At den viser musikken på vej videre, og så at sige fanger bevægelsen i flugten, kan meget vel være en årsag til den uvilje, den vækker hos lytteren. Vi har set musikkens konstante forandringer gennem de foregående tre år. Vi har her kunne iagttage, at musikken stiller stadig større krav, bliver sværere og sværere at forholde sig direkte til. Bevægelsen gennem forspillet og mantraet genfortæller bevægelsen i komprimeret form, men siger samtidig, at den ikke har tænkt sig at blive stående på det opnåede stade. Den vil videre. Det er derfor en forståelig reaktion at sige: "Nej - nu må det stoppe, ellers kan jeg ikke være med mere."

Vi er dermed atter ovre i anden instans, og hvad vi her støder på er en usikkerhed med hensyn til eget udviklingspotentiale. Men dette flytter sig jo også hele tiden. Ind imellem føler man ikke, at man flytter sig lige så hurtigt som de udfordringer, man stilles overfor. Men hvor ofte før har man ikke oplevet det?

Alle har engang måtte spørge: "Hvordan staver man til politibetjent?" Alle har engang syntes, at det var svært og indviklet, at to plus tre er fem. Det er klart, at udfordringerne må svare til det opnåede niveau. Hvis man lige har fundet ud af, at to plus tre er fem, kan man ikke derfra hoppe direkte over i andengradsligninger. Men ofte er man tilbøjelig til at undervurdere sig selv. Det er muligt, at man ikke tidligere er stødt på stykket 4 + 2. Men er man fortrolig med stykket 3 + 2, burde man have en fair chance for at finde frem til resultatet. At der kan påpeges en tvivl/usikkerhed ovre i første instans, vil let kunne forplante sig som en lignende følelse i sindet. Når denne kombineres med et krav om at komme videre, vil der opstå angstlignende symptomer. Skønt musikken for en umiddelbar betragtning synes at have et hvilende præg, vil den således snarere afstedkomme en ængstelig uro i sindet, end en afklaret ro. Men ved at blive bevidst om dette, forekommer det mindre farligt end i den diffuse tilstand, hvor man føler alverdens farer true en. Så slemt er det ikke. Man ved, hvad det drejer sig om. Det burde give mod til at vove sig en smule videre med "forfra og så langt det nu går"-metoden.

Samtidig har man fået et bud på et svar med hensyn til, hvorfor "Stoned Soul Picnic" var populær i sin samtid. Den stemmer jo netop overens med en tid, der ønskede forandringer og derfor havde en særlig åbenhed overfor ting, der pegede i nye retninger. Mens mange idag bliver bange for, at de ikke kan følge med, kastede man sig dengang begejstret ud i tingene. Vi er nød til at forholde os til denne forskel i mentalitet. Vi kan ikke bare lade som om, at den ikke er der. Musikkens udvikling i de senere år viser tydeligt, at størstedelen af publikum hellere vil have genkendelse end overraskelse. Derved er majoriteten af lyttere direkte modsat indstillet i forhold til 60'er publikummet. I vores videre selvdiagnosticering må vi således erkende, at den post-pebberske syge er på spil. Med al denne bevidstgørelse og indsigt må vi kunne komme et skridt videre med vores valgte metode. Forspillet, der allerede fra første færd virkede tilforladeligt, har nu i endnu højere grad fået præg af genkendelse og fortrolighed.

Pianofrasen indleder med en lille semi-melodisk figur i ottendedele (1-og-2-og-3), der efterfølges af to skarpe synkoper ( og - og). Bassen ligger på 1-slaget og og'et efter 2. Denne figur foregriber fornemmelsen i det efterfølgende mantra. Percussionspillet lyder som bongotrommer, der hist og her laver næsten uhørlige slag, men sætter distinkt igennem på 2-slaget. Det giver alt i alt forspillet en lystigt hoppende fornemmelse, samtidig med at det besidder en afklaret ro. Efter at det har kørt rundt to gange, sætter tredie gang en guitar ind, der øger den rytmiske kompleksitet, men først og fremmest virker som noget, der slutter sig til følget, og varsler, at nu går det rigtigt i gang.

00.00-00.06 Klaver, bas, bongo

00.06-00.11 Guitaren på

00.11 -- Sangen begynder

Guitarfiguren med sine mange synkoper forekommer mere rastløs end de øvrige bidrag, og griber derfor i nogen grad forstyrrende ind i roen. Men dens iver er samtidig en intensivering, der ligesom siger: "Nu sker der noget". Skønt den har sit eget rytmiske mønster, og således ikke spiller synkront med noget af det øvrige, minder virkningen om de forspil, hvor stadig flere instrumenter slutter sig til en gentaget figur. Et eksempel på en pre-progressiv indspilning, hvor der sker noget stort set tilsvarende, er "Joey's Song" med Bill Haley and his Comets. Men i temperament og stemning er forskellen imidlertid enorm. "Joey's Song" er ren fest, mens vi her er ovre i noget langt mere tilbagelænet og vegeterende. På sin vis kan det også minde om "The Game Of Love". Dette er bemærkelsesværdigt. Vi konfronteres med noget, der på en og samme tid skaber forbindelse, og viser et slægtskab mellem noget fra begyndelsen og slutningen af progressionen, samtidig med at vise os en enorm forskel, der tydeligt illustrerer, hvor meget der var sket i de mellemliggende år. En helt anden orientering i et gennemgribende forandret landskab udspiller sin pendant til det efterladte/overskredne stadium. Netop derfor besidder dette forspil en dobbelthed af lighed og forskel, genkendeligt og nyt. Deri ligger en stor del af dets markante manifest-præg. Det er således ind i det hermed etablerede univers, at Nyros stemme sætter ind med sine spørgsmål. Udover spørgsmålene har hun også et lille soulagtigt udbrud, således at det, der helt præcist synges, er

Can you surry?

Can you picnic?

Whoa-ou-oouu

Dette kommer to gange (00.11-00.21). Når man får indtryk af mange gentagelser, skyldes det de efterfølgende fraser, der ligner den første (som efterfølgende overtages af koret), ligesom også de gentages. Derfor opstår der hurtigt en oplevelse af, at den samme stump hele tiden kører i ring. En fremtrædende ostinat-fornemmelse gør sig gældende. Det gælder også rent harmonisk, hvor den skifter frem og tilbage mellem de samme to akkorder, Fmaj9 og G-m7/c.

Vi så før den afsluttende del af "Timer", der udelukkende benytter Fdur, skabe en fornemmelse af åbent landskab, sammenlignelig med at rende rundt mellem de vindblæste ruiner på Hammershus. Denne lettere uafklarede åbenhed fastholdes for så vidt gennem begyndelsen af "Stoned Soul Picnic". Men samtidig aner man skoven og stierne, der fører ind i denne og således bringer os fra det åbne landskab ind i noget mere fortættet. Den dunkelt mystiske atmosfære inde mellem træerne lokker os til, kalder.

På dette sted må det være på sin plads at undersøge kunstordet surry lidt nærmere. Mest minder det om sorry ( = ked af det), og i det omfang man anser en skovtur for en glædelig begivenhed, kunne man altså tale om glæde og sorg. Kan du græde? Kan du grine? Det stemmer tillige overens med glosen surly ( = tvær, genstridig).

Ordet kan også minde om hurry ( = travlhed). Da en skovtur som regel er en afslappet begivenhed, giver det således mulighed for et nyt modsætningspar. Kan du skynde dig? Kan du slappe af?

Et tredie klangligt beslægtet ord er curry. Da karry er et almindeligt udbredt krydderi, er det højst tænkeligt, at det kan være anvendt til dele af skovturskurvens indhold.

Det eksisterende ord, der alt i alt kommer nærmest er Surrey, som er navnet på det område i London, hvor tre ud af fire beatler var bosat på det tidspunkt. Man kan derfor i nogen grad sige, at tidens vigtigste stemme var koncentreret her. Dette kunne pege i retning af en udlægning á la "lad os drage til inspirationens hovedsæde". At en amerikaner - vel at mærke en storbyamerikaner bosat i New York (og altså ikke fra et landdistrikt) - hentyder til England, peger i retning af den gamle verden, landlig idyl, hygge, the i køkkenet osv. - kort sagt noget, der passer ganske godt sammen med en skovtur. Læg hertil nursery rhymes (= børnerim), der udgjorde en vigtig del af den engelske version af psykedelia. Man kan endvidere erindre sig den førnævnte karry, da dette jo ikke mindst er et krydderi, der bruges meget i Indien, og at Beatles på netop dette tidspunkt rejste til Indien.

Man kunne blive ved længe og komme vidt omkring i en mangfoldig udlægning af kunstglosen surry. Derved spindes et net af associationer, intet rigtigt ord ville have kunnet rumme. Vi har i det foregående set en del eksempler på, at Nyro har formået at bruge rene udråbsord på en meningsfuld måde. Her går hun skridtet videre ved at lægge et vrøvleord ind i en sætning. Netop dette åbner for fantasien og eftertanken. På den måde gøres det meningsløse meningsfuldt. I forsøget på at aftvinge sætningen en betydning, bliver man nød til at lægge noget ind i ordet. Havde surry virkelig betydet noget, ville det også sætte grænser for, hvad der kunne fyldes i det. Men som vrøvleord er det netop grænseløst, ligesom ordet smølf i den kendte tegneserie. Derfor ville den bedste oversættelse af tekstens første sætning måske være: "Kan du smølfe?"

Verdens indretning, de politiske systemer, de samfundsmæssige problemer og hvordan mennesker behandler hinanden er konkrete ting. Hvordan bærer man sig ad med at forholde sig abstrakt til dette? Kan man overhovedet forholde sig abstrakt til håndgribelig sult, håndgribelig forurening, håndgribelig krig og håndgribelig uretfærdighed? I hvert fald kan man have en grundholdning til disse ting, der ikke nødvendigvis er hæftet på et konkret enkelttilfælde. Ligesom et vrøvleord kan lukke op for en udstrakt association, således kan den rent principielle holdning tænke videre end enkelttilfældet, mens kravet om at forholde sig til det bestemte, nødvendigvis begrænser tankens omfang. Sult er et påtrængende problem for en stor del af menneskeheden. Men står man overfor den miljøpolitiske sag, at en fabrik leder giftigt spildevand ud i søer og vandløb, løser man det næppe ved at give direktøren en madpakke. Således vil konkretiseringen altid indsnævre tanken. Men den rene tanke, der kun er tanke - og derfor hævet over enkelttilfældet - kan tænke i alle retninger og således frit fundere over tilværelsen.

Meninger og stillingtagen til en konkret sag ender let som forenklede paroler. Det er der desværre eksempler nok på i sen-60'ernes og tidlig-70'ernes pop/beat/rock. Dertil kan en holdning til en sag ofte bunde i en mangelfuld viden. Ud fra den information, man på et givent tidspunkt har haft adgang til, synes sagen at tage sig ud på den og den måde. Sidenhen kan det vise sig, at meget af dette var misforståelser. Hvis man her ønsker at overskride det overfladiske, må man i nogen grad se bort fra begivenheds- og informationsstrømmen, såvel som de ofte uovervejede kommentarer, der falder i en konkret situation. Bagved findes nogle grundholdninger, en mentalitet og en ånd, der er udspringet for det standpunkt, man er tilbøjelig til at antage i de enkelte spørgsmål. Det bedste af 60'ernes musik er derfor ikke det, der forholder sig til konkrete sager, men det, der går ned i den underliggende mentalitet. I enkeltspørgsmålet kan man tage fejl, være misinformeret osv. Men hvis den underliggende mentalitet ønsker en forandring til det bedre, har den principielt ret, uanset hvor ofte den tager fejl i praksis. Netop derfor er det også den musik, der er mest optaget af underliggende mentalitet, og mindst muligt taler konkret om enkeltsager, der er mest eviggyldig. Da Vietnamkrigen sluttede i '75, ville det ikke give synderlig mening at gå ud og protestere imod den idag. Men at tale om fred i verden er stadig lige vedkommende og relevant.

