Leslie West: "Mountain" (1969). Relativt hårdtslående power trio plade. Berømt for sine tykke kaskader af forvrænget el-guitar. Er at regne for obligatorisk stof, når den tidlige heavy-historie skal fortælles. Det oplagte skridt videre fra Cream og Hendrix.

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969). Forsøg på at efterligne lyden af krig og bomber med musikinstrumenter i relation til konflikten i Vietnam. Rummer dog også mere melodiske og regelrette passager, ligesom en underspillet kulsort humor anes. Kan forekomme åndsbeslægtet med Zappa's univers, samtidig med at et afsæt i blues/r&b/bluesrock tydeligt fornemmes, også selvom den klart overskrider udtrykkets rammer og vover sig langt videre.

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970). Uhyggelig og hjemsøgt plade, der introducerer en ny dysterhed og gotisk/okkult stemning i engelsk rock. Regnes af mange heavy metal feinsmeckere blandt det ypperste, der er præsteret indenfor området.

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970). Foranledigede en af de første anmeldelser, hvor udtrykket heavy metal anvendtes til at beskrive musikstilen. Sammen med "Black Sabbath" blandt genrens mest stilskabende pionerudgivelser.

Der er ikke nogen absolut regel for, hvordan man skelner mellem heavy metal og hardrock. Som udgangspunkt må man erkende, at grænsen er ret flydende, og at uanset hvilke definitioner man stiller op, vil man altid kunne finde ting, der dumper ned midt imellem. Det følgende er således en række forenklinger og generaliseringer, som må tages med forbehold.

Som en løs tommelfingerregel kan man måske sige, at heavy metal er den mørke og farlige del, der henter inspiration fra bl.a. gyserfilm og okkultisme, hvorimod hardrock er mere lystig og gang i festen orienteret. Man kan derfor i nogen grad (delvis!) hævde, at heavy metal trækker og bygger på den sjælsplagede blues, mens hardrock ligger mere i forlængelse af den glade rock and roll. Men det sorteste mørke og den jublende begejstring er immervæk to yderpunkter. Der gives selvsagt utallige mellemstationer.

En anden måde at opfatte tingene er at se det ene som en underkategori af det andet. Hardrock betyder jo slet og ret hård rock. Det er heavy metal vel også, blot en særlig gren. Men ikke alle deler denne opfattelse. Man vil undertiden kunne høre folk sige om et givent band: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock". For tilhængere af underkategori-definitionen, ville dette svare til at sige: "Det er ikke smør. Det er et mælkeprodukt." Man måtte vel i et sådan tilfælde sige, at det var et andet mælkeprodukt, f. eks. ost eller yoghurt, og ligeledes om det hårdrockende ikke heavy metal band, at det er en anden slags hård rock. I forhold til den dystre versus muntre definition, ville man derimod sagtens kunne udtale sig på den måde, da det jo blot ville angive, at vi ikke er i den mørke, men den lysere ende.

De to opstillinger viser noget typisk for flertallet af forsøg på at skelne. Næsten alle opstillinger sætter enten to yderpunkter op, hvorefter man selv må tænke sig til alt det derimellem, eller de ser det ene som noget, der enten er indlejret i, eller ligger i forlængelse af det andet.

En variant over det første er tænkt ud fra 60'ernes udvikling, og ser det yderste heavy metal punkt, som den konsekvente udnyttelse af den nye hårdhedsopfattelse, mens det yderste hardrockpunkt modsat er den direkte byggen videre på den gamle, hvorefter man kan begynde at udfylde de blanke felter.

En variant over den anden ser heavy metal som det hårdeste af det hårdeste, den yderste grad af bestialsk larm og vildskab, en slags hardrock extreme, eller man kunne se sagen fra den modsatte side og kalde hardrock for heavy metal light. Kort sagt: heavy metal er hardrockens sidste endestation. I forhold til denne opfattelse betyder udtalelsen: "Det er ikke heavy metal. Det er hård rock" noget i retning af, at det nok er hårdt, men ikke så hårdt, ikke hårdt nok til at være heavy metal. Man må altså indtænke et underforstået bare: "det er bare hård rock". Altså ikke så slemt, som det kunne være. Problemet med denne definition er, at grænserne hele tiden flytter sig, og den yderste endestation er aldrig andet eller mere end blot den pt. yderste endestation. Hvad der altså idag er det hedeste heavy, er i morgen "bare hård rock", og i overmorgen harmløs gammel hyggerock.

