Rock 'n' roll var virkeligt. Alt andet var uvirkeligt.

- John Lennon 

Også mødet med pigen ender i en katastrofe. De ser et teaterstykke, som pigen er vældig begejstret for, men som Holden ikke bryder sig om. I pausen møder de en bekendt af pigen, der driver Holden nær vanviddets rand. Da de efterfølgende er ude og løbe på skøjter går det heller ikke, da ingen af dem er særlig gode til det. De sætter sig og får en cola. Holden prøver at forklare pigen om, hvordan han render rundt og har det. Hun fatter ikke et muk. De skilles som uvenner.

Der kunne siges meget, meget mere om denne del af bogen. Men jeg har bevidst valgt at lade være og blot nævne nogle få hovedtræk. Det er nemlig denne del, nærmere bestemt kapitel 16 til 18, der udgør en hovedforløb svarende til de centrale indledende kapitler af "Vejene"s tredie del. Hører man til de mennesker, der ikke læser hele bøger, men blot uddrag, er det således disse tre kapitler, man skal læse af "Forbandede Ungdom". Har man læst den i sin helhed, er det disse tre, man skal genlæse. Det sammegælder "Vejene", tredie del, kapitel 1-7 . Derfor kun stikord fra undertegnede kommentator.

Holden ringer til en kammerat og de aftaler at mødes senere på aftenen på en bar, som Holden (heller) ikke bryder sig om. Kammeraten dukker op. Men mødet bliver kort og ikke videre vellykket. Efterladt i baren drikker han sig temmelig fuld. Senere går han en tur i Central Park for at se, om der er nogen ænder i søen. Det er der ikke. Holden sidder og bliver kold, mens han fantaserer om at få lungebetændelse og dø. Hans videre tanker om begravelse og den afdøde lillebror fører associationsrækken hen på lillesøsteren, som han får en uimodståelig lyst til at se. Det lykkes ham at snige sig lydløst ind i forældrenes lejlighed og finde frem til søsteren med lidt tid og anstrengelse. Det viser sig dog, at der ikke havde været grund til så meget forsigtighed. Bortset fra tjenestepigen, som er halvdøv, er Phoebe alene hjemme, og benytter storebroderens større værelse og seng. 

Jeg stod lidt og kiggede på hende som hun lå der og sov med kinden nede i puden. Hendes mund stod åben. Det er sjovt nok. Nu for eksempel voksne, de ser rærlige ud hvis de ligger og sover med åben mund, men det gør børn ikke. Børn ser søde ud. Selvom de har ligget og savlet på puden ser de søde ud.

Jeg listede rundt i værelset, stille som en mus, og kiggede på alting. Jeg følte mig godt tilpas nu til en forandring. Jeg havde det ikke længere som om jeg var ved at få lungebetændelse eller sådan noget. Jeg havde det godt til en forandring. 

Modsætningen er slående i forhold til den gamle historielærer i sin pyjamas og badekåbe. Den kendte talemåde at man begynder at dø, når man bliver født, at hver dag er et skridt nærmere graven, træder her frem i kølvandet på Holdens nylige betragtninger om død og begravelse, og så den sovende søster, der selv i denne dvalelignende tilstand er mere levende end noget andet, Holden har mødt gennem de to turbulente dage, man har fulgt ham. Holden kigger lidt på Phoebes skolebøger. Til sidst kan han ikke modstå trangen til at vække hende. Der følger en noget forvirret samtale, hvor man får illustrative prøver på Phoebes livlighed. Endvidere gætter hun uden videre, at Holden er blevet bortvist fra skolen. Det bliver hun ked af. Og vred. Hun blokerer for videre samtale ved at stikke hovedet ned i en pude. Hvad Holden end forsøger, nytter det ikke. 

Somme tider kan man ikke engang snakke hende til fornuft. Tilsidst rejste jeg mig og gik ind i dagligstuen og huggede nogle cigaretter fra æsken på bordet og stak dem i lommen. Jeg var helt udgået.

Da jeg kom ind igen, havde hun taget puden væk - det vidste jeg - men hun ville stadig ikke se på mig, selvom hun lå på ryggen. Da jeg kom hen og satte mig på sengekanten, vendte hun sit lille tossede fjæs den anden vej. 