Hos Beatles var denne evne særlig veludviklet. Det viser sig allerede i de tidlige kærlighedsange, der udtrykker sig så alment, at enhver kan digte sin egen historie ind i dem. I "All My Loving" er der en, der savner en anden. Men frem for at lade en soldat drage i krig eller en forbryder skulle afsone sin dom (sådan som man ofte møder det i ældre popsange), får vi så godt som intet at vide om de involverede personer. Hverken deres køn, alder, profession eller nationalitet. Netop derfor kan det være enhvers savn efter et andet menneske. Da Beatles blev åndeligt vakte, var det på en mere spirituel måde en lignende indfaldsvinkel de valgte. Med ganske få undtagelser handlede sangene ikke om denne eller hin sag, men om en bagvedliggende indstilling og om søgen efter et åndeligt ståsted.

Det kan være en stor ting at få gjort noget ved en presserende enkeltsag. Men for at skabe en fundamental forandring er det også fundamentet man må ned og gøre noget ved. Mennesket er indiskutabelt den dyreart, som har størst indflydelse på, hvordan deres omgivende verden er. Vi skaber vores egen verden i langt højere grad end nogen anden livsform. For en flok antiloper handler det vel mest om, hvorvidt der er vand og græs nok. Den eneste måde en antilope kan søge en forandring er at begive sig til et sted, hvor der er mere græs og vand. Men for mennesket, der i langt højere grad selv skaber sin verden, bliver det afgørende de tanker og følelser, der ligger bag den valgte konstruktion. Det er derfor også her, at noget må laves om, hvis en virkelig forandring skal ske. Enhver fikseren på enkeltsager ender derfor i lappeløsninger. Først når menneskene bliver anderledes, kan verden forandres. Endvidere sker der som regel det i enkeltsagstænkningen, at der udpeges skurke. Der er nogle onde, væmmelige nogen, der først skal skaffes af vejen, før resten af menneskeheden kan få det bedre. Men selve den holdning viser med al ønskelig tydelighed, at der ikke vil komme et paradis på jord, selvom den påståede fjende blev elimineret. Når man ser fjender frem for medmennesker, er man ikke parat til en ny verden. Man tænker tydeligvis sådan, som man altid har gjort. Man er "opblandet" og er derfor bl.a. ude af stand til at se den grad af projektion, man gør sig skyldig i, indser ikke, at fjenden er inde i sig selv, og at det således er i sjælens dyb at denne må bekæmpes. Hvad end det er amerikanernes syn på den muslimske verden eller militante kvinders syn på mænd, er det i bund og grund blot en endeløs række varianter over at ikke begynde med sig selv og feje for egen dør, og adskiller sig i grundprincippet derfor ikke fra, da man i 30'ernes Tyskland gav jøderne skylden. Det er en evig projektion, der søger efter syndebukke, som man med forenklede argumenter kan give skylden for alverdens problemer. Tænk hvis man i stedet tog udgangspunkt i, at man måske selv kunne være problemet.

Derved kommer vi på sporet af en anden mulig udlægning af vores smølfeord, som noget i retning af: kan du udvise selverkendelse? Kan du tænke stort og frit? Her kan man endvidere se, hvad de foregående eksempler også viser, at der trods alt ikke er helt frit slag på alle hylder. At surry er sat sammen med picnic peger i en begrebsmæssig retning. Havde der været to vrøvleord, ville det kunne betyde hvad som helst. Når et rigtigt ord sættes sammen med et vrøvleord, og man altså må formode, at der er en form for forbindelse mellem disse to, åbnes der et univers, stort og rummeligt nok til at tænke frit, men samtidig struktureret og indrammet nok til at undgå den rene formløshed. Samtidig smitter vrøvleordets principielle ubegrænsethed af på det ord, der betyder noget, og åbner op for en bredere overvejelse af dets konotationer, betydningsnuancer, symbolske kvaliteter m.v. Frem for at picnic bare er skovtur og dermed færdig arbejde, opnår ordet en omfattende metaforisk rækkevidde.

Det er blevet nævnt før, men er nok værd at gentage: al musikoplevelse handler om at fange en idé. Nogler ideer er så bare lettere at fange end andre.

Idé er her at forstå i strengt musikalsk henseende, og således ikke f. eks. hvad teksten handler om. Uanset hvad ordet surry skal betyde, kan man rent lydmæssigt/klangligt konstatere, at Nyro trækker det til søøuuvriiee. Netop derved kommer det til at stå centralt. Dette skærpes videre af, at "can you" er en optakt, således at sur falder på 1-slaget. Udtrækningen betyder så, at ry først kommer på og'et efter 2. Derved svarer den rytmiske opfattelse i de to stavelser til basfiguren. Som yderligere fremhævelse sker der et tydeligt spring op på en højere tone, hvorved der opstår en "Goldfinger"-lignende effekt. Det næste "can you" svarer til det første, mens picnic følger som et hurtigt piskesmæld på 1 og det efterfølgende og. 4-og-1 (2) og (3) 4-og-1-og. På og'et efter 2 sætter whoa ind som en sekstendedel, whoa-hu, der lander på 3 med et sidste oouu.

Stilistisk er der elementer af både soul, gospel, pop og cabaret i udtrykket. Noget af det, der kan føre til bryderier ovre i anden instans er, at forspillets friskhed i nogen grad mistes i det efterfølgende. Dette er imidlertid nødvendigt for den fortætning, der giver et præg af gådefuld mystik, som nok kan forekomme en smule foruroligende, men også virker indbydende og tillokkende. At vi på en eller anden måde begiver os ind i noget, synes der således ikke at kunne herske tvivl om. Tolkningsspørgsmålet bliver således udelukkende, hvad vi begiver os ind i, og hvorvidt dette er noget rart eller ubehageligt.

Noget af det, der kan vække modstand, er en bagklogskab, der kender til en række mindre heldige følger af disse bestræbelser. For enkelhed og enkelhed - åh, jo - det er mange ting. Vi nævnte tidligere i forbifarten dogmefilm. Enhver kan gennemskue forskellen på en gammel film, der var underlagt den tids tekniske begrænsninger, og en nutidig dogmefilm, hvor enkelheden er udtryk for en fortænkt idé. At gamle film kan virke primitive, er simpelthen et spørgsmål om, hvad der lod sig gøre, og er i den forstand ægte. Når man idag finder på ting som at udelade alle kulisser og lade kridtstreger på et gulv markere diverse lokaliteter, er der en postmoderne minimalisme og et pseudo-intellektuelt snobberi på spil, hvor noget i bund og grund plat og dumsmart puster sig op til at skulle være fint og dyrt. Skønt "Stoned Soul Picnic" ikke på nogen måde virker forloren, men manifesterer sig som et ærligt udtryk, synes den ikke desto mindre at varsle smartpisseriet. En underafdeling af denne er netop den uægte, konstruerede enkelhed. Når man har oplevet techno-numre, der i både fem og 10 minutter gentager de samme tre toner, ved man jo nok, hvor det bærer henad. Den tidligere nævnte "Don't Know Why" med Norah Jones kan siges at rumme nogle pre-progressive træk sådan at forstå, at den gennemfører en klart forståelig melodilinie. Men langt størstedelen af den enkelhed, man har oplevet i nyere tid, er snarere post-progressive banaliseringer, der udvander og forfladiger de resultater, 60'erne opnåede, i udpinte karikaturer, hvor det fortænkte og det fantasiløse bliver to sider af samme sag. Man sidder således som nutidig lytter inde med en viden om, hvad det førte til, som man ikke havde dengang, hvor der var almindelig forventning om, at det ville føre til ganske fantastiske og vidunderlige ting.

Vi har i forbindelse med The Seekers talt om præget af naivitet, som for nogen kan være svært at forholde sig til idag. Nyro er en hel del tungere kost end Seekers' altid behagelige sange. Men problemstillingen er i bund og grund den samme, nemlig den desillusion, som fastslår, at der blev lovet mere, end der kunne holdes. For at nå ind til musikken må man derfor i nogen grad se bort fra, hvad man ved om senere tider og i stedet have tillid til, at man dengang handlede i god tro og ikke havde noget ønske om at bedrage. Kan være at der blev udskrevet dækningsløse checks. Men det vidste man ikke. For at nå ind i '68 må man ganske enkelt frasortere det, ingen kunne vide i '68.

Nu kan man naturligvis indvende, at det allerede i '68 var begyndt at gå galt. Tilbage i '66 kunne Seekers lave "Come The Day"-albummet som et oprigtigt og hjerterent udsagn. Men kunne Nyro to år senere lave "Eli ..."-pladen uden at have i det mindste en anelse om, at hun betrådte farlig grund, og at især ting som "Stoned Soul Picnic" kunne føre ud på et skråplan?

I det forrige nummer, "Timer", har hun sådan set givet os svaret: hun vil bevægelsen. Hun ved godt, at prisen kan blive høj, men hun mener, at stilstand er farligere. Derfor er hun parat til at løbe risikoen. "Yes, I'm ready" var de allerførste ord, vi hørte på denne plade - og det står hun ved, velvidende at det rummer en risiko. Atter kommer man ud i en fejlberegning ved at betragte sagen med alt for nutidige øjne. Man er nød til at iberegne den tids optimisme, en markant anderledes ånd, der gav mod til at tage chancer. En betydelig del af arbejdet består således i at kunne etablere en smule optimisme midt i vores post-pebberske afmagt. Det er ikke nødvendigvis let. For nogen er det måske allerede vanskeligt at forstå, at sagen overhovedet har noget med optimisme at gøre. "Stoned Soul Picnic" klinger ikke videre lystigt og sorgløst. Umiddelbart er det ikke, hvad man normalt ville kalde glad musik. I hvilken forstand er den så optimistisk? Det enkle (og forenklede) svar er, at den tror på, at dette vil føre hen til noget positivt. Optimismen retter sig således mere mod det forventede end det indeværende.

På dette sted kan det imidlertid være givende at anlægge en markant anderledes tolkningvinkel. Hvis Nyro har haft sine anelser om, at noget var ved at gå galt, har hendes bekymringer formodentlig hovedsaligt gået på tidens politiske uro og spændinger. Netop derfor kan mantraets invitation opfattes som en opfordring til at standse op et øjeblik og tænke efter. I den forrige sang har hun gjort det klart, at hun afgjort mener, at der skal ske noget. Men da det nødig skulle gå hen og blive alt for halsløst, da tidens iver netop rummer en risiko for at begå fatale fejl, synes hun, at det kan være en god idé lige at standse op et øjeblik og tænke efter. At der ved siden af det mediterende præg i "Stoned Soul Picnic" tillige er noget rastløst, afspejler tidens utålmodighed og jagen. Ligeledes holder det udsagnet på højde med tiden. Det er ikke en nostalgisk idyl, hun sigter imod. Som dansker er det oplagt at lave et ordspil på kunstnerens navn: hun peger frem mod en ny ro. Denne rejser sig netop hinsides en uro, som noget man når frem til, ikke noget man søger tilbage til.

Samtidig kan det rastløse element ved siden af det mediterende også opfattes som en indrømmelse til dem, der har svært ved at standse op. Ja, ja - jeg ved godt, at der er så uendelig meget, vi vil, og at det derfor er svært at sætte sig ned midt i det hele. Men kunne du forsøge? Kunne du lige tage en pause, så der bliver plads til at tænke efter?

