Der er tale om en ret medrivende og iørefaldende sang. Hvis man har arbejdet med de to første sange som anbefalet ovenfor, kan man næppe længere have problemer med svingningerne op og ned i tempo. Dette er det eneste på overfladen drilske træk, og det burde man på nuværende tidspunkt have vænnet sig til og accepteret som en del af stilen, ja - de fleste er vel ligefrem begyndt at påskønne det. Nyro holder sig fra de højeste toner og er gennem næsten hele sangen i det mellemste stemmelege. Der er altså så godt som intet, der kan volde knuder. I hvert fald ikke på overfladen. Her er der faktisk en reel risiko for at forfalde til at lade sig underholde. Men når man prøver at finde mulige veje til at påbegynde en dialogbestræbelse, kommer der et andet lag til syne, der ikke er helt så ligetil, som overfladen frister til at tro.

00.00-00.05 Forspil på klaver med gospelpræg og en diskret understrøm af stumfilm. Såvel Ray Charles som Mahalia Jackson synes at spøge i kulissen. Må endvidere siges at foregribe en række umiddelbart forestående Beatles-sange såsom som "Lady Madonna" og "Martha My Dear". Således etableres fra første færd en lys, livsbekræftende atmosfære, som leder frem til

00.05-00.15 Flerstemmig ba-ba-ba sang. Kan minde om ting som Cliff Richards "In The Country" og Monkees' "I'm A Believer". En noget mere anakronistisk association kunne være 80'er-sangen"We're Not Deep" med The House Martins. På linie med de nævnte skabes der her en feststemt ubekymrethed. Samtidig har vokalharmonierne et udpræget girl group præg. Det var i virkeligheden Nyro selv, der havde indsunget dem alle. Men hun formåede at skabe klange, der havde fanget den røde tråd fra Chiffons til Supremes.

00.15-00.30 Tempoet sænkes tydeligt og mærkbart, da verset sætter i. Melodilinien kan have nogle vage ligheder med det gamle Del Vikings hit "Come Go With Me". Netop fordi, der vækkes mindelser om denne sangs inviterende "come, come, come", betyder det i kombinationen med det sænkede tempo, at der etableres en "nu skal i bare høre"-situation. Det er således med en klar oplevelse af at skulle modtage en vigtig meddelelse, at man konfronteres med ordene

Down by the grapewine

drink my daddy's wine

get happy

Down by the grapewine

drink my daddy's wine

get happy

Happy!

(Nede i frugtvinen

drikker min faders vin

bliver lyksaligt opstemt

Nede i frugtvinen

drikker min faders vin

bliver lyksaligt opstemt

Lyksaligt opstemt!)

Det umiddelbare indtryk er, at vi befinder os i den samme barneverden som der, hvor en uskyldig forelskelse kiggede efter drengen Luie, som der var noget særligt ved. Her har den lille pige sneget sig ned i fars vinkælder, fundet en flaske, der smager sødt og giver hende en dejlig tummelumsk fornemmelse i hovedet. Det er bemærkelsesværdigt, at det igen og igen viser sig, at der skjuler sig så meget fest og munterhed i en plade, der ved første møde kan forekomme trist og nedstemt. Man bedes endvidere bide mærke i, at dette træk er blevet stadig mere fremtrædende gennem de tre første sange. Musikken bliver mere og mere glad. I det nærværende tilfælde, hvor der skildres en beruselse, bruges det svingende tempo brilliant, i og med at det fra det tydelige skift ned i hastighed ved fortællingens begyndelse, langsomt accelerer opefter. Mere og mere mærkelig i hovedet og verden snurrer hurtigere og hurtigere rundt. Efter at den foreliggende situation er etableret begynder en roteren. Således har musikken opnået en mere rask og spændstig fremfærd ved

00.30-00.53 Blæserne sætter ind og slutter op om Nyros stemme, mens hun leverer omkvædet, der i sin melodibevægelse har et ganske vagt og langt ude slægtskab med "I Got Rhythm", mens den rytmiske fornemmelse fremhæver en filursmilende lethed indenfor en gospelpop orientering, der kan fremkalde så forskelligartede associationer som Beach Boys, Wilson Pickett og The Kinks . Ud igennem denne farverige og klangmættede opsætning bedyrer ordene:

