Her er altså noget, vi skal have forsonet os med. Så er spørgsmålet bare, hvordan vi gør det. Sådan set er der jo flere ting i første instans, vi føler os voldsomt provokeret af. Imidlertid taler sandsynligheden for, at det er det ene og samme ovre i anden instans, der anfægtes og udfordres, hvorfor det altså gælder om, at få artsbestemt dette.

Den mest enkle og samtidig mest oplagte forklaring er, at vi simpelthen ikke forstår, hvad der foregår. Som en forsvarsmekanisme kalder vi det derefter forkert, for hvad der går over vores forstand kan umuligt være rigtigt. Hvis det forholder sig sådan, må vejen frem være at genoverveje de ting, vi lige har protesteret over, og denne gang forsøge at bevare roen mens vi ser sagligt på tingene.

Lad os begynde med de fatale meloner. Hvis man forsøgte at sluge en hel melon, ville man helt sikkert komme galt afsted. Men det er jo heller ikke den måde, man indtager meloner på. Man skærer dem i stykker, og inde i finder man noget rødt frugtkød med mangekerner. Det er let, luftigt og usædvanlig saftigt. Jeg taler her naturligvis om vandmeloner. Honning meloner er faste i kødet, der også har en anden - nærmest hvidgullig - farve. Efter at have spist mange stykker vandmelon har man ofte en fornemmelse af at være smurt ind i saften over hele kroppen. Når man tænker på alt dette stærkt væskeholdige og næsten porøse med sin blodrøde farve, begynder det at give mening at sammenligne et kys dermed. Et rigtig plaksvådt smækmøs.

Hvis måden disse melon-kys fylder en er i form af et smerteblandet minde, så giver det vel på sin vis også mening, at fænomenet omtales med pibende klagehyl, hvilket således kan tjene som begrundelse for den høje tonerække.

Endelig er der så akkorderne tilbage. Hvis man er fyldt af noget, mærker man det intenst og påtrængende. Er der tale om noget, der udløser modsatrettede følelser, f. eks. på én gang glæde og sorg, kan det medføre en voldsom forvirring. Opfattet på den måde giver det mening, at akkorderne ikke giver mening, men netop skaber en tonal uafklarethed, der forekommer rodet og usammenhængende. Jamen det er jo lige præcis sådan, man har det. Fra at vredes kan vi nu i stedet glædes. Faktisk havde vi forstået mere end vi selv var klar over. Musikken foranstaltede rod i sindet, og det var lige præcis dét, der var meningen. Vores eneste fejl var at forsøge at beskytte os imod forståelsen, fordi det ikke er særlig rart at opleve denne forstyrrelse. Hvis vi i stedet accepterer den bliver den noget, som hjælper os på vej og efter en kortvarig, forbigående krise vil føre til ny klarhed, orden og forståelse.

En ting kommer vi dog til at erkende, at vi havde misforstået. Bevægelsen videre fra den rene g-mols treklang, der åbner nummeret, var ikke som sådan tænkt som en gradvis bevægelse over i en anden tonalitet, men derimod som tiltagende tonal usikkerhed, der så på dette sted helt har sprunget rammerne for den gængse funktionsharmonik, og benytter principielt meningsløse akkordsammensætninger.

Der er nok dem, der vil hævde, at disse overvejelser er lovlig teoretiske, og at de ikke kender noget til den slags. Manglende kendskab til musikteori betyder imidlertid ikke, at man ikke skulle kunne opleve, at et stykke musik foranstalter uro og rod i sindet, eller at man synes, at noget lyder mærkeligt. I det foreliggende tilfælde er svaret på helt almindelig hverdagsdansk: det laver rod i systemet for at kunne hive os ud af vore faste antagelser og føre os videre til en ny orden. Eller endnu enklere udtrykt: det lyder mærkeligt, fordi det skal lyde mærkeligt.

00.34-00.36 "Touch Me" lyder det, nu lidt længere nede i toneleje, understøttet af en d-m7.

00.36-00.39 "with chivalry" tilføjes det, med akkordskift på hver stavelse af det sidste ord. As på chi, Bb på val og D på ry. Altså noget i retning af berører mig med riderlighed ledsaget af en frygtelig masse akkorder.

Men faktisk fungerer det o.k. Nyro er atter kommet ned i et tåleligt toneleje, og de tre akkorder under "chivalry" lyder bedre, end man skulle tro. Det nærmest atonale rum har efterhånden skabt sin egen form for orden, der ikke passer ind i nogen regler, men blot må tages til efterretning i al sin besynderlighed. Det lader sig ikke forklare. Men man kan høre, at det virker.

00.39-00.46 Det første strøg fra harpen, mens Nyro trækker sit riiiiee, akkordskift til Des og nok et harpestrøg. Virkningen kan nærmest beskrives som at blive ført og flyttet til et nyt sted. Et skuende blik, en forlænget tanke. Noget der drejer sig i en formgivende bevægelse og ændrer karakter. Ikke dramatisk og voldsomt. Snarere blidt, drømmende, eftertænksomt. En griben i luften, et yndefuldt ballettrin.

00.46-00.50 "Truly" lyder det samtidig med at strygerne sætter ind og Des får ges i bassen.

00.50-00.52 "I know" fortsætter det med f-m7 på "know". Sandelig jeg ved.

Efter harpestrøgene og med strygeorkestrets indsats opstår der en fornemmelse af forklaring og indsigt, der stemmer ganske godt overens med ordene. En forståelse klinger i dette. Sandelig, sandelig. Jeg ved.

00.52-00.54 Lille figur fra en obo. Køn.

00.54-01.00 "Truly I Know" lyder det atter, med obo og strygere kredsende omkring en gentagelse af skiftet fra Des med ges i bassen til f-mol7. "Know" strækkes og får melismer. Nå-hå-åuuu.

Sådan set lyder det kønt med harpen, alle strygerne og oboen. Der er en fornemmelse omkring det lidt som at træde ind i en stor solfyldt lysning i en skov. Højt til himlen som er klar og åben. Det kunne godt have været et stykke filmmusik. Måske til en Spielberg film, måske en ny Disneyfilm. Netop en af de nye. Ikke de gamle.

Det kan godt overvælde og virke storslået. Alligevel forekommer det også en anelse kedeligt. Måske især fordi melodibevægelsen ikke er helt let at få greb om. Den smutter fra en i sin ubestemmelighed og efterlader en længsel efter noget mere iørefaldende. Dertil er der noget over al denne dvælen, der er svært at forlige sig med.