En form for samtale kommer dog efterfølgende igang. Phoebe spørger til, hvad der er sket. Holden begynder at remse alle sine kritikpunkter mod skolen op. Phoebe sætter derefter med beundringsværdig præcision fingeren på det ømme punkt. 

"Du kan nemlig ikke holde nogen ting ud nogen steder."

Det gjorde mig endnu mere deprimeret, at hun sagde sådan.

"Det passer ikke. Det passer ikke. Det kan jeg vel nok. Hvorfor si'r du sådan noget?"

"Fordi det passer. Du kan ikke holde skolen ud, og der er tusind andre ting du heller ikke kan li'. Det passer."


"Vel gør det ej. Der er masser af ting jeg ka' li. Det passer slet ikke. Hvorfor fanden si'r du sådan noget?" sagde jeg. Hun gjorde mig søreme deprimeret.

Søsteren beder ham så nævne bare én ting. Det falder ham svært . Han kommer i tanke om nonnerne, han mødte tidligere, og videre en kammerat fra en tidligere skole, der begik selvmord efter at nogle af de andre elever havde tortureret ham. Han nævner ikke disse ting. Da han presses yderligere af Phoebe, nævner han deres døde bror og den aktuelle samtale: at sidde og snakke med hende. Ingen af de to ting synes Phoebe helt gælder. Hvad kunne han så tænke sig at blive, hvilket job?

Som nævnt var originaltitlen "The Catcher In The Rye". Da bogen i 2004 blev nyoversat af Riffbjerg, kom den til at hedde "Griberen i Rugen", en direkte oversættelse af originaltitlen. Titlen hænger sammen med en fejlhøring af sangen " Coming Through The Rye", hvor Holden tror, at der synges catch (griber) frem for meets (møder). Ud af dette skaber han en fantasi om en kornmark på en bjergside, hvor nogen skal forhindre børn i at falde ned. I dette ser Holden en meningsfuld livsgerning. Omkring sig ser Holden folk foretage sig dumme og unyttige ting, men
at være ansvarlig for at ingen børn styrtede ned i afgrunden, når de legede i kornet. Ja, se det ville jo være noget ganske andet.

Dertil er det naturligvis en omvending af Holdens situation. Han er jo netop barnet, der er ved at styrte i afgrunden og derfor har brug for at blive grebet. Det er her en drilsk finesse, at det er søsteren, der gør ham opmærksom på, at han har hørt forkert med hensyn til sangens tekst, men at hun samtidig på mange måder er den, der griber ham. Hvis der udover Holdens fremtidsdrøm findes en griber i rugen, så må det være hende. Dette har den ekstra dimension, at Holdens vanskeligheder har nær forbindelse med barndommens svinden bort, og den usikkerhed, der derved kommer til syne. Søsteren, der er familiens efternøler, står midt i barndommen.