Oh sweet blindness

a little magic

a little kindness

oh sweet blindness

all over me

four leaves on a clover

I'm just a bit of a shade hangover

come on baby do a slow float

you're good looking riverboat

and ain't that sweet eyed blindness

good to me

(Åh, salige enfold

en smule trylleri

et lille kærtegn

åh, salige enfold

fylder mig

firekløverets blade

har måske bare en smule tømmermænd

kom min ven, lad os drive stilfærdigt afsted

du skønne gamle floddamper

og er denne blåøjede uskyld

ikke bare dejlig )

Hvis der før var en tvivl mulig om, hvorvidt vi befandt os i barndommens land, så er der det i hvert fald ikke mere. Med disse mange indtryk og sansninger i fragmentarisk flimrende billeder fremmanes en sommerlig atmosfære betragtet fra en højde, der lige nøjagtig kan strække sig en halv meter op over det høje græs, den løber igennem. Selvfølgelig i de fine nye sko, som mor havde sagt, hun ikke måtte gå ud i engen med. I hvide knæstrømper, som de her mærkelige, klistrende plantekugler sætter sig fast på. Udflugt og pakket madkurv. Tæppet, der bredes ud i skoven. Lyden af en puslen. Duften af kaffe og wienerbrød en søndag eftermiddag. Ligesom kaptajnen dukkede op igen i den forrige sang, dukker der her et firekløver op. Som man vil huske, spåede Lucky i firekløvere. Her nævnes det blot i forbifarten. Sneget ind som et løsrevet fragment af en barndomserindring, hvor man fandt en af disse sjældne og eftertragtede vækster. Hvad kaptajnen angår, har vi intet videre fået at vide om ham. Heller ikke hvilken slags kaptajn han er. Så måske er det ham, der sejler floddamperen. For en dansker er det naturligvis oplagt, at komme til at tænke på Silkeborg sø og Himmelbjerget. Hvis Nyros sang er baseret på selvbiografisk stof, har hun jo nok snarere været en tur i New Orleans. Men Silkeborg eller New Orleans. For barneblikket, der ser et eventyrrige, er det hip som hap. Man kan således ved en direkte parallelisering tale om et amerikansk sidestykke til "Se det summer af sol over Engen", hvor man møder den samme sorgløse sommerfryd. Men er den lille pige nu også ude og lege i solskinnet på blomsterengen? Var der ikke noget med, at hun havde fået stukket snuden lidt langt ned i faderens vinflaske? Ligeledes forekommer der en hentydning til tømmermænd. Så måske er det bare drømmebilleder. Måske ligger hun efter sit drikkegilde rigtig syg og dårlig i sin seng, mens hun kigger mod vinduet, ser et svagt vindstød lege med gardinet og kan høre lyde derudefra. Det ville være dejligt at være derude, hvis man altså ellers ikke havde så ondt i hovedet og hele tiden var ved at kaste op. Eller går vi fejl af siuationen? Er det den voksne kvinde, der får sig et glas af faderens foretrukne mærke, og ved genkendelsen af smag og duft lokkes på tankeflugt til barndommens land? Hvorfor al denne snak om den søde uvidenhed? Det kunne lyde som længsel efter noget tabt. Dog! Musikken taler sit eget sprog. Den er ubetinget lys og munter. Hvis Hermans Hermits havde været fra New York eller hvis Freddie And The Dreamers slog pjalterne sammen med Count Basie. Men er der et anstrøg af ironi heri? Er det en subtil pointe at bygge denne næsten for muntre auditive scenografi op, for netop at lade en mørkere underside komme til syne? Er der undersøiske skær i det hav, man betragter, mens man tænker på, hvor meget det ligner motivet på et postkort? I hvert fald står det klart, at denne tilsyneladende naive sang, ikke er helt så entydig som først antaget. Der er udsigt til flere fortolkningslag og -muligheder, så det må vel nærmest blive op til den enkeltes temperament og sindelag, hvor lyst eller mørkt sangen skal opfattes. Uanset hvilken læsning, man vælger, så synes den at stadfæste sig med stor konsekvens, således at noget bliver slået fast som et gyldigt udsagn. Hvad, der bliver slået fast, afhænger så netop af tolkningen. Måske er det virkelig en slags børnesang for voksne, der skal tages helt for pålydende. Måske er det en besk og bidende parodi på den sentimentalt-naive tendens til at glatte ud og forskønne. Hvad det end er, er det i hvert fald solidt og gedigent sangskriverhåndværk.