Sangen hedder "Stoned Soul Picnic", altså stenet sjæle-skovtur. Stenet er som nævnt andersteds et slang for at være narkotisk påvirket på linie med høj og skæv. Ordet bruges dog undertiden også som en noget grov og grim glose for at falde i staver. I forhold til udtryk som at synke ind i sig selv, dagdrømme eller fjern tankeflugt lyder det ret uskønt at sige, at man stener. Men meningen er vist nok rundt regnet den samme. Når dette kombineres med sjæl, kan der vel næppe være tvivl om, at det er en indre skovtur, vi skal ud på. Oppe i 70'erne blev der udgivet en lang række plader, der hed inner- ditten, datten og dutten. Men på dette tidspunkt var der en tendens til at undgå ordet og ty til omskrivninger, sådan som vi f. eks. tidligere er stødt på det med "Surrealistic Pillow". Vi kan således med ret stor sikkerhed forstå titlen som "indre skovtur". Dermed bliver det afgørende, om man nu også kan finde rundt i den indre skov, eller man farer vild. Det fredfyldt harmoniske "I skovens dybe stille ro", kan blive ligefrem angstfremkaldende, hvis man ikke aner, hvor man er, eller hvilken retning man skal gå i. Så kan en skovtur udarte sig til et skrig om hjælp, ingen hører. Selvom det ikke går så galt, med udsigt til at skulle overnatte i skoven, kan der opstå rent praktiske problemer. Kan man finde et passende sted at brede tæppet ud og sætte sig? Når vi overfører dette på den indre skov, det mangesidige og vidt forgrenede sjæleliv, giver det god mening, at ro og uro kan stå side om side som dele af det ene og samme.

Derved bliver sangen også en skærpet henvendelse fra første til anden instans. Den opfordrer til fordybelse og selvransagelse. Det gør for så vidt al musik. Men når det bliver eksplicit, kan det virke en smule intimiderende. Også dette kan altså være en årsag til modstand og protest. Vi får ikke lov til selv at tage ansvar, og det kan derfor virke som en irriterende påmindelse, der umyndiggør vores samvittighed. Her er det så helt oplagt, at den lille rebel stikker snuden frem og siger: "Det skal jeg sgu nok selv bestemme". Her er det værd at mærke sig, at det er formuleret som et spørgsmål. Ikke "du skal", men "kan du". Derved burde noget af det intimiderende præg blive mindre påtrængende.

Derved bliver sangen også en skærpet henvendelse fra første til anden instans. Den opfordrer til fordybelse og selvransagelse. Det gør for så vidt al musik. Men når det bliver eksplicit, kan det virke en smule intimiderende. Også dette kan altså være en årsag til modstand og protest. Vi får ikke lov til selv at tage ansvar, og det kan derfor virke som en irriterende påmindelse, der umyndiggør vores samvittighed. Her er det så helt oplagt, at den lille rebel stikker snuden frem og siger: "Det skal jeg sgu nok selv bestemme". Her er det værd at mærke sig, at det er formuleret som et spørgsmål. Ikke "du skal", men "kan du". Derved burde noget af det intimiderende præg blive mindre påtrængende.

Dermed slipper vi dog ikke uden om den ubehagelighed, der skjuler sig i dette. Vi kan omformulere i en uendelighed, men vi slipper ikke uden om til sidst at se i øjnene, at noget i os vil det onde. Den lille rebel er på pletten og skal nok give hende Laura ren besked. Hun kan rende og hoppe med sin skovtur, kan hun. Ja - onde og genstridige er vi, og det kan ingen smukke omskrivninger ændre på.

Vi vil ikke fællesskab og samhørighed. Vi vil forskanse os i vores eget. Vi vil ikke harmoni og enighed. Vi vil holde stædigt fast i vores anskuelser. Inderst inde er vi modstandere af åbenhed, tolerance, kærlighed og menneskerettigheder.

Det nytter naturligvis ikke noget, at bare slå os selv oven i hovedet og skrige: "Jeg er et ækelt nazisvin!". Så enkelt er det jo heller ikke. Der er trods alt også noget i os, der vil det gode.

Hvis vi skal nå til en ordentlig forståelse af tingene, må vi nærmere betragte det i os, der vil alt det modsatte. Det, der vil magt, undertrykkelse og tortur. Årsagen er ganske enkel: vi mennesker kan nu en gang godt lide at få vores vilje.

Tante Sofie fra "Folk og røvere i Kardemommeby" siger det ganske rammende:

Uhadada! Hvor er jeg gal. Jeg er så vred og sur,

for her i Kardemomme er der ingenting, der duer.

Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst.

Men ingen anden er som jeg, og det er meget trist!

Churchill skulle eftersigende engang have ytret, at demokrati er en dårlig styreform, men han kendte ingen bedre. Det er et åbent spørgsmål, om der egentlig findes mennesker, der synes, at demokrati er helt fantastisk. Findes der én eneste fuldblodsdemokrat i denne verden?

Mon ikke snarere der er tale om at betragte demokrati som et nødvendigt onde? For at jeg kan få lov at have min mening, må jeg finde mig i, at de andre også får lov at have deres. Men hvor er det dog undertiden irriterende og besværligt!

Findes der en eneste politiker i dette land, der aldrig efter en heftig debat med en meningsmodstander har tænkt: "Hvorfor skal jeg dog trækkes med den kontrære idiot?"

Selvfølgelig har de det. Uanset partifarve og deres holdning til det ene eller andet, ville de helst være fri for altid at skulle siges imod. Deres spørgsmål betyder netop dette, at de helst var fri for modsigelser. Vælger vi at opfatte det bogstaveligt som et spørgsmål, bliver det altså: hvorfor kan jeg ikke blive fri for alle disse opslidende diskussioner? Hvorfor råber de ikke bare allesammen hurra i stedet for at evig og altid sige mig imod?

Svaret er - som enhver ved - at det er fordi, de ikke er diktatorer, men blot en del af det selvsamme demokrati, som de ved festlige lejligheder roser og priser så højt.

Enhver ville prompte støtte et diktatur, der var skræddersyet efter deres hovede. Men det ved de godt, at de ikke kan få. Derfor må de tage til takke med en samfundsindretning, som de i det mindste har mulighed for at præge i den ønskede retning.

Det er det ikke god tone at sige, og derfor har man opfundet et særligt sprog, der fremstiller tingene på den politisk korrekte måde. Dette sprog er imidlertid fuld af mærkværdigheder og urimeligheder.

Tag f. eks. et udtryk om "universelle principper". For det første kan disse vel i det højeste være globale. Det er en stående diskussion, om der er liv på andre planeter. Hvis der er, kender vi ikke noget til deres samfundsindretning. For det andet er det sådan set indbygget i de selvsamme principper, at alt står til diskussion. Hvordan kan nogle ideer så være ukrænkeligt rigtige? Det må enhver da kunne se er en selvmodigelse.

Man kalder det en masse flotte ting, men essensen er, at vi allesammen har lov at være rygende uenige med hinanden, hvad vi altså også er. Det skulle så forestille at være helt fantastisk. Men hvis man vil have et bevis for, at vi lever i en ufuldkommen verden, så må det vel netop være dette, at vi er uenige om alting. I en fuldkommen verden ville der herske enighed, for uenigheden må skyldes, at vi endnu ikke har fundet frem til dét, som alle kan se er det rigtige.

Dertil kommer så selve selvmodsigelsen. Det eneste, vi skulle kunne blive enige om, er vores ret til at være uenige. Det har man derimod ikke lov at være uenig i. Så længe man hævder denne ret, er man demokrat, og det er noget respektabelt og prisværdigt. Men går man linen ud, er man derimod relativist, og det er noget stygt og suspekt.

En god demokrat tror på nogle såkaldte "universelle principper", som altså vel at mærke er noget, der ifølge de selvsamme principper burde stå til diskussion. Men det mener kun de slemme relativister, at de gør.

Er man en sand tilhænger af de universelle principper, så er man især imod, at et samfund skal styres af religiøse forskrifter. Man måtte da ellers mene, at noget, der var forkyndt af en højere magt, med større ret kunne betegnes som universelt. Derfor findes der da også mennesker, som synes, det er åndeligt hovmod, at andre vil betvivle religiøse forskrifter, et udtryk for at mennesker indbilder sig at være klogere end Gud.

Relativisterne mener, at det skal de have lov at synes, og lige præcis derfor, er de i demokraternes øjne, nogle slemme nogen. For det har man ikke lov at mene. Er der noget, som en demokrat hader endnu mere end en relativist, så er det dem, der mener, at skabningen umuligt kan være klogere end skaberen. Dem kalder de fundamentalister, og det er de aller-allerværste.

De såkaldte fundamentalister er de værste fordi, de pure nægter de såkaldte universelle princippers gyldighed, og fejer disse væk som mennesketanker. Men hvis det ikke er mennesketanker, hvad er det så?

En god demokrat vil naturligvis ikke benægte, at det er mennesketanker. Uenigheden gælder, hvorvidt der findes noget andet, som står over mennesketanker. Noget, der står over mennesketanker, kunne jo faktisk være universelt. Men enhver mennesketanke må nødvendigvis være usikker.

Demokrati er noget juks. Det er her værd at mærke sig, at Churchill ikke sagde, at der ikke fandtes noget bedre, blot at han ikke kendte noget bedre. Vi andre må uheldigvis sige det samme, men igen: det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes noget bedre. Det siger blot så meget, som at vi endnu ikke har fundet det. Men når nu demokrati er noget elendigt juks, ikke en velsignelse, men det mindste onde vi har kunne finde frem til, er der så ikke al mulig grund til at søge efter noget bedre? Frem for noget, der skal opretholdes, værnes og beskyttes, burde vi så ikke snarere betragte demokratiet som et overgangsstadium, som noget på vejen mod en i sandhed god samfundsindretning?

Måske skyldes den megen uenighed manglende indsigt og klarsyn. Det burde altså betyde, at hvis vi allesammen opnåede et tilstrækkeligt højt åndeligt niveau, så behøvede vi ikke længere at være uenige, fordi vi så havde fundet frem til, hvad der var rigtigt.

Måske er uenigheden udtryk for, at vi allesammen hver især render rundt med fire-fem brikker af et puslespil, der rummer mange milliarder brikker. En masse ting synes uforenelige. Men måske er det bare brikker, der hører hjemme i hver sin ende af puslespillet. Dersom puslespillet var lagt, og vi alle kunne se det billede/motiv, der derved trådte frem, så ville vi muligvis opdage, at vi nu også alle omsider kunne nå til enighed.

Dersom der et eller andet sted på en fjern planet er nogen, der har fundet løsningen, må man formode, at de ligger flade af grin over, at vi midt i vores fejlbarlighed og kævlerier render rundt og taler om universelle principper.

Der er da også oplagte grunde til at grine højt og længe. Hvis man da ikke snarere føler trang til at græde.

Ralf Pitelkow har skrevet bogen "Efter 11. September". Deri lyder det bl.a.

På længere sigt findes ingen anden holdbar løsning , end at Vesten og den muslimske verden må udvikle et fællesskab om at føre arven fra Oplysningstiden videre. Det betyder ikke en ophævelse af kulturforskelle, men en placering af dem inden for en ramme af fælles samfundsmæssige grundværdier.

Altså: to parter skal mødes til forhandling, men det er den ene parts spilleregler, der gælder.

Lidt senere hedder det:

Vesten har en lang og stærk tradition for at mene, at de værdier, som de vestlige samfund bygger på, er universelle. I dobbelt forstand: disse værdier bør være gældende for verden som helhed, og de vil blive gældende for verden som helhed. Universel gyldighed og universel udbredelse.

Har ret og får ret. Det er ordret hvad Hitler og Stalin hævdede om deres respektive ideologier.

Når Pittelkow så skal gøre rede for, hvad dette går ud på, forklarer han, at det handler om "Borgeren, der selv tager stilling og ytrer sin mening."

En af de ting, Pittelkow gør et stort nummer ud af, er, at der i flere af de muslimske lande er en sammentænkning af religion og politik, altså at magthaverne mener,at samfundet skal styres efter koranen. Han glemmer her helt at nævne, at hvis en amerikansk præsidentkandidat midt i en valgkamp kastede sig ud i en bibelkritik ville det være politisk selvmord, lige så vel som en af de stærkeste lobbyorganisationer overhovedet i USA er en kristen/jødisk sammenslutning med nogle ideer, der er helt uforståelige for europæisk tænkning i almindelighed og skandinavisk i særdeleshed, men går ud på noget i retning af, at kristi genkomst er afhængig af jødisk dominans i mellemøsten.

