Miles Davis' geni viser sig ved den måde han i indspilning efter indspilning får den slags til at give mening. Også når der ikke er et underforstået grundlag at hænge det op på. Her er Nyro måske en anelse mere problematisk. Fra et melodisk synspunkt ligger vanskeligheden i, at sanglinien konstant brydes, deles op i mikrobidder afbrudt af pauser, og trækkes ud af proportion med lange, holdte toner, hvorved den ender som en slags anti-melodi. Ikke mindst i kraft af det demonstrativt langsomme tempo, der også ville gøre det svært at følge bevægelsen i en mere jævntflydende linie. Men ved nærmere lytning viser det sig - som det forhåbentlig hermed er godtgjort - at der faktisk er et melodisk indhold og at dette endog er af en vis stemningsfuld ynde og bizar skønhed.

Men tempoet betyder, at man let kan fare vild mellem tonerne. At Nyro bruger over et minut på at synge en stump tekst, der alt i alt består af 40 stavelser, er væsentligt under den almindelige teksttæthed for en popsang.

Det gælder også sange, man almindeligvis ville betegne som udpræget langsomme, f. eks. "Tammy" og "Secret Love". De første 40 stavelser i "Tammy" er:

I hear the cottonwoods whiperin' above,

Tammy, Tammy, Tammy's in love

The old hooty-owl hooty-hoots to the dove

Tammy, Tammy, Tammy's in love

Does my lo ...

Efter 13 sekunders forspil sætter Debbie Reynolds ind på 00.14 og når til "lo" ved 00.43.

Tilsvarende gælder det "Secret Love", at de første 40 stavelser er:

Once I had a secret love

that lived within this heart of me

All too soon my secret love

became impatient to be free

So I told a friendly star

the way that ...

Efter 14 sekunders forspil sætter Doris Day ind på 00.15 og når til "that" ved 00.54. Man bedes her også huske, at "Lonely Women" kun har tre-fire sekunders forspil. Herefter er sanglinien i gang, men runder alligevel først "men" omkring 70 sekunder inde i nummeret. Laura Nyro tager sig med andre ord ualmindelig god tid til at fyre 40 stavelser af.

Det ville have været en skæv og urimelig sammenligning at tage "High School Confidential" eller "Subterian Homesick Blues", hvor der lires ord af i rasende fart. Men "Tammy" og "Secret Love" er absolut ikke hurtiggående, og hverken Debbie Reynolds eller Doris Day lyder som om, de har specielt travlt. Det må således betegnes som et objektivt faktum, at "Lonely Women" er slæbende, og det medfører et forståelsesproblem.

Tag den kønneste, mest iørefaldende melodi, du overhovedet kan komme i tanke om, og syng den så langsomt som muligt, langt under dens sædvanlige tempo. Du vil opdage, at den begynder at falde fra hinanden og miste noget af sin indlysende logik. Når man står over for indspilninger, der kan sammenlignes med dette, gælder det derfor om at få samlet det spredte til et meningsfuldt hele. Det kan godt kræve en ekstra indsats. Men det er som regel ulejligheden værd.

Med vores kendskab til teksten har vi fået trådt en sti igennem sangen. Det viser sig nu, hvor nyttigt det er, og hvor stor en hjælp det giver til at gøre stien bredere, så der gradvis opstår en farbar vej.

Fra åbningsakkorden frem til det tredie "lonely women" begynder vi nu at kunne ane en struktur og en sammenhængende bevægelse. Denne leder videre til

01.10-01.13 Klaver anslag, der lægger op til et eller andet, efterfulgt af en lille figur fra saxen. Temmelig jazzet. En mere beat-orienteret association kunne være Thems version af "I Put A Spell On You".

01.13-01.24 "And no one knows the blues" (og ingen kender melankolien) intonerer Nyro. De første fem stavelser tages i et snuptag, dog med en ganske lille trækning af "one" og en mikroskopisk pause efter - an nåu wåååånd (thick) nåuws dtø - hvorefter "blues" trækkes længe (01.16-01.23), mens saxen fortsætter sine tirader og træder tydeligere frem under det holdte "bluuuuuuuuuueeeeeeeeesssssss". Efter denne lange tone en velfortjent vejrtrækning , og videre til

01.24-01.30 "Like lonely woman do" (sådan som ensomme kvinder gør). Frasen er udpræget bluesy. Former sig som laijk lååååuun-li weeeee-mææn med en melodiopfattelse et sted midt imellem "Come Back Liza" og "Old Man River", der 01.28 fører videre til et duu-huu, der går ned i bassen.