00.53-00.58 Gentagelse af ba-ba-ba passagen. Der er ingen nævneværdig forskel at høre i forhold til første gang. Derimod kan man tale om en betydningsmæssig forskel. Første gang var det en indledning, noget, der lukkede lytteren ind. På dette sted virker det mere som en slags kommentar, et udråbstegn efter det gennemførte forløb, der snarere skal befæste end åbne et univers. Det kan minde om den måde gentagelser er brugt i en række viser og folkelige sange, f. eks. de vidt forskellige betydninger "ha, ha, ha - så, så, så, så" opnår i løbet af "Roselill og hendes Moder". Et måske endnu mere rammende eksempel kunne være "Molak", da "molak, molak mak mak mak" jo strengt taget er vrøvleord, der ikke betyder noget som helst, men ikke desto mindre indenfor sangens univers opnår en betydning som kommentar til versene.

00.58-01.13 Vi tager ud på endnu en "toget sætter igang"-tur fra sænket tempo op til omkvædshastighed. Forskelene i musikken begrænser sig til de finere nuancer. Heller ikke teksten er synderligt anderledes end første gang, men begrænser sig til at "get happy" (= bliver glad) er udskiftet med "good morning" (=godmorgen). Dette ord betyder dog en forskel. At man i stedet for at blive munter og lyksalig hilser den nye dag velkommen, ændrer situationen en smule, og giver os mere end blot en tidsangivelse. Frem for en følelsestilstand bliver det centrale en hilsen og modtagelse. Samtidig kan det tolkes som en invitation til deltagelse. Hvor det i første vers synes oplagt at associere det skildrede med eftermiddagen og som en personlig oplevelse, bliver vi her anbragt ved dagens begyndelse, hilst velkommen og inviteret til deltagelse. Det ligger også lige for at tænke, at der vist bliver lagt hårdt ud den dag: drikker vin fra morgenstunden. Derudover kaster det et fortolkningslys tilbage på første vers. "Get happy" kunne også udlægges som en opfordring: søg lykken. Faktisk forekommer der et lille udråb både første og anden gang vi går fra ba-ba-ba til vinen, et "let's go" (kom nu med, lad os tage afsted, så er det nu, giv den gas). Altså frem for "sidder i midt vinen", et "Lad os drage ned til vinen". Udråbet er det, der markerer temposkiftet. Derfor får det en praktisk funktion som et sæt farten ned skilt. Vi får ro på, hvorefter der så er noget, vi skal høre om og evt. deltage i. Situationen etableres! Som en forskel på musiksiden kan nævnes, at blæserne, der første gang rundt satte ind på omkvædet, her allerede sætter ind midt i verset.

01.13-01.23 Andet omkvæd, der både i ord og musik afviger en smule fra første. En tamburin sætter ind sammen med ordene "Oh, sweet blindness" (åh, søde uvidenhed), og giver dermed den rytmiske fremdrift lidt ekstra pisk, ligesom det også fremhæver gospelpræget. I det første stykke, d.v.s. fra "Oh, sweet blindness" til "all over me" (over det hele) er ordene, de samme som i første omkvæd, og synges på samme måde. Forskellen indtræder ved

01.23-01.36 Den passage, der i første omkvæd omhandlede firekløvere og floddampere, har denne gang noget ganske andet at meddele:

Please don't tell my mother

I'm a saloon and moonshine lover

come on, baby, do a slow float

you're a good looking riverboat

and ain't that sweet eyed blindness

good to me 

(Du må ikke fortælle min mor

at jeg har en sådan forkærlighed for værtshusene

kom min ven, og driv langsomt afsted

du er alletiders floddamper

og er denne her blåøjede naivitet

ikke bare sagen)

Nok dukker floddamperen op igen. Men i dette tilfælde synes den at skulle beskrive en person og dennes egenskaber, nemlig evnen til at drive afsted. Det fremstår som en invitation til sammen at drive afsted. Bevidstløst og formålsløst gennem en endeløs druktur. Lad være at fortælle noget om det her derhjemme. Mor må ikke vide, at jeg er sådan en sut. Men det er, hvad jeg er, så slut dig til mig i denne driven mod og igennem forfaldet. Dermed er der sat et skel mellem barndommens land, det evige Sorgenfri, og det andet liv. Vi strejfede tidligere den tolkningsmulighed, at vi frem for at følge barnets oplevelse, var vidne til den voksne, der tænker tilbage. Dette synes bekræftet af denne passage. Som en drilagtighed synes der at blive trukket en parallel mellem den barnlige uskyld og det at være sanseløs af druk, som to slags ubevidsthed, der måske slet ikke er så forskellige, men to sider af samme sag. Er man tilstrækkelig bedugget, kan man i hvert fald i nogen grad overbevise sig selv om, at man giver slip på bekymringerne og flyder afsted gennem begivenhederne på en måde lig det ureflekterede barn. Dermed er der på en og samme tid en lighed og en forskel mellem værthuset og "Sorgenfri".