Lidt senere lyder det: 

Kritiske røster hævder,at Vesten bruger menneskerettighederne som våben i en ny form for imperialisme. Dette er det kulturrelativistiske standpunkt.

Vesten bør, lyder det kulturrelativistiske ræsonnement, opgive sit krav på, at beskyttelsen af individets rettigheder har universel gyldighed. Man må erkende, at denne tankegang passer til vores individorienterede kultur, men ikke til kulturer, hvor individet har en mere underordnet rolle i forhold til fællesskabet, traditionerne og autoriteterne.

Se, så. Enhver har ret til sin mening. Alligevel er der åbenbart grænser for, hvad man har lov til at mene.

Det kommer vel næppe som den store overraskelse for nogen, at Pittelkow mener, at det er helt i den rette ånd at forsvare de "universelle værdier" med militær magt.

Der kunne hives mange andre godbidder ud. F. eks. Pittelkows forsøg på at forsvare, når demokratisk valgte regeringer væltes af USA. De var farlige, for de havde langsigtede mål. Det troede jeg også, at vestlige politikere havde. Det er på én gang underholdende og foruroligende med den slags selvmodsigelser at ville vælte en demokratisk valgt regering med den begrundelse, at man har mistanke om, at de har en række mål, de ønsker at fremme. Jamen har alle ikke det? Hvorfor falder Helle Thorning og Lars Løkke (eller for nu at gøre pointen lidt tydeligere: Johanne Schmidt og Pia Kjærsgaard) ikke hinanden om halsen og går fremtidens Danmark i møde hånd i hånd? Jeg troede, at det var fordi, de forestillede sig hver sit fremtidens Danmark. Men det har jeg muligvis misforstået.

Eller når han bruger spørgeundersøgelser foretaget blandt muslimer, hvoraf det fremgår, at mange ganske vist mener, at 9/11 var forkert, men ikke uforståeligt og ikke ganske uprovokeret. Han sammenholder det ikke med spørgeundersøgelser blandt ikke-muslimer. Jeg har imidlertid mødt mange mennesker, som aldrig i deres liv har haft en koran i hånden, der mente noget lignende. Man kunne blive ved.

Det er atter og atter den samme inkonsekvens, hvor menneskets personlige frihed, især i forhold til valg af livssyn og holdninger, skal forsvares, mens selvsamme begrænses på alle leder og kanter, og hvor det på linie med gældende praksis i et totalitært regime regnes for helt i orden at banke afvigerne på plads med alle tilrådeværende midler. Der er frit valg på mellemste hylde, og den skal alle have lige adgangsret til. Men vel at mærke kun den mellemste. Gud nåde og trøste den, der vover at så meget som kigge på den øverste eller nederste.

Til slut mit absolutte yndlingssted i den bog. Det drejer sig om amerikanske tv-serier:

Mange muslimer identificerer nemlig landet med den vold, narko, sex og materialisme, som disse TV-produkter flyder over med. Set ud fra deres normer er dette udtryk for et samfund i dybt moralsk forfald.

Ud fra deres normer? Hvem er det da, der mener, at det er et sundhedstegn for et samfund at være fuld af psykopatiske seriemordere?

De problemer vi står overfor er tydelige tegn på usundhed, og det er i vid udstrækning problemer, der udgår fra såkaldt demokratiske (læs: vestlige) lande. Ikke blot er vi uenige som en tragisk følge af, at vi ikke lever på en planet, hvor alle har del i altets harmoni. Denne mangel kommer også til udtryk gennem psykiske lidelser og perversioner, f. eks. at nogen går hen og bliver seriemordere.

Som Jung har udtrykt det: "Det gode er det bedres fjende." Dermed mener han, at forbedringer kun kan ske ved at give slip på noget. I den forstand er demokratiet en fjende af sandheden.

Hvad skulle man med en forældet og primitiv hyldest til uenighed for uenighedens skyld, hvis man havde fundet noget bedre? Alle smukke ord om at værne om demokratiet bunder således i afmagt og opgivelse. Man tør simpelthen ikke tro på, at det lader sig gøre at finde noget bedre, og slår sig så til tåls med det mindste onde, man indtil videre kender. Men hvis der virkelig skulle findes en fjern planet, hvor de har fundet løsningen, må enhver jordboer nødvendigvis misunde dem.

I virkeligheden skyldes det således en fejlvurdering, når man tror, at der skulle eksistere et modsætningsforhold. I bund og grund vil vores indre hippie og vores indre tante Sofie det samme, nemlig at nå frem til en løsning. Blot har de fået forvildet sig ud af hver sin vej i forsøget på at finde den. De er så at sige faret vild i skoven. Derfor er de blevet blinde for det indlysende, at det er uenigheden, der gør kompromisser nødvendige. Hvis vi allesammen var enige, ville vi jo også allesammen få vores vilje og kunne samtidig slippe af med al det evindelige ævl og kævl. Egentlig vil vi jo alle gerne af med vrøvleriet og alle de evindelige diskussioner.

Den korteste genvej er diktaturet og undertrykkelsen. Men det er ikke den rette vej. Det ville være at gå ned på et lavere stadium, fordi det i diktaturet kun er en lille elite, der får deres vilje, og det afgørende er således at komme op på et højere stadium.

Kun gennem udvikling og øget indsigt kan vi nå op på et højere stadium. Jeg har i en tidligere kommentar påpeget det urimelige i den måde, man bruger midlerne. F. eks. militærudgifterne sammenlignet med et center for eftertanke og selvbesindelse, hvor udgifterne stort set ville begrænse sig til forplejning.

Når der f. eks. diskuteres indkøb af nye kampfly, så handler det ikke bare om millioner, men milliarder. Herefter kan man så begynde at regne lidt på, hvor mange portioner frikadeller og kartoffelsalat, man ville kunne få for de samme penge. Så hvis blot folk bearbejdede deres indre dæmoner i stedet for at projicere dem ud på omgivelserne, ville det altså også betyde en kæmpe økonomisk besparelse. Som tingene er nu, investeres der i disharmoni frem for harmoni!

At demokrati er noget hø, viser sig i denne tilstand af disharmoni. Bevægelsen synes at gå imod øget splittelse frem for samling. Det ligger i den demokratiske tanke, at man diskuterer, har forskellige opfattelser osv. Det er hippiepigens "mixed-up" om igen. Ordet opblandet i sin modsætning til ublandet, d.v.s. harmonien synes her både præcist og rammende.

De såkaldte demokratier pines i et synes-helvede, hvor kævleriet har kronede dage. En mener et, en anden noget andet. Alle råber i munden på hinanden. Da man jo ud fra dette perverse tankesæt ikke kan have ret i egentlig og absolut forstand, kan man kun forsøge på at råbe højest.

Enhver kan vel sige sig selv, at dette er udtryk for noget ufuldkomment. Nogen fremsætter en idé, de har fået, utvivlsomt fordi de selv mener, at det er en god idé. Men i det mindste for dem, der derefter kritiserer ideen, er der noget at udsætte på den. Hvorfor skulle de ellers kritisere?

Hvis nogen fremsatte en perfekt idé, måtte nødvendigvis alle råbe hurra. Dersom nogen havde noget at udsætte på ideen, ville den jo netop ikke være perfekt.

Men hvad nu hvis der ikke findes nogen endegyldig sandhed? Hvad om synes-helvedet er det eneste, der er?

Det er der i virkeligheden ingen, der tror på inderst inde. Hvis de gjorde det, ville de ikke stå ud af sengen om morgenen og ikke foretage sig noget som helst. For hvorfor i al verden skulle de gøre det, hvis det hele er komplet ligegyldigt?

Alle "man skal jo", "man bliver jo nød til" osv. argumenter, der mener at have realiteterne og den praktiske hverdag på deres side, kalkulerer et eller andet sted med, at det er ulejligheden værd at sikre sin overlevelse. For hvad er det for ting, man ifølge disse argumenter jo skal og bliver nød til? Det er ting som at passe sit arbejde, opfylde sine pligter, købe ind, lave mad, gøre rent, vaske tøj osv. osv. Alt dette er ting, der påstås at være nødvendige, for ellers kan man ikke leve. Men i så fald hævder man, at man kun lever for at opretholde livet. Det kan enhver se er et cirkelargument. Hvis der ikke er anden grund til at leve, end at gøre alle de ting, der er nødvendige for overlevelsen, så kan man jo lige så godt lade være. Den eneste grund til at fortsætte er det utopiske håb imod al sandsynlighed om at finde svaret.

Alle bestræbelser på at sætte sig ud over den snævre hverdagsrealisme og erkende noget større er i deres inderste kerne et opgør med synes-helvedet. Det må siges at være særlig tydeligt i hippiebevægelsens stræben efter kosmisk harmoni. Hvis alle helhjertet stemte i på den store hymne i samhørig enhed med hinanden, universet og altet ville synes-helvedet være overvundet, ligesom demokrati og parlementarisme ville være tilbagelagte stadier, som der ikke længere var brug for.

Der ville således være tale om at nå op på et højere niveau. Det er her tante Sofie er gået galt i byen. Hun vil ned på et lavere niveau: diktaturet. Gør det hende til en led, lille nazi? Måske er hun bare en utålmodig sjæl, der har svært ved at lære at leve dét, at lovsang er hævet over det resultatorienterede. Det er såre menneskeligt at sige: "Sker der ikke snart noget?"

Det tragiske er blot, at det netop er fordi, at man spørger på denne vis, at der ikke sker noget. Hvis alle betingelsesløst stemte i på hymnen, ville der helt automatisk ske noget.

For at holde ud og modstå impulsen til utålmodighed kræves netop optimisme. Det er i denne henseende, at "Stoned Soul Picnic" på en og samme tid er eminent tilstedeværende og dog rettet mod noget kommende.

Vi har i det foregående berørt, at utålmodighedens tragik satte ind i '68 og at hymnen netop derved forstummede. Om Nyro havde dette i tankerne, da hun skrev sangen, skal her være usagt. I hvert fald rammer den en række af tidens stemninger.

Men vi har også set, at alt dette er fuldt ud lige så aktuelt idag, som det var i '68. Eksemplet med Pittelkows bog burde med al ønskelig tydelighed vise, at vi stadig står over for de samme pressenrende spørgsmål, og stort set ikke er kommet et skridt videre. Snarere er vi gået et par skridt tilbage.

Der er således nok, som det kan være ubehageligt at skulle se i øjnene. Men med denne bevidstgørelse af vores modstand, burde det være blevet muligt at forholde os mere konstruktivt til den, end at bare skælde os selv ud for ondskab. Vi erkender den som menneskelig, og således noget, der snarere skal bearbejdes end bekæmpes.

Med denne række af refleksioner er vi allerede langt inde i en bearbejdelse. Måske så langt at vi nu igen kan bane os et lille stykke længere frem ovre i første instans. Vi er kommet overens med forspillet og også trængt en smule ned i det. Det varer som nævnt frem til 00.11. Det videre forløb er som følger:

00.11-00.22 "Can you Surry"

00.22-00.23 "Come on, Come on and ...

Det gentagede come on hører til de detaljer, der forekommer umiddelbart velklingende og medrivende. Det passer udmærket sammen med udtrykkets mening: følg med, kom nu. En direkte opfordring til deltagelse, der også lydligt virker som en åbning. Det burde ikke volde vanskeligheder. De to underliggende akkorder har nu ved deres stadigt gentagne skiften frem og tilbage opnået en form for fortrolighed. Vi er i noget, vi godt kan føle os hjemme i. Derfor vil de fleste have lyst til at imødekomme invitationen.