De to sætninger "and no one knows the blues/like lonely women do" (12 stavelser) synges i overensstemmelse med teksten stærkt blues-agtigt. Samtidig betyder den nu helt konsekvente brug af lange toner og en mængde små kunstpauser at nummeret opnår en endnu mere hvilende fornemmelse, som under en meditationsøvelse hvor vejrtrækning og pulsslag gradvis bliver langsommere.

Billie Holliday er nærmest speedway i sammenligning. Den eneste ældre indspilning med en sammenlignelig trækken og ustrækken hver tone i det endeløse må blive Mahalia Jacksons tolkning af "Silent Night", som imidlertid ikke har et så hvilende præg som "Lonely Women". Med sine intense, melisme fyldte fraseringer fastholder Jackson en konstant dramatisk dirren, der trods det langsomme foredrag hele tiden virker spændt og intenst. Præget hos Nyro er mere meditativt vegeterende. Frem for det, der konstant er spændt op og hele tiden holdes stramt, kan det hun gør, snarere beskrives som en skiften mellem lidenskabelige opspændinger og mere løse given slip. Det, der intensitetsmæssigt fastholdes som konstant, er den manifesterede atmosfære med al dens tilrøgede jazzklub stemning. Dette ligger som et absolut tilstedeværende, et etableret rum. På dette atmosfæriske grundlag udfoldes noget, der lader sig bestemme som en slags blues, men på en udpræget tilbagelænet vis, der ikke udviser den glød og det temperament, man f. eks. finder hos Bessie Smith.

Hvis man skal lære at påskønne "Lonely Women" må man derfor også selv gå ned i tempo. Det er ved sin atmosfærerigdom og meditative ro et fantastisk flot nummer. Men for at etablere en kontakt må man sænke sit eget tempo, komme derned hvor "Lonely Women" er. Det er ikke rok og rul, ikke wild, wild party. Man må give slip på al sin rastløse jagen på fest, farver og konstant aktivitet. Give helt slip. Acceptere at vi ikke skal nå noget. Der er intet, der jager. Vi har masser af tid. Oceaner af tid. Ro på! Ro på! Helt ned i gear. Her kommer man i øjenhøjde på "Lonely Women" og kan forholde sig til den, blive indhyllet i dens stemninger og henrykkes ved en tilstedeværelse i øjeblikket, der accepterer at det er, og at det ikke haster med at komme til det næste. Uendelighedsøjeblikket omfavner en med inciterende farver og dufte. Være der. Bare være der. Standse helt op i intenst nærvær.

For en ordens skyld kan det være værd at gøre helt klart, hvor langsomt dette reelt er. Det er ikke bare som når Beatles går fra en af deres raske sange til en "Yesterday" eller en "Michelle". Går man ud fra en sådan forventning, kommer man slet ikke langt nok ned i tempo.

Vi så tidligere at selv så udpræget rolige sange som "Tammy og "Secret Love" væsentligt tidligere runder de 40 stavelser. Efter halvandet minut er "Lonely Women" nået op på 52. Man kan til sammenligning betragte, hvad "Tammy" og "Secret Love" når på den samme tid:

I hear the cottonwoods whiperin' above,

Tammy, Tammy, Tammy's in love

The old hooty-owl hooty-hoots to the dove

Tammy, Tammy, Tammy's in love

Does my lover feel

what i feel

when he comes near?

my heart beats so joyfully

you'd think he could hear

Wish I knew if he knew

What I'm dreaming of

Tammy, Tammy, Tammy's in love 

(01.16 - 80 stavelser. Herefter instrumentalt mellemspil.

Sangen sætter ind igen netop ved 01.30)

Fra lydspor til film. Afviger en smule fra pladen.