Ifølge denne læsning bliver søsteren den egentlige griber i rugen. Det passer fint sammen med hendes intuitive og umiddelbare tilgang til livet. Holden hævder, at hun forstår alt. Det synes hun også vitterlig at gøre. Hendes spontant oplevede virkelighed behøver ganske enkelt ikke forklaringer. Det Holden oplever omkring sig, når han betragter de voksnes verden, er en tørt intellektualiseret tilgang, der har mistet det umiddelbare, det intuitive, det legende, hvor alt enten er fuldstændig tomhovedet dumhed eller overforklaret systematisme. Det er dette, han viger tilbage fra. I samtalen med historielæreren spørger denne, om han da slet ikke bekymrer sig om fremtiden. Til det svarer han, at det gør han egentlig ikke. Det kan vi af resten af bogen se, at det gør han i allerhøjeste grad. Men man må her huske på hans opfattelse af hele situationen hos historielæreren, at de taler hver sit sprog. Dette er netop pointen. Holdens bekymring er ikke den slags bekymring. Ikke en bekymring, der kan udmønte sig i flid for at få en god uddannelse og et godt job. Holdens form for bekymring ville aldrig kunne udløse et Hermione-syndrom. Den virker lige modsat, ganske enkelt fordi, at Holdens bekymring går på, hvad fremtiden vil tage fra ham - ikke hvad den vil kunne give ham. Den døde bror står her som et centralt billede. Det samme gør det blandede udvalg af erindringsbilleder. Tiden skænker ikke, den t a'r. Det viser sig f. eks. i minderne om sommerferien med Jane Galagher, præget af nærhed og en antydet forelskelse, men ikke fuldbyrdet sex. Netop derfor bliver Holden helt slået ud af tanken om den blotte mulighed for at hans alt andet en uskyldsrene kammerat kunne have gået hele vejen med hende. For den går tættere på end hendes person. Den går langt ind på hans person. Det er hans barndom, hans uskyld, hans drøm, der besudles. I denne opstillinger er det indlysende, at søsteren er griberen i rugen. Hun er ganske enkelt forbindelseslinien til barndommen, og det redder Holden så meget og så langt, at han hverken begår selvmord eller kommer ind i en sværere psykose.Vist er han indlagt. Men at han så adækvat kan give udtryk for sine tanker, følelser m.v. viser tydeligt, at det ikke er et af de helt slemme tilfælde. Med det tidligere brugte eksempel fra Jung, er der ikke brug for at hente ham ned fra månen. Han er allerede på jorden. Det han behøver for at komme videre er et modstykke til søsteren, med andre ord en bro til voksenverdenen, der kunne etablere en fremadrettet forbindelse. På en måde kan man sige, at hele bogen handler om, at det ikke er lykkedes ham at finde en sådan "hotline" til fremtiden. Tvært imod føler han sig voldsomt afskrækket af alt, hvad fremtiden synes at indebære. Derved bliver begrebet "Griberen i Rugen" et langt mere omfattende symbol. Det er imidlertid ulejligheden værd at tænke udover de metaforer, bogen så at sige selv serverer og "forklarer". For der kan argumenteres for nogle yderligere betydningslag i bogens titel. Jo flere betydningsdimensioner man finder i titlen, jo flere nøgler giver den også til det, der sker inde i bogen.

Fangeren i kornmarken. Dette kan vel opfattes som et billede på en, der er draget ud på jagt, hvad Holden i lettere overført betydning jo netop er. Men almindeligvis er det vel ikke jageren, men det jagede dyr, der befinder sig ude i marken. Derfor kan man også opfatte titlen som noget i retning af jageren jages. Dette kan opfattes dobbeltsidigt. Den unge mand, der føler sig ude af fodslag med verden og derfor på en måde er jaget, der nu retter skytset imod det samfund, der forfølger de anderledes. Men samtidig er han på flugt, og således er han rent faktisk alt imens han håner verdens dårskab jaget. Ordet catcher (fanger/griber) bruges også inden for visse sportsgrene, om den på et hold vis opgave det er at gribe en bold. F.eks. i rundbold, hvor bolden jo skal fanges af det hold, der er ude, mens indeholdet må slå til bolden og løbe. Man kan altså også forstå det som udeholdets griber. Vor unge mand, er ude og der er noget han forsøger at gribe. Rye betyder rug, og bruges også om spiritus (rugwhiskey). At der henvises specifikt til rug, frem for f.eks. hvede kan måske også rumme en pointe: en grov kornsort.

Vibeke Cerri har åbenbart ikke følt, at hun kunne finde et tilsvarende ordspil på dansk, og således valgt det betydelig mindre poetiske "Forbandede Ungdom". Måske(?) havde det været mere rammende at kalde bogen "Forbandede Voksne", da det i grunden ikke er sin alder Holden raser over, men det samfund, der omgiver ham.

Riffbjerg gik så at sige den lige vej og oversatte ordret. Så kan man naturligvis diskutere, hvor meget mening, udtrykket "Griberen i Rugen" giver på dansk. Det rummer i hvert fald noget med en, der er ude i noget, og at der knytter sig en særlig handling til denne person. Men i en dansk forståelse vil udtrykket let kunne vække Jeppe Aakjær'ske associationer. "Anna var i Anders Kær" og "Jeg er Havren". Man må jo sige, at vi er et lidt andet sted. Der kræves, at man får øje på den dobbelthed, at hvis man tænker i boldspil og deslige, vil en rugmark være et ret besynderligt sted for en griber, så der altså i dette ligger noget med på fremmed grund, noget der er, hvor det ikke hører til, samtidig med på den anden side at afspejle søgningen, det Holden ønsker at finde, nemlig noget naturligt, ægte, uforstilt, og dermed noget sådanne landlige motiver knytter sig til. Men pointen er så, at Holden netop ikke befinder sig et sted, der kan sammenlignes med en kornmark, men lige midt i forløjet hedens centrum.

