I "Summertime Blues" er der tale om en statisk tilstand. Han kommer ingen vegne, men ender hele tiden samme sted. Situationen er låst. Det kan ved første øjekast derfor ligne noget andet end den eskalerende bevægelse, vi er vidner til i "Sorority Girl". Men som vi flere gange har berørt, føler Sabra sig netop som en fange af situationen. Fornemmelsen af, at der ikke er nogen udvej, ingen helbredelse. Man må her ikke lade sig forstyrre af de begivenheder, der refereres i "Summertime Blues". Problemet stikker dybere end som så. Det er jo ikke bare, at han ikke kan få fri og komme ud med kæresten. Forholdt det sig sådan, så ville der jo være a cure for the summertime blues. At han ikke kan få lov at låne fars bil og komme ud en aften med sin pige, er blot en forhindring. Var det sagen som sådan, ville hans sommermismod være ophævet i samme øjeblik, denne forhindring blev ophævet. Derfor må disse ting regnes ind under hans overvejelser om, hvad han skal stille op, hvad han kan gøre og gribe til. Men i det andet break, hvor sangen taler med egen stemme og svarer mareridtsrøsten, slås det fast, at alle forsøg er nyttesløse. Det handler i virkeligheden ikke om dagligdagens trængsler derude, men om sjælskuden derinde, og netop derfor er problemet ikke bare løst med en biograftur eller fridag. Det er en herskende tilstand. Dersom denne spænding opretholdes gennem længere tid, er det forventeligt, at fastlåsningen og tomgangen i det indre vil ytre sig modsat, som bevægelse, i det ydre - oplagt i form af lavinen.

Lavinebevægelsen var ikke noget, 50'erne fandt på. Den findes allerede i de græske tragedier, hvor den endog hævder sig med langt mere nådesløs konsekvens. Der er således tale om en grundliggende struktur, der formodentlig er lige så gammel som selve det at fortælle historier. Ser man henover et bredt udvalg af 50'er-film, er lavineformen i virkeligheden ikke særlig udtalt. Men det siger sig selv, at den til enhver tid er oplagt egnet til en fremstilling af, når tingene går helt galt. Der hvor man kan spore sig ind på forskellige tidsperioder, er når man spørger: hvad går galt og hvorfor?

Allerede i løbet af 40'erne blev svaret på "hvad" stadig oftere: de unge. Svarene på "hvorfor" varierede derimod kraftigt. I 1944 brugte J. Bech Nygaard lavinemodellen anvendt på et ødelagt ungt liv i romanen "I som ihjelslår Sjæle". Det socialt indignerede angreb fornemmes helt ud i titlen. Nygaard var en engageret forfatter, der ofte skrev om samfundets mindre priviligerede. Menneskers ansvar overfor hinanden og hvad, der sker, når vi svigter dette, er et gennemgående tema, der mere eller mindre udtalt præger de fleste af hans romaner. Ikke desto mindre må man sige, at "I som ihjelslår Sjæle" er Nygaards store epos om ansvarssvigtet. I første kapitel bliver en ung mand løsladt fra fængslet, hvorefter han går hen og hænger sig. I andet kapitel hoppes der tilbage til, da han var en fireårig dreng, som legede i en have. Spørgsmålet melder sig automatisk: Hvad er der sket? Hvordan har den lille dreng helt mistet al livsmod og endt et sted, hvor han slet ingen grund ser til at leve? Det er naturligvis, hvad resten af bogen giver svaret på. Rasende svinger Nygaard svøben over alle dem, der ikke var deres ansvar voksent. Mens "hvorfor" i de græske tragedier var overjordiske faktorer som skæbnen og gudernes luner, er det her flyttet ned blandt menneskene. Lavinen er ikke noget ufravigeligt. Pointen er netop, at det ikke havde behøvet at være sådan. Hver eneste gang hovedpersonen får et ekstra skub i den gale retning, er det helt tydeligt fordi, at nogen svigter og ikke er deres ansvar voksent. Her er "hvorfor" altså lig med ansvarssvigtet. Ansvarssvigtet myrder sjæle var Nygaards påstand, som i nævnte roman fremsættes mere ubønhørligt end noget andet sted i forfatterskabet, hvilket dog på ingen måde hindrer bogen i at være en spændende og medrivende historie.

Store dele af J. Bech Nygaards forfatterskab består af dobbeltromaner. Et bind, der fortæller en afsluttet historie og et efterfølgende med en selvstændig fortsættelse. Hans første bøger er også det mest berømte eksempel: i "Gud blinde Øje" (1941) hører man om en børnehjemspiges opvækst, mens man i "Du blev Træl" (ligeledes '41) følger hende i sit voksne liv. Fra 1957 og '58 stammer "Misvækst" og "Cirklen" - det nærmeste man hos Nygaard finder på rock and roll romaner. For nu at være lidt mere nøjagtig handler de to bøger om ungdomskriminalitet i 50'ernes Danmark. Ikke alt var fryd og gammen under det vajende Dannebrog i Morten Korchs fædreland, og særligt i Københavns mindre mondæne kvarterer kunne man ifølge Nygaard støde på unge mænd med rotteagtigt skulende blikke, der var blevet ædt op indvendig af vrede og frustrationer, gjorde sig skyldige i formålsløse smårapserier og af lutter kedsomhed måske et overfald eller to, for siden at havne på opdragelsesanstalter hvor de frem for at blive retledet og få sunde interesser, blot kom ud i endnu værre ting, når undtages nogle få solstrålehistorier blandt de knap så belastede tilfælde.

Det særligt nedslående ved skildringen er den stadige jagen efter penge. Det er pengene, der altid mangler, aldrig rækker, altid slipper op, og det er forsøget på at skaffe dem, der kan lede et ungt menneske med livlig fantasi og en mangelfuld indsigt i tingenes sammenhæng ind i alskens blindgyder. Tre blot lettere problematiske og trodsige unge mænd forvandles til forhærdede, næsten psykopatiske tilfælde i denne evige jagt på kontanter i "Misvækst". Man får indblik i en så åndsforladt verden, at det næsten er ubærligt. Hvad vil de da med pengene? Svaret er: brænde dem af så hurtigt som muligt på tomme, meningsløse fornøjelser. Når man ikke har dem, gør man alt for at få dem, og når man har dem, gør man alt for at komme af med dem igen:

Om aftenen var Leo og Aksel til to biografforestillinger. De styrtede fra den ene forestilling til den anden. De havde fyldt sig med chokolade, så de havde kvalme. De havde røget så mange cigaretter, at det dunkede i deres hoveder og sved i deres munde og svælg.

Der er således hverken tale om at puge sammen eller at investere i ting, man ønsker sig og kunne have længerevarende nytte af. Bare brænde af. Der fremvises et deprimerende billede af et fuldstændig indholdsløst liv. Men netop dette afslører, at det i virkeligheden slet ikke er pengene, det handler om. Det handler om at få tiden til at gå, om at bekæmpe kedsomheden, om prædikerens endeløse tomhed, om angsten for de tanker, stemninger og følelser, der i visse øjeblikke pludselig kan komme op til overfladen. Det handler kort sagt om at overdøve en altomfattende meningsløshed med ethvert middel, således også ting, der set udefra virker endnu mere meningsløse. Det er her betegnende, at når pengene ikke er der, er den bedste erstatning for den maniske afbrænding af disse, at drysse rundt på gaden og råbe sjofelheder efter tilfældigt forbipasserende. Hvad der driver dem, er drømmen om at opleve noget fantastisk og eventyrligt, den higen efter noget særligt, man også vil finde hos det sunde unge menneske. I sin kerne består misvæksten i en pervertering af ungdommens naturlige tiltro til, at de kan forvente sig noget af livet. Når man bliver bedrøvet og tænker: "Var det da alt disse ungdommens pionerer var: en flok sociopater med et følelsesregister, der stort set kun omfattede vrede og frygt, og som ikke havde andet mål i livet, end at bruge flest mulig penge til så dumme og ligegyldige ting som muligt?" har man ikke skuet dybt nok. På en ganske vist klodset, misforstået og undertiden ligefrem sygelig måde kæmpede de med tilværelsens store spørgsmål: det evige "hvorfor?" De sad fast i en dobbelthed, hvor de på den ene side var blevet skuffet over tilværelsen for tidligt og samtidig havde fået abnormt skærpede forventninger.

For den forfatter, der i '44 skrev "I som ihjelslår Sjæle", kunne ansvarssvigtet gøres til den skyldige i stort set alt, hvorved ansvarsbevidstheden omvendt blev et universalmiddel. 15 år senere kunne det virke som om, at Nygaard var mindre sikker i sin sag. I de mellemliggende år havde han skrevet om en lang række tunge og svære emner. Han var derved kommet på sporet af nogle så mørke afkroge i menneskesjælen, at ansvarsmodellen i det mindste havde brug for at blive suppleret af andre, medvirkende forklaringer. Det er således tankevækkende, at den mest forhærdede af de tre drenge, man følger i "Misvækst" og "Cirklen", ikke er ham, der kommer fra det dårligste hjem eller har oplevet de groveste svigt. Hos de to andre kan man uden videre trække linien fra hjemmets atmosfære til den unges vanskeligheder. I det sidste tilfælde synes der derimod at foreligge en psykisk skavank, og svigtet at bestå i, at der ikke gives agt på denne:

Hun husker tilbage til en tid, hvor hun aldrig havde problemer med Aksel. Hun tænker, at det er så mange år siden. Hun forstår, at hun faktisk har haft vanskeligheder med ham, siden han begyndte at gå i skole, siden han begyndte at kunne tænke, siden han blev stærk nok til at sætte sig op imod hende.

"Er det min skyld?" spørger hun sig selv.

Hun vil helst finde beviser for, at det er hende og ikke Aksel, der er skyldig. Og da det går op for hende, at hun ikke kan det, at der i Aksels natur må være noget unormalt, græder hun igen.  