Once I had a secret love

that lived within this heart of me

All too soon my secret love

became impatient to be free

So I told a friendly star

the way that dreamers often do

just how wonderful you are

and why I'm so in love with you

Now I shout it from the highest hills

(01.30 - 69 stavelser)

Fra lydspor til film. Afviger en smule fra pladen.

Hvor det man ellers forstår ved en absolut langsom sang, almindeligvis uden vanskelighed kan få brændt 70-75 stavelser af på halvandet minut, når "Lonely Women" kun op på 52, altså omkring 20 mindre end almindelig standard for slow numre. Vi har her sammenlignet med to 50'er slagere, der i forhold til alt det, der siden var sket, næsten virker præhistoriske. Frem til omkring 65-66 havde mange af de afstedfundne forandringer båret præg af en ivrig foretagsomhed, og man kan derfor roligt sige, at vi med "Lonely Women" er et ganske andet sted. Den stilfærdige og langsomme del af Beatles-repertoiret fræser lynende hurtigt afsted i forhold til dette hvilende stykke meditation. Netop heri består da også "Lonely Women"s nybrud og bidrag til udviklingen. Det her er så i den grad nyt og anderledes end stort set alt, vi har beskæftiget os med i det foregående, at man også er nød til at forholde sig til det på en anden måde. Det er et flot nummer, når først man kommer ind i det. Men før dette kan ske, må man ganske enkelt ned i et helt andet og særdeles uvant gear.

01.30-01.37 nåuw wårn nååuus tdø bluueszzz --- laijk lå-å-åin-li weee-mæn, fraserer Nyro anden gang af den særlige kvindelige indsigt i det sørgmodige. (10 stavelser)

Ganske kort høres nogle få toner fra en bas, der ligger under "lonely women"-udbruddet, men derefter atter tier.

01.37- 01.42 yyyeeeeaaaaa-eeeeaaahhhh giver Nyro den turboen henover en ny diskret hentydning til "All Blues". Musikken bliver her mere dynamisk og tændt. Hiver sig selv ud af dvalen, og udviser en temperamentfuld træden i karakter. (en stavelse)

01.42-01.45 "Blues - the blues" fortsætter Nyro i sin nytændte lidenskabelighed. (tre stavelser)

01.45-01.50 "..that makes the walls rush in" (der får væggene til at trække sig sammen). På "walls" lander Nyro i den tidligere mere rolige fornemmelse og blueser sig dvælende igennem de sidste ord vår-årls råååiiissjjhh ææeeeeiii-en. Et lille sax fill følger.(seks stavelser - alt i alt 72).

Udbruddet af lidenskab og temperament synes dermed til ende. Sådan da! For så vidt er det der hele tiden, som en svag dirren dybt nede i musikken. Skønt "Lonely Women" ikke har den form for tændt, animeret intensitet og himmelstræbende sug man finder i Jackson-versionen af "Silent Night", så besidder den en anden slags intensitet. Den ikke bare ånder fred. Freden forstyrres konstant. Man kan ligefrem sige, at nummeret udspiller sig i et spændingsfelt mellem fred og forstyrrelse, hvorved det opnår en ganske særlig emotionel nuance.

Samtidig kan man i nogen grad også tale om en lagdelt atmosfære. Lige under en overflade af noget, der næsten grænser til sløv ugidelighed, ligger der et skrig, som forsøger at trænge igennem. Passagen fra "yeah" (01.37) til "walls" (01.47) er det hidtil nærmeste på, at facaden krakelerer, hvilket samtidig varsler, at dette vil ske fuldgyldigt og absolut et lille stykke længere fremme. Noget ganske anderledes end roligt hvælvende røg i projektørlyset - noget farligt og dæmonisk - er i færd med at dykke frem og folde sig ud af den hvilende ro som et opstigende havuhyre.

Som et knap så voldsomt fortilfælde må fremhæves "no one knows it better than lonely Women" (0.45-01.10). Således kan man tale om et stigende pres på dæmningerne, hvor man begynder at ane, at de snart må briste.