Holden har en pointe. Han har indset og gennemskuet en del, andre ikke er opmærksomme på, ikke ænser og næppe overhovedet ville være i stand til at forstå. Derfor er han også en griber i rugen på den måde at være en, der midt i et kaotisk vildnis kan stå med klarsyn, mens andre rager rundt i blinde.

Således bør man sidde med skærpet opmærksomhed og læse følgende passage langsomt, eftertænksomt og rigtig mange gange:

"Far slår dig ihjel. Han slår dig ihjel, " sagde hun.


Jeg hørte ikke efter. Jeg sad og tænkte på noget helt andet - noget helt skørt. "Ved du hvad jeg gerne vil være?" sagde jeg."Ved du hvad jeg godt kunne li'? Hvis jeg altså fik lov til det, for pokker?"

"Nej? La' være med at bande sådan."


"Kender du den sang "If a body catch a body coming through the rye"? jeg kunne tænke mig --" "Den hedder "If a body meet a body coming through the rye"! " sagde Phoebe. "Det er et digt af Robert Burns."


"Det ved jeg da godt."

Hun havde ret. Den hedder "If a body meet a body coming through the rye", men det vidste jeg ikke dengang.

Nå, jeg troede den hed "If a body catch a body," sagdejeg. "Men jeg forestiller mig altså denne her rugmark, hvor der render en hel masse drenge og piger rundt og leger. Der er flere hundrede, og der er ingen til at passe på dem - ingen voksne altså - kun mig. Og jeg står henne ved kanten af en eller anden tosset afgrund. Jeg står dér for at fange hver eneste lille dreng eller pige, der løber hen imod afgrunden - de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem, så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen.

Jeg står bare dér i rugmarken og passer på. Jeg ved godt det lyder tosset, men det er det eneste jeg har lyst til. Jeg ved godt, det er tosset."


Phoebe sagde ikke noget i lang tid. Og da hun endelig gjorde det, sagde hun bare, "Far slår dig ihjel."

Til alt det ovenfor påpegede kunne man måske også forholde sig til dels det, at der er tale om en fejlhøring, altså tingene er aldrig som man tror og håber på. Således har mødet med søsteren jo heller ikke været så glædeligt og opmuntrende, som Holden havde håbet på. Men dernæst kan man betragte det, der faktisk står i den tekst. For at mødes i rugen er vel heller ikke af vejen. Det Holden har oplevet det foregående døgn er en mængde sammenstød med andre mennesker, men ikke et eneste ægte møde. Men det er vel i grunden det, han længes efter: det autentiske møde. Søsteren peger ham i den rigtige retning. Han behøver ikke redde nogen, det er nok, hvis han kan møde dem. At søsteren kender og forstår hans problem fremgår af det foregående, hvor hun stædigt fastholder, at han ikke kan lide noget. Dette er just også vanskeligheden. Et møde lykkes ikke, når man ankommer med uvilje og foragt. Kun når man er åben og velvillig kan mødet ske. Phoebe aner det. Hendes intuitivt-inspirerede tilgang svigter hende ikke et øjeblik. At hun atter og atter gentager, at deres far vil myrde Holden, er almindelig barnligt hysteri. Men bag den lille utidige pige sidder en gammel, viis kone, der hele tiden lader spor sive igennem. Selv idet tilbagevendende udbrud ligger det. Her kommer en omsorg og bekymring for broderen tilsyne. At Holden ikke bare kan blive ved at blive smidt ud af den ene skole efter den anden, uden at det får en eller anden form for konsekvenser, har hun jo ret i. Overfor hendes omkvæd om faderens formodede morderiskhed, er det tilbagevendende hos Holden en halvt udkastet plan om at rejse væk fra alting. Han vil et helt andet sted hen og begynde på en helt anderledes tilværelse. Det er den gamle Robinson Crusoe drøm. Eller ihukommende Holdens forsøg på at fastholde barndommen måske snarere Peter Pan og ønskeøen. I hvert fald et sted, der er helt anderledes, hvor han kan leve befriet af alt det, der tynger ham i den aktuelle situation. Det er her ret betegnende, at hvergang Holden prøver at forholde sig til den verden, han befinder sig i, ender han med at komme til at tænke på død.