Oprørshæren begynder atter at røre på sig. "Ja, ja, ja. Kom nu videre," siger den. For det her tager tid. Der varsles kedsomhedsalarm. Flere blandt publikum begynder at sidde uroligt på deres stole. Enkelte rømmer sig. Nogle udslag på de mindre heldige målere. En antydning af rastløshed og utålmodighed. Lidt som pigen i "Once It Was Alright (Farmer Joe)". Men alligevel ikke sådan, og ikke helt den travlhed, Kierkegaard angriber. For kornet er fæstnet i mulden. Det er en fredfyldt, harmonisk proces. Vækstens mirakel, der langsomt folder sig ud. Her synes vi snarere at afvente noget truende, ligesom i en gyserfilm, når man sidder ude på kanten af stolen, fordi man ved, at lige om lidt sker der et eller andet. Pinen trækkes ud og spændingen vokser. Man afventer chokket. Hvornår kommer det? Denne dirrende fornemmelse af en overhængende fare bidrager til at skabeinteresse og uvilje på én gang. Egentlig kan man jo godt lide den slags pirringer. Imidlertid er der en forstyrrende omstændighed, som blander sig, og dén har noget at gøre med den travlhed, Kierkegaard taler om. For det er svært at finde ind og være i musikken, som noget, der er. Man har svært ved at forlige sig med, at dette er musikken. Man forledes let til at betragte det om noget, der skal lægge op til og lede hen til. Man sidder med spørgsmålet "Hvornår går den rigtigt i gang?"Den store opgave er således at komme overens med, at den er i gang, at dette er musikken. Det er noget, man skal være i, ikke noget der skal overstås, for at komme hen til det egentlige. Det egentlige er netop dette. Det udfordrer og provokerer vores begreber. Jævnfør det tidligere billede oplever vi at skulle bevæge os i et tempo, hvor vi holder trit med en snegl, og det er i virkeligheden meget sværere end at skulle følges med en, der farer afsted. At komme helt derned og få det forenet med en naturlighed, så det ikke virker fuldkommen kunstigt og krampagtigt. Det er rigtig, rigtig svært. Prøv selv. Næste gang du ser en snegl, så slå følgeskab med den og test dig selv, hvor længe du kan udholde det. Det er noget lidt lignende, der fordres af os her, og det er uvant, mærkeligt. Uendelig fjernt fra det, der falder lige for.

Lad der ikke være tvivl om, at det her vitterlig stiller store krav. Det er endnu langsommere end "Lonely Women", og man husker jo nok, hvilken kamp og hvilket hyr vi havde med den. Vi konstaterede dengang, at den var langsom, selv af en langsom sang at være. Men her har den fået en tak til. 33 stavelser på et minut. Til sammenligning nåede "Lonely Woman" 38. Vi har altså sænket tempoet lige en anelse mere. Endvidere har "December's Boudoir" ikke den bluesy spændstighed og melodiske fylde som "Lonely Women". Den fremstår som en endelig dræven gennem en svært dechifrerlig tonerække. Der er langt mellem de få catchy fraser og en masse ubestemmeligt væveri ind imellem. Der er ikke rigtig andet at sige til det, end at vi må acceptere, at det er sådan, den er. I stedet for at søge efter melodien bør man nok snarere bare gribe hvert udsagn som noget selvstændigt værende. I stedet for at sige, at den kun når 33 stavelser, bør man tænke tingene den vej rundt, at hver eneste stavelse er uendelig vigtig og derfor får masser af tid til at udfolde sig. Man skal ikke nå igennem et pensum, men være i den enkelte ting. Således er der simpelthen brug for en omtænkning, der betragter tingene i et helt andet lys.

En mulig løsning er at udskifte metaforen. Frem for den akavet-kunstige situation, at skulle følges med en snegl, må vi finde et billede, vi kan være i. Man kan så måske prøve at forestille sig den situation, at man sidder nogle stykker omkring et bål. Drømmende kigger man ind i ilden, og har en næsten meditativ oplevelse. Flammerne danser omkring træstykkerne. De synes at kunne brænde uendeligt, at der intet sker, og dog sker der hele tiden noget. Bålet ser hvert øjeblik ud på en ny måde. Man kigger ind i det. Ikke af nogen særlig grund. Sådan set ikke for at finde noget. Man kigger bare ind i det for at kigge. Man sidder der tavse sammen, mens mørket falder på. Det behøver ikke at forklares. Det er bare. Ind imellem veksler man nogen få ord. Men det er ikke noget møde på den måde. Der er ikke noget, som skal drøftes, ikke noget man skal have fundet ud af. Man sidder der ikke som sådan af en årsag. Man sidder der bare for at sidde der. Bålet knitrer og brændeknuderne forvandles langsomt, åh så uendelig langsomt til kul og aske. Det skal ikke forklares, ikke give mening. Sådan er det bare. Tilstedeværelse for tilstedeværelsens egen skyld. Det skal ikke munde ud i et facit. At sidde der er sit eget facit. Dét er en situation, vi alle har oplevet, et billede vi har været i, og derfor kan finde inde i os selv, træde ind i det og være der, som en måde at åbne "December's Boudoir". Simpelthen betragte den som et lejrbål.

Men bålet er netop en hvilende situation. Den hviler i sig selv og hvilen falder på os. Sådan er det ikke helt her. For pigebarnet er ved at fortælle noget. Stammende, rødmende og konstant afbrydende sig selv støder hun det ud pip for pip. I virkelige samtale situationer, hvor man fornemmer en tilbageholdenhed i meddelsomheden, eller an masse omsvøb hvor folk ikke kan komme til sagen, kan dette ofte være irriterende og sætte vores tålmodighed på svære prøver. Endnu værre kan et ofte blive i de situationer, hvor man direkte har en fornemmelse af, at nogen ikke vil ud med sproget.

Her gælder det så om at komme overens med, at vi her står overfor et kunstnerisk udsagn, d.v.s. at det skal være sådan. Det er ikke en ufuldkommenhed, men værkets udtryk. Det kan for nogen blive en svær en at skulle forlige sig med. Men sådan er det altså. Vi er ikke i færd med at modtage en rapport, der kort og præcist skal gøre rede for dette eller hint. Vi er i færd med at synke ned i en stemning og begive os igennem noget, der har en anderledes meditativ karakter, og kræver, at vi hele tiden standser op, studser over den mindste detalje, indsnuser, oplever. Så ja: pigens bekendelse er et bål og en aften omkring det, hvor flammerne danser omkring træstykkerne, mens vi synker ind i os selv, med lange mellemrum udveksler en enkelt bemærkning eller to, men mestendels bare er. Og så endnu en gang på den anden side set. For naturligvis holder det sælsomt gådefulde os på pinebænken. Vi vil jo gerne vide, hvad det er for noget, med de kys, den brændende lidenskab og det værelse. Der må jo være en grund til, at vi skal høre om det. Hvad skete der mere? Hvorfor lyder det fortalte så meget som et minde? Hvilket bagefter viste sig, hvilket senere stak snuden frem? Men kan man gå ind i det som noget, der netop er spændende og skærper nysgerrigheden, så kan man ikke kede sig. Kedsomheden er et udtryk for, at man sidder udenfor og siger "det angår ikke mig." Den spændingsfyldte nysgerrighed sidder indenfor og mener jo netop modsat at "det angår i høj grad mig". Så hvis blot man ønsker at høre mere, er alting godt. Problemet er netop det, at helst ville være fri. Her har man som nævnt sat sig udenfor. Eller anderledes udtrykt: sat sig på afstand. Derfor gælder det ganske enkelt om at rykke tættere på. Man må hen hvor man bliver en del af det, der foregår.