Det kan her også være værd at se lidt på, hvilke toner, der indgår i de to akkorder. Den grundliggende treklang i den første er f-a-c, hvortil der så føjes den store septim, e, og en none, g. For den anden akkord gælder, at den grundliggende treklang er g-bb-d, hvortil der så føjes f og som bastone c. Således indgår tonerne c, f, g i begge akkorder. A'et i f akkorden hæves en lille sekund, hvis man går den kortste vej til bb. Efter samme princip c'et en stor sekund for at blive d. Glemmer vi enhver snak om, hvordan akkorden er vendt, er der altså tre fastholdte toner, og reelt blot to, der skifter, den ene med en lille sekund, den anden med en stor. Man kan således tale om noget etableret, der ligger fast, hvortil der så er føjet noget, som skifter frem og tilbage henover en lille afstand. Når vi tænker på det med skovtur, kunne man forestille sig et lille vandløb i skoven. Vi er et bestemt sted, hvor der ser ud på en bestemt måde. De og de træer, placeret så og således. Men to legende børn morer sig med at springe frem og tilbage henover vandløbet, hvorved de tilfører landskabet en bevægelse.

Det er ganske interessant i lyset af, at vi i det foregående adskillige gange er stødt på modsætningsparret stilstand og forandring. Her finder vi så en indre bevægelse midt i noget fastlagt, der rummer en god portion fredfyldt ro. Alt ånder fred. Men en lille bevægelse, en ganske sagte raslen finder sted. Der er trods alt liv.

Det burde man på nuværende tidspunkt kunne finde ind og blive en del af. Dog er det tænkeligt, at der kan stille sig forhindringer i vejen. Vi har allerede erfaret, at der i sangens første sekunder findes en rystelse af vore faste antagelser, der stiller spørgsmålstegn ved ting, vi er uvante med at eftertænke, f. eks. demokratiet og de demokratiske processer.

Alt efter hvor dybt man har følt og gennemlevet betragtningerne ovenfor, kan vanskeligheder sætte ind forskellige steder. Mange af overvejelserne vil de fleste have behov for at skulle gennemtænke en ekstra gang. Men derudover kan der meget vel blive brug for at gøre andre ting for at komme videre.

Som en vej til bearbejdelse har vi tidligere været omkring den kreative metode: tegn og mal, skriv digte, lav sange og små historier, form figurer i ler osv. osv. Da de refleksionskrævende spørgsmål allerede er blevet nævnt, kan enhver selv fundere videre over dem. Hvor langt man kan komme er naturligvis individuelt. Men selv den, der tænker længst og vildest, vil før eller senere så at sige løbe tør. Da er det, at den kreative metode må sætte ind. Den kan finde veje frem, der hvor overvejelsen og eftertanken støder mod en mur.

I den forbindelse også et lille, venligt bid til Pittelkow og andre, der mener, at en holdningsændring i mellemøsten er absolut påkrævet. De kunne da i det mindste prøve at give dem nogle guitarer og lerklumper, inden de begyndte at sønderbombe dem.

Lad os da anlægge samme politik over for den indre modstander: prøve med ler og guitarer i stedet for bomber.

Griber vi sagen an på rette måde, får vi forhåbentlig bragt os selv mere i øjenhøjde med tingene. Anden instans er parat til at fortsætte sit arbejde med første. Men dette sker samtidig med en viden om, at '68 havde et problem. Dets navn var utålmodighed.

I utålmodigheden finder vi forklaringen på, at den kosmiske hymne kunne miste sit fokus, glemme at lovsang er hævet over det resultatorienterede, for så at slå over i militante budskaber med alt hvad deraf fulgte af realpolitiske smudsigheder.

Utålmodigheden kunne også kaldes tante Sofie-syndromet. Utålmodigheden satte ind, fordi en hel masse var galt, og nu skulle det altså lige i en ruf se at blive godt. Så let gik det bare ikke, for uenigheden eksisterede stadig og den fuldkomne idé var ikke fundet. Det er følgerne af dette vi slås med den dag idag.

Som allerede påpeget ville den fuldkomne idé ikke kunne modsiges og kritiseres. Selve det at en kritik er mulig, afslører en ufuldkommenhed. Hvis den fuldkomne idé blev præsenteret, ville ingen have noget at indvende. Således er vi alle inderst inde fundamentalister, vi har blot endnu ikke fundet dét, vi er fundamentalister i forhold til.

Der findes mennesker, som ville protestere. De vil hævde at de er demokrater. At meningsforskelle giver dynamik og gør livet interessant. Men mener de virkelig det? Hvad så hvis de lige har fået en idé, som de selv synes er genial, og der så sidder en lille lyseslukker og kalder det for det værste vrøvl, han nogensinde har hørt? Har de virkelig ikke den mindste lyst til at give ham et par på skrinet? Føler de virkelig en næsten uimodståelig lyst til at falde ham om halsen, og takke ham for det værdifulde bidrag til dynamikken og mangfoldigheden? Nej! Derimod må de erkende, at en indvending var mulig, og at det heller ikke denne gang var det endegyldige svar, de havde fundet. Ærgerligt og irriterende. Men er de fornuftige og tænksomme mennesker indrømmer de over for sig selv, at de har fejlet. Det er skuffelsen over dette, der nager, og ja - på en vis måde burde de faktisk takke lyseslukkeren, nemlig for hans påpegelse af en ufuldkommenhed, men ikke bare fordi, han mener noget andet. For i virkeligheden er der ingen, som elsker uenigheden. Uenighed er jo netop et udtryk for det ufuldkomne. Det er det imidlertid ikke politisk korrekt at påpege. Tvært imod er der gået mode i uenighed for uenighedens skyld.

Men uenighedens eneste berettigelse er at påpege ufuldkommenhederne. Vi har været rundt om den totalitære har ret og får ret tænkning. Dens fejl er, at den tværs gennem modsigelser vil fastholde, at den har fundet svaret. Her må man holde strengt på, at hvad der kan modsiges er ufuldkomment. Ellers ender vi i et diktatur, hvor man blot kvæler modsigelserne, frem for at tage dem til efterretning. Den ærlige bestræbelse på at finde den fuldkomne tanke, må nødvendigvis være lydhør overfor enhver kritik. Derimod bør man ikke glorificere følgerne af den herskende ufuldkommenhed og påstå, at der i sig selv skulle være noget eftertragtelsesværdigt deri.

Alt det, der roses og regnes for prisværdigt af kortsynede beton-parlamentarister, er nogle såre sølle ting. Rummelighed, et nuanceret syn på tingene og den latterlige cirkusforestilling, der kaldes demokrati. Det er jo altsammen ufuldkommenheder. Over for det fuldkomne ville det overhovedet ikke give mening at tale om at være nuanceret, og der ville således ikke være brug for at skulle "rumme" meningsforskelle.

Men igen: de færreste vil indrømme det. To politikere fra hver sit parti har en ophedet debat, men trykker bagefter smilende hinanden i hånden. Man er vel en god demokrat! Ja - i hvert fald indtil de kommer ind på deres respektive kontorer og kaster sig frådende over hver sin voodoo-dukke.

Disharmoni og ufuldkommenhed - altsammen og helt igennem. Derfor er der ufred i verden og sammenstød mellem forskellige opfattelser. Hvilke tåbeligheder fører det dog ikke med sig? Se nu bare den bog af Ralf Pitelkow!

Her må det vist være på sin plads at spørge: "Can you surry?" - og så må enhver ellers afgøre med sig selv, hvad de vil lægge i dette kunstord. Men i hvert fald bringer det os tilbage til '68, og dermed den daværende situation, længe før nogen talte om verden efter 9/11.

Dermed ikke sagt, at der ikke var uroligheder i mellemøsten. I sommern '67 havde seksdageskrigen raset, og herfra kan man følge linier tilbage gennem flere århundreder. Men der var i sen-60'ernes vestlige verden en åbenhed og interesse for andre kulturer, der helt åbenlyst var mindre berøringsangst end den almindeligt herskende mentalitet idag, hvor der næppe kan være tvivl om, at et tiltagende fremmedhad eskalerer. Det er blot endnu et tegn på, at vi bevæger os stadig længere væk fra enighed og en samlet harmoni for menneskeheden, og at splittelsen bliver stadig større.

Ligesom med alt muligt andet er dette lettest aflæseligt i musikken. Man kan tale om Elvis i 50'erne og Beatles i 60'erne. Allerede i 70'erne bliver det sværere. Man kan i nogen grad bruge Bowie som samlende metafor for årtiets tendenser, men det forekommer ikke helt så dækkende som med Elvis og Beatles i de foregående årtier. Når vi når frem til 80'erne, lader det sig ikke gøre, at nævne kun et navn, som opsummerer årtiet. Man måtte nødvendigvis nævne flere. Når vi kommer frem til 90'erne ville det næppe overhovedet give mening at forsøge sig med en sådan opstilling. Man kan nævne en række tendenser og en række navne. Men et dækkende udsagn, der opsummerer årtiet gives ikke, dertil var splittelsen på dette tidspunkt blevet for omfattende. I de efterfølgende 15 år har splittelsen fortsat tiltaget, og der er tilsyneladende ingen tegn på, at det vil begynde at gå den modsatte vej. Enighed og harmoni synes at blive stadig fjernere og mere uopnåelige mål.

Som sagt bliver vi nød til at se bort fra, at det siden er gået så galt, for ikke at komme til at fremsætte bagkloge beskyldninger mod '68 for manglende vederhæftighed. Vi må have tillid til, at man ærligt og oprigtigt troede på udsigten til det, vi tidligere med et lille ordspil kaldte ny ro.

Lad os efter disse overvejelser se, om det da ikke er muligt at komme nogle yderligere sekunder ind i "Stoned Soul Picnic". Måske er det alligevel ikke så farligt?

Mens de samme to akkorder fortsætter synges der

Surry down to a stoned soul picnic

surry down to a stoned soul picnic

(Smølfe ned til en stenet sjæle-skovtur

smølfe ned til en stenet sjæleskovtur)

I denne gentagne sætning er surry helt klart en handling på linie med "tage med på", "deltage i" eller deslige. Selvom down ordret betyder ned, ville det formodentlig være en mere korrekt oversættelse at sige med på. Vi skal altså "surry" med på en stenet sjæle-skovtur. Opfordringen er klar og tydelig. Dog lader den sig også forstå som en forlængelse og uddybning af spørgsmålet, som hvis man sagde: "Vil du med på tur? - En tur ud på landet." Vist har Nyro lige sunget "Come on, come on", som en indirekte mindelse om den tidlige Beatles-sang "Please Please Me". Men bag og henover det andet "Surry down to a stoned soul picnic" synger koret: "Can you surry?".

Kan vi det? Er vi i stand til at deltage i dette? Vi kan da i det mindste prøve. Faktisk får vi løfte om en masse gode ting, hvis vi tager med.

There'll be lots of time and wine

(der vil være masser af tid og vin)

På dette sted sætter en ny akkord ind. Derved brydes det siden introen faste mønster med de to. På "there'll" sætter en Bbmaj7 ind. Det er subdominant til F'et, men den kan oplagt ses som en variant over det hidtidige mønster, da den minder om det tidligere toneindhold. Den grundliggende treklang er bb-d-f, hvortil der så er tilføjet den store septim, a. Således kan man tale om, at det herskende præg fastholdes, men lige ændres en anelse. Vi er kommet hen et andet sted i skoven, har fundet en lysning, bredt tæppet ud og sat os, og skal så ellers se, hvad kurven indholder. Det første, vi hører om, som denne skovtur vil involvere er tid og vin. To begreber, vi har mødt tidligere, som endog indgår i titlerne til to af pladens tidligere sange.

Fmaj9    Gm7/C    Fmaj9    Gm7/C    [2x]

                    Fmaj9  Gm7/C                       Fmaj9          Gm7/C

Can you surry,            can you picnic?

                    Fmaj9  Gm7/C                   Fmaj9        Gm7/C

Can you surry,          can you picnic? Come on, come on and

Fmaj9   Gm7/C           Fmaj9                   Gm7/C

Surry down to a stoned soul picnic

Fmaj9   Gm7/C           Fmaj9                    Gm7/C

Surry down to a stoned soul picnic

Bbmaj7            Am7       Gm7             Gm7/C

There'll be lots of time and wine

Intet haster, vi har hele dagen. Vin er der nok af, så vi kan bare slappe af og nyde smagen fra ædle druer. Men hvad har Laura gemt i kurven?