Et interessant træk ved Holdens karriereplan er, at den synes at rumme arketypiske motiver. Det gælder tillige et andet gennemgående træk i bogen: dans. Salinger havde i sin pureste ungdom været professionel danser, så det er ikke synderlig overraskende, at han vælger en række af sine symboler og metaforer fra dansens verden. I begyndelsen på skolen leger Holden stepdanser på badeværelset. Et rent fjolleri, der primært synes at have til formål at fange den selvoptagede kammerats opmærksomhed. Senere på natklubben møder han de tre ca. 30 årige kvinder. En af dem, den første han er ude og danse med, danser vidunderligt. De to andre mindre godt, en af dem endog helt håbløst. Man bedes huske den situation at han er mindreårig, er kommet ind på klubben, men bliver nægtet at få serveret spiritus. De noget ældre kvinder kommer med et par drillerier om hans unge alder.

Rent personligt må jeg studse over dette. Ifølge Jung har tidlige barndomsdrømme næsten altid arketypisk karakter, og henter således sit stof fra det kollektive ubevidste. Det samme gør en forfatter, når han føler sig inspireret. Dette fører til slægtskab mellem ting, der ikke er direkte påvirket af hinanden. Som omkring 4-6 årig havde jeg i hvert fald ingen anelse om, hvem Salinger er, og jeg er så godt som sikker på, at ingen af mine forældre nogensinde har læst "Forbandede Ungdom". Ikke desto mindre minder dannse- og rugmarksmotiverne påfaldende om de to tidligste drømme, jeg kan huske.

Drøm 1: Jeg er med mine forældre henne på et sted, hvor der danses. J eg vil også danse og i drømmen kan jeg steppe. Min far kommer hen og forklarer mig, at det må man ikke. Kun pardans tilladt. Derfor er jeg nød til at gå væk fra dansegulvet og sætte mig ude ved siden. Derude sidder en jævnaldrende pige, der åbenbart også er kommet med sine forældre hen på stedet. Men hun vil ikke danse med mig. 

Drøm 2: Jeg spiller fodbold med en flok andre drenge, men falder og ruller væk fra fodboldbanen. Jeg har brækket benet og kan ikke rejse mig. Jeg bliver ved med at trille længere og længere væk.Tilsidst ender jeg ude på kanten af en lodret afgrund, hvor jeg ligger og er bange for at falde ned.

Jeg tror, at jeg var omkring 4-5 år, da jeg havde disse drømme. De var nok en smule ubehagelige, men ikke egentlige mareridt i vågne-op-og-være-skræmt-fra-vid-og- sans-forstand. Derimod husker jeg et tidligt mareridt med delvis tematisk slægtskab.

I nogenlunde samme alder som de ovenfor refererede drømme, men hvad jeg formoder var en smule senere (6 år?), kom jeg en dag ind i vores dagligstue, mens min far sad og så en film. Hvad den egentlig drejede sig om, aner jeg ikke. Jeg så kun slutningen. En ung mand springer udover gelænderet i en trappeopgang og dør, da han ender nede i bunden. Min far kommenterede: "Ja - det var fordi, han ikke ville høre, hvad den gamle sagde. Sådan går det, når man ikke vil høre!"

Det må have været enten den følgende nat eller en af de nærmest påfølgende nætter, at jeg drømte om at falde ned gennem hullet i midten af en trappeopgang. I min drøm var jeg ikke sprunget, men blevet smidt af en fjendtlig person. Jeg døde ikke, da jeg landede nede i bunden, men lå helt stille, så den anden skulle tro, at jeg var. Men han vidste bedre, og sagde: "Næh - mig kan du ikke narre. Nu kommer jeg og ta'r dig". Hans stemme var frygtelig og skinger.