Men der kan ligeledes være forbehold overfor det fortalte. Det kunne jo rippe op i noget, i gamle sår. Måske har man sine egne små minder om menneskelig varme på et koldt værelse. Måske har man ikke spor lyst til at tvinge fortællersken til at sætte tempoet op. Måske føler man lige modsat at hvert ord rykker nærmere på det farlige, som man ved må komme. Således kan der også være noget her, der vækker modstand og uvilje. I et sådan tilfælde gælder det om at indse, at tingene ikke forsvinder af at blive fortiet. Det sunde og rensende er at de bliver sagt. Har man erkendt dette kan den langsomme fortælleform imidlertid på anden vis blive en kilde til pine. Som når man prøver at liste et plaster af i stedet for at tag det i et snuptag. Men også det må man se at komme til rette med, og erkende, at kun ved ikke at gå let henover tingene, men led for led bore sig ned i hver detalje er der udsigt til en ægte rensning.

Endnu et muligt konfliktpunkt er risikoen for et mindreværdskompleks. For hvordan kunne en 21 årig lave dette? Hun synes at vide besked om ting, vi, der er over dobbelt så gamle, knap nok kan sige, at vi er på sporet af. Det kompositionstekniske håndelag er imponerende. Men det kan være, hvad det vil. Hendes visdom og indsigt er ufattelig og ligefrem skræmmende. Hvor vidste hun det fra? Så meget liv havde hun jo slet ikke levet. Når man føler mindreværd er en typisk forsvarsmekanisme at hævde sig. "Nej, nej. Nu skal du lige høre, hvad mere erfarne folk har at sige, for det der har du slet ikke forstand på." Hvem har ikke haft en far, onkel eller skolelærer (eller hvad det nu var), der hev det omkvæd frem, hvergang deres verdensbillede blev udfordret og et yngre menneske viste tegn på en kapacitet, de ikke selv besad? Lad os ikke selv blive sådan. Husk hvor meget du hadede det, og hvor krænket du følte dig, da du som barn og ung blev udsat for sligt. Her skal man ikke tage ved lære. I hvert fald ikke således, at man tager det, de gjorde, til forbillede. Man skal derimod handle, som man dengang syntes, de skulle have handlet. Det kan godt give et par skrammer i selvsikkerheden. Men det er værd at tage med, hvis man samtidig lærer noget og høster et konstruktivt udbytte.

"Når du taler, gentager du blot det, du ved;

hvis du lytter, får du måske noget nyt at vide."

- Dalai Lama

At lytte får vi brug for. Lytte intenst. Lytte for at lære. Vi har som udgangspunkt meget mere lyst til at tale. Tale længe og meget om alt det, vi ved. Vi kender f. eks. den gængse form på en standard. Den med AABA. Vi kan måske til nød gå med til et kompromis, hvor vi acceptere det sælsomme symfoniske intermezzo som en noget aparte afrunding på A1. Men så skal hun altså også ta' og makkerat. Men det gør hun ikke. Hun kaster sig ganske vist ud i en slags A2. Men herefter kan man godt glemme alle faste vedtagelser. Sangen foretager konstante sving og bevægelser i nye retninger. Nye tonesammensætninger i melodilinien, nye akkordforbindelser, nye klanvirkninger, nye instrumenteringer. Derimod først langt, langt inde med egentlig rytmisk fasthed. Mens "Lonely Women" gav en række vink om valsetakten inden udbruddet, hemmeligholdes den her lige til trommerne falder ind. Hvad angår udbruddets placering, kom det på "Lonely Women" 02.09, på "December's Boudoir" derimod først 03.40. Inden da har der dog været en længere læggen op til dette, der sine steder bliver eksakt rytmisk, men mere lyder som en firefjerdedels takt. Særlig fra 02.47 til 03.28 er der en klart rytmisk pointeret passage.

Når man ser mere overordnet på nummeret slår det mange sære sving i uventede retninger. Hvordan finder man rundt i dette uden at fare vild? Svaret er naturligvis: ved at lytte. Ved at være villig til at høre nyt, villig til at lære. Den med at gentage sin viden gælder jo netop også, når vi kommer med indvendinger, protesterer og vil belære Nyro om, hvad hun i stedet skulle have gjort. Uanset hvor meget vi protesterer, så var det altså ikke sådan, hun gjorde. Hun gjorde det her, og det her må vi så forholde os til. Forholde os til som bålet vi stirrede meditativt drømmende ind i. Hvem ville finde på at sige, at sidst vi sad ved et bål, så det altså anderledes ud, så der må være et eller andet galt med det her bål. Man accepterer uden forbehold, at det her bål er det her bål og er nøjagtig som det er og kan ikke være anderledes, hvor meget det så end måtte afvige fra alverdens andre bål.

Verse 1:

Gm                        F/G                 Bbmaj7         Fmaj9             Am7/D  Em7/A

Kisses from you in the flames of December 's        boudoir

  A        G    F           [A]                     Em7         ([A] = single low A)

They fill me             like melons

Dm7                            Ab Bb  D      Db

Touch me with chivalry

Db/Gb    Fm7

Truly I know

Db/Gb    Fm7                           Cmaj9

Truly I know who you are

Dm   C/D   [D]   F   G/C

Verse 2:

[N.C.]                                                   Dm/G

December will bear our affair

                            Fmaj7                   Bbmaj7       Fmaj9      Am7/D  Em7/A

Runnin' on   streets of delight and Decemberry   ice

Oh see me,  I'm ageless

Loving you  timelessly

Love   colored soul

Love   colored soul kissing spice

[no section repeats after this point]

G/D     A/D                                                                  G/D

Yes   my love I take my coffee in the morning

           A/D                        G/D                    A/D

And all your love

Dm C/D [D] F G/C

[n.C]                                                     Dm/G              Dm/F

A spoonful or so make us grow

F/D         F    G/C     [4X]

/    /    /    /

F/D                       F   G/C

Mama was clever   [6X]

F/D         F     G/C               Bm7      E7

     My mama was clever

                    Am7                    Gmaj7    Em7/A

And my daddy loved her forever

Fmaj7     Bbmaj7    Fmaj7     D7

For...                 ever

Gm7                    Am7/D    Bbmaj7   Am7

Kisses from you      I'll     remember

Kisses from you      in the  flames of December

Kisses from you      true they are

Gm7                  Am7/D               Bbmaj7                Am7                       Dm6

Kisses from you in the flames of December's boudoir

Gmaj9    Am7/D

Ooh,        mainstream

Dm7/G           Em7/D

Marzipan sweet

Gm7      Fmaj7   E7(no 3)

Bakin' out

              A7

In December

                               [harp: Gb D Bb G G]

[strings: Cm7 D/C Db/C Gm/maj7]

                                                         [piano: Gm/maj7]

Heat

I det omfang man opfatter sangliniens mange snurrige bevægelser og akkordrækkens lige så bugtede veje som bålets flammer, kan man også finde sig til rette med det. Luk øjnene, træd ind i billedet af bålpladsen, sæt dig og kig ind i flammerne, alt imens Nyros sælsomme sang klinger i dine øre. Lad den klinge, lad den foretage sine gådefulde bevægelser, mens flammerne anser om brændeknuderne. Gør ikke modstand, gør det ikke til emnet for en debat. Bare lad det strømme, passere. Hvis du tilpas mange gange lader det flyde, bare flyde, uden at gøre modstand, vil du måske ligefrem begynde at påskønne det, ønske dig hen til "December's Boudoir" for at tage endnu en tur i et gnidningsfrit flow, hvor der jo ellers er ing nok, der kunne give anledning til gnidninger. Men lad det ikke gøre det. Lad det strømme, bare strømme. Frit.