Dermed har svigtet fået en medspiller. Sammenligner man med fysiske handikap, er det let at se forskellen: et barn med synsfejl, skal naturligvis have briller. Men det ville derimod ikke være et svigt fra forældrenes side, at de ikke gav deres normalt seende barn briller. Hvorfor i alverden skulle de gøre det? Men at stædigt ville benægte en synsfejl, at insistere på, at et barn, der behøver briller, ikke gør det - se, det er et groft svigt. Men dette svigt spiller netop sammen med noget andet, og dermed kan ikke alt føres tilbage til svigtet. Nygaard vovede sig endnu videre af dette spor i sin næste dobbeltroman "Nåleøjet"(1959)/"Pigen og Sommerfuglen"(1960), der handler om en retarderet pige, altså et menneske med en række helt særlige behov, hvorved spørgsmålet om svigt eller ansvarsbevidsthed i udpræget grad kom til at handle om forståelsen af disse.

Umiddelbart kan man synes, at der er noget af et spring fra den socialt engagerede tradition i dansk litteratur til Hollywood. Men i grunden er der ikke så langt fra "Misvækst" og "Cirklen" til f. eks. "The Wild One" (da. "Vild Ungdom")(1953) med dens portræt af diffus vrede og det berømte replikskift:

- Hvad gør du oprør imod?

  - Hvad har du?

Motorcykelbøllen Johnny er med andre ord parat til at gøre oprør imod hvad som helst, det måtte være. Indespærret i sin diffuse vrede erklærer han fjendskab imod alverden. Faktisk kunne man næsten tro, at Nygaard havde haft en Marlon Brando plakat hængende over sit skrivebord, mens han arbejdede på de to romaner. I hvert fald er de tydeligt beslægtet med filmenes vilde unge, og kan derfor med held inddrages i undersøgelsen, som et mere reflekteret og baggrundsanalyserende supplement.

I "Sorority Girl" finder man mange af de elementer, som var typiske for 50'ernes amerikanske ungdomsfilm. Allerede Sabras outsider-position gør hende til et kvindeligt sidestykke til James Dean. Især er der påfaldende lighedspunkter med "Øst for Paradis", hvor den unge mand føler sig som ond, en selvopfattelse han i høj grad er blevet belastet med fra faderen. Faderen afviser sønnen, moderen afviser datteren. Afvisningen bliver den centrale og udslagsgivende faktor, der får begivenhederne til at eskalere videre - ud hvor der ikke er nogen vej tilbage.

De centrale temaer i 50'ernes ungdomsfilm var utilpassethed, længsel efter mening og generationernes sammenstød. Denne problematik-cocktail var blevet introduceret med Salingers banebrydende roman "Forbandede Ungdom", og gik herfra til filmen, hvor varianter over temaet blev gennemspillet i stort set alle 50'er-film, som omhandlede - eller gav sig ud for at omhandle - ungdommens problemer. Ved selve det at ikke høre til er Sabra en typisk hovedperson for denne type film. Hvis "Sorority Girl" kan siges at afvige fra det kliche-typiske, må afvigelsen siges at bestå i historiens påfaldende dysterhed, der slet ikke levner noget håb. Som oftest vil man finde et forsonende element, der rummer en mulighed. Det viser sig til sidst, at den formodede bølle ikke er så slem alligevel, eller at den helt isolerede, der står uden for alting, måske alligevel har udsigt til at finde "sine" mennesker. For Sabra er der intet håb. Hun er dømt til undergang før filmen overhovedet er kommet igang. Det er her de mytiske medklange sætter ind. Sabra er ligesom hundyret i "The She Creature" noget, der er blevet indsat i verden som en forstyrrelse af normaltilstanden, og således tvunget til at gennemføre et forprogrammeret forløb. Derfor findes der ikke nogle "hendes" mennesker, lige så lidt som man ville kunne forestille sig hun-monsteret svømme ud og finde en ø beboet af samme slags skabninger, som det så kunne hygge sig sammen med. Dette lader sig ikke gøre. Alle hendes artsfæller er uddøde for flere millioner år siden. På sin vis er Sabra lige så meget et fremmedelement, der ikke har nogen naturlig plads i verden. Der findes intet sted for hendes slags. Samhørighedens mulighed foreligger ikke.Set fra det betydningslag har Rita for så vidt ret. Der er ingen modsigelse i dette. Netop fordi Sabra er den nødvendige skyggefigur, er hun også en fremmed, hjemløs. Deri består just det tragiske.

De nævnte afvigelser betyder, at man i nogen grad kan tale om et blandingsprodukt, da "Sorority Girl" delvis trækker på en ældre film-tradition, eller i hvert fald kan hævdes at have lighed med en række af de psykologisk komplekse kvindeportrætter, man kan finde i de foregående årtiers film. På sin vis er der lidt Bette Davis goes rock and roll over "Sorority Girl". Dette dog primært i kraft af den gennemførte dysterhed og desillusion, som præger historien. I skildringen af ung frustration og desorientering tilhører filmen helt og holdent 50'erne, og er så blot nogle gråtoner mørkere, end man almindeligvis ser det.

Hvor grumt eller håbefuldt man end stiller tingene op, er temaet under alle omstændigheder fremmedgørelsen. Umiskendeligt! Fremmedgørelsens lidelse og længslen efter samhørighed, den evige søgen efter "sine" mennesker. Hvoraf kommer denne fremmedgørelse, og på hvilken måde knytter den sig til 50'erne?

Det er betegnende hvor nært temaet knytter sig til ungdomsskildringer. For så vidt var 50'ernes ungdom den første af sin art. Tidligere havde det blot været en alder. At ungdom blev noget eksistentielt var nyt. Strengt taget var ordet teenager et produkt af reklamemaskineriet. Men det passede til en tid, hvor der skete en række afgørende forandringer for den befolkningsgruppe, prædikatet blev brugt om. Ændrede økonomiske forhold betød, at de blev en reel forbrugergruppe, og allerede med spørgsmålet om, hvad de så ville investere i, begynder en diskussion om egne vurderinger og prioriteringer. Til dette kom den ændrede verdenssituation efter Anden Verdenskrig. De befandt sig i en ny, anderledes verden. På sin vis havde der altså aldrig før været sådan nogle som dem. Men hvem var de? Her satte tvivlen ind. De måtte så at sige opfinde sig selv henad vejen. Deri lå der et spændingsfelt, hvor frigørelse og skæbnesvangerhed stødte imod hinanden. Hvor voldsomt oplevede så den såkaldte teenager dette spændingsfelt? Tager man periodens film for gode varer, må man tro, at de oplevede det som et konstant og frygteligt tryk på deres unge skuldre. Gjorde de så det, eller troede de ældre generationer bare, at det var sådan? Spørgsmålet lader sig næppe besvare entydigt. Det må dog bemærkes, at det snarere var de ældre generationer end de unge selv, der mente,, at tiden havde et "ungdomsproblem". Vist har mange ting været svære, men set fra de unges synspunkt var tiden snarere belastet af et "voksenproblem" eller "forældreproblem".

Helt så enkelt forholder sagen sig dog ikke. Det er indlysende, at ungdommen som en helt ny, aldrig før eksisterende samfundsgruppe, har stået over for nogle vanskeligheder i forhold til at definere sig selv. Som vi tidligere berørte i anden forbindelse, er det en fejlberegning at tro, at de bare dansede og morede sig ganske ubekymrede, og at denne sorgløse tilværelse aldrig oplevede større skyer for solen end at mangle penge til en milkshake. Så let har livet ikke været. På den anden side virker det som en grotesk overdrivelse at forestille sig en konstant famlen rundt i et helvede af eksistentielle kriser. Formodentlig har der været lidt af begge dele, uden at hverken det ene eller andet kunne betegnes som den egentlige hovedsag.

Hvad man næppe kommer uden om er, at mennesket generelt - uanset alder - oplevede at tilværelsens uforstyrrede meningsfuldhed var blevet rystet i sin grundvold. Derfor lå der vitterligt en række spørgsmål og nagede. Det er en del af periodens grundstemning, som end ikke den muntreste rock and roll sang kan overdøve! Det er netop de nagende spørgsmål, der gør 50'erne til længslens årti.

Disse ting har imidlertid en ældre oprindelse. I litteratur og filosofi forekommer meningssammenbruddet allerede omkring århundredeskiftet. Men hvad der dengang var diskussioner blandt en intellektuel elite, var efter to verdenskrige blevet noget konkret, som indgik i almindelige menneskers verdensforståelse. Ifølge Jung overtager børn forældrenes uløste konflikter. Da forældregenerationen tyede til en resignation, hvor de glædede sig over at krigen var forbi, fortrængte angsten for en ny og så ellers fandt trøst i nye spændende opfindelser, var der mildt sagt store mængder uforarbejdet materiale, som børnene følgelig blev belastet med. På sin vis blev det op til dem at finde gyldige svar. De unge var en frisk og vital resource, der kunne tilbyde nye veje. Men de var samtidig tynget af alle de spørgsmål, deres forældre havde undladt at tage stilling til. Således opstod der et sammenstød mellem naturlig dynamik og belastende arv. Det har her en dybt symbolsk mening, at Sabra og hendes mor skændes om de penge, faderen har efterladt. Ligesom i sammenstødet mellem de to forskere i "The Undead" handler det om livsenergi og hvem, der har retten til at forvalte denne. Moderen vil ikke lade datteren få del i den animus-kraft, hun som moder burde have vist datteren vej til under kyndig vejledning. Nøjagtig som Quintus, der drog til fjerne lande og studerede hemmelige kundskaber, prøver også Sabra at finde det, hun er blevet nægtet, andetsteds. Scenen hvor Sabra prøver at tale med moderen - ikke for at få penge, men for at få råd og vejledning - viser med al ønskelig tydelighed, i hvor høj grad moderen har svigtet sit ansvar. Mens Diana i sindets dyb kunne finde Helene, og dermed en slags åndelig vejleder, formår Sabra ikke at finde nogen til at hjælpe sig på vej. Det er netop derved, at hun ligner Quintus mere end Diana. Vi så, hvordan det gik Quintus, hvordan han forvildede sig og løb blind. Det samme sker for Sabra.

Temaet synes at have optaget Roger Corman, der stod bag både "The Undead" og "Sorority Girl". Den, der ikke bliver vejledt hjemme vil søge råd andre steder, og det ender som regel galt.