På musiksiden begrænser forskelene sig til ubetydeligheder. Men det er dog værd at bemærke, at der er nogle nuancer. Det bidrager til at gøre musikken levende og dynamisk, som et pulserende forløb i tid, der giver det spillede et helt andet præg end nyere indspilninger, hvor der i vid udstrækning benyttes copy paste. Dette er just et kernepunkt i forskellen på før og nu: dengang spillede man faktisk et nummer fra start til slut. De, der synes, at Eli-pladen falder lidt uden for tiden, bør derfor være særligt opmærksomme på de detaljer, der tydeligt viser, at man frem for at klippe en gentagelse ind, faktisk spiller en given passage - også anden gang, med alt hvad det medfører af små variationer.

01.36-01.40 Endnu en gang ba-ba-ba, der denne gang får en helt tredie virkning. Selvom det ikke synges anderledes end de to første gange, kommer det til at virke lidt vrængende, som at række tunge eller skære ansigt. Det synes nu at skildre enten en ansvarsløs overfladiskhed eller en næsvis foragt for noget eller nogen. Ta' og hold jeres kæft og skrup af. Fuck jer!

01.40-01.55 Et nyt vers, der er tydeligt anderledes end de foregående. Helt nye ord og på musiksiden en ubetydelighed ændret, så man måske snarere burde kalde det en parafrase over verset. Et spindende mønster høres fra trommen, og i det hele taget er der mærkbare ændringer i arrangementet. Frem for "Let's Go" gøres overgangen denne gang med et "Don't ask me 'cause I" (spørg ikke, for jeg ...).Teksten lyder videre:

Ain't gonna tell you

what I've been drinkin'

Ain't gonna tell you

what I've been drinkin'

Ain't gonna tell you

what I've been drinkin'

Wine

of wonder

Wonder!

(har ikke i sinde at fortælle

hvad jeg har drukket

har ikke i sinde at fortælle

hvad jeg har drukket

har ikke i sinde at fortælle

hvad jeg har drukket

Vin

miraklernes vin

Mirakel!)

Hun vil ikke afsløre, hvad hun har drukket, men gør det så alligevel. Sådan da! For hvad er mirakelvin? Hvor kan man få den henne? Hun holder på sin hemmelighed. Har fundet en særlig hane at tappe af, som andre ikke kender til. Med et uudgrundeligt smil kalder hun det kryptisk og indforstået for mirakelvin, blot for at gøre os andre klart, at vi ikke har den ringeste anelse om, hvad der er i glasset. Hun vil ikke ud med sproget, men lader dog et lille vink falde.

01.55-02.25 Med et "By the way" (= forresten, i øvrigt, men bortset fra det, hvorom alting er) ledes der over til en variant over omkvædet, hvor teksten til den første halvdel ("oh, sweet ...over me") er som de foregående gange, men musikken udviser større variation, især i form af en forskudt korstemme, der tilfører yderligere gospelpræg kombineret med den girl group agtige fornemmelse. Hvis Phil Spectors stab fandt på at lave et kirkekor. Koret er endnu aktivt og særdeles nærværende under den anden halvdel, hvor teksten lyder:

Don't let daddy hear it

he don't believe in the gin mill spirit

come on baby do a slow float

you're a good looking riverboat

and ain't that sweet eyed blindness

good to me

(Fortæl ikke min far om det

han tror ikke på glassets ånd

men kom med mig og lad os drive afsted

du er en udmærket floddamper

og er denne her blåøjede uvidenhed

ikke bare sagen)

Spiritus og spirituelt er som bekendt to forskellige ting, men både på dansk og engelsk kan der laves en del pudsige ordspil. Nyro begår et svært oversætteligt et af slagsen, som jeg i mangel på bedre gengav med "glassets ånd". Men meningen er naturligvis, at ligesom moderen ikke må få noget at vide, således heller ikke faderen. Forældrene må ikke vide.

(Fortsættes 11-b)