Lejrbåls-tricket er i det hele taget effektivt til den slags numre. Når man står overfor ting, man synes er besynderlige på den her langsomme måde, hvor man hele tiden er ved at blive rastløst, bør man altid overveje at bruge dette kneb som en del af sin strategi. Er der derimod tale om at når at opfange hvad der sker i nogle hurtige forløb er det andre metoder, der skal til. I den slags tilfælde handler det om at kunne nå at følge med. Ved bålet skal man jo netop ikke nå noget som helst. Til ting som "December's Boudoir" er det oplagt at bruge bålet.

At der er visse lighedstræk med "Lonely Women" er måske værd at bide mærke i. Den kom jo netop lige før "Eli's Coming", der har givet pladen halvdelen af sin titel. Den anden halvdel følger just efter "December's boudoir", nemlig "The Confession", der derved er pladens trettende nummer, hvorved bekendelsen netop bliver den trettende. Følger vi dette mønster kommer "Poverty Train" og "Once It Was Allright Now (Farmer Joe)" til at stå overfor hinanden. Herefter "Sweet Blindness" og "Woman's Blues", videre "Lu" og "Emmie", samt endelig "Lucky" og "Stoned Soul Picnic", mens "Timer" står alene som den centrale skæring, der som vi tidligere har konstateret også på anden vis synes at udtrykke et vendepunkt. Efter at tiderne har snurret, skiftet og gjort os rundtossede, synes en variant af det tidligere forløb at udspille sig. Vi er gået op på næste trin, men gennemløber atter de samme faser. Enten det. Eller der er blevet vendt helt op og ned på tingene, således at en kontrast og total spejlvending ytrer sig.

For en dybere forståelse af konceptet forekommer det således hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan de to parallele rækker af numre forholder sig til hinanden. "Lucky" fortalte om forandringen, der indtræder, og at de mørke kræfter må underlægge sig lyset. Tillige forekom den besynderlige formulering, at gaden tror på sten. Stenene bliver helt centrale på "Stoned Soul Picnic". Den ligner det drømmehul drengen på dobbeltdækkerbussen faldt ned i midt i morgencigaretten på "A Day In The Life". Falder gennem hullet ind i drømmen, synker gennem uanede bevidsthedslag til den fortryllede skov. Her står madkurven med sit gådefulde indhold centralt og lover noget stort og afgørende. På den vis synes skovturen at udtrykke netop den forandring, "Lucky" bragte løfter om. "Lu" og "Emmie" har barndomstemaet fælles. Vi har uskyldstilstanden, barneforelskelsen og den modning, der ligger ud over dette. Men mens "Lu" er et muntert kvad om barnedrømmen, der gik i opfyldelse og den første kærlighed, der blev den eneste og gældende, er "Emmie" ren poesi og stemning, et svævende øjeblik i barndommens land, hvor fremtiden endnu ikke har indfundet sig. Denne forskel svarer nøje til hvordan "Lucky" og "Stoned Soul Picnic" forholder sig til hinanden. Der begynder således at tegne sig et mønster af bevægelse, handling og yderside på første halvdel, og tilstand, stemning og inderside på anden. Det svarer ganske godt til forholdet mellem "Sweet Blindness" og "Woman's Blues". Overfor ydersidens drukgilde står en inderside, der kunne være årsagen til, at man ønsker at drukne sorgerne. Begge sange udtrykker i nogen grad et uskyldstab. Accepteret med et muntert skuldertræk i "Sweet Blindness", bittert begrædt i "Women's Blues". I sidstnævnte blev det netop naiviteten og godtroenheden, der førte til fald, her er blindheden ikke sød, men noget, der siden med smerte opdager, at den har dummet sig. Det er ikke nogen "salige enfold", men et "snublede og faldt". Dette viser samtidig en anden tendens. Mens der i "Lucky", "Lu" og "Sweet Blindness" er et relativt optimistisk syn på det kommende og de forandringer, som indtræder, bliver det i løbet af "Stoned Soul Picnic", "Emmie" og "Woman's Blues" stadig mere skuffet og pessimistisk. Der er et præg af en desillusion, der kun kan finde drømmen og det smukke ved at gå tilbage før et skæbnesvangert punkt, nært svarende til sådan som vi idag lytter til Seekers' "Come The Day". Dagen kom ikke. Men den er og lever ikke desto mindre i håbet fra dengang, hvor man ventede den. Dette synes genspillet i spændingsfeltet mellem "Lu" og "Emmie". Det er her ret besynderligt, at den sang, som skiller første og anden stribe, så at sige udgør overgangen fra den ene til den anden, faktisk udtrykker en accept af tidens bevægelse og forandringerne. Ganske vist med en viden om, at det har sin pris og ikke er noget bare godt færdig punktum. Sagen er mere kompliceret end som så. Men "Timer" ender med at sige ja til det, der kommer, det, der skal ske. Netop derfor er det ret overraskende, at den nye bevægelse fremstår som en slags mørkere variant af den første. Med "Poverty Train" nuanceres dette billede tilsyneladende. Men netop kun tilsyneladende. Det kan vel næppe kaldes nogen videre lys erklæring. Ofrene for stofferne er de fortabte på armodsekspressen, og det er helt ad helvede til. Lokker og tager sig godt ud, men viser sig at være noget frygteligt. Imidlertid munder sangen ud i et håb: at komme ud af det. Det er godt. Derfor venter der noget lysere længere fremme. Denne sang står så placeret over for en, der i titlen erklærer, at det engang var godt, altså underforstået: det er det ikke længere. Men ser man nærmere på sangen, er det faktisk ikke helt det, den siger. Rent faktisk rummer den en forventning til det, der skal til at ske, omend denne er lagt i munden på en tvivlsom person. Dog kan man synes, at "Poverty Train" søger efter en vej ud af fordærvet, mens "Once It Wa Alright Now (Farmer Joe)" med åbne øjne træder ind i det. Men den kan vendes og drejes på mange måder. Således synes der rent faktisk at kunne tales om en nuancering. Denne bliver mere udtalt i form af "Lonely Women", for den handler i hvert fald ikke om noget, der er særlig rart. Imidlertid er det igen kun delvis. For tragedien i "Lonely Women" er, at forandringen udebliver, tingene er fastlåst. Dermed betragter den altså forandringen som noget positivt. Det gale er dens fravær. Spørgsmålet er så, om man kan sige, at tragedien i "December's Boudoir" modsat er, at øjeblikket ikke kan fastholdes?

Dette kan imidlertid også opfattes på en anden måde. "Timer" kan ses som en kulmination af den første stribe. Den stiller sig på forandringens side, erklærer sig for denne. Det er her betegnende, at der ikke findes en fjortende sang på pladen, der på tilsvarende vis erklærer sig for fastholdelse og stilstand. Efter den trettende bekendelse er der kun stilheden. "Timer" synes at sige: jeg ved godt, at det ikke er omkostningsfrit, men jeg stemmer alligevel for. Herefter kan den efterfølgende stribe opfattes som spørgsmålet: hvad er alternativet? Nyros svar synes at være, at man jo ikke undgår tab og skuffelser, bare fordi man er modstander af forandringen. Tingene ændrer sig, enten man vil det eller ej, og så kan man vel lige så godt prøve at få det bedste ud af det. At stemme for kan føre til et klimaks. Ganske vist et kaotisk, forrevet og urovækkende klimaks, men dog et klimaks. At stemme imod fører til den tavshed som er intet, blot den inderste tomme rille i en gammel plade. Valget står således mellem noget og intet. Det noget, der er tale om, er ikke uden fejl og mangler, men det er mere end intet.