Et andet påfaldende træk ved tidlige Corman film er genreblanding. Vi har set det både i "The Undead" og "Sorority Girl". Endnu tydeligere kan det iagttages i "Carnival Rock"(1957), hvor man atter ser Susan Cabbot og Dick Miller i nogle af de bærende roller. "Carnival Rock" er et besynderligt mix af en rock and roll film og et 30'er-agtigt melodrama. Med The Platters og Bob Luman blandt de medvirkende er et musikalsk niveau sikret, og filmen rummer de vanlige stjernespots og rapfodede dansetrin i tidens gængse stil. Men mellem og omkring disse udfolder der sig en handling, der snarere er beslægtet med ting som "Den blå Engel", "Mad Love", "White Heat" eller "Freaks".

Christopher "Cristy" Cristakos er ejer af en natklub og et lille Tivoli. Imidlertid sætter han alt over styr i vanvittig kærlighed til sangerinden Natalie, der kigger til en anden side. Cristy har mistet enhver realitetssans. Skønt hans velmenende ven Benny (spillet af Dick Miller) prøver at indprente ham såvel at kreditorerne står i kø uden for døren, som at Natalie overhovedet ikke er interesseret i ham, ænser han intet og nægter at se virkeligheden i øjnene. Da han til sidst ikke længere kan undvige sandheden, slår det helt klik for ham. Det får frygtelige følger. I et anfald af desperation spiller han med sin rival om sin forretning - og taber. Han får et job som klovn i tivoliet, og fra denne komplet ydmygede stilling ser han det unge pars bryllup nærme sig. Benny prøver forgæves at overtale Christy til at rejse væk, at ikke udsætte sig for denne fornedrelse. Men Christy tåler dette for dog blot at kunne være Natalie nær. På selve aftenen for brylluppet opsøger Chris Natalie i håb om at kunne vinde hende tilbage. Frem for bruden får han en fyringsseddel fra gommen. Grebet af vanvid forsøger at Christy at sætte ild til natklubben fast besluttet på at dø sammen med Natalie i flammerne. Den unge mand blander sig, og redder ikke blot Natalie, men også Christy, som han endog undlader at anmelde for brandstiftelse. Et udslag af ædelmodighed må man sige. Ligeledes bør det nævnes, at Natalie ingenlunde er samvittighedsløs, slet ikke beregnende og små-sociopatisk sådan som Sabra. Den forskruede, forstyrrede person er helt igennem Christy, som skuespilleren David J. Stewart leverer med så ekstremt teatralsk overspil at han knap nok bliver medlidenhedsvækkende. Undtagelsen er dog en hjerteskærende scene, hvor han render rundt i sit klovnekostume og standses af en lille dreng, der vil have ham til at være sjov. Med den påmalede klovnemaske er han ironisk nok blevet afmaskeret og ligner, hvad han er. En af Villy Sørensens "Sære Historier" hedder "Blot en Drengestreg" og handler om to drenge, der skærer benet af en tredie. I samme ånd kunne man kalde "Carnival Rock" for blot et klovnenummer. Ligeledes bør fremhæves slutningsscenen, hvor Benny på næsten Chaplin'sk vis trækker afsted med den i mere end en forstand svedne Christy.

Christys forblindede selvbedrag og den efterfølgende indsigt han imidlertid nægter at acceptere danner grundstoffet i en ond historie om løgn, bedrag, forførelse, penge, spil og erotisk besættelse. De indlagte sange fremstår nærmest som en slags ironiske kommentarer - eller måske modsat noget, der selv sættes i anførselstegn. En rockabilly version af "Frankie and Johnny" leveret af David Houston, The Platters med deres på den tid aktuelle hit "Remember When" (kan du huske dengang). Det er lige før man synes, at sangene og den omgivende historie rækker tunge ad hinanden. Men da filmen i nogen grad er en fortælling om en ældre generations nederlag til ungdommen, er rock and roll tonerne alligevel på sin plads. Det var vel netop, hvad den gryende rock udtrykte: de gamle tilhører fortiden, de unge fremtiden. Men i tilfældet "Carnival Rock" er det sat usædvanlig grumt op. Det er ikke det forsonlige "hold nu op - i har jo selv danset og moret jer engang", men et hånligt "skrup af din gamle nar". Parrene på dansegulvet står uden for historien, men fungerer som symbolsk understregning. Historien er om en ung og en gammel mand - og en kvinde. Med denne arketypiske fortælling som tolkningsramme, bliver det rockens mindre uskyldige, mere forråede side, der klinger igennem. Men når de dansende par får sig en festlig aften uden at ænse de dramatiske begivenheder, der udfolder sig omkring dem, skyldes det så blindhed, ligegyldighed eller ægte uvidenhed?

I forhold til "Sorority Girl" er det interessant at betragte de første minutter af "Carnival Rock". På en måde der synes beslægtet med mareridtets tegnede/malede billeder og deres kulmination i et fald, lukkes man i "Carnival Rock" gradvist ind i tivoliet og natklubben i en lettere sløret serie af skud indtil der stilles skarpt på scenen, hvor Bob Luman synger "This Is The Night" (dette er natten/det er i denne nat). Indtil dette punkt er genrekoderne helt tydeligt en musikfilm/ungdoms musical. De indledende tekster er blevet fuldt på vej af filmens titelmelodi, hvor det hedder: "Let's go rockin' to the carnival rock and roll" (lad os feste og slå os løs til ungdommelig musik i tivoliet). Stemningen synes lys og festlig, og da vi når ind i natklubben, danser parrene da også løs i munter selvforglemmelse. Men modsat den noget ferske titelmelodi, lurer der nogle dæmoner lige under overfladen i den ellers festlige "This Is The Night" akkurat som pointeringen af tid og sted giver en fornemmelse af afgørende begivenhed. Herefter bringes sangerinden Natalie (Susan Cabot) på scenen med kærlighedsballaden "There Is No Place To Go" (der er intet sted at tage hen/der er ingen udvej). Imens står Christy i kulissen og betragter hende forelsket drømmende. Man kan roligt sige, at han er faldet for pigen. Den fortabte, overgivne kærlighed, hun synger om, er den han føler, og at der vitterlig ikke er nogen redning, er sådan set det, resten af filmen handler om. Således er det da også helt på sin plads, at denne melodi bruges som ledemotiv gennem hele filmen. Ifølge den afsluttende sangliste, hedder nummeret helt præcist "There's No Place To Go Without You" (Der er intet sted at tage hen uden dig/der er ingen verden hvor du ikke er/ udenfor dig findes intet). Det er sådan set en ret så rammende synopsis af den film! Natalies efterfølgende gliden uden om Christys påtrængenheder i sin garderobe, kan sammenlignes med Sabras afvisning af Ellie, og sådan kunne man stort set fortsætte sammenstillingerne scene for scene. Særlig påfaldende er parallelen mellem Tina, der reddes af Mort, og Christy, der bæres ud af flammerne af sin rival.

Lighederne med "Sorority Girl" er således tydelige, ligesom man i begge tilfælde kan tale om en kombination af en ældre strømining i filmhistorien og noget højaktuelt. Dette bliver så meget desto tydeligere, når vi hopper helt over i den anden - mere letbenede - grøft. De mest rendyrkede rock and roll film adskiller sig nemlig fra ungdomsdramaerne i kraft af en noget lysere stemning. Fokus er ikke på ungdommen, men på musikken. Des årsag er handlingen almindeligvis ret tynd, ofte nærmest ikke eksisterende - blot et løst påskud for at man skal se de optrædende stjerner. Som minimum vil der dog som regel være en kærlighedsintrige, omend denne fungerer mere på komediens end dramaets betingelser. I en del tilfælde rummer historierne også et element af alderdommens kapitulation til ungdommen, men almindeligvis slet, slet ikke så grumt som i "Carnival Rock". Som et oplagt eksempel kan nævnes "Rock Rock Rock" (1956).