Red yellow honey, sassafras and moonshine

(gylden honning, aromatiske træsorter og måneskin)

Moonshine, der ordret betyder måneskin, er et almindeligt slang for hjemmebryg. Sassafras er egentlig en træsort med duftende blade, og som spise mere yndet af rådyr end mennesker. Der spilles på en pudsig måde på naturen, og det der hører til den. Honningen, biernes produkt, som mange mennesker sætter stor pris på. Bladene som giver føde til skovens dyr, og så destilleringsapparatet. Et fremmedlegeme i naturen. Men formodentlig noget, der passes af et menneske, der lever i de landlige omgivelser og kender skoven godt. Eller man kunne opfatte det bogstaveligt som måneskin. I så fald bevæger vi os fra noget, der rent faktisk kunne tænkes at være i en skovturskurv, henover noget, man kunne tænkes at se omkring sig, til noget fjernt og uhåndgribeligt, der tillige rummer et skær af mystik. Det forventelige og det overraskende. Hvis man i stedet vælger ikke at tillægge de enkelte ting synderlig betydning, men blot hører en venlig invitation deri, virker den netop venlig. Se her! En masse spændende ting. Ja tak.

Anden gang kurvens indhold opremses går sangen ned i tempo og slår over i en lidt anden rytmisk opfattelse, et af disse typiske Nyro-skift, der her får en virkning som om vi kigger ned i kurven og under denne betragten et øjeblik falder hen, ind i os selv - i staver. Stener. Det kommer så naturligt og selvfølgeligt, at det ikke vil kunne udgøre et problem for nogen. Mange vil givetvis slet ikke bemærke det.

Dermed er vi - måske til vor egen overraskelse - nået noget længere frem i forløbet, og befinder os endog godt og veltilpasse dermed.

00.00-00.11 Forspil

00.11-00.21 Can you ...

00.21-00.22 Come on, come on

00.22-00.33 Surry down ...

00.33-00.39 There'll be lots of ...

00.39-00.53 Red yellow ... - ændring af tempo og rytme ved 00.48

Vi begynder at forstå. Indser at det i grunden er en rigtig dejlig sang. Mange vil formodentlig undre sig over, at de nogensinde har ment noget andet og set et problem. Det hænger sammen med, at de nu har opdaget at "Stoned Soul Picnic" er båret af Den store Progressions gyldighed, og at vi jo i virkeligheden kun er en lille smule hinsides det reelle klimaks. Havde Eli-pladen været lavet nogle år senere - eller endnu værre: oppe i vor tid - siger det vel sig selv, at den næppe havde været værd at bruge tid på. Men den er lavet kort efter kontaktpunktet og må derfor nødvendigvis endnu rumme en god portion tidsfylde. Det er da også lige præcis dét, der her kommer til syne. Der er gyldighed og vægt i musikken. Det passer perfekt sammen med Nyros opremsning af lækkerierne i madkurven. Teksten siger, hvad musikken gør.

Således også i den lille detalje 00.48-00.53, hvor tempo og rytme et øjeblik "stener", hvorefter fornemmelsen finder tilbage til sin tidligere orientering under afsyngning af ordene "stoned soul", der lægges ud i koret, trækkes og får melismer på, hvorved de opnår en lettere omtåget karakter, indtil der ved 01.04 lyder et nyt "come on, come on", der rusker ud af døsen og atter gør tingene intenst nærværende. Hver detalje har den illustrerende kvalitet, vi tidligere er stødt på, men er samtidig kønt velklingende.

Som en særlig finesse må fremhæves forholdet mellem leadvokalen og korstemmerne. Koret høres som nævnt første gang under det andet "surry down", hvor det gentager spørgsmålet, som først blev stillet. Ikke egentligt som en kanon. Snarere virker koret som en skygge leadvokalen kaster efter sig. Den messer videre "Can you surry? Can you picnic" som et tankefuldt mantra bag hovedstemmen, der langsomt bevæger sig længere ind i skoven med sin kurv. Ved afsyngningen af "stoned soul" bliver koret derimod den dominerende ordbærer i front. Ståundd så-u-å-åååuuul. Drømmende, henført. Men så kommer hovedstemmen med sit come on og sætter atter tingene i bevægelse. I sin idé er det faktisk slet ikke så langt fra det tabte pepperland, der havde fyldt horisonten ni måneder tidligere. Henry the horse og fell into a dream. Der er et slægtskab. Men tingene har flyttet sig hen et nyt sted, hvor de fremstår på en anden måde. Men at der skænkes os noget, at Nyro har åbnet sin kurv for at vederkvæge os, kan der ikke herske nogen tvivl om.  

Fmaj9    Gm7/C    Fmaj9    Gm7/C          [2x]

                    Fmaj9   Gm7/C                       Fmaj9          Gm7/C

Can you surry,             can you picnic?

                    Fmaj9   Gm7/C                   Fmaj9       Gm7/C

Can you surry,          can you picnic? Come on, come on and

Fmaj9   Gm7/C           Fmaj9                    Gm7/C

Surry down to a stoned soul picnic

Fmaj9   Gm7/              Fmaj9                   Gm7/C

Surry down to a stoned soul picnic

Bbmaj7            Am7        Gm7             Gm7/C

There'll be lots of time and wine

Fmaj9               Gm7/C    Fmaj9                       Gm7/C

Red yellow honey, sassafras and moonshine

Fmaj9                Gm7/C

Red yellow honey

Bbmaj7                      Am7                     Gm7                   Gm7/C

Sassafras and moonshine     (moonshine)

Fmaj9       Gm7/C    Fmaj9                             Gm7/C

Stoned soul,              stoned soul        Come on, come on and 

Her må man vogte sig for at få blandet tingene sammen. Dette handler ikke om uholdbare fremtidsudsigter. Det handler om det udbytte, man kan få af musikken ved at komme i kontakt med den. Øjeblikket, oplevelsen, lyden fra højtaleren. De sælsomme klange, der sniger sig ind i sindet. Denne check er ikke dækningsløs. Blot kræver det en smule besvær og anstrengelse at få den indløst.

Det er højst tænkeligt, at den lille rebel atter stikker snuden frem. "Hun er en forførerske," indprenter den os, "pas på! Hun indfanger dig." Det har vi allerede forlængst fundet ud af, at den bare siger, for at blive fri for den ulejlighed, det kræver, at deltage. Vi har gennemskuet den lille rebel. Men dermed har vi dog ikke elimineret den. Noget må der gøres. Men lad os atter prøve med ler og guitarer frem for bomber.

Vi ved jo godt, at den lille rebel er en hårdnakket fornægter, som barske politifolk ville kunne afhøre i timevis, uden at han brød sammen. Vi ved, at han har et endeløst arsenal af dårlige undskyldninger for at forsømme sin ånd. Vi ved rundt regnet hvad, han vil sige. Måske vil han angribe den grundliggende præmis, og spørge: "Hvis pladen ikke ville være værd at høre, dersom den var lavet i 1994, hvorfor skulle den så pludselig blive det, bare fordi den er lavet i 1968?". Eller han vil måske anerkende præmissen, men så forsøge at godtgøre, at det ikke er noget for ham, og at dette ikke har noget med trods og benægtelse at gøre. "Det er ikke fordi at," vil han påbegynde en forklarende sætning, der skal forsøge at rense og undskylde ham, "men det er altså bare sådan, at" forsøger han sig. Vi vil ikke tage synderlig notits deraf, men vende det døve øre til, ligesom man ikke skal tillægge det nogen betydning, hvad en alvorligt syg mumler i feberhvilelse. Vi ved godt, at den lille rebel er et modbydeligt svin, men vi vil ikke desto mindre forsøge at finde en omsorg at favne og omslutte ham med. Frem for at se ham som noget ondt, der skal bekæmpes, vil vi betragte ham som noget sygt, der skal helbredes. Vi prøver med ler og guitarer i stedet for bomber. Men måske er han ikke parat til ler og guitarer. Måske er vi nød til at begynde med en kop kamillethe. Lad os se den lille rebel som det, han reelt er: et sygt barn. Ikke en frygtelig og skarpt bevæbnet modstander. Det er blot noget, han prøver at overbevise os om, at han er, for at kunne komme til at styre og manipulere os. Men vi ved bedre. Vi er oplyst af Den store Progression, og har af den vej lært en del om vore egne sjælsrørelser. Vi kender det indre landskab med dets mangeartede natur og brogede persongalleri.

Svingningerne vibrerer. Frustrationerne fryser. De kommer langvejs fra. Der er store folkevandringer så langt øjet rækker. Alt og intet. Selvfølgelig skal jeg det. Hvor var det, jeg kom fra. Nåh, jo. Det går såmænd nok til sidst. Hvor er de henne? Hvorfor gemmer de sig? Hvad er der sket? Nok en dag er gået. Klokken har atter slået. Kling, klang, klong. Bulder, bulder, bulder. Sært prisværdige stegepande. Lad den stå i blød. Det hele jævner sig. Jævninger heler sig. Sårene lyser. Lyset er såret. Sluk selv de sidste gløder. Gløder i mørket. Frem af dybet. Nede i dalen. Skraber mod væggen. Ligger uroligt. Vender sig. Freden forbliver fjern. Dog! Kom nærmere, kom nærmere - kom endelig nærmere. Dét! Åh, ja: dét. Hvor er det? Hvem har det? Gribben griber chancen. Chancen changerer sagens akter. Agterude ligger landet. Sådan ligger landet. Landet lægger æg. Ægtestanden står distancen. Sådan da. Nok lidt overvurderet. Men det får være. Vi når jo nok det hele. Giv dig god tid, der er nok at bruge af. Lige så mange timer, som du måtte behøve. Det er et falsum, når du tror, at du har travlt. Det er fejlen, som forstyrrer dit system. Svækker evnen til at se, hvad der er ret. Ret og rigtigt. Ret og rigtigt - har du hørt det udtryk før? Det er et udtrykker. Det trykker ud. Det trykker ind. Gør indtryk. Så bliver det gradbøjet, imens vi græder over bøjen. Bøjen derude i havet, der skal vise søfolk vej. Det var dog noget sært noget. Fuglene svæver over vort hoved, og finder vej på deres egen måde. Katten kigger betuttet op på de fjedrede middagsretter uden for rækkevidde. Mutter stryger den blidt over ryggen og smækker en lørdagskylling i ovnen. Stegefedtet sprutter perlende omkring det hvide kød. En syden. Syden i syden. Hvad gør det så i norden? Dagens gerning har kastet en terning. Tiden er løbet løbsk. Det løbske kalkunfyld fylder horisonten et kort øjeblik inden det løber væk hjemmefra. Ud i det blå. Væk fra det hele. Skjult i skyggen. Lurende på sin chance. Snedig. Åh, så snedig. Trækroner i Trekroner. Trækkerdrenge hiver i automaterne. Spillehallen spiller op. Dans, dans, dans. Natten er ung. En sommernat. Lyse nætter. Lys og latter. Længe ventet. Langt fra hentet. Hentet ned. Hentet ind. Hevet omkring. Runddans. Rundt og rundt. Svimmel, fortumlet. Ør i hovedet. Hoven i øret. Fy! Ikke være hoven. Det er uklædeligt. Klæd hovmodet af. Stå i nøgen velvillighed. Så er man vel villig. Det siger Villy i hvert fald. Har han mon ret. Hvem ved. Ved hvem væmmes vædderen ved vår? Ved vandet vædes vaskekluden. Hvad var nu det? Hvad nu? Hvorfor? Vakse Viggo vakler. Han har lige reddet ranke. Det ses af hans ranke holdning. Men nu hvor han vakler synker skikkelsen sammen. Duvende, tumlende, bævende. Rundt og rundt nok en gang. Omdrejningspunktet spiller omdrejningspunk. Pisker afsted. Men så falder roen over landskabet. Her i denne lysning er det vist passende. Et godt sted at falde. Lige ved en roemark. Og roen falder? Gør det mon ikke ondt at få en roe i hovedet? Lige i knolden. Knoldesparkeren, sparker knolde op. Roejernet finder roen. Fredsduen fiser - og fniser. Den er vist en værre en. Slet ikke så fuld af fred, som man troede. Dog den svæver æterisk. Bebuder. Budet beder. Bybudet beder bageren bedrage bagmanden. Bagværk. Det værker i den gamle ryg. Bagsmæk. Av! Av! Av! Agnes avler agner. Og hr. Peder kaster som bekendt runer over Spange. Spanden springer. Splat, split, splut. Split splitterit. Slippe slappe sluppe slimme slamme slakke slukke slim salabim bam bassa la du saladim dimmelim dam dum da di da dala dulli dolli dilly dalli dum. Dum da dum. Tra-la-la.

