvor det virker i det mindste en smule mindre krampagtigt at skulle sætte farten ned.
Sangliste:
Henry Büchmann: "Edelweis" (Tono - hvid/orange etiket) (1951)
Mogens Wieth: "Vandkunstens lille Café"
(b/w) "Den gamle skærslippers Forårssang" (Polyphon - gul etiket) (1955)
Kirsten Fogtmann: "Jeg plukker Fløjsgræs"
(b/w) "Ravhjertet" (Metrome - gul/hvid etiket) (1951)
Irmgard Seefried: "Marienlied"
(b/w) "Marienkantate" (Philips - Rød etiket) (?)
Frelsens Hærs Strengekor: "Fuld Frelse Er Vort Motto"
(b/w) "Barnetro" (HMV - rød etiket) (1952)
I. M.'s og Luth. Miss.-forenings Strengekor: "Barnetro"
(b/w) "Hvad skal jeg give min Frelser?" (Felix - gul etiket)
"Jerusalem, Guds Helgenstad"
(b/w) "Der var een, som var Villig" (Felix - gul etiket)
"Langt bag om rum så Vide"
(b/w) "Underfuld dejlige Eden" (Felix - gul etiket)
"Hvor jeg går i skove, bjerg og Dale"
(b/w) "Stille, o vær Stille" (Felix - gul etiket)
The Luthon Girls Choir: "My Heart And I"
(b/w) "You Are My Hearts Delight" (Parlophone - sort etiket)
Weise - arr. Reesen: "Jeg har elsket og Levet"
- fantasi over Weise-melodier v/ Det kongelige Kapel med kor, dir. Emil Reesen
(Polyphon - grøn etiket)
Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "Spejdersange" (Felix - gul etiket)
"I det Fri" (Felix - gul etiket)
Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket)
"Judex" (udløb)
Nogle bemærkninger:
Der kan måske være grund til at lidt nærmere forklare forskellen på princippet med udvalgte eksempler til genbrug, der især præger første halvdel af båndsamlingen, og princippet med bevægelsen som fast holdepunkt, der især præger anden del.
Det udvalgte genbrug kan beskrives som at have stiftet bekendskab med fem plader, der alle tilhører et ganske eksakt og relativt snævert område. Da lader det sig gøre at hive en ud som repræsentativt eksempel. Den så at sige peger tilbage på de andre fire. Det er klart, at dette bliver en stilisering, der lægger vægt på det typiske. Men da man i sin tid sammenlignede de fem, havde man muligheden for at studere de finere nuancer. Herfra hopper man så op på et mere generelt plan, og kan ved hjælp af udvalgt genbrug pege tilbage på den tidligere undersøgelse.
Det bevægelige holdepunkt er en lidt anderledes metode, omend den kan have visse lighedspunkter med udvalgt genbrug. Eller i det mindste et ret påfaldende lighedspunkt: noget, der har været før, kommer igen. Her gøres det imidlertid på en anderledes måde. Der er ikke tale om at hive eksemplet ud. Der er tale om at etablere en strøm, en fastlagt rækkefølge af plader, som man så følger indtil et vist punkt, hvor man så hopper en lille smule baglæns for så at følge striben lige lidt længere frem end sidst.
Den første metode (udvalgt genbrug) er især velegnet til at give samlende overblik, da man netop ved hjælp af repræsentative eksempler kan samle et stort område belyst ved hjælp af relativt få stykker musik. Den anden metode (bevægeligt holdepunkt) er især velegnet til at trænge ind i nyt musikalsk land, da man jo her netop opbygger en fortrolighed, der hele tiden flyttes en lille smule fremad ind i det nye område.
At der lidt over midtvejs gennem båndserien forekommer et metodisk skift fra udvalgt genbrug til bevægeligt holdepunkt er ikke tilfældigt. Det hænger sammen med de to metoders respektive fordele og egnethed. Det udvalgte genbrugs overbliksgivende fortrin bruges i første halvdel til at skabe et holdepunkt, der herefter gøres bevægeligt i anden halvdel, så det leder ind i nyt musikalsk land.
Samtidig har vi benyttet et tredie metodisk greb, nemlig at for-befæste punkter, det, der tidligere blev beskrevet som at sende fortropper ud, der meldte tilbage til hovedtroppen. På den måde er det nye musikalsk land alligvel ikke så nyt, der er hele tiden pejlemærker at orientere sig efter. Pejlemærket har vi brugt gennem hele serien og således i kombination med både det udvalgte genbrug og det bevægelige holdepunkt. Det er fra Arkivets side vort håb, at dette kan hjælpe alle til at nå sikkert frem.