Åbningen er stort set identisk med "Carnival Rock". Efter de indledende tekster og titelmelodien kommer vi ind på en kaffebar, hvor glade dansepar slår sig løs til jukeboxen. Det er næsten umuligt andet, end at Corman har skævet til denne åbning og ladet sig inspirere af den, da han et årstid senere kom med sit lettere uortodokse bud på en rockfilm. Ved et bord sidder de to veninder Dori og Annabella over en milkshake og taler om det forestående skolebal. Doris ven Tommy har endnu ikke inviteret hende, men det forventes han at gøre. Annabella håber en dag at finde en lige så sød fyr - helst inden ballet. På Annabelles spørgsmål om, hvorvidt Dori er rigtig forelsket, er der lagt op til en sang. Tuesday Weld, der spiller Dori, fremførte ikke selv sine sange i filmen. Det tog Connie Francis sig af. Det var en på den tid ret almindelig praksis, at hvis en skuespiller, der ikke kunne synge, skulle medvirke i en film med indlagte sange, fik man en anden til at lægge stemme til. Et velkendt dansk eksempel er "Frøken Nitouche", hvor det er Katy Bødtger, der synger, mens Lone Hertz bare mimer til. Efter sangen advarer Annabelle Dori om, at "hende, den nye", Gloria, vist har et godt øje til Tommy, og at hun er typen, der forfølger sine mål. I det samme kommer den eftertragtede Tommy hen til pigernes bord. Annabelle trækker sig tilbage. Tommy viser Dori en løbeseddel, der reklamerer for Allan Freeds rock and roll show, med indlagt talentkonkurence. Han agter at deltage. Gloria kommer hen til bordet. Jo, jo - hun har tydeligvis et godt øje til Tommy, men fortrækker dog ret hurtigt igen. Dori opfordrer Tommy til at følge hende hjem. Udenfor siger Tommy, at Dori endelig skal huske at se Allan Frreeds show i fjernsynet den efterfølgende aften, da han medvirker. Gloria kommer forbi, og fortæller om den kjole hun har bestilt i den lokale tøjforretning. Blå, Tommys yndlingsfarve. Gloria flirter ganske åbenlyst, men fortrækker sig atter. Dori erklærer, at hun også vil have sådan en kjole. Det synes Tommy er en fin idé. Hun burde have alverdens fine ting, og han ville ønske, han kunne give hende dem. Med dette som udspring bryder han ud i sang. Teddy Randazzo, der spiller Tommy, synger også de til rollen knyttede sange. Mens parret går hånd i hånd henad vejen giver han således "The Things Your Heart Needs" (hvad dit hjerte begærer). Ung uskyld så det basker! Sceneskift. Hjemme hos Dori. Hendes far læser avis. Telefonen ringer. Han løfter røret. Moderen kommer til, tager røret fra ham. Derefter river Dori røret ud af hånden på moderen, og bliver således den, der får æren af at sige "hallo". En morsom detalje, der tillige giver tilskueren et første indblik i forholdene i den familie. Det er Arabella, far og mor fortrækker. Arabella skal passe sin lillesøster. Hun har tænkt sig at tage hende med en tur i biografen. Vil Dori med? Det vil hun gerne, men hun har brugt alle sine lommepenge. Hun mener imidlertid at kunne finde en løsning. Dori går direkte hen til den af sin avis optagne far, og siger: "Far, giv mig lige en dollar, hurtigt. Jeg skal noget." Således snigløbet rækker han distræt ned i lommen og finder en dollar. Først derefter spørger han, hvor hun skal hen. "I biografen." (et øjebliks pause) "Hmmm .... Nej, hov. Vent lige et øjeblik, unge dame. Bliv hvor du er." Han rejser sig. "Vil du fortælle mig, at du har brugt alle dine lommepenge?" "Jeg ville ikke have nævnt det. Men du har åbenbart opdaget det alligevel." "Jeg troede, du ville føre et regnskab." "Det gjorde jeg også. Men pengene slog alligevel ikke til." "Må jeg se det regnskab?" Dori finder en lille bog frem og rækker den til faderen. Han går posterne igennem. Ikke alt passer ham. Især ikke at hun har en post, der hedder "jukebox" og en anden, der hedder "pladeafspilning", fordi det ellers ville se ud som om, hun havde brugt alt for mange penge det samme sted. "Det er uhæderligt," indprenter faderen hende. At Dori lige har givet ham et kys på kinden, og sagt han er sød, synes ikke at have formildet ham. Men rent faktisk er han ret sød midt i al sin råben op. Hvis der er en generationskløft i den familie, så stikker den ikke særlig dybt. Varmen fylder langt mere i landskabet. Faderen er midt i et belærende foredrag, da Dori giver ham endnu et kys på kinden og siger: "Jeg kommer til at løbe, jeg skal møde Annabella, tak for biografpengene" og ude af døren er hun. Faderen står et øjeblik optaget af posterne i hendes regnskabsbog. Endnu en forsinket reaktion: "Hov, nej - vent nu lidt." Men tøsen er strøget. For at kunne sætte dette i forhold til "Sorority Girl" er det vigtigt at nævne, at alt dette finder sted på en munter og ufarlig måde. Det er helt usammenligneligt med den grusomme Sabra-besøger-mor-scene. Ret beset er der tale om en slags sketch. I det hele taget har mange af filmens scener et sketch-agtigt præg. Fra denne scene har vi imidlertid fået en vigtig oplysning i forhold til det efterfølgende: Doris viden om regnskaber lader en del tilbage at ønske, og ude i det virkelige liv ville hun i løbet af et øjeblik få en bedragerisag på halsen uden at ane og forstå, at hun havde gjort noget galt. Da Dori er ude af døren, og faderen altså ikke kan råbe mere af hende, kalder han på sin kone. Mutter får en svada om datterens pengeforbrug. Regninger hives frem som dokumentation. Moderen tager det ganske roligt, trækker endog på smilebåndet. Faderen mener, det er på tide at Dori lærer, at penge ikke gror på fædre, så som det første mandag morgen vil han gå ned i samtlige byens forretninger, og opsige deres konto. "Hvad nu hvis hun har brug for nyt tøj?" Spørger moderen. "Niks! Hun får ikke en trevl!" fastslår faderen. Dermed har vi fået historiens problematik sat op: hvordan får Dori en kjole til ballet? Undervejs gør Gloria naturligvis sit bedste for at score Tommy. Da kurven på tråden er værst låner Connie Francis Dori stemme til sangen "Little Blue Wren", der leveres ved en sø. Scenen kunne meget vel være inspirationskilden til "Hopelessly Devoted To You" fra "Grease". Men til sidst får Dori både sin kjole og sin Tommy. Hvad kjolen angår, kommer det til at handle en del om Doris komplette misforståelse af regnskaber og dertil knyttede begreber. I god tro om en særlig lav rente, forsøger Dori sig som pengeudlåner. I virkeligheden kræver hun - uden at vide det vel at mærke - verdens groveste ågerrente. Den intrigante Gloria regner uheldigvis bedre end Dori, men går skrømtende med på spøgen om et lån. Gennem en række fuldstændig bagvendte og umulige regnestykker, der ender med at Doris og Glorias fædre står i tøjforretningen i vildt skænderi, leder begivenhederne ikke desto mindre frem til, at Dori og ikke Gloria får kjolen. Derimod er Dori krænket over, at Tommy uden videre har troet på de onde rygter, som Gloria har spredt om hende. Med god grund spørger hun Tommy, hvordan han uden videre kunne tro onde og lave ting om hende uden overhovedet at spørge hende. Men glad for ham er hun jo, så da han synger "Please Give Me One More Chance" (giv mig en chance til) fra tribunen til ballet, overgiver hun sig, og parret danser derefter lykkeligt sammen, mens selveste Allan Freed blinker konspiratorisk til Tommy.

Mange scener er sjove. De musikalske indslag er for de flestes vedkommende fremragende, og dem er der heldigvis mange af. Filmen rummer ikke mindre end 21 sange, når man tæller rub og stup med. De er naturligvis ikke alle lige uforglemmelige. Men der er mange perler. Nogle særligt ubetalelige øjeblikke er tv-showet, hvor Tommy gør sin debut. The Moonglows giver "I Knew From The Start". Derefter følger "You Can't Catch Me" med Chuck Berry, der leverer sin sang med hele kroppen. Første klasses rock and roll og historiefortælling på højt plan. Videre følger "Would I Be Crying" med The Flamingos.Derefter Jimmy Cavello og "The Big Beat". Mens alt dette står på, klippes der frem og tilbage mellem fjernsynsudsendelsen og dagligstuen, hvor Dori og Annabella sidder dybt opslugte, mens Doris far sidder lidt derfra og læser avis, mens han ryger sin pibe. Han bliver imidlertid revet med, lader sig opsluge af musikken, mens der står store røgskyer omkring ham og ender i lutter begejstring med at skubbe Annabella ned på gulvet. Jack Collins er både hyggelig og underholdende i rollen som den noget højtråbende, men hjertevarme far. Den dengang blot 13-årige Tuesday Weld er uimodståeligt sød i rollen som Dori, ligesom de nærmest soldat svejk'ske regnestykker er ganske morsomme.

Men historien om en pige, der mangler en kjole til et bal, er lige i underkanten til en hel film. Sådan set er det den scene fra "Askepot" man hvert år kan se i Disneys juleshow, der her er trukket ud til halvanden times varighed. Når man ser filmen er det naturligvis for at opleve stjerner som Chuck Berry, Frankie Lymon, Johnny Burnette, og Lavern Baker. Historien er netop blot et påskud for at bringe idolerne på scenen.

Selv i dette fortyndede udkog kan man imidlertid stadig spore omrids af de træk, vi tidligere har berørt. Gimpe-finken Gloria er langt henad vejen en åndsslægtning til Sabra, og at kampen om den blå kjole og den eftertragtede Tommy lige så vel kunne have været om social status eller anerkendelse af enhver art er vel uden videre klart. Der er imidlertid ikke tale om en omvending af "Sorority Girl", hvor vi får samme historie fortalt fra Ritas synsvinkel. Dori er ikke en emsig frøken korrekt med skjulte skeletter i skabet. Hun er sød, uskyldig og naturlig. Hendes fejlslag i forsøget på at skaffe de ønskede penge skyldes ikke ondskab, men uerfarenhed og uvidenhed. Når det ikke ender helt galt for hende, hænger det sammen med, at hun ikke er uden vejledere på sin færd. Faderens lukken for pengekassen skal kun tages halvt alvorligt, og hans laden hende forsøge sig på egen hånd er en ren skindmanøvre. Hun er reelt ikke et øjeblik udenfor faderens beskyttende omsorg , han lader hende bare få en smagsprøve på tilværelsens alvor - det er det hele. "Penge er ikke noget, der gror på fædre," vrisser han og bider arrigt i sin pibe, men ender så alligevel med at gribe i lommen efter et par sedler. Den rare, hyggelige far med sin pibe og sin avis er på symbolplanet garant for trygge rammer og et sikkerhedsnet under de første vaklende skridt ud i livet. Denne skikkelse er så netop fraværende i "Sorority Girl", hvor Sabras far er død og Ritas sidder i fængsel. Således frataget omsorg og vejledning går der "Fluernes Herre" i den. Skønt "Rock Rock Rock" og "Sorority Girl" ligger langt fra hinanden i stemning og tyngde, er der ingen uoverensstemmelse imellem dem. For en nutidig betragter falder de konfliktløst sammen som billeder fra samme epoke. Samtidigheden foreligger ganske umiddelbart. Naturligvis får Sabra spoleret sit unge liv, mens Dori et andet sted - sikkert ikke engang særlig langt derfra - prøver at lokke penge til en kjole ud af sin far. Formodentlig passer det lige på klokkeslet, at Sabra efterlades på stranden, mens de to ophidsede fædre skændes i tøjforretningen. Der begynder så småt at tegne sig et helhedsbillede af 50'erne og dens ungdom. Det er dette billede, der er blevet os overleveret fra tidens egne fremstillinger. Om det så er helt korrekt er et andet spørgsmål.

Før og nu

Skønt en antydning af noget overnaturligt og skæbnebestemt ligger der som en undertone, er "Sorority Girl" i alt væsentligt en tilsyneladende realistisk skildring af en ung kvindes problemer. Men hvor realistisk er den så? Netop når vi skal forsøge at forstå 50'erne og denne periodes tidsånd, trænger det spørgsmål sig på, om datidens ungdom har kunnet genkende sig selv i denne skildring? Har den mindet dem om ting, de selv havde oplevet eller været vidne til? Gav den anledning til eftertanke og evt. diskussion blandt ungdommen? - Eller fremstod den som en grotesk karikatur uendelig langt fra den hverdag, de kendte?