I så fald er det ikke mærkeligt, at "Eli and the Thirteenth Confession" fremstår som en svær og krævende plade. Den udfordrer og provokerer os netop på de områder, hvor vi er sårbare og ængstelige. Uvisheden om det kommende og savnet efter det tabte får den ene nål efter den anden boret ned i såret på det mest betændte sted. At der ikke bare er udslag på berøringsangst-måleren, men at den ryger helt op i det røde felt giver sig selv. Vi har kunne konstatere, at det svære ikke består i særprægede virkemidler, der jo alt i alt er relativt få og sjældne. Det er ikke syre og avantgarde ude på overdrevet. Det er noget, der blot er lidt mere velkrydret end total straight, og ind imellem gør nogle lidt overraskende ting. Så hvori består det svære? Det består deri, at den rammer os lige præcis dér, hvor vi ikke vil rammes. Det her er ikke den venlige invitation som i "Georgia Girl". Det er et frontalt angreb, der går dybt under huden og retter projektilet mod noget langt, langt inde i os.

I det lys bliver det en forståelig forsvarsmekanisme, at man ved første lytning fejer den væk som noget ligegyldigt skvalder fra en hylende gås. En tøseplade. Hvad andet kan man gøre? Ja - som vi har set, kan man rent faktisk tage udfordringen op og gå i clinch med den. Hvad man får ud af det kan utvivlsomt variere stærkt fra person til person. Men betragtet fra et tydnings- og dechifreringsmæssigt musikalsk synspunkt er det afgørede, at det beviser, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Uanset hvad har man sejret, hvis man når til en meningsfuld tydning. Triumfen ligger i selve tydningen, at afkodningen lykkedes.

Men inden vi endegyldigt låser os fast på en tolkning, gør vi nok klogest i at betragte pladens sidste sang. Det kunne jo være, at den fuldstændig vælter vores opfattelse og fører os til et helt andet sted hen. Også det er noget, vi må være åbne for.

Trettende og sidste skæring, "The Confession", skiller sig på en række afgørende punkter ud fra stort et alt det foregående. Især det nummer vi lige kommer fra. Helt modsæt det dvælende præg i "December's Boudoir" er der tale om en rask sag, der kan virke en smule eksalteret. Den drives ikke frem af en driftig rytmik sådan som "Eli's Coming" og "Once It Was Alright Now (Farmer Joe)". Den er bare ivrig og hektisk. Uden et egentligt drive.

På plussiden kan skrives, at der det meste af vejen kører en fast struktur i ring, som er nogenlunde gennemskuelig. Det er naturligvis en stor hjælp, når man prøver at finde rundt i den. Men samtidig er der andre ting, der vanskeliggør tilegnelsen. Mens guitarfiguren er tydeligt beslægtet med "Mrs. Robinson", har sanglinien ikke meget af "Mrs. Robinson"s iørefaldende vellyd. Det er snarere en af den slags sanglinier, der får en til at genoverveje, hvad man reelt kan kalde en melodi. Nu vel, hvis definitionen på melodi er en række toner, der følger efter hinanden, så er det her også en melodi. Men ligefrem køn og catchy kan den næppe kaldes. Som regel er det, når det, når tonematerialet er sparsomt, at man kommer ud i den slags overvejelser. Det er ikke problemet her. Sådan set er der toner nok. Næsten for mange. De føjer sig bare ikke sammen til en meningsfuld linie. Egentlig lyder det mest af alt, som hvis Vikki Carr havde fået en akut psykose og derefter taget speed. For en umiddelbar betragtning virker det kort sagt som om Nyros vanlige fingerspidsfornemmelse og gode smag helt har svigtet hende.

Dette er imidlertid et tilsyneladende. Naturligvis ved hun som sædvanlig nøjagtig hvad hun gør. Det eneste, hvor hun måske ikke helt har tænkt sig godt nok om, var i forhold til sine krav til publikum. At lige skulle fange den her på falderebet. "Eli and the Thirteenth Confession" er en umådelig krævende plade. Derfor er lytteren hen mod slutningen udmattet af sine anstrengelser. At på dette sene tidspunkt forvente en lyttemæssig toppræstation er et stort forlangende. Men sådan er pladen altså lagt til rette. To af dens allersværeste numre fungerer som finale. Vi har med nød og næppe fået kæmpet os igennem det ene. Men straks efter sendes vi ud på en ny halsbrækkende mission, der samtidig er så anderledes end den forrige, at der er brug for en mental omstilling.

Nuvel. Det hjælper, når man har hørt den nogle gange. Faktisk vil de fleste opleve en markant forskel fra gang til gang, hvor den ret hurtigt begynder at give mere mening. Som sagt har den en relativt gennemskuelig struktur.

Forspillet er sympatisk og tillokkende. Så langt kan alle være med. Den akustiske guitar kører sit mønster, bassen føjer sig til, nogle kling fra en vibrafon. Altsammen tiltalende og interessevækkende. Det lyder bestemt som noget, man gerne vil være med til.

Herefter er det så, at tingene kan gå galt. Især hvis man ikke lige får fanget strukturen. "Silver sun is .." udgør en første bid med en frase, der i virkeligheden ikke er ret meget anderledes end en typisk åbningsfrase i et gammelt rock and roll nummer. Der sker så et tydeligt skift på et "baby", hvor den ligesom løftes et andet sted hen. Et øjeblik efter et lille synkoperet break ba-ba-bam. En passage følger, hvor den synes at holde sig svævende på et mellemtrin. Denne passage afrundes med en af strukturens mest iørefaldende bidder, båret af en venligsindet synkopering. Denne leder videre til "would you like to love me"-passagen, som er oppe i det høje toneleje, men tillige yderst karakteristisk og således om ikke andet tydeligt genkendelig. Den afsynges med et dæmpet akkompagnement uden tommer. Så falder trommerne ind igen i en veksel passage. En gentagelse af "would you like" uden trommer, ind med dem igen, en lille lidt neutral svævepassage, synkoperet break og vi er rundt. Forspillet lyder atter og hele turen begynder forfra. Dette forløb kommer særdeles tydeligt to gange, og det er altså først herefter, at man skal finde rundt i noget nyt. Ved anden runde er forspillet kortet stærkt ned. Bare lige guitarfiguren som en lille markering og så på andet vers. Da man anden gang er nået rundt, er det nye, der sker, faktisk ikke noget helt nyt. Der er hovedsalig tale om varianter over den højtliggende passage uden trommer, der besvares af deres venden tilbage. Denne bid er så at sige blevet hevet ud af vers strukturen for derefter at komme til at udgøre sit eget lille mikro-forløb, der kører i ring. Lad os lige prøve at gøre alt dette lidt mere overskueligt.