Jeg vil ikke begynde at påstå, at disse drømme skulle være sammenlignelige med Jungs underjordiske fallos på kongetronen, og at jeg havde en særlig forbindelse til det kollektive ubevidste som lille. Blot skal der mindes om, at Jung hævdede, at barnedrømme generelt og helt alment som regel har arketypisk karakter.

Overfor det truende (afgrunden) står der en beskyttende foranstaltning (griberen) i visionen. Her findes der pudsigt nok en indirekte parallel i "Vejene". Sal og co. befinder sig i en ganske lille by inde midt i den mexicanske jungle, og en smuk lille hændelse finder sted:

Engang imellem lyste et svagt lys op inde i byen, og det var sheriffen der gik sin runde med en svag lommelygte og mumlede for sig selv i junglenatten. Så så jeg hans lys komme vuggende hen mod os, og jeg hørte hans fodtrin komme blødt over måtter af sand og planter. Han stoppede op og lyste på bilen. Jeg satte mig op og så på ham. Med en dirrende, næsten klynkende og utrolig kærlig stemme sagde han: - Dormiendo?og pegede på Dean på vejen. Jeg vidste, det betød "sove".


- Si, Dormiendo

- Bueno, bueno, sagde han for sig selv og modstræbende og trist vendte hans sig bort og fortsatte sin ensomme runde. Den slags kærlige politimænd har Gud aldrig skabt i USA. Der var ingen mistænksomhed, ikke noget vrøvl, ikke noget ballade; han var den sovende bys vogter. Punktum.

Men tilbage til Holden Caulfield. Gunnar Jacobsen pointerer:

Han vil lave om på verden, og hvis der ikke øjeblikkelig sker en ændring, kaster han sig i sin utålmodighed ud i en brandtale, der skærer alle over én kam: der er ikke noget ved noget. Men bogens beretning rummer også den anden side af ham: hans omsorg, hans følsomhed, hans trang til at holde af.

Og det er karakteristisk, at hans oprør mod verden ikke kun ligger i hans beske og ironiske kommentarer, men også i rørende handlinger: han giver nonnerne penge; han kan læse børns notesbøger i timevis; han visker skrappe ord ud, der står på skolemuren; og først og fremmest kommer hans følelser for andre frem i hans replik til Phoebe, da han grunder over Robert Burns sang: "If a body meet a body coming through the rye":

"Men jeg forestiller mig altså denne her rugmark, hvor der løber en hel masse drenge og piger rundt og leger. Der er flere hundrede, og der er ingen til at passe på dem - ingen voksne altså - kun mig. Og jeg står henne ved kanten af en eller anden tosset afgrund. Jeg står dér for at fange hver eneste lille dreng eller pige der løber henimod afgrunden - de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på. Jeg ved godt det lyder tosset, men deter det eneste jeg har lyst til. Jeg ved godt, det er tosset."

Denne drøm, denne vision, er nøglen til forståelse af H olden og hans ønskeverden.
Det, han længes imod, er en uskyldstilstand. Den uskyld, han selv har i sig, det barnlige hos ham, dukker altid op, dukker altid op, når han er ved at miste den. Tydeligst kommer dette frem i hans forhold til det seksuelle. Han ønsker at være voksen og ønsker det dog ikke.


Når han længes efter Phoebes barnlige uskyld, så er det ikke kun en flugt fra en kaotisk og uforståelig voksenverden, men også fordi han fornemmer, at den barndom , han endnu er i og også er på vej ud af, rummer værdier, som han stadig sætter pris på. Han er forpligtet over for denne uskyldstilstand; han føler et ansvar. Dette ansvar bliver lagt på ham, da han til slut møder Phoebe; og denne følelse redder både hende og ham selv. Ved hjælp af Phoebe kan han slutte den kontakt til tilværelsen, han længes efter, og komme ud af isolationen.

Efter en pludselig indskydelse ringer Holden til en lærer fra en tidligere skole. Muligvis som en fortsat tankerække i forlængelse af den afdøde kammerat, han kort forinden er kommet til at tænke på.