Så meget er i hvert fald sikkert, at ungdommen og dens problemer er blevet skildret uhyre forskelligt i forskellige perioders film. Men fortæller dette så noget om foranderlige omstændigheder omkring det at være ung på forskellige tidspunkter, eller om skiftene holdninger til ungdommen i løbet af filmhistorien?

Noget, der synes at være mere eller mindre konstant i forskellige tiders højst forskellige skildringer, er behovet for tilhørsforhold, og derfor også at det kan opleves med voldsom styrke at føle sig udenfor. Det præger ungdomstiden, at det er svært at finde ud af mange ting, ja - de fleste. I denne forvirring er der et stort behov for en ramme af accept, der giver plads til at forsøge at orientere sig.

Det gælder i forhold til kammerater, og det gælder i forhold til forældre. Ja - i det hele taget i forhold til omgivelserne. Dette er konstanten. Variablen er så de skiftende samfundsforhold, de til forskellige tider forskellige omstændigher ungdommen udfolder sig i.

Både i forhold til konstanten og variablen kan man med nogen ret hævde, at forholdet til forældrene er en hovedsag. Hvordan er dette forhold? Hvilke normer og værdier kender den unge hjemmefra? Hvilken mental bagage begiver den sig ud i verden med?

For nogen tid siden så jeg en ny, dansk film, der hedder "Hold om Mig". Den kan på mange måder betragtes som en nutidig pendant til "Sorority Girl", og er des årsag eminent til at illustrere såvel ligheder som forskelle på dengang og nu.

Hovedpersonen, Sara, er en lidt stille pige. Flittig og dygtig i skolen.Ikke den mest udfarende, men den, der altid laver sine lektier. Hendes forældre arbejder meget og er derfor sjældent hjemme. Derfor er det mere eller mindre Sara, der tager sig af sin lillebror. I begyndelsen af filmen læser hun en stil op i klassen, hun har skrevet. Velformuleret, begavet og eftertænksom. Det er vigtigt for historien, at hun er sådan.

En anden pige i klassen, Louise, er helt anderledes. Hun kommer også fra et helt anderledes hjem. Hendes mor er fordrukken og promiskuøs, og det er således hverdag for Louise, at moren ligger og sover brandert ud på sofaen, mens der står nøgne mænd ude i køkkenet. Faktisk virker det som om, at Louise trods alt er mere fornuftig og voksen end sin mor, selvom hun er en noget problematisk natur. Men med det hjem kunne det faktisk være meget værre. 

Mikkel er en dreng, der kommer fra et hjem med en far og en mor, der faktisk er der. Hans ven Akhmed kommer fra et hjem med en streng far, der forsøger at holde ham i kort snor. 

Disse fire er hovedaktørerne. Akhmed og Louise har tidligere været kærester, men er det ikke længere. Louise trøster sig med, hvad hun kan finde på sin vej, men holder samtidig øje med Akhmed. Mikkel er forelsket i Sara og sidder konstant og kigger drømmene efter hende.

Da hele drengeflokken -  herunder altså også Mikkel og Akhmed - smådriller Sara lidt i et frikvarter, bliver Louise så jaloux, at hun bilder Mikkel ind, at Sara har sagt, han har været hjemme hos hende, og at der er sket både det ene og det andet. Ved skoledagens ophør hiver Mikkel fat i Sara og spørger, hvad det er for noget, hun har gået og sagt. Hele klassen står omkring dem og situationen udvikler sig. Mens de andre drenge holder Sara, hiver Mikkel noget af hendes tøj af. Kun til undertøjet, men det er naturligvis også slemt nok. Endvidere gør han samlejelignende bevægelser over for hende. Skønt der ikke er tale om en rigtig voldtægt, kommer det alligevel ret tæt på. Louise filmer det med sin mobiltelefon og sender senere på dagen klippet rundt til alle hun kan komme i tanke om. 

Dette er hovedbegivenheden i filmen, men det egentligt interessante er, hvad der sker senere ude i de små hjem, og hvad det fortæller om de normer og værdier, der hersker der. 

Der er her en række faktorer, man må må holde sig for øje. Begrebet opdragelse, handler vel langt hen ad vejen om ret konkrete ting. F.eks. hvad tid skal børnene være i seng om aftenen? Er dette klokkeslet en løs tommelfingerregel eller noget ufravigeligt? Hvad må de, og hvad må de ikke? Al den slags. 

Sådanne ting har naturligvis også en forbindelse til værdier. Alligevel er spørgsmålet om værdier mere omfattende. Det viser sig en mængde andre steder end bare den gældende "husorden". Det er jo f.eks. også de holdninger man har. Selvom man måske ikke giver direkte udtryk for alt, hvad man tænker og mener over for sine børn, så ligger det der jo alligevel.

Men der er flere dimensioner i det her. Hvad med holdningernes gyldighed? Vil man gerne have, at ens børn skal overtage ens meninger, eller vil man gerne have, at de lærer at tænke selv og når frem til deres egen opfattelse? Her handler det også om overskud og personlige resurser. Hvor meget uenighed kan man rumme? Hvor langt er man i stand til at betragte sit barns synspunkt som ligeværdigt, og således ikke nødvendigvis noget, der skal korrigeres? Hvor meget kan man holde igen på trangen til at blive belærende? 

Hvis noget religiøst/åndeligt/spirituelt spiller en vigtig rolle i ens liv, vil man almindeligvis gerne give det videre til sine børn. Men det kan også komme til at fremstå som noget skræmmende. Det er netop en af de helt store udfordringer for forældre at få den slags præsenteret og integreret i opdragelsen på en sådan måde, at det viser en dimension, der gør livet større og rigere. Ikke f. eks. en vred gud, der bare er ude på at straffe. I forrige tider, hvor mange fik en streng religiøs opdragelse, var der også nogle angstneuroser omkring de ting, der virkelig ville noget. Nogle af de hårdest ramte ofre har også sagt nogle af de mest begavede ting herom. En Kierkegaard og en Jung erkendte begge det religiøses værdi, men havde samtidig et skarpt blik for faldgruberne. Ikke mindst fordi de begge som børn havde oplevet en voldsom angst for de højere magter.

Videre handler det om den kærlighed og tryghed, man ønsker at skabe som ramme om sine børns liv. Mange har desværre oplevet nogle mindre heldige ting i deres barndom. Men det som vel de fleste, der er nogenlunde normale oven i hovedet tænker, er, at de gerne vil sortere det dårlige fra og give det gode videre. For noget godt har der vel trods alt været selv i den ulykkeligste barndom. At have fået gennemarbejdet det dårlige så meget, at man ikke lader det gå videre til næste generation, men samtidig har taget det gode til sig og kan bruge det. Det er vel det ideelle.

Imidlertid sker der også en lang række ubevidste processer i en familie, og derfor kan de færreste forældre undgå at også give deres børn ting med i bagagen, de absolut ikke ønsker at belaste dem med.

Alt i alt taler vi om en mangfoldighed af mekanismer. Hvordan kommer disse så til udtryk i de fire hjem, der skildres i "Hold om Mig"?

Mikkel er blevet opdaget af sin mor i at smugryge. Moderen nævner det ved aftensmaden. Faderen slår det hen som en bagatel. Mikkel har det forfærdeligt over det, der er sket med Sara. Faderen kan godt fornemme, at der er noget galt. Men da Mikkel undviger hans spørgsmål, prøver han så bare at muntre ham lidt op. Snart undskylder Mikkel sig dog med, at han er træt og vil i seng. Lidt senere kommer han grædende ind til forældrene og fortæller dem det hele. Der er altså en reel kontakt til forældrene og en sådan grad af tillid, at han kan fortælle, hvad der er sket. At han har det så svært med det viser endvidere, at han har en udviklet samvittighed, altså en klar opfattelse af, at han gik for vidt i den situation. Men hvorfor skete det overhovedet? Det er der naturligvis mange grunde til. Mikkel stod selv anklaget i situationen. Kammeraterne havde hørt det Louise sagde, og hvad nu hvis det var rigtigt? At overfalde Sara var således et forsøg på at retfærdiggøre sig selv. At hele klassen stod der skabte et gruppepres, der fremprovokerede det videre forløb. At Mikkel faktisk var interesseret i Sara, gjorde naturligvis situationen langt sværere for ham. Pludselig står Louise der, og fortæller at Sara har sagt, at han har været hjemme hos hende osv. Det er naturligvis lige til at gå helt i hårknude og baglås, så hjernen slår fra. Alligevel kan man undre sig over, at der helt mangler en overvejelse. Mikkel har tydeligvis siddet i sidste time og hidset sig op, i stedet for at overveje sagen. Han er på mange måder en begavet dreng. Derfor er der en del, han egentlig burde have tænkt over. Tidligere i filmen har man set flere eksempler på, at Louise er sådan en, der render rundt og fortæller ikke særlig pæne ting om andre. Derfor må man strengt taget sige, at hendes troværdighed er en smule anløben. Sara er derimod ikke sådan en, der går og siger ting. Hun skriver fornuftige og eftertænksomme stile. Er hendes troværdighed ikke i noget højere kurs? Hvorfor er Mikkel så mere tilbøjelig til at tro på Louise end Sara? Hvorfor giver han ikke Sara så meget en fair chance, at han frem for at gå til angreb i hele klassens påsyn, trækker hende til side og spørger, om han lige må tale med hende? Som sagt: han skal retfærdiggøre sig selv. Han er selv under anklage. Derfor har han siddet og hidset sig op. Men hvorfor er det gået sådan? Hvorfor er han blevet vred frem for eftertænksom? Et muligt bud på svaret kan udelades af faderens reaktion, da han fortæller sine forældre om det skete. Faderen beskylder ham prompte for at være syg i hovedet. Nok ikke lige det en grædende dreng, der er fuld af anger, har brug for at høre. Så hvor har Mikkel lært at hidse sig op i stedet for at tænke efter?  Faderen der tidligere på aftenen har talt om "min dreng", bliver endvidere pludselig distanceret fra den syge knægt, der kan finde på den slags. Han er skuffet. Men deraf ser vi så også det fænomen, at et barn skal leve op til og gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed. Naturligvis er faderens reaktion forståelig. Han bliver naturligvis forskrækket over, at Mikkel har kunne gøre den slags. Men helt let for Mikkel er det nu ikke. Moderen stjerner helt ud over, at han har smugrøget, mens faderen slår det hen som ingen verdens ting, for straks efter at kalde ham syg i hovedet, fordi han har hevet blusen af en pige. Som sagt er faderens reaktion ikke uforståelig. Men det korte af det lange: skulle man tænke i idealer, i det perfekte, så skulle Mikkel have haft lært at tænke efter før han hidsede sig op. Det er lige præcis dét, han ikke har lært. Moderen går amok over en cigaret for øjnene af hans kammerater, trækker ham altså ikke til side, og faderen lader prompte dommen falde i Sara-sagen: "Du er syg i hovedet!". Man kan altså sige at Mikkel har lært, at man bare skal gå til folk, uanset hvem der ser det, og så fælde dommen uden betænkning. At han i hele klassens påsyn hiver fat i Sara og står og råber: "Hvad fanden er det du har sagt din skide luder?", er i en vis forstand, hvad han har lært. På mange måder er Mikkels det bedste af de fire skildrede hjem. Men her har vi altså manglen. Det der IKKE er, og som Mikkel derfor heller ikke har fået lært. At den situation overhovedet kunne opstå, at den gode dreng fra det gode hjem gjorde noget så slemt må således tilskrives, at der altså også var noget, det hjem manglede. 