Åbningsfrasen: fra 00.12 og 00.52

Løftet: fra 00.18 og 00.57

Det hurtige break: fra 00.20 og 00.59

Mellemtrinet: fra 00.24 og 01.03

Overgangs break: fra 00.26 og 01.05

Den højtliggende første gang: fra 00.29 og 01.08

Første svar: fra 00.33 og 01.12

Den højtliggende anden gang: 00.36 og 01.15

Andet svar: fra 00.41 og 01.20

Afrunding med breaks: fra 00.47 - benyttes ikke anden gang rundt

Selvom formen er relativt gennemskuelig, er det naturligvis noget andet end en gængs versform. Det præg, vi før kaldte byggeklodsagtigt, at den ligesom er sammenføjet af forskellige stykker, der ikke umiddelbart synes at sammenbindes af en strengt logisk nødvendighed, er afgjort en anderledes måde at tænke struktur end den mere traditionelle opbygning af et vers-forløb. Men altså trods alt relativt let at få overblik over.

Efter at have fået sine to gange rundt følger som nævnt passagen, der kan opfattes som den højtliggende + svar kørt i ring. Dette sker 01.26-01.42

Den metode, vi her har anvendt, kan beskrives som at hive fat i det, man kan få mening ud af, og så bruge dette som en indgang. Lige meget hvor hermetisk et nummer forekommer en, er der næsten altid et eller andet deri, man kan bide sig fast i og bruge som orienteringspunkt. Når man har fundet et sikkert sted at stå, kan man så herfra orientere sig videre og gradvis finde ind til en orden i det tilsyneladende kaos.

I det foreliggende tilfælde var det den indledende vers-struktur, der var lettest at få greb om, og som vi kunne høre blev gentaget. Derfor var det oplagt at tage udgangspunkt i denne og lidt nærmere undersøge, hvordan den forløber. Dette bragte os godt og sikkert indenfor, og gav os et afsæt til det videre. At det næste der sker så er, at en udplukket passage fra vers-strukturen køres i ring, betyder, at den i forhold til afkodning er ren foræring. Det er jo noget nu velkendt, og derfor går det let med at komme videre frem til 01.42.

Det næste, der sker, er en mere fritflydende passage. Efter de gentagne ture frem og tilbage mellem den højtliggende og svaret, giver det en klar fornemmelse af at nummeret slippes fri og luftigt pulseer afsted. Det er vel nok sangens mest umiddelbart medrivende passage. Her er der luft under vingerne, og et præg, som i grunden ikke ligger særlig langt fra når man i et traditionelt rock and roll nummer når til en obligatoriske guitarsolo. Ofte ledes denne jo på vej med et tilråb á la "rock it for me", "let's go now" eller lignende. Kort sagt: slip tøjlerne, lad et køre. Uden at nå den grad af frisat, pulserende energi er der ikke desto mindre et beslægtet præg over denne passage. Den kører frem til 01.52. Herefter følger en afdæmpet variant. Ikke så fritsvævende og pågående, mere forsigtig og tilbageholdt, men påfaldende køn. Mens den lægger en dæmper på den rene energi, fremhæver og forstærker den de træk af melodisk fylde, der findes i den foregående passage (01.42-01.52). Denne mere forsigtigt-sødmefulde reprise er imidlertid ganske kort og principielt ført til ende ved 01.57. Hele bevægelsen fra 01.42 til 01.57 lader sig uden videre forstå som et sammenhængende og meningsfuldt musikalsk udsagn.

I direkte forlængelse af den søde reprise glider Nyro videre til noget, der for en første betragtning virker mere ubestemmeligt. Ret hurtigt vil man imidlertid kunne få hold på, at det rent faktisk er en ret så logisk forlængelse, der løfter videre op. Passagen lader sig bedst beskrive som et udråb, en erklæring, et statement. Derved udgør den en slags klimaks på det foregående forløb, der stemmer godt overens med, at tekstens ord på dette sted er "I Confess" (jeg bekender). Hun råber det ud fra bjergtoppe og hustage. En klar kulmination, der muliggør at tale om hele forløbet 01.42-02.06 som et samlet hele.

Denne del afrundes med en stribe synkoperede overgangsbreaks, der lægger op til en helt ny og anderledes passage. Det er sangens mest abrupte skift, og det efterfølgende stykke knytter sig kun løst til det foregående. Tingene skubbes i en ny retning, som de førte mange gange, man hører nummeret, kan være svær at omstille sig til.

Den her anvendte metode er et lidt anderledes stykke værktøj end de typer, vi har brugt til flertallet af pladens numre. F. eks. har vi denne gang ikke talt så meget om forsoningen i anden instans. Vurderingen var, at der egentlig ikke var tale om modstand, men simpelthen desorientering. Denne desorientering var i sagens natur forvirret, men ikke uvillig. Den ville gerne forstå. Derfor var opgaven ikke at bearbejde og overbevise anden instans, men simpelthen at skabe orden og overblik i første instans, så anden instans bedre kunne finde rundt i den.

Følgelig er der blevet lagt vægt på at strukturere og systematisere. Det synes at være det, der er brug for i dette tilfælde. Når først man har fået klarlagt, hvad der sker, synes de fleste problemer at være løst. I hvert fald frem til 02.06. Herefter stilles man overfor nogle lidt anderledes udfordringer. Men inden vi ser på dette, er det nok en god idé, at yderligere styrke overblikket med en helt tydelig oversigt over forløbet. Selvom de forskellige passager ikke helt passer på hvad man mere traditionelt forstår ved A og B stykker, kan vi passende bruge disse betegnelser, hvorved man altså kan tale om

Forspil

A1 (versformen)

Mellemspil

A2 (gentaget versform)

B (udtræk fra A, lille bid kørt i ring)

C (slippe fri, sød reprise, udråb)

D -----

Selvom den strukturelle metode måske kan forekomme en smule tør, er den ofte en stor hjælp. Et virkelig godt stykke værktøj, som kan rydde op i megen forvirring og derved skabe overblik. Det er til stadighed blevet fastslået, at spørgsmålet til første instans altid er: hvad foregår der? I rigtig mange tilfælde er den strukturelle metode den letteste genvej til at få svar på dette spørgsmål.

Derimod er det måske noget lidt andet, vi har brug for, når vi skal rundt om det drilagtige D-stykke, der sætter ind ved 02.06. Her fornemmes en modstand. Anden instans er ikke helt så villig og lydig som overfor A-C. Selve passagen er enkel nok og som sådan ikke svær at danne sig overblik over. Problemet er dens løse tilknytning til det foregående. Derfor skal vi have anden instans til at acceptere den som noget ægte og legalt tilhørende, der har en berettigelse.

Det er anden instans tydeligvis ikke meget for. Indvendingerne står i kø og er klar med en bredside af protester. Hvor mange og mangeartede disse end er, føjer de sig ikke desto mindre ind under samme hovedoverskrift: det passer ikke ind. Det er denne grundpåstand anden instans har en mængde argumenter for.

Inden vi kaster os ud i en længere diskussion om, hvorvidt det passer ind eller ej, er det nok en god idé, at vi lige får løseligt skitseret, hvad det egentlig er, vi taler om. I al sin enkelhed er der tale om en langsommere passage, hvor de samme to sætninger atter og atter gentages. Man kan synes det er monotont og enerhverende. Men det er i hvert fald til at finde rundt i.