Når man skal forsøge at opsummere på dette og finde noget fælles for de forskellige definitioner, synes der at være nogen tendens til at se hardrock som noget relativt rart og trygt, som der nok er blæs på, men uden direkte at true og konfrontere lytteren. Go' gammel rock, der bare har fået et par takker mere på bulderskalaen. Overfor dette synes heavy metal at repræsentere det nye, anderledes, farlige, udfordrende eller ligefrem ubehagelige. Hvad end man taler om det sjove kontra det uhyggelige, en særlig gren indenfor det hårde område, den gamle forståelse overfor den nye eller vildskabens yderste endestation, går tænkningen i retning af at opfatte heavy metal som noget særlig voldsomt og i nogen grad også noget anmassende og stikkende omgivet af en mere eller mindre dæmonisk aura.

Som allerede nævnt er dette en række stærkt forenklede genereliseringer, der må tages med store forbehold. Selv med de strengeste og mest præcise bestemmelser undgår man ikke tvivl og grænsebestemmelser. Ligeledes ville man i forbindelse med rigtig mange bands blive nød til at vurdere sang for sang, anbringe den ene det ene sted og den anden det andet.

Måske ender det i noget rent individuelt, hvor den enkelte lytter må gøre op, hvad der er heavy metal for ham eller hende. I så fald må man til spørgsmålet om, hvorvidt den her anførte liste rummer den første heavy metal plade eller ej, svare, at det gør den måske for nogen, og måske ikke for andre.

Men i hvert fald er det en bunke markante og indflydelsesrige albums, der på afgørende vis har påvirket den almindelige opfattelse af hårdhedsbegrebet. Det må vel sådan set være mere afgørende, end om man lige vil klistre den ene eller anden genreetiket på.

Endvidere gælder, at skønt der er lavet langt voldsommere plader siden, besidder de en egenartet pirrende kant, som betyder, at de aldrig vil kunne komme til at fremstå som helt ufarlige og uskyldige. De er efterhånden gamle, men klinger alt andet end hyggenostalgisk. De udfordrer ikke den nutidige gennemsnitslytters støjtærskel, omend visse sarte ører utvivlsomt vil finde dem rigeligt voldsomme. Flertallet vil blot synes, at de er moderat larmende. Men de presser sig på med noget insisterende og konfronterende, som man dårligt kan undgå at bemærke, hvis man overhovedet hører efter.

Samlet liste

Dick Dale: "Live At Ciro's" (1965)

The Artwoods: "Art Gallery" (1966)

Cream: "Fresh Cream" (1966)

Jimi Hendrix Experience: "Smash Hits" (opsamling 1966-67)

                                               "Are You Experienced" (1967)

The Smoke: "It's Smoke Time" (1967)

The Rattles: "Remember Finale Ligura" (1967)

Vanilla Fudge: "Vanilla Fudge" (1967)

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968)

Leslie West: "Mountain (1969)

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969)

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970)

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970)

Nogle andre bemærkelsesværdige albums:

Gun: "Gun" (1968). En for sin tid usædvanlig voldsom og brutal plade. På linie med mange 70'er udgivelser. Men også med spændende dynamiske kontraster via mere afdæmpede passager. Skønt relativt ukendt er det en markant udgivelse, der foregriber adskillige berømte debutalbums. F. eks. Alice Coopers "Pretties For You" med et år og Uriah Heeps "Very 'eavy Very 'umble" med hele to!

Fever Tree: "Fever Tree" (1968). Tidligt eksempel på at kombinere hård rock med symfoniske islæt. En opskrift mange senere heavy metal albums skulle betjene sig af. Voldsom og domineret af overstyret elguitar. Dog også med blidere øjeblikke. Tillige med en antydning af dæmonisk kant.

Yesterday's Children: "Yesterday's Children" (1969). En flok syrehoveder kuller ud i et langt ude støjorgie, der ikke desto mindre har været en vigtig inspirationskilde for mange senere bands. Nogle vage ekkoer af Yesterday's Children kan spores helt frem til 80'ernes heavy metal scene.

Power trio, 1973

Jeff Beck i selskab med Tim Bogert og Carmine Appice (begge ex. Vanilla Fudge).

Knap så hjemsøgt!

Bygger snarere direkte ovenpå Cream end den mellemliggende udvikling.

Eksempel på mere jævn, ligefrem "hyggerock"

Slægtskabet er umiskendeligt og springet overskueligt. Men det er mere muntert og lige ud af landevejen, ligesom det ligger nærmere den traditionelle
rock and roll.

Progessionen 6: https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443158166

Se også:

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/443180588

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/444197202

https://www.grubler-ved-tasterne.dk/451150679