Sara prøver at ringe til sin mor på arbejdet umiddelbart efter, at det er sket. Hun får at vide at moderen sidder i møde og ikke kan kan tale lige nu. Er der en besked? "Nej, det er lige meget, jeg snakker bare med hende, når hun kommer hjem." Allerede her får man en mistanke om, at Sara ikke har været forvent med, at hun var det vigtigste i forældrenes liv. Til sammenligning er Mikkels forældre ved at se en film i fjernsynet, da han kommer grædende ind, hvorefter de glemmer alt om filmen. Der er altså ubetinget tid til ham, uanset hvad. Sara må derimod skubbe sit i baggrunden og vente til hendes forældre har tid. Da moderen endelig kommer hjem fra arbejde, har Sara lagt sin lillebror i seng og maden står klar til opvarmning. Moderen spørger desorienteret efter faderen. Sara minder om, at han er på kursus. Man ser nok, hvordan det er fat. Forældrene arbejder og arbejder. Sara passer lillebror, laver mad og står vel sagtens også for rengøringen af hjemmet. Hun har lært at være en dygtig og stille pige, der ikke forstyrrer, men hjælper og sørger for at tingene fungerer. Moderen sidder og klager over, at det har været en lang, hård dag. Sara venter tålmodigt. Tager så omsider mod til sig, og vil til at tale med moderen. Men så ringer de fra arbejdet om et eller andet. Sara trækker sig tilbage. Hun gør hvad hun har lært: er en stille, fornuftig pige, der ikke forstyrrer sine travle forældre. Da hun lidt senere kigger ind til lillebroderen, viser det sig, at historien allerede er så meget ude, at han på fritidsordningen har fået at vide, at hans storesøster er en luder. Naturligvis har Louise også sørget for at sende klippet hun har optaget på sin mobiltelefon til Sara. Næste morgen, da der som sædvanlig ikke er nogen forældre at se, sørger Sara pligtskyldigt for at lillebroderen bliver klædt på, får morgenmad og bliver sendt i skole, hvorefter hun hænger sig. Afsted med lillebror - en dygtig pige lige til det sidste. Men nu hedder det sig altså over hele byen, at hun er en luder, og det vil jo nok give forældrene en frygtelig masse sorg og ulejlighed. Hun føler formodentlig at hun har svigtet. Mens manglen i Mikkels hjem kan kræve en smule kiggen nærmere efter, er den ganske åbenlys i Saras: hun har aldrig fået lov at opleve, at hun var vigtig. Hun har altid lært, at hun ikke måtte skabe besvær og ulejlighed, at hun skulle gøre sig usynlig. Hun har lært at være flittig og lave sine lektier. Hun kan lave mad. Hun kan en masse ting. Mere end flertallet af sine jævnaldrende. Hun er rigtig, rigtig dygtig. Men det vigtigste af alt kan hun ikke: hun kan ikke opleve sit eget liv som vigtigt, og ikke opleve sig selv som en person, der har krav på at blive set og hørt.   

Hjemme hos Akhmed er problemstillingen en lidt anden. Alligevel kan den ligne. Også her er der noget indover med at ikke skabe problemer, men at måtte gøre sig nyttig. Men Akhmed er ikke en ligegyldig figur, der skal skjule sig. Tvært imod vil faderen gerne have ham under konstant opsyn. Hans far har naturligvis oplevet fremmedhadet og har måtte døje et og andet. Det får Akhmed alt at vide om, efter at Mikkels mor har ringet og fortalt om episoden. Faderen fortæller, om de ofre han har måtte bringe for sine børns skyld. På den vis ser han det som en personlig krænkelse, som mangel på respekt, at Akhmed kunne være med til sådan noget. Det er naturligvis forståeligt, at han er bange for racismen og for de almindelige generelliseringer. I nogen grad har han jo ret, når han siger, at hver gang en af dem træder ved siden af, har det en afsmitning på alle de andre, fordi nogen vil sige, at "sådan er de allesammen". I alt dette kan man føle med ham. Men da han begynder at stikke en kavalkade af lussinger ud, falder det lidt sværere at føle sympati for ham. Det er i filmen helt tydeligt, at Akhmed er frygtelig bange for sin far. Han er en friskfyr blandt kammeraterne, men gør også krav på respekt. Hvad han har lært hjemmefra er jo langt henad vejen, at hvis bare folk er en smule bange for en, så kan man styre dem. I hans forhold til faderen er det ikke bare en smule. Han er hunderæd. Men samtidig oplever han også sig selv som en vigtig person. I modsætning til Sara er han ikke overset, snarere overvåget. I faderens voldelige reaktion ligger der også en tilkendegivelse af, at det han gør er vigtigt. Men alligevel. Da faderen så efterfølgende tager ham i sin favn, altså viser ham, at han stadig er hans elskede søn ... ja, på en måde er det smukt. Men ærlig talt: jeg er ikke sikker på, at jeg ville bryde mig om at få et knus af en, der lige havde tævet mig. Alligevel er her noget af det, man savner hos Mikkels far. Reaktionen er mere behersket og begrænser sig til ord. Men man savner lidt en tilkendegivelse af, at "du er en dum dreng, men du er MIN dreng". Den dimension har Akhmeds far. Men der mangler en forståelse af Akhmed som selvstændigt individ. Han er for faren så meget "min dreng" at han ikke rigtig er andet.

Som det helt forfærdelige hjem har vi så Louises mor. Forholdene dér er allerede omtalt. Så det overrasker næppe nogen at høre, at da Louise har overført filmen fra mobilen til sin computer og moderen halvfuld kommer ind på hendes værelse, mens hun er ved at se den, kigger moderen og siger: "Hvad er det, du har der? Det er jo Sara fra din klasse. Hold da kæft. Ha, ha, ha. Hun ligner sgu da en luder". Ikke sært at Louise er, som hun er! Er der noget som helst positivt at sige om det hjem? Det er svært at få øje på. Nogle af Louises jævnaldrende vil måske misunde hende, at hun må så meget, stort set kan gøre som hun vil. Hun har flere udfoldelsesmuligheder. Problemet er så bare, at det ikke bunder i ægte frihed med udspring i tillid, men i den rene, skære ligegyldighed. Det er lige meget hvornår hun kommer hjem, for moderen er stort set ligeglad med hende. Men hun er da velkommen til at deltage i gildet, og har allerede hjemme set og oplevet en del. At hendes måde at få opmærksomhed i skolen består i at fortælle om bryster og blow jobs, kan strengt taget ikke forbavse nogen.

Sådan set er det en historie om fire oversete børn. På forskellige måder, der spænder fra den bogstavelig talt oversete Sara, henover Louise, der nok er mere synlig, men hele tiden må finde på sensationsagtige nyheder for at kæmpe for sin synliggørelse, videre til Mikkel, hvor de ydre rammer er velfungerende, men der er problemer med at rumme svære følelser, der derfor i nogen grad er erklæret forbudte, mad på bordet og ture i bilen, men ikke ret meget åndelighed og refleksion, til Akhmed, som nok bliver set, ja - overvåget, men ikke anerkendt i sin individualitet. Som nævnt hedder filmen "Hold om Mig" og det er vel sådan set denne længsel, der på forskellig vis kommer til udtryk. Dette er altså det fælles. Derudover er det fire meget, meget forskellige hjem, hvor der også hersker forskellige normer og regler. Fire børn, der går i samme klasse, kommer hjem til fire forskellige normsæt.

Hvis filmen kan siges at rumme et bud på "det rigtige", må det være, at børn skal ses af deres forældre. Ikke bare ses udefra, ikke bare ses som det forældrene ønsker, de skal være, men som det, de er. De skal rummes og holdes om, også når de er lige det modsatte af det, man ønsker, de skal være.  

Det fører tilbage til det, jeg nævnte tidligere med at kunne rumme meningsforskelle. Jeg tror, det er typisk, at man kan føle stærk lyst til at være belærende, når man er uenig med sine børn. Men det bliver i så fald det, man lærer dem. De lærer ikke at rumme uenighed, og begiver sig derfor ud i verden i lutter forsøg på at få ret, frem for nuancerede overvejelser om en sag, hvor det andre siger, måske kan få dem til at ændre opfattelse. Hvis de ikke hjemmefra har lært, at man kan ændre opfattelse, når der kastes nyt lys over en sag, men at man bare skal holde fast og bremse alle modargumenter, ja - så bliver det også sådan, man gebærder sig i verden. 