Imidlertid er det kun i forhold til form/struktur at man kan tale om "det samme og det samme". Bag Nyro sker der en hel masse. Stadig flere instrumenter slutter sig til og skaber en slags symfonisk kollage. Vist er Nyros stemme og dens falset-manifest klart i forgrunden. Men det, der ske bagved, er afgjort mere end anonymt akkompagnement, og har en langt videregående funktion end blot at støtte op om vokalen. Et kaleidoskopisk lydunivers bygges op af monumentale klangmasser og driver passagen fremefter. Alt andet end stillestående. Tvært om er det intet mindre end en ny verden, der kommer til syne og via masive floder af lyd siger så uendelig meget mere end ord kan. Det er derfor helt i sin orden, at Nyro blot gentager de samme ord. Det, der sker her, kunne hun alligevel ikke have sagt noget om, hvor mange ord hun end brugte. På denne vis drives sangen frem til en afsluttende pompøs orkester-koda, der strengt taget lyder mere som den sidste udklang af en symfoni end afrundingen på en popplade. Det gør afgjort indtryk. Det er stort og imponerende. Men passer det ind?

Forbindelsen er vag. Men den er der. Passagen A havde, som vi så, en opbygning og et forløb, der principielt kunne være kørt i ring hele nummeret igennem. I så fald ville det have været en relativt ortodoks - omend noget kompleks og sammensat - popsang. En sådan køren et forløb i ring udtrykker en afklaret sikkerhed, der ved sin formelfaste tendens har karakter af en beslutning: sådan er det og sådan skal det være. Men skal det nu også det? Den formsikre popsang er blevet i tvivl om sit eget grundlag. For at få plads til sin tvivl og en refleksion i tvivlen, søger den hen til det sted i sit forløb, der har mest overvejende præg. Sådan forholder det sig netop med B. Den lidt neddæmpede tendens, der synes at sige "hhmm". Trommernes pause, der udtrykker en opstandsning, hvor man frem for at piske videre fremad giver sig tid til eftertanke. Det vi har betegnet som "svarene" hvor en fremsat tanke ligesom vejes og afprøves. Der er helt klart et overvejende præg over B. Efter at have tænkt tingene godt igennem og overvejet alt, når sangen frem til en afklaring og ny beslutning. Således lettet for sine tvivl og anfægtelser båret af en ny sikkerhed begiver den sig jublende og sejrsikker gennem den frie fejring i C. Fra den første maniske rus sker der en bevægelse, der fører mod mere inderlighed (den søde reprise), men netop derved giver overbevisningen mere vægt, således at C munder ud i en erklæring, et manifest, et statement. En standsen op efter den jublende renden omkring og en monumental-pompøs fejring af den store begivenhed, må være det logiske skridt videre, hvilket altså giver det diskutable D (02.06-02.48) en berettigelse. En bemærkelsesværdig detalje i denne sammenhæng er en art slutten ringen. Det er svært at høre, hvad det egentlig er, Nyro synger. Men tonebevægelsen har en udtalt lighed med pladens indledende "Yes, I'm ready" erklæring. Således synes pladen at være nået i mål, og triumfen lyder i den sidste udklang fra orkestret, mens man et sted i det fjerner fornemmer de første stråler fra en opgående sol. Det er, hvad musikken siger, når man ser bort fra teksten.

Som sagt er det lidt svært at få fat i ordene. Men lad os se på det.

Super summer, sugar coppin'

In the mornin'

Do your shoppin' baby, oh

I love my love thing

Super ride inside my lovething

You may disappear

But you'll be back, I swear

Would you love to love me baby?

I would love to love you baby, now

Would you love to love me baby?

I would love to love you baby, now baby now

No, no it's not pain

Super summer, sugar croppin'

In the mornin'

Do your shoppin' baby

I love my love thing

Super ride inside my love thing

You may leave the fair

But you'll be back, I swear

Would you love to love me baby?

I would love to love you baby, now

Would you love to love me baby?

I would love to love you baby, now baby, now

I keep hearin' mother cryin'

I keep hearin' Daddy through his grave

Little girl of all the daughters

You were born a woman, not a slave

Oh I hate my winsome lover

Tell him I've had others at my breast

But tell him he's held my heart

And only now am I a virgin

I confess, I confess

Love my love thing

Love is surely gospel

Love my love thing

Love is surely gospel

Love my love thing

Love is surely gospel

Love my love thing

Love is surely gospel

Love my love thing

Love is surely gospel

Love my love thing

(Fantastisk sommer, snuppe det søde

i morgenstunden

Er du på indkøbstur, skat - åh,

jeg elsker min elskovsting

et fuldendt ridt inde i min elskovsting

Måske du forsvinder derinde

men du skal nok komme tilbage

det lover jeg

Ville du elske at elske mig, skat?

Jeg ville elske at elske dig, skat, lige nu

Ville du elske at elske mig, skat?

Jeg ville elske at elske dig, skat, lige nu

Lige her og nu

Nej, det er ikke farligt

Fantastisk sommer, snuppe det søde

i morgenstunden

Er du på indkøbstur, skat - åh,

jeg elsker min elskovsting

et fuldendt ridt inde i min elskovsting

Muligvis tækker du dig tilbage fra åstedet

men jeg er helt sikker på, at du vender tilbage

Ville du elske at elske mig, skat?

Jeg ville elske at elske dig, skat, lige nu

Ville du elske at elske mig, skat?

Jeg ville elske at elske dig, skat, lige nu

Lige her og nu

Nu, nu, nu

Jeg kan høre min moders gråd

Jeg kan høre min fader råbe fra sin grav

denne lille pige blandt alle døtre

du blev født til at være kvinde

ikke en slave

Åh, jeg kan ikke snuppe min elskers sejrsrus

Fortæller ham, at der altså har været andre før ham

Men fortæller også at han vandt mit hjerte

og at i netop det øjeblik blev jeg atter jomfru

Jeg tilstår, jeg tilstår

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab

Jeg elsker min elskovsting

Elskoven er helt klart et budskab)

Som det ses er sangen ganske åbenlyst erotisk, fuld af usminket regulær liderlighed. Selv for de frigjorte 60'ere er den usædvanlig dristig og eksplicit. Ingen over 14 kan være i tvivl om, hvad der menes med, at hans elskovsting forsvinder ind i hendes elskovsting, foretager et vildt og fantastisk ridt, inden hin forsvundne genstand atter vender tilbage. Det er naturligvis pænere formuleret, end hvis Nyro havde brugt de almindelige betegnelser for bemeldte ting. Men det er stadig overraskende uindpakket. Det gibber nok lidt i de fleste, første gang det går op for dem, hvad der egentlig synges i den tekst. En skamløst detaljeret beskrivelse af et samleje. Alligevel gør Nyro det så tilstrækkelig elegant, at hun viger sikkert uden om det vulgære og smagløse. Men at sangen er fuld af sanselighed, appetit og en lyst, der ikke skammer sig over at være lyst, lader sig vanskeligt bortforklare. Det er vel netop deri bekendelsen eller tilståelsen består: den indrømmer ærligt og frimodigt, hvad det er, den vil.