Bånd 24: 12 tommer Plader
Som man vil bemærke, er der færre titler på dette bånd end de foregående. Det skyldes, at de her inkluderede plader har en længere spilletid.
Dengang var der to formater: 10 tommers og 12 tommers. De små 10 tommers plader var langt de mest udbredte, og stort set alle popsange udkom på disse. Når man derimod skulle indspille ting, der overskred tidsgrænsen på ca. tre et halvt minut, brugte man 12 tommers formatet. Derfor var det typisk klassisk musik og dermed beslægtede ting, der kom ud på de store plader. Disse kunne rumme noget mere, men dog langt fra en hel symfoni. Sådanne var typisk på flere plader, med en sats på hver side.
Større værker, f. eks. operaer, var ofte spredt ud over en hel bunke plader, der så solgtes i samlemapper. Dette er faktisk oprindelsen til udtrykket album. Der var helt bogstaveligt tale om et album man kunne bladre i med en samling musik.
Således blev begrebet 12 tommers forbundet med noget fint - med klasse og kultur, hvilket afspejlede sig i en række folkelige slangudtryk.
"I vores øjne var han vældig 12 tommers."
- Ringo Starr om George Martin
Sangliste:
Parkdrengekoret & Boolsen Kvartetten: "I det Fri" (Felix - gul etiket)
Frans Andersson: "Den hellige Stad" (Felix - gul etiket)
"Judex"
(b/w) "Tonerna" (Polyphon - grøn etiket)
Aksel Schiødts: "Der Müller under der Bach"
(b/w) "Des Baches Weigenlied" (HMV - rød etiket)
Buster Larsen: "Tubaen Tubby" (Odeon - rød etiket)
Domenico Stella: "Dominabitur"
(b/w) "O Pane Del Ciel"
- Capella Musicale Della Basilica, con. Gian Francesco Capponi (HMV - rød etiket)
Beethoven: "Appassionata"
- klaver: Victor Schiöler (HMV - rød etiket)
Chopin: "Scherzo No. 3"
- klaver: Arthur Rubinstein (HMV - rød etiket)
Bach: "Brandenburg Concert No. 5"
- Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket)
Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"
- Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)
Ponchilli: "Dance Of The Hours"
- National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)
Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"
- Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket) (udløb)
- Ingen kommentarer!
Bånd 25: Det tunge Skyts
Nu går det ikke længere at snige sig uden om! Vi skal have fat i de rigtig svære ting. Men vi har heldigvis været igennem en solid træning, og derfor burde alle kunne gå til det. At vi har arbejdet med ideen om bevægelsen som fast holdepunkt betyder, at det kommer som en del af et flow - det flow vi hele tiden har reddet på, som nu blot har ført os hen et nyt sted. Endvidere indleder vi med "Tubaen Tubby" - en fremragende og gennem-pædagogisk introduktion, der på en pudsig og underholdende - samt tillige stærkt bevægende - måde præsenterer orkestrets instrumenter. Dermed skulle den sidste forberedelse være på plads. Arkivet regner med dig og forventer, at du gør dit bedste!
Sangliste:
Buster Larsen: "Tubaen Tubby" (Odeon - rød etiket)
Domenico Stella: "Dominabitur"
(b/w) "O Pane Del Ciel"
- Capella Musicale Della Basilica, con. Gian Francesco Capponi (HMV - rød etiket)
Beethoven: "Appassionata"
- klaver: Victor Schiöler (HMV - rød etiket)
Chopin: "Scherzo No. 3"
- klaver: Arthur Rubinstein (HMV - rød etiket)
Bach: "Brandenburg Concert No. 5"
- Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket)
Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"
- Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)
Ponchilli: "Dance Of The Hours"
- National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)
Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"
- Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket)
Saint-Saëns: "Dance Macabre"
- The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket)
---
+ Bonus materiale - ikke fra lakplader.
Nogle bemærkninger:
Hvad angår nærværende bånd, kommer tingene rigtig meget an på, hvem man er, og hvad man er vant til at lytte til. Den klassisk dannede vil fryde sig over omsider at være sluppet igennem al poppen og nået frem til noget rigtig musik.
De derimod, der er helt uvant med den klassiske musik, vil formodentlig få vanskeligheder. Hvis der da ikke sker det, som nogen gange sker, at de bliver helt overrumplet og overvældet, således at dette møde med en ny musikalsk verden helt slår benene væk under dem og hiver dem med sig i en rivende strøm på en betagende tonal oplevelsesrejse. Lykkeligt for dem, der oplever det.