Der kunne nævnes mange andre eksempler. Det er atter og atter det samme: man gør det, man har lært, og skal man til at gøre noget andet, kan det meget vel blive en lang og svær proces, hvor man med store anstrengelser må ændre på indgroede vaner, således at man i bedste fald kan sortere det dårlige fra og give det gode videre.

Det er uden videre tydeligt, at "Hold om Mig" er velegnet som debatoplæg. Den kan vises og diskuteres rundt omkring på skoler. Men det er måske i endnu højere grad oplagt at vise den til forældre. Filmen synes jo nærmest at henvende sig til alle danske forældre med spørgsmålet: Hvad ville du have gjort i den situation? Hvad vil du gerne lære dine børn? Hvad skal de drage ud i verden med?

Formodentlig kan vel alle mennesker nævne noget, de synes er vigtigt, og som betyder en masse for dem. Det kan f. eks. være naturen og det synspunkt, at deres børn i hvert fald ikke skal vokse op i en storby, og da slet, slet ikke som nabo til en fabrik. Eller det kan modsat være, at byen bare er sagen, og at deres børn i hvert fald ikke skal snydes for alt det, byen kan tilbyde.

Nogle vil mene, at deres børn ikke skal mangle noget, men er samtidig varsomme med at overforkæle dem, selvom de måske har økonomisk mulighed for at gøre det. Et synspunkt, der søger en balance mellem påholdenhed og frådseri.

Det får ofte skærpet betydning, hvis noget religiøst/åndeligt/spirituelt spiller en central rolle. Er man optaget af det åndelige, må det vel et eller andet sted betyde, at man ikke mener, det materielle er hovedsagen. Men samtidig er de fleste også tænksomme nok til at vide, at nogen af de mest materialistiske mennesker er dem, der har lidt afsavn. Har man oplevet at mangle og levet med angsten for at mangle, kan man sidenhen gå hen og blive grådig. I den diskussion vil det mest udbredte synspunkt vel sagtens være, at det værste af alt at mangle er kærlighed. Oplever man at være elsket og påskønnet, betyder det ikke så meget hvor mange kartofler, der er på tallerkenen. Hellere en kartoffel mindre i et kærligt hjem, end en mere i et ukærligt.

For de fleste falder det helt naturligt, når man hører ordet værdier, at tænke på noget åndeligt, på virkelig betydning og mening - ikke noget håndgribeligt. Men det er vigtigt at huske, at der findes mennesker, som tager ordet værdier mere bogstaveligt, og mener penge, obligationer, juveler, huse, biler m.v. For mit eget personlige vedkommende må jeg tilstå, at jeg lige må lave en mental omstilling, når jeg møder folk, der tænker sådan. "Nååårh - det er DET, du mener". 

Jeg nævner det fordi, at det er ret vigtigt at huske, at ordet "værdier" kan betyde ret så forskellige ting for forskellige mennesker. Der findes jo faktisk forældre, som lærer deres børn, at det, der er vigtigt her i livet, er at følge med i aktiekurserne og at tjene en hulens bunke penge. Nogle går endog et skridt eller to videre, og ville aldrig begynde at tale om hensyn til andre mennesker og des lige, men direkte prædike en kynisk lære, der kun tager hensyn til egen fordel, og betragter det som svaghed, at ikke bare trampe andre ned. Hvor fremmed og uforståeligt det end kan virke, er der jo faktisk folk, der tænker sådan. For nu at køre den helt ud efter overdrivelse fremmer forståelsen princippet, så lad os lege med den tanke, at Mikkel fra "Hold om Mig" havde haft en fuldstændig skruppelløs og gennemkynisk far, der var stinkende rig. Ville han have kaldt ham syg i hovedet? Tvært imod. Han ville have skældt ham ud for at være et bløddyr: "Hvad fanden! - Legede du bare voldtægt og lod som om? Hvorfor tog du hende ikke? Har jeg ikke sagt, at du skal ta' hva' du vil ha' og så skal mine advokater nok klare resten?"

Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig vanvittigt. Men der findes virkelig mennesker, som tænker sådan. Når jeg nævner dette ekstreme eksempel er det for at hjælpe tankerne på gled. Mennesker tænker og reagerer nu en gang forskelligt. Dermed står vi atter med spørgsmålet henvendt til alle forældre: hvad ville du gøre?

Din søn kommer en dag hjem fra skole og ser helt forkert ud i hovedet. Han svarer undvigende på dine spørgsmål, ved middagsbordet sidder han og stikker til maden, hvorefter han begraver sig inde på sit værelse. Men så kommer udbruddet. Grædende fortæller han om, at der er sket noget rigtig slemt, at det ovre i skolen er gået helt over gevind med en pige fra hans klasse, og at det er ham, der er skyld i det hele. Hvordan ville du så reagere?

Eller: Din søn har været lidt mere stille end ellers, men da du spurgte, om der var noget i vejen, svarede han, at alt var i orden. Du bliver senere ringet op af en mor til en dreng, der går i klasse med din søn og får at vide, at de har været temmelig grove over for en pige. Vist nok er det den anden dreng, der har været den rigtig slemme. Din søn har set på, vist nok været med til at holde hende, men hans andel og skyld er en smule usikker. At han ikke har været hovedaktøren er naturligvis en formildende omstændighed. Men du skal huske at medtænke, at du ud over at prøve at forholde dig til det, der er sket, også skal rumme at en anden dreng åbenbart har mere tillid til sine forældre, end din søn har til dig. Hvordan ville du reagere?

Eller: Din datter ser trist og træt ud, og efter at have været tavs i længere tid, siger hun omsider indtrængende: "moar ..." (eller evt. "fa-ar ...") I det samme ringer telefonen. Hvad så? Skal du tage den og høre, hvad det drejer sig om? Skal du tage den bare for at sige: "Jeg har ikke tid, jeg snakker med min datter", eller skal du simpelthen afbryde den, fordi alt andet må vente? Eller ...

Eller: Du får tilfældigt set på din datters computerskærm, hvor hun kigger på en primitiv filmoptagelse af nogle af sine klassekammerater. Tilsyneladende sker der det på klippet, at nogle af drengene står og gramser på en af de andre piger fra klassen. Hvad ville du gøre?

Men naturligvis er der et endnu vigtigere spørgsmål. Hvad vil du gøre i form af det, du lærer dine børn, af de ting du snakker med dem om og af de ting, du laver sammen med dem, for at undgå, at en sådan situation overhovedet opstår? For så meget må vel stå fast, at hvis disse fire børn havde haft noget andet med hjemmefra, så kunne situationen have været undgået. Hvad vil du give dine børn med i skole for at undgå den slags situationer?

Således er det tydeligt, at "Hold om Mig" er oplagt til brug som debatfilm. Men ville "Sorority Girl" have været anvendelig på samme vis i 50'erne?

Så meget er jo i hvert fald indlysende, som at der er en lang række påfaldende lighedspunkter mellem de to film. Men der er så sandelig også en række forskelle, ligesom "Sorority Girl" tilhører en tid, hvor det ikke i samme grad var udbredt og almindeligt at bruge spillefilm som anskueliggørende optakt til debat om en given problemstilling.

Dertil kommer undertonen af noget skæbnebestemt i "Sorority Girl", et skær af mystik blander sig i snakken og betyder således, at man ikke på samme måde som i "Hold om Mig" kan reducere alt til rene årsags-virknings-forhold. Vist er den stygge moder en god og dækkende forklaring på tilfældet Sabra Tanner. Alligevel ligger der i filmen selv og dens skildring en antydning af et mystisk mere.

Nu er det naturligvis også et spørgsmål, hvordan man skal opfatte og forstå dette "mere". Det kunne jo også være Sabras oplevelse. Hun oplever, at situationen tager magten fra hende, hun føler sig fordømt, programmeret til ondskab, fanget af sin skæbne. Hvis det således udelukkende drejer sig om hendes oplevelse, hvordan det føles at befinde sig i hendes situation, så er der altså ikke i egentlig forstand nogle overnaturlige kræfter på spil.

De fleste mennesker har vel i en eller anden sammenhæng følt, at de blev taget til fange i en situation, og gjort til viljeløse marionetter for fremmede magters spil. Sådan er Sabra selv tydeligvis tilbøjelig til at opfatte det stedfundne. Men har hun ret? Er der virkelig helt bogstavelig talt noget, der leger med hendes vilje?

Svaret kan aldrig blive andet end et tolkningsforsøg, der bunder i, hvordan man personligt opfatter filmen. Et endegyldigt svar er ikke muligt. Som filmen foreligger er begge udlægninger mulige.

Alligevel lader det sig vanskeligt bortforklare, at den arkoff'ske grundhistorie, hvor kærligheden er eneste mulige redning, ligger der som en irrationel overbygning. Kærlighedens nødvendighed er vel også budskabet i "Hold om Mig". Men det befinder sig på et hverdagsniveau af årsager og virkninger, ikke i en skæbne-tragisk, overjordisk dimension udenfor begivenhederne.

Efter min overbevisning er dette netop at regne for et typisk 50'er-træk. Selv i de mest realistisk orienterede 50'er-film, hvor psykologien gør alt for at arbejde rent i årsager og virkninger, ligger der som regel en stemning af noget skæbnesvangert. Det kommer allerede til udtryk i replikkernes ordvalg. Når der f.eks. om en forelskelse siges: "It's the big thing".

Dertil har det noget at gøre med historiernes strenghed og stringens. Det er almindeligvis svært at forestille sig et "i stedet for". Når "Sorority Girl" er mindre velegnet som debatfilm end "Hold om Mig" hænger det især sammen med, at det forekommer langt sværere at forestille sig alternative løsninger. Sabras historie står i streng suverænitet som et tilfælde, et "sådan gik det". At digte sig ind i historien og begynde at lave om på den, lader sig vanskeligt gøre. Man må tage det skildrede tilfælde til efterretning, hvorefter man kan forestille sig andre, der så kunne forløbe på en anden måde. Sabras historie kunne derimod ikke være anderledes.