Trods al frigørelse i 60'erne var der endnu nogle rester af det traditionelle kønsrollemønster. Faktisk skete det største ryk på denne fløj først i 70'erne. Mange af de nye strømninger var knyttet til særlige grupperinger og trængte kun langsomt ud til den brede befolkning. Derfor er der virkelig et opgør med stereotypen om den pæne pige i denne sang. Det er langt mere kvindefrigørelse end noget af det, der forekommer tidligere på pladen. At en kvinde er alene, vraget og forladt af den mand, hun altså åbenbart underforstået har en afhængighed af, er jo i bund og grund en smule gammeldags. Men at en purung pige - for nu at kalde en skovl for en skovl - sang om sin kusse som om det var en pik, var virkelig en på kassen til borgermusikken og de gamle dyder. Så langt havde ingen tidligere vovet sig ud. Selv Bessie Smith, der aldrig lagde skjul på sin livsappetit, gav den udtryk ved at hylde den sidstnævnte legemsdel, da hun sang "I'm wild about that thing". Siden de brølende 20'eres glade kropslighed var verden blevet mere tilknappet og blasert. Det gjorde 60'erne noget ved. Laura Nyro gjorde i den grad noget ved det, at selv Bessie vist ville have hevet en ekstra gang efter vejret.

Men der er mere i sagen end som så. Hun vil ikke være nogens ejendom. Hun er en fri kvinde, og hvad hun skænker, skænker hun af egen fri vilje. Hun ved, at hun har noget at give, og det skal den, der modtager gaven påskønne, frem for at se sig selv som den store giver. Hun lægger kortene åbent frem. Indrømmer hvordan sagerne står. Men netop på dette grundlag - i ærligheden - kan kærligheden opstå og blomstre. Da kan akten blive mere end kød, følelsen modnes og kærligheden udfolde sig. Da bliver elskoven et budskab, en erklæring, for da går sjæl og krop op i en højere enhed, og hendes elskovsting er derfor andet og mere, end bare noget hun ha et sted på sit legeme. Det er lige så meget det genfødte jomfruhjerte, der erklærer sengens tidligere gæster ugyldige og tager ham, den ene, til sig, hvis han ellers kan komme ud over sine tykhovedede ideer og sin tåbelige maskuline stolthed. Da er både hendes hjerte og skød åbent. Da bliver kød til ånd og kærligheden et budskab, et universelt manifest.

Bekendelsen er en kærlighedserklæring, og kærligheden fremstilles som noget, der foreligger, er. Ja, endog får et særdeles konkret og håndgribeligt udtryk. Om Eli fik vi i sin tid at vide, at han er på vej. I det lys synes det forsvarligt at opfatte pladens titel som det tilkommende og det indeværende. Dette passer ganske godt med, hvad vi har mødt undervejs gennem sangene. Allerede åbningssangen rummer dette spændingsfelt. Det træder på forskellig vis frem i de efterfølgende sange, og særlig trekløveret "Timer", "Stoned Soul Picnic", "Emmie" har et helt udpræget fokus på dette. Det er næppe tilfældigt, at denne stribe følger umiddelbart efter "Eli's Coming", altså det, der er en slags halvt titelnummer. "Eli's Coming" på sin side følger efter "Lonely Women", hvor tilstand var blevet til stilstand, et klaustrofobisk indeværende. Med tekstlige erklæringer om, at Eli er på vej og noget af det mest energiske og dynamisk up-tempo orienterede musik, der overhovedet forekommer på pladen, springes indsnævringen og derved skabes et nyt grundlag for videre meditationer over aktion og tilstand. Et langt mere positivt ladet indeværende viser sig på "Emmie", hvor det i nogen grad snarere er det, der venter, som problematiseres. Vi har berørt det talrige gange undervejs, atter og atter set de to komme til syne, og her ved pladens udklingen synes det bekræftet. Det må være disse begreber i deres indbyrdes relation, der er albummets emne og tema. Sådan må det være, for det var ikke en konklusion, vi sigtede imod som udgangspunkt. Vi begyndte som en flok desorienterede spørgsmålstegn, men er blevet ført herhen af tolkningen, en solid og velbegrundet tolkning, som - i det mindste indtil videre - synes den eneste mulige og holdbare.

Vi blev endog dybt chokerede, da det omkring "December's Boudoir" begyndte at dæmre for os. Vi opdagede, hvor reaktionære vi er, da det pludselig gik op for os, hvorfor vi ikke kan lide den plade. Oven i hatten har vi lige fået et nyt chok, der nådesløst afslører vores snerpede kropsforskrækkelse. I forhold til hvad vi tidligere nåede frem til, kan vi nu rette tolkningen en anelse ind. Dét, som Nyro sætter overfor forandringen er nok snarere tilstedeværelsen, at kunne være i øjeblikket, opleve intenst. Sammen med forandringens mulighed og ønskværdighed går således oplevelsen af nuets gyldighed. Ved at lade dette klinge ud i et kærlighedsbudskab får kombinationen karakter af en hyldest til livet. Som sagt: vi er blevet ført herhen af en grundig undersøgelse, og dette facit står indtil videre som den eneste mulige tolkning.

Men dermed bliver det så også helt tydeligt, at arbejdet langt fra er forbi. Det er først nu, at det egentlige begynder. Dialogen kunne selvsagt ikke tage sin begyndelse, så længe vi ikke anede, hvad det her drejer sig om. Først nu, hvor vi har fået afklaret dette, kan den komme i stand. Men selv det er uholdbart. For er den tolkning nu også den eneste mulige? Strengt taget må den vel snarere kaldes en foreløbig arbejdshypotese, et værktøj, der kan bruges i de efterfølgende runder af en fortsat dialogbestræbelse. I det mindste indtil vi finder noget bedre. Men med denne række af indledende manøvrer, er alle trods alt blevet hjulpet et stykke på vej og kan herefter fortsætte på egen hånd.

Om ikke andet har vi da overvundet nogle af modhagerne, er helt reelt nået et stykke vej og kommet til et sted, hvor omridset af en videre vej forekommer synlig. Dermed ikke sagt at vi er kommet alle forhindringer til livs, og at der ikke i det videre arbejde kan vise sig ting, som driller. Naturligvis kan der det. Måske er der for visse lyttere endog på det indeværende stadium ting, de endnu ikke helt kan forlige sig med. Lad os fastslå det endnu en gang: den er svær. Men på nuværende tidspunkt kan ingen længere hævde, at den er absolut hermetisk. Det er den ikke, hvilket turde være bevist gennem det foregående.

Selvom det falder svært at ligefrem skrue sig op til den store begejstring, opdager man som et minimum et righoldigt og omfattende reelt musikalsk indhold, der er langt over almindeligt gennemsnit for popsange. At der er gods og substans i udover det sædvanlige, lader sig simpelthen ikke nægte.

Ved ganske enkelt at undersøge tingene nærmere - lytte igen og igen, analysere det hørte og til stadighed forholde sig overvejende til stoffet, opdager man forløb, mønstre og mening, der afslører en betydningsladet bevægelse igennem striben "Lucky", "Lu", "Sweet Blindness", "Poverty Train", "Lonely Women", "Eli's Coming", "Timer", "Stoned Soul Picnic", "Emmie", "Woman's Blues", "Once It Was Alright Now (Farmer Joe)", "December's Boudoir" og "The Confession". Brikkerne falder på plads og puslespillet samler sig. Hvor der før blot var underlige lyde anes nu noget, der rent faktisk giver mening ...

(Fortsættes 11-e)