De, der sidder tilbage og bare hører et kaotisk sammensurium af violiner og det, der ligner, kan naturligvis ikke bruge andres betagelse og fascination til noget. Men de kan i hvert fald forsøge at være åbne og lytte. Måske finder de så et eller andet, de kan hage sig fast i. En lille køn melodi, dukker op, et voldsomt brag af en samlet orkesterindsats rummer en vis fascinationskraft eller hvad det nu måtte være. Her er det også vigtigt at bruge de redskaber, der er blevet introduceret undervejs gennem dette forløb, og bruge dem aktivt. Når vi har præsenteret disse metoder, er det jo netop ment som en hjælp til dem, der er helt uvante med det klassiske univers.
Hvis man alligevel slet ikke føler, at man kan lytte sig ind på noget som helst, at musikken overhovedet ikke lader sig dechifrere, men forbliver mærkelige lyde, så skal man ikke fortvivle over det. Der er ikke noget galt med en, man har bare brug for nogle flere redskaber. De hidtil præsenterede rækker ikke til. Hvis man kommer fra noget, som ligger langt fra, er der ikke noget mærkeligt i det. Man kan heller ikke komme direkte fra Afrika og uden videre omstille sig til klimaet på Grønland.
Derfor er det afgørende ikke, hvor lidt eller meget man forstår af denne musik lige nu, men om man oprigtigt ønsker at forstå mere. Den, der gerne vil forstå noget mere, vil få alverdens hjælp og håndsrækning i løbet af Fraktion 2 og 3. Som sagt efterhånden rigtig, rigtig mange gange: Fraktion 1 er bare en hyggelig opvarmning og appetitvækker.
Det er fint og alletiders, hvis man kommer frem til nogle indsigter og erkendelser undervejs gennem lakken. Men man behøver ikke at gøre det. Det vigtige er at blive interesseret, få skærpet nysgerrigheden. Derfor er det på sin vis bedre, at man stiller spørgsmål, end at man finder svar. Hvis man kan komme ud af den første fraktion med en hel bunke spørgsmål, som man higer efter svar på, har man i sandhed en ideel indfaldsvinkel til de øvrige 19.
At stille spørgsmål er netop, hvad den nysgerrigt-interesserede gør, og det er det, der driver en fremad og giver processen liv. Har man først fundet svar, er der jo ingen grund til at fortsætte!
Fra Arkivets side vil vi til enhver tid foretrække kursister, der er lidenskabeligt optændt af brændende spørgsmål, end folk, der straks tror, de ved og har forstået det hele. De sidstnævnte lader vi med glæde passe sig selv i deres selvtilfredse indbildninger om indsigt. Men den, der forpint skriger: "Jeg forstår slet intet af alt dette. Så hjælp mig dog!". Åh, ja - ham eller hende vil vi tage imod med glæde og gøre alt for at støtte og vejlede. Blot må vi forberede disse lidenskabelige spørgere på, at man ikke kan få forståelse forærende. Hvad og hvordan og hvor meget man end får forklaret, må man selv gøre en indsats, kæmpe med stoffet, vandre desperat spekulerende og og ned ad gulvet, vende sig søvnløs i sengen gennem lange, forpinte nætter. Prøve, prøve igen, og derefter prøve endnu engang.
?
Bånd 26: Afslutning
Vi skal til at afrunde vores gennemgang af 78'erne. Men som påpeget flere gange i det foregående, er dette ikke at regne for en slutning. Det er i langt højere grad en åbning ind til en stor mængde anden musik: resten af Arkivet.
Vi tager på nærværende bånd et sidste kig på lakkens klassiske afdeling. De, der er fortrolige med denne tradition, vil helt sikkert nyde båndet. De, der kommer andre steder fra, behøver ikke at fortvivle, hvis de ikke føler, at de er kommet helt indenfor i varmen endnu. Hele næste fraktion er viet den videre indføring.