Muntert veloplagte har vi fået kureret patienten, og begiver os nu med sang og latter videre på skovturen.

Resten af sangen falder uden vanskeligheder på plads. Før eller senere er det ganske enkelt ikke længere nødvendigt at hoppe tilbage til begyndelsen. Man glider gennem sangen i dens helhed og nyder oven i købet turen. Herregud - var det virkelig ikke andet? Hvorfor forekom det så svært, uoverkommeligt og farligt? Et gammelt ord siger, at alt er let, når man kan det. Deri ligger så også, at noget man ikke kan, kan føles helt umuligt. Men når man har opøvet en færdighed, forstår man ikke, at man engang har syntes, det var svært. Der gælder noget lignende for tilegnelsen af en sang.

Tænk på, hvor naturligt, som ren automatik det forekommer os at gå. Se så på et lille barn, der forsøger at tage sine første skridt - det siger vist alt!

I begyndelsen af "Stoned Soul Picnic" bliver man udstyret med alle de nødvendige redskaber til at komme igennem sangen. Men det er ikke sikkert, at man lige straks får øje på dem. Ved forfra metoden, får man opsamlet det, der skal bruges, og lige pludselig glider man bare igennem så let som ingenting. Herregud - var det virkelig ikke andet? Nej, det var det ikke. For alt er let, når man kan det.

Skulle der nu alligevel være enkelte, som ikke oplever, at tingene falder på plads, kan de forsøge sig med Fifth Dimensions version af nummeret. Den er mere kommerciel og lettere tilgængelig, og har man siddet og kæmpet med originaludgaven, vil man derfor opleve noget svarende til, hvis et skolebarn har fået udleveret en for svær matematikbog, kæmpet en fortvivlet kamp, men så får en lettere og farer gennem stykkerne.

Skulle der nu alligevel være enkelte, som heller ikke kan håndtere lightudgaven, kan der muligvis være hjælp at hente andetsteds. Som nævnt er der en vag lighed mellem "Stoned Soul Picnic" og Norah Jones' "Don't Know Why". Skønt sidstnævnte er fra 2001 rummer den paradoksalt nok en god portion gammeldags velklang, ligesom dens hvilen ikke forstyrres af noget hjemsøgt og skurrende. Den er ren kakao og rosinboller på en regnvejrsdag. Hvor anakronistisk det end måtte forekomme, er den således anvendelig som overgang/mellemled fra det pre-progressive til det progressive.

Således kan man stort set direkte fra alt det gode, gamle tage en trip-trap-træsko henover Norah Jones og Fifth Dimensions til Laura Nyro, og derved gradvis blive hærdet, så man kan klare den rigtige "Stoned Soul Picnic". Da vil også dem, der har haft lidt sværere ved det, få en klar oplevelse af, at der nu er hul igennem og at alt er let, når man kan det.

Dermed kan vi med god samvittighed begive os videre til den niende sang, "Emmie". Her vil man tydeligt kunne opleve, at man kan trække på det, man har opnået under arbejdet med de foregående numre. "Emmie" rummer mange umiddelbart kønne træk. Netop i kraft af den tidligere indsats burde man nu være så meget ude over de genremæssige aversioner, at man kan forholde sig direkte til disse.

Stilistisk er vi i Nyro-land. Men her har vi lært at færdes på nuværende tidspunkt. Alt det, der kunne stille sig i vejen, gør det således ikke længere. Uden besvær finder man ind til sangens velklange. Ganske vist sidder man med en viden om, at visse træk for kort tid siden ville have generet en. Men vel at mærke således, at de ikke længere gør. Man opdager kort sagt, at man har flyttet sig.

Dertil begynder det givetvis at dæmre for mange, at Eli-pladen lægger sig mere integreret ind i progressionen end først antaget. Den ligger i forlængelse af tendenser, der kan spores tilbage til et ret tidligt tidspunkt af bevægelsen. Vi er ude i noget, som principielt blev varslet på "Pet Sounds", ligesom Stones' eksperimenter med lettere usædvanlige instrumenter på "Aftermath" og "Between The Buttons" kan siges at pege frem imod dette. Dertil kommer ting som Judy Collins' "In My Life" og Nicos "Chelsea Girl". Alt i alt kan man med god ret tale om en linie i Den store Progression, hvor "Eli And The Thirteenth Confession" føjer sig naturligt til som næste skud på stammen.

Ligesom med så mange andre af de plader, vi har kigget på, gælder det blot om at fange den pointe, der skjuler sig i udtrykket "i forlængelse af", d.v.s. at noget går et skridt videre og derved ligger udover det indtagede område, men altså på en sådan måde, at man kan bruge tidligere erfaringer, trække på hidtidig indsigt og bruge denne til at trænge ind i det nye.

I et blot lidt anderledes arrangement kunne "Emmie" for så vidt have været på "Pet Sounds" uden at stikke ud fra resten af pladen.

En lang indledende passage er lutter blød og kælen velklang for øret. Næsten preprogressiv. Faktisk kan det minde en anelse om Platters' version af "Smoke Gets In Your Eyes". Herefter bliver den en anelse mere udfordrende med nogle overraskende drejninger, som nærmest udarter til en slags mini-symfoni. På en blid og sart måde sker der nogle virkelig spændende ting, der vil kunne afstedkomme nogle overraskede "Nå!"-udbrud. Men ikke ubehag. Vibrafon og pauker spiller en central rolle i en række små, delikate breaks, og hen mod slutningen forekommer der nogle pudsige skift. Det er nyt og anderledes, men stadig gælder den med "i forlængelse af". Dette er det naturlige og logiske skridt i forlængelse af "Pet Sounds".

Således kommer man ret let og ubesværet omkring ved denne del af pladen. Det, der kan være grund til at kigge en smule på er nogle mere formelle ting. Der er nogle passager i teksten til "Stoned Soul Picnic", vi ikke har fået talt om. Vi har endnu ikke berørt teksten til "Emmie". Vi skal således have nogle tekstmæssige ting på plads, vi skal have fundet ud af, hvordan de to numre forholder sig til hinanden. Den slags ting.

Udover de mange gentagelser i "Stoned Soul Picninc" forekommer følgende:

Rain and sun come in akin

And from the sky

Come the Lord and the lightnin'

And from the sky

Come the Lord and the lightnin'

Stoned Soul

Stoned Soul

Surry on surry

Surry, surry, surry, surry

There'll be trains of blossoms

There'll be trains of music

There'll be music

There'll be trains of trust

Trains of golden dust

Come along a surry oh

Sweet trains of thought

Surry on down

Can you surry?

(Regn og solskin hører sammen

og fra himlen kommer Herren og lynet

og fra himlen kommer Herren og lynet

Stenet sjæl

Stenet sjæl

Smølf på smølf

smølfe, tølfe, habakukkelukke

Der kommer stimer af blomster

Der kommer endeløse guirlander af musik

Der vil være musik

Der vil være striber af fortrolighed

endeløse rækker af gyldent støv

Kom nu med og kukkeluk

Søde myriader af tanker

kuk kuk faldera

Kan du smølfe?)

Alting kommer i strimer. Rækker, geled, optog som farverige streger gennem tilværelsen, og synes at rumme en hemmelighedsfuld mening. Livet åbner sig i en åbenbaring af noget nær religiøs karakter, alt imens vi driver rundt i skoven. Måske - måske ikke lykkes det at finde den nye ro.

I de blide åbningsklange til "Emmie" synes nyroen at have indfundet sig i en hvilende altets harmoni. Det første "Emily" lyder som en kærlig kalden. En blid moderlig røst. Men hvem er denne Emmie eller Emily?

Oo la la la

Oo la la la la

Emily

And her love to be

Carved in a heart

On a berry tree

But it's only a little farewell lovespell

Time to design a woman -

Touch me

Oh wake me

Emily you ornament the earth

For me

Emily

You're the natural snow

The unstudied sea

You're a cameo

And I swear you were born

A weaver's lover

Born for the loom's desire -

Move me

Oh sway me

Emily you ornament the earth

For me

Emmie your mama's been a-callin you

oo

who stole

Mama's heart

and cuddled

in her garden? darlin Emmie

Oh la la la

You're my friend

And I loved you

Emily

She got the way to move me, Emmie

She got the way to move me, yeah

She got the way to move me, Emmie

She got the way to move me, get up and move me

(uh, la, la, la

uh, la, la, la

Emily og hendes tilkommende

ridset ind i et hjerte på et træ

Men det er blot en lille afskeds-besværgelse

Det er tid til at formes til kvinde -

Rør mig - åh, væk mig

Emily, du sætter dit præg på verden

- og på mig

Emily

du er den uberørte sne

det uudforskede hav

et relief i et dyrebart smykke

og jeg tør sværge på

at du er en vævers kærlighedsbarn

undfanget af tenens tragten

bevæg mig - åh, driv mig

Emily!

Du dekorerer verden for mig

Åh, Emily!

Din mor kalder

Ååh

Hvem stjal moders hjerte

og puslede rundt i hendes have?

Skønne Emily

Uh, la, la, la

Du er min ven

og jeg elsker dig

Emily!

Man kan ikke lades uberørt af Emmie

hun gør indtryk, åh ja -

Hun viser vejen og leder mig, Emmie

Sådan går det, og sådan vil det ske)

Som det ses, har vi her i alt væsentligt en kærlighedserklæring. Det er ikke en tekst med en masse finter. Essensen er: "Emily! Du er dejlig." Det eneste drilske spørgsmål bliver således, hvem det egentlig er, der er de to involverede, den, der lovpriser og den, der lovprises. Vi finder ud af noget, om hvordan de står i forhold til hinanden. Om ikke andet, at Emily gør stærkt indtryk på sangens jeg. Ret meget mere får vi vel strengt taget ikke at vide. Måske er det heller ikke vigtigt. Måske skal sangen blot opfattes som ren kærlighedserklæring, uden at det har synderligt at sige, hvem det er, der henholdsvis erklærer sin kærlighed, og hvem den erklæres til. Vi kan derfor vælge at spørge: hvordan passer en kærlighedserklæring ind i sammenhænget på dette sted? Hvis det uden videre synes at passe ind, er der ingen synderlig grund til at gøre så forfærdelig meget mere ud af sagen.

I betragtning af at vi kommer lige fra noget med en skovtur, hvor sanseindtryk spiller en central rolle, synes en kærlighedserklæring at passe fint ind. Allerede navnet Emily er skovturs-agtigt - gammeldags skovtur med kurv, kyser og kjoler. Det er på mange måder også det præg, der er over musikken. I den forrige sang hørte vi om at beruses af sanseindtryk, at livet vokser og skoven byder på åbenbaringer. Som en naturlig forlængelse af dette er vi her kommet ind i en hemmelig og magisk have, der støder op til skoven. Her sidder der en pige på en gynge. Det mest fortryllende væsen nogen kan forestille sig. En ganske let knagen fra gyngestativet synes at hviske pigens navn: "Emily, Emily, Emily."