Man kan iagttage det samme træk, når man betragter udprægede oplysningsnings- og undervisningsfilm fra 50'erne. Man vil så godt som aldrig se en uafsluttet situation stillet op med flere alternative udgangsmuligheder. Typisk sættes et skræmmebillede op. Sådan gik det denne dreng eller denne pige fordi han/hun.... For dem er der ingen redning. Redning er der kun for dem, der lægger sig advarslen på sinde. Den tidligere omtalte "Boys Beware The Homosexuals Are On The Prowl" er et typisk eksempel på formen. Denne tone ændrer sig sidenhen. Særligt når vi kommer op i 70'erne, vil man kunne finde megen undervisningsmateriale, der bygger på princippet "hvad ville du gøre hvis ..."

Det generelle samfundssyn på ungdommen har afgjort ændret sig. Men det har ungdommens selvopfattelse også. Alene det at det idag regnes for en selvfølge, at der findes denne periode i livet, er en enorm forskel. Ord som "ungdom" og "teenager" er ikke længere præget af samme sensationelle nyhedsværdi. Det er bare nogen, der er der. De er ikke nødvendigvis et problem, de har bare en masse af dem. Netop derfor har nyere skildringer et mere underforstået forhold til selve begrebet. Der er ikke længere samme tendens til eller behov for at skulle definere, hvad det egentlig er. Naturligvis oplever også nutidens unge et spændingsfelt mellem barn og voksen, såvel som diverse kombinationer af selvudfoldende morskab og tvivl/usikkerhed overfor tilværelsen. Forskellige former for alliancer og subkulturer viser endu et voldsomt behov for tilhørsforhold. Alligevel synes alle disse ting at stå i et lidt anderledes lys end dengang, hvor det ikke bare var ungdommen, der var unge, men også selve begrebet. De unge selv er naturligvis lige så unge som dengang, men begrebet er blevet gammelt og en smule affældigt. Faktisk kunne man synes, at der var brug for en nydefinering. De fleste af de ting, der dengang blev betragtet som noget specifikt ungdomsrelateret, er siden blevet ting, man kan gøre i næsten enhver alder, f. eks. sådan noget som at eksperimentere med tøjstil eller entusiastisk at dyrke en ny, anderledes musikform. Dengang var det lige akkurat tilladeligt at en 16 årig gjorde det. Det var jo en svær alder, og siden skulle de nok vokse fra den slags nykker, mente man. Idag kan en 30 årig snildt gøre det samme, uden at nogen løfter et øjenbryn. I en vis forstand har ungdommen mistet sine særrettigheder. De vandt sådan set kampen om at have lov til at have dem. Derefter ville andre imidlertid have del i de samme privilegier. I dag er det vel snarere ord som "voksen", "sat" og "etableret", mange synes, har en lidt ubehagelig misklang. Men når også de 50 årige vil danse moderne, er ungdommen så overhovedet længere den selvstændige institution og samfundsgruppe, de oprindelig etablerede sig som?

Sådan set kunne man let opremse en række nyere film, der i det overordnede handlingsmønster ligner "Sorority Girl": et menneske, der føler sig udenfor, får rodet sig ud i større problemer end det kan overskue, og får derved med eller mod sin vilje forårsaget en mængde ondt omkring sig, inden han/hun indhentes af de uundgåelige konsekvenser. Men det er betegnende, at de fleste af disse film ikke handler om teenagere, men folk, der er adskillige år ældre: den tidligere straffefange, som fortsat støder mod samfundets fordømmelse, den fraskilte, der ømmer sig oven på skilsmissen, arbejdsnarkomanen, som fyres, forstadsfruen, der keder sig, eller ham, som en dag bare får nok af det hele, således som i "Falling Down", hvor der forekommer replikken:

 - Er det mig, der er skurken? Hvornår og hvordan er det sket?

Sandelig! De voksne har svært ved at finde ud af det hele. Det ligger lige for at spørge, hvad de unge foretager sig imens? Ofte kan man - med rette eller urette - synes, at de virker en smule uinteressante i sammenligning med en skikkelse som Sabra Tanner.

Smukke detaljer

Sabras påklædning er i de fleste scener enkel, men elegant. Bluse og nederdel i rene, klassiske snit - og så sidder det naturligvis perfekt!

De mange scener med skud af amerikansk universitetsliv giver rig lejlighed for at se tøj og frisurer fra 50'erne.

Skuespillerinden Barboura Morris, der fremstiller Rita, er et fund. Den perfekte type til rollen. Personligt minder hun mig om en eller anden, men jeg kan ikke komme i tanke om hvem. Men på et eller andet tidspunkt må jeg enten have gået i skole eller arbejdet sammen med en pige, der lignede hende, og vist nok havde lige så ulideligt rigtige meninger om alting. Hvorom alting er: hun ligner lige præcis sådan en "moden" pige, der står centralt placeret, og med den ene hånd kan tale vidt og bredt om, hvordan vi bør være over for hinanden, mens hun med den anden ved første blik kan se sig ond på en fremmed, der af den ene eller anden grund ikke passer ind i hendes verdensbillede.

Sabras bil er afgjort værd at kigge nærmere på. Alene for at få lov at sidde i sådan en, ville jeg i hvert fald ikke have sagt nej til et lift.

Den Kain-og-Abel-agtige dagligstue scene, hvor den anden piges kjole beundres, mens Sabra stort set ignoreres, vil hensætte mange i eftertanke i omkring den pudsighed, at mange reklamefilm endnu idag kører videre på noget, der omend lettere forskønnet i 50'erne nogenlunde svarede til, hvordan folk så ud, men absolut intet har at gøre med verden af idag, når undtages det produkt, man ønsker at sælge. Reklamebranchen har etableret et solidt forhold til en række 50'er relaterede signaler, der åbenbart svarer til noget, de fleste anser for eftertragtelsesværdigt. Folk i bred almindelighed synes at associere denne atmosfære med sikkerhed, tryghed, pålidelighed etc. hvilket tydeligt fremgår af, at især reklamer for forsikringsselskaber og flyselskaber har en tendens til at lægge sig efter 50'er-looket.

Morts skiftende skjorter gennem filmen såvel som måden de sidder på, er værd at være opmærksom på. Bemærk også fyren, han taler med om valgkampagnen, den Morgen Ellie fortæller Sabra om Tinas graviditet. Hans stribede skjorte er værd at studere.

Et visuelt højdepunkt er samtalen med Tina. I forhold til fortællerkonventioner er det afgørende, at det følger umiddelbart efter besøget hos moderen, det sidste afgørende skridt i Sabras dæmonisering. Derfor må man sige: selvfølgelig møder hun Tina. Hvad ellers? Tina, der uskyldig og intetanende stiger smilende ind i bilen. Alt smukt og rent ved hende er fremhævet. Det vedbliver det at være, da Sabra standser ved stranden. Tina er forest i billedet, og virker derfor lys trods mørket. Sabra, der sidder inde i skyggerne er derimod alt andet end køn i denne scene. Skyggevirkningerne får hendes ansigt til at minde om en grotesk troldemaske. En række optiske tricks benyttes til at forlænge denne effekt, da de stiger ud af bilen og går langs stranden. Tina er lutter lys trods mørket: blond, iført en hvid bluse med striber og en grålig striktrøje hængende over skuldrene. Hun gentager atter og atter, at det er forkert, at hun ikke vil være med til sådan noget, at hun ikke ville kunne være det bekendt over for Mort osv. osv. Trods graviditeten er hun lutter renhed og uskyld. Sabra er hele tiden i skyggen, hendes ansigt et mørkt felt hvorfra kun hendes næse stikker frem og des årsag virker abnormt stor. Hendes bryster står som sylespidse fremspring i hendes bluse. Ikke som noget, der bruges eller virker æggende, bare noget, der er der. En gold vulgaritet uden varme og sanselighed, en marmorstatues barm. I det hele taget bidrager skyggevirkningerne til at gøre alt ved Sabra groteskt og fortrukket i denne scene. Hun virker kantet, hård - feminine former, men på en sært maskuliniseret måde. Trods brysterne centralt i billedet, er hun således udpræget ukvindelig som en tydelig kontrast til Tinas bløde rundhed. De flot skudte billeder. De to pigers tøj. Den fremhævede kontrast mellem de to samtidig med begges 50'er-agtighed. Stranden med det brusende hav i baggrunden. Det er intet mindre end fantastisk! Yderligere styrke får scenen i sammenhæng med den umiddelbart foregående, hvor Sabra virker anderledes varm og levende, mens moderen fremstår som en indtørret mumie. Udsuget for liv og smittet med soltørret society forlader Sabra sin vampyrmor, der er i færd med at fragte sit lidenskabsløse legeme over til en cocktail party. Sabra kører de mange kilometer. Mørket falder på. Hov! Hvem har vi der? Den yndige, unge Tina med sit naturlige, varme smil. Marilyn Monroes ufordærvede lillesøster, der på en eller anden uforklarlig måde er blevet besudlet. Dermed har hun dog langt fra lært verdens råddenskab at kende. Det kommer hun først til nu. Det er ondt. Det er vanvittig ondt. Rent ud djævelsk. Men det er samtidig blændende flot filmarbejde!

Man bør bemærke Morts sorte skjorte i den efterfølgende scene, mens han går og gør båndoptageren klar. Den sidder naturligvis perfekt og giver ham et lidt Johnny Cash agtigt look. Interessant er også et kort klip, hvor Sabra og Tina konfererer inden samtalen. Sidst vi så Sabra - på stranden om natten - lignede hun nærmest Brunhild i Fritz Langs "Siegfried". Nu virker hun mere menneskelig, omend køligt kalkulerende. Men de to piger er blevet mere sammensvorne. Således ses også et nærbillede af Tina, hvor hun kommer med et sært, tvetydigt blik. Hvad der ligger i dette blik, ville man kunne skændes længe om. Men ligefrem uskyldigt er det ikke. Der er kommet en skygge over Tina, mens Sabra modsat har generobret et vagt genskær af menneskelighed.

Under den afsluttende strandscene ses blandt de boldspillene og siden som en af de nærmest stående i kredsen omkring den netop grebne Tina en sporty muskelmand, der åbenbart skal illustrere sund, amerikansk ungdom, men lige så godt kunne være hentet direkte ud af en naziplakat fra 30'erne.