Sangliste:
Bach: "Brandenburg Concert No. 5"
- Danish State Broadcasting Chamber Orchestra, con. Mogens Wöldike (HMV - rød etiket)
Mozart: "Eine Kleine Nachtmusik"
- Telmanyi Chamber Orchestra, con. Emil Telmanyi (Tono - gul etiket)
Ponchilli: "Dance Of The Hours"
- National Symphony Orchestra, con. Anatole Fistoulari (Decca - rød etiket)
Offenbach: "Overture for Orpheus In The Underworld"
- Detroit Symphony Orchestra, con. Karl Krueger (HMV - brun etiket)
Saint-Saëns: "Dance Macabre"
- The Philidelphia Orchestra, dir. Leopold Stokowski (HMV - rød etiket)
---
+ Bonus materiale - ikke fra lakplader.
Nogle bemærkninger:
Sammen med dette bånd slutter Fraktion 1. Foran den studerende befinder sig 19 kategorier med hver deres fokuspunkt, som tilsammen giver smagsprøver på stort set alt. De, der ikke føler, at de er kommet ind i den klassiske verden, skal ikke fortvivle. Hele Fraktion 2 er én lang indføring i dette område. Så der bliver masser af mulighed for at finde ind i dette univers.
Selvom Arkivet således langt fra er afsluttet endnu, ja - på mange måder slet ikke rigtig begyndt endnu, så er man dog kommet igennem en Fraktion, og den slutter. Derfor kan det naturligvis ikke undgås, at man sidder med en særlig fornemmelse omkring nærværende bånd. Triumf og tomhed, glæde og vemod blander sig med hverandre.
Mange føler sikkert et stænk af tvivl, om de nu også har fået nok ud af det. Det er det jo så op til dem selv, om de vil forsøge at høste yderligere udbytte ved at blive et stykke tid i Fraktion 1, og genhøre nogle af tingene. Som det allerede tidligt blev påpeget, er det sådan set ikke meningen, at man bare skal høre båndene igennem én gang. Der er stof til lang tids udforskning i disse bånd, masser af ting man kan bore sig ned i og derfor også masser af grunde til at høre båndene mange gange.
Men på et eller andet tidspunkt er man nået til et punkt, hvor man ønsker at begive sig videre. Da er er det så at tvivlen kan melde sig. Har man lært nok og forstået nok til at være rustet og kvalificeret til de efterfølgende fraktioner?
Denne usikkerhed er al ære og respekt værd. Den viser, at man tager tingene alvorligt og har den rette ydmyge holdning. Men der er ingen grund til at blive overbekymret. Ofte er det reelle udbytte af en proces ubevidst. Ting har forplantet sig forskellige steder i systemet, hvor de i nogen grad skjuler sig, og først siden går det op for en, hvad man har fået med sig. Derfor kan man meget vel have høstet et langt større udbytte, end man selv er klar over.
Dette sagt til den bekymret-samvittighedsfulde, der forsøger ihærdigt, men er bange for at ikke gøre det godt nok. Det forholder sig ganske anderledes med dem, der slet ikke gør sig den slags bekymringer, enten fordi de er for sjuskede og overfladiske til overhovedet at gøre sig klart, at de skal stræbe efter indsigt, eller fordi de er så indbildske og selvovervurderende, at de er ude af stand til at forestille sig, at deres indsats kunne være mangefuld og kritisabel. Til dem har vi slet intet at sige, for de er ikke velkomne i Arkivet.
Men for nu at tale lidt mere konkret om musikken på nærværende bånd så kan vi afsløre, at det ender præcist dér, hvor Fraktion 2 begynder, nemlig med gregoriansk korsang. Her får man mulighed for at høre, hvordan sådan noget lyder. I Fraktion 2 vil vi nærmere indkredse, hvorfor det lyder sådan og hvilke redskaber, der gives, til at orientere sig deri.
Disse smagsprøver forekommer i den afsluttende bonus del med ikke-lak-materiale, da Arkivet ikke har noget gregoriansk lak. Som det sidste lak kommer vi til at høre relativt tilgængelige stykker af komponister som Bach og Mozart. Mange vil opdage, at denne musik med dens smukke motiver og flotte klange ikke er nær så utilnærmelig, som de måske havde gået og troet.
Et værk som Ponchilis "Timernes Dans" er en medrivende tonebevægelse, der fra det helt stille langsomt vokser i både kraft og tempo, for at ende i en forrygende finale. Saint-Saëns' "Dance Macabre" skildrer gennem musikken en natlig dødedans på en kirkegård, hvor ligene rejser sig fra gravene og valser til djævelens violin.
Alt i alt er der mange betagende oplevelser at finde, og de kræver i virkeligheden ikke andet, end at man er åben, interesseret og opmærksomt lyttende. Kommer man musikken velvilligt i møde, skal den nok yde sin part!
Smagsprøve fra Fraktion 2