Det er ren stemning. Det er poesi, musik, sansning, følelse. Derfor skal det ikke oversættes til noget rationelt. Det ville være et overgreb. Opgaven er ikke at nå frem til en fornuftmæssigt meningsfuld tolkning, men at gå ind i stemningen og atmosfæren, lade den indhylle og omslutte os, indtil vi bliver ét med den. Det her skal forstås med hjertet - ikke med forstanden!

Dog kan det næppe kaldes overgreb eller -fortolkning, hvis man ud af teksten læser, at Emily er ganske, ganske ung. Hun er en pige, der er ved at blive kvinde. Ikke færdigformet og endnu ganske pur. Fuld af den friske sødme, som kommer af, at endnu intet er afgjort. Livet er ikke låst, og når hin yndige hopper ned fra gyngen, kan hun begive sig i mange forskellige retninger. Livet har ikke fældet sin dom, og der er således endnu ikke udpeget en ufravigelig vej. Et barnligt kæresteri har efterladt et udskåret hjerte i et træ, et træ med blodrøde bær. Et forsøg på at fastholde noget, der var. Men det er ikke mere. Det ligger bagved. Foran står alle veje åbne. Netop deri består det friske, karske og berusende. Emily er lutter mulighed, og derved ligner hun livet selv.

Alt dette siges imidlertid i en kort indledning. Det efterfølgende er lutter lovprisning og kærlighedserklæring. Eén lang hyldest. Hvem fremsiger denne? En mor? En storesøster? En fremmed, der har forvildet sig ind i den magiske have? Livet selv? Vi ved det ikke. Lovsangeren forbliver i skyggen og priser Emily uden at præsentere sig selv. Vi bliver nød til at bøje os for dette og acceptere, at det er Emily og ikke den talende, der er det vigtige og centrale. Hvor personligt lidenskabelig denne prisen og hylden end kan forekomme, er den at regne for et objektivt udsagn. For det er den konklusion, enhver, der ser Emily, nødvendigvis må nå frem til. Sådan er Emily.

Frem for en kærlighedserklæring er det derfor muligvis mere korrekt at betragte teksten slet og ret som en beskrivelse. Dette knytter også den indledende - mere forklarende - del tættere sammen med den efterfølgende lovprisning.

Måske kunne man endog vove sig et skridt videre og betragte Emily som et begreb frem for en person. Hun er det ophøjede og rene, den store idé. Hun er et billede på den indsigt turen i skoven førte frem til. Dér blev vi beruset af sanseindtryk. Men midt i et flimrende virvar toner en klar indsigt frem, "dét". Denne tolkning ville stemme fint overens med den del af progressionen, der kulminerer i 1967, hvilket så nogenlunde er den del, Laura Nyro reelt havde mulighed for at danne sig overblik over i begyndelsen af '68. Man famlede rundt i tågede lsd-trip. Men frem af tågerne tonede et klart billede. Netop den svimle euforisering førte frem til et eksakt klarsyn, en ophøjet idé: hymnen!

Det er helt på linie med vores drøftelser om demokratiet og noget, som er bedre, den store løsning, den uangribelige idé. Det synes at være denne, sangen handler om. Svaret havde Nyro naturligvis ikke fundet. I så fald ville der ingen nød og ondskab findes længere, Nyro ville være blevet verdenspræsident, og vi ville allesammen sidde og synge "Ooh, la, la, la". Men hun delte drømmen om at finde løsningen med resten af menneskeheden, og hun formåede at skrive en dejlig sang derom. Mere pedantisk anlagte fortolkere kan så strides om, hvorvidt det egentlig var den store idé eller drømmen om at finde den, hun lavede en sang om. Det kan jo i sidste ende komme ud på et.

I det hele taget anfægter det ikke noget at give plads for en åben tolkning, frem for at kræve et entydigt facit. Nyro lavede en smuk og bevægende sang, der er lige betagende, enten en mor tænker sin datter ind i den, eller en sjælsrejsende ser et billede på sit håb om afklaring deri.

Hvis vi kigger lidt på becifringen, åbnes nummeret med nogle takter, der skifter mellem to akkorder. En Cmaj9, der opløses til en ren Cdur-treklang. Altså en åbnende spænding, der søger med afspænding og harmoni. Videre går det til subdominanten F, herefter til dobbeltdominanten D7. Den forventede efterfølgende dominant udelades, og erstattes i stedet med et F med g i bassen, altså dominanttonen i bassen til en subdominant-akkord. Derved skabes en fornemmelse af forlængelse eller udskydelse. Dette sker på netop det sted, hvor man hører om det indskårne hjerte i træet.

Der vendes tilbage til Cmaj9, en tur omkring F og tilbage igen. Herefter følger - noget overraskende - en h-mol. Majakkorden til C bevirker, at h-mol får et skær af dominantvirkning. Men en rigtig Gdur må man vente på. Helt svarende til teksten udskydes det konkluderende og afrundende. Sangen holdes til stadighed svævende i en uafklaret tilstand af flimrende panoramisk stemning og sart ynde, der afholder sig fra at bruge et punktum - endsige et udråbstegn - hvor man kan nøjes med et komma eller semikolon.

Dette bliver ikke mindre interessant, når det ses i lyset af "Stoned Soul Picnic". Også den tog udgangspunkt i et grundmønster af to bærende akkorder, der så blev varieret og moduleret på forskellig vis i løbet af nummeret. Her var der imidlertid tale om Fmaj9 og g-mol7. Således forholder C'et sig som dominant til den foregående sang. Vi befinder os derved allerede i det konkluderende. Den udbredte, svævende og hvælvende stemning er konklusionen.

Endvidere har de to modeller rent lydligt visse ligheder. Tilsyneladende er det to ret så forskellige skift. Men betragter man de indre bevægelser deri, er der faktisk visse ligheder. I "Emmie" er der ganske vist tale om en udvidet akkord, der opløses i den rene treklang. Men forestiller man sig at udvidelsestonerne ikke bare forsvinder, men går et sted hen, ville det mest oplagte vel være, at den store septim udnyttede sit ledetone-potentiale og gik til grundtonen (h til c - lille sekund op) og at nonen ligedeles gik til grundtonen (d til c - stor sekund ned). Den alternative mulighed måtte være, at den store septim gik ned til kvinten (h til g - stor terts ned) og at nonen gik op til tertsen (d til e - stor sekund op). Fra Fdur til g-mol har man tertserne a og bb, altså en lille sekund op. Derimod er grundtone til grundtone (f til g) en stor sekund op. Den store septim til Fakkorden, e, kan gå en stor sekund ned til d. Endvidere betyder brugen af en mol7, at tonen f (lille septim) tilføjes til G-akkorden, hvorved altså noget fastholdes, ligesom når man ændrer på en fasthold klang. Man kan endvidere mærke sig, at Fmaj7 har tonerne c og e fælles med Cdur, mens g-mol7 har tonen g, den sidste man mangler for at fuldende treklangen, men med en mod to dog således, at der bliver mindre, helt svarende til, når en højt opbygget akkord pilles ned til grundsubstansen.

I praksis oplever man tydeligt et slægtskab mellem de to indledende figurer. Men netop på en sådan måde at man har en følelse af, at blive løftet op i en højere, tyndere luft, en forklarelsens indfinden sig. Der er noget på en helt anden måde hvilende over "Emmie".

Beskrivelsen af en pige, der er ved at blive kvinde, passer godt sammen med, at den efterfølgende sang hedder "Woman's Blues". Her er projektet åbenbart fuldført. Men hvorfor blues? Står det så slemt til, at der efter barndommens latter kun venter vemod og skuffelser i voksenlivet? Det er ikke helt det, der ligger implicit i "Emmie", for selvom det er det ufærdige, der hyldes, synes det underforstået, at modningen er et godt og lykkeligt projekt.

Eller griber vi her fejl? Er det lykkelige netop det ufærdige og kun det ufærdige? På sin vis kan "Emmie" opfattes på begge måder, og det bliver altså i den efterfølgende sang, at vi skal søge svaret på spørgsmålet. "Emmie" er ren stemning og besvarer derfor ingen spørgsmål.

Derimod kan den meget vel mane til eftertanke og vække mindelser om andre steder, hvor man er stødt på noget lignende. Der findes mange parallelle eksempler.

I novellen "Et latterligt menneskes Drøm" fortæller Dostojevski om en mand, der kommer til en planet, hvor menneskene er ufordærvede og lever i harmoni. Desværre får han ødelagt det hele, da han begynder at blande sig i tingenes gang. I den dybt betagende filmklassiker "Tabte Horisonter" møder vi noget lignende. Ganske vist fordærves Shangrila ikke. Men broderen optræder som legemliggørelse af den lille rebel, og får hovedpersonen til at forlade Shangrila, ved at så tvivl om stedets vederhæftighed. Også de glade, harmoniske mennesker i Shangrila har et skær af noget lidt barnligt over sig. Allerede paradismyten antyder dette forhold, akkurat som Jesus talte om nødvendigheden af at blive børn påny.

Således synes det at være en almenmenneskelig forestilling, at der er sammenhæng mellem harmonien og en barne-lignende tilstand. Ligeledes kan man sige, at al stræben, al bevægelse ideelt set søger imod harmonien. Hvis harmonien blev opnået, måtte den opretholdes og bevægelse ophøre, eftersom al videre bevægelse nødvendigvis ville føre bort fra harmonien, således som det jo faktisk er muligt at tolke al ufred og ufuldkommenhed i verden som udtryk for en bevægelse, der til stadighed fjerner sig længere og længere fra oprindelsens harmoni.

Denne udlægning forekommer imidlertid temmelig tvivlsom i lyset af en række af de tidligere sange, især "Timer". Vi har i adskillige af sangene - her iblandt også "Timer" - mødt en dyb hengivenhed overfor barndommen og fascination deraf, men hele tiden tillige en erkendelse af, at der følger noget efter, og at der bør følge noget efter. Ikke blot i "Timer", men også f. eks. i "Lu", har Nyro erklæret sig for dette efter.

Denne udlægning forekommer imidlertid temmelig tvivlsom i lyset af en række af de tidligere sange, især "Timer". Vi har i adskillige af sangene - her iblandt også "Timer" - mødt en dyb hengivenhed overfor barndommen og fascination deraf, men hele tiden tillige en erkendelse af, at der følger noget efter, og at der bør følge noget efter. Ikke blot i "Timer", men også f. eks. i "Lu", har Nyro erklæret sig for dette efter.

Her kunne man så naturligvis sige, at det var bevægelsen hen til. Når det søgte endelig blev fundet, ville en videre bevægelse væk fra være tragisk. Troen på at en bevægelse kan gå i den rigtige retning og at det lader sig gøre at nå i mål, er jo netop den helt centrale tanke i 60'ernes optimisme, og således også lige præcis det vi i vores post-pepperske syge ikke længere tror på idag. Apropos pepper: hvad var det helt nøjagtigt, der var ved at ske med Beatles, på netop det tidspunkt, hvor Eli-pladen blev udsendt? "Sgt. Pepper" og "White Album". Ja, eller "Emmie" og "Woman's Blues". Det udtrykker jo det ene og samme.

Eller det vil sige ... det ved vi jo faktisk ikke noget om, eftersom vi endnu ikke har set nærmere på "Woman's Blues", men blot i lyset af "Emmie" spillet bold op ad titlen.

Titlen "Woman's blues" giver mistanke om en pendant til "Lonely Women". Men kan det virkelig passe? Vi har i det foregående oplevet bredden af Nyros palette. Samtidig med et klart etableret univers, har vi set hver eneste nummer udfolde sine helt egne ideer på helt egne præmisser med en alsidighed, der forekommer overvældende. Vi har set, hvordan indholdsfylden i nogle af de tidligere sange tårner sig op i en grad, så ideerne er lige ved at spænde ben for hinanden. Hver eneste skæring har været noget i sin egen ret forskelligt fra de øvrige. Så naturligvis er "Woman's Blues" ikke et opkog. Vi er et helt, helt andet sted. Et sted vi ikke har været før.

(Fortsættes 11-d ... )