Den tiltagende intensitet ses også af, at sangforedraget stiger i tempo. Mens det tog 70 sekunder at komme igennem de første 40 stavelser, er yderligere 32 fyret af 40 sekunder senere. Fra at bruge næsten to sekunder pr. stavelse, bruges der nu kun en anelse mere end et. Helt nøjagtigt er det 1,75 overfor 1,25. Med andre ord bruges der nu i gennemsnit et halvt sekund mindre pr. stavelse.

01.50-01.58 blidt og dæmpet på en frase, der har en antydning af afro-præg, synges "walls that tell you where you'd been". (7 stavelser)

01.58-02.02 Nyro rejser sig fra de blide fraser i et lidenskabeligt skrig med an ju bææeeeiiin tu tdø håååååår-lååååuuurrrv. (7 stavelser ).

02.02-02.05 Låå-uun-li weee-mæn, jæææ-hæ-hæ (= lonely women, yeah) fortsætter Nyro sit kampråb. (5 stavelser - alt i alt 91).

02.05-02.08 Med det tilføjede yeah ovenfor er sidste del af optakten til eksplosionen givet. Bas, trommer og klokkespil falder ind, da Nyro med rytmisk intensitet nærmest rapper "let me die early morning", men dette dog også inden for en tydelig tonebevægelse, der ender med at gå ned på "morning".

De ord "Let me die, early morning" (lad mig dø, tidlig morgen), som på tryk kan forekomme en anelse tåbelige, får noget helt andet over sig, når de bruges som her, hvor de nærmest bliver en fanfare, der samtidig tæller orkestret ind. Ganske vist ikke som et rent 1-2-3, 1-2-3, snarere som en-og-to -- en-og-to tre (7 stavelser). Trods denne rytmiske skævhed, har det en slags fortællings virkning, eller kan måske langt ude sammenlignes med Moody Blues' "We all ready said goodbye" i "Go Now".

At det synges så lidenskabeligt betyder samtidig, at det er langt fra at fremstå som et egentligt dødsønske. Snarere et desperat skrig efter liv. Det, der skal dø er et gammelt jeg, der ikke kan gribe livet, for så at blive erstattet af et nyt og mindre forknyt. Overfor væggene der trækker sig sammen om personen med deres vidnesbyrd om tomhed og spildte år virker dette som en gjaldende protest, der vil sprænge alle begrænsninger, vælte væggene, feje de bortødslede år til side og springe på hovedet ud i den nye dag med alle dens muligheder. Eller også er det et klageskrig, der netop vidner om et uudholdeligt liv, en ubærlig smerte.

Flere tolkningsmuligheder byder sig til. Hvis der ligger et adækvat dødsønske i udbruddet, så kan dets sammenkobling med daggryet opfattes på i hvert fald mindst to måder. Dels som et ønske om at dø på dette tidspunkt, og dels som et ønske henvendt til den årle morgenstund. Lad mig dø ved solopgang, inden lyset gør alting synligt. Eller: nye dag, bring en ende på mine lidelser.

Som bekendt var Goethes sidste ord: "Lys! Mere lys." I sin dødsstund følte han åbenbart, at mørket trak sig sammen omkring ham.

Men undertiden er lys værre end mørke. Lyset afslører, hvad mørket skjuler. C. V. Jørgensen synger et sted om at være "fanget i en verden af lys".

En typisk filmscene i forbindelse med en flugt eller nogen, som forsøger at skjule sig, er den skarpe projektør med den jagende lyskegle. At blive fanget i dét lys kan være ensbetydende med døden.

Almindeligvis forbindes solopgang med håb og friske muligheder. Men undertiden har solopgangen den modsatte betydning. Den kan være det, der lader noget frygteligt komme til syne.

Ofte, når folk har oplevet noget forfærdeligt, tilbringer de en søvnløs nat i en rimelig rolig og fattet tilstand. Den nye dags komme virker derimod, som at lyset jager stikkende igennem dem, lader hele smerten i sit fulde omfang træde frem sammen med solen, der fremviser en verden af pinefuld meningsløshed og altomfattende lidelse for deres blik. De er i sandhed blevet fanget i en verden af lys. Solstrålerne dolker dem, og alt det, der gør ondt, bliver uudholdeligt tydeligt i det skarpe, gennemtrængende morgenskær. Dagen bringer ikke håb, men håbløshed.

(Fortsættes 11-c ... )