Det første han spurgte om var, om der var noget i vejen, og jeg sagde, at det var der ikke. Men jeg fortalte ham, at jeg var stukket af fra Pencey. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det overstået. Han sagde, "Nå for pokker," da jeg fortalte ham det. Han havde skam sans for humor, hr. Antolini. Han sagde, at jeg var velkommen, hvis jeg havde lyst.


Han var en af de bedste lærere jeg har haft, hr. Antolini. Han var temmelig ung, ikke ret meget ældre end min bror D. B., og man kunne lave sjov med ham uden at miste respekten for ham. Det var ham, der omsider samlede drengen op, ham James Castle der var sprunget ud ad vinduet. Hr. Antolini følte hans puls, og han tog sin frakke af og lagde den over James Castle og bar ham hele vejen over til sygestuen. Det rørte ham ikke en kæft, om han fik blod over det hele.


Da jeg kom tilbage til D. B.s værelse, lukkede Phoebe op for radioen. Det var dansemusik de spillede. Hun satte den ikke ret højt, for at pigen ikke skulle vågne. Hun var ikke til at stå for. Hun havde sat sig pladask midt i sengen oven på tæppet med benene over kors som en anden yogi. Hun sad og hørte efter musikken. Hun er sgu ikke til at stå for."Kom så," sagde jeg, "skal vi danse?" Jeg lærte hende at danse og det hele, allerede da hun var ganske lille. Hun danser mægtig godt. Jeg lærte hende bare nogle ganske få trin. Det meste har hun lært sig selv. Man kan ikke virkelig lære nogen at danse.

Inden Holden kommer ud af vagten, kommer forældrene hjem. Han må gemme sig i klædeskabet, mens moderen undrer sig højligt over, at Phoebe tilsyneladende har røget på værelset. Holden får nogle penge af Phoebe og derefter et grådanfald. Noget senere får han omsider sneget sig ud af lejligheden og begiver sig hen til hr. og fr. Antolinis luksuriøse lejlighed. Konen er en del ældre end manden. Dertil træt. Så straks hun har serveret kaffe, går hun i seng. Holden og hr. Antolini får en længere snak om skolegang, fag, fremtid med videre. Hr. Antolini taler om, at han frygter Holden er ved at styrte i en afgrund, at han vil ende med at hade hele verden eller også give sig til at dø en ædel død for en uværdig sag. Han er lettere beruset, mens Holden er træt og har hovedpine. Det sætter sit præg på samtalen. Omsider får denne snak ende. Der bliver redt op til Holden på sofaen og han falder øjeblikkeligt i søvn. Men søvnen bliver kortvarig. 

Pludselig vågnede jeg. Jeg aner ikke hvad klokken var eller nogen ting, men jeg vågnede. Jeg mærkede et eller andet på mit hoved, en hånd. Ih for søren, jeg blev helvedes forskrækket. Det var hr. Antolinis hånd. Han sad der på gulvet lige ved siden af sofaen og nærmest kærtegnede eller klappede mig på hovedet, for pokker.

Holden flygter over hals og hoved ud af lejligheden. Han tager hen på stationen efter sine kufferter, får en lur i banegårdshallen, finder et blad om sundhed og sygdomme, der gør ham hypokondrisk, hvorefter han går hen på en café og får en kop kaffe. Da han atter kommer ud på gaden, går han rundt og kigger på juleudstillinger, og kommer i julestemning, indtil han får en angstforestilling om at synke i jorden. Da han lidt senere sidder på en bænk, får han puslet detaljerne i sin plan færdige. Han vil blaffe ud vest på, hvor ingen kender ham. Der vil han lade som om, at han er døvstum, så han slipper for irriterende samtaler, men får lov at passe et eller andet let job, der giver ham til livets ophold. Han vil tage afsted samme dag, men inden da vil han sige farvel til Phoebe. Han skriver et brev, som han afleverer på hendes skole, hvor han endvidere harmes over nogle sjofle ord, der er skrevet på en mur, "Ska' vi kneppe?". At den slags slibrigheder som en snigende gift forpester de uskyldige smås sind, huer ham absolut ikke.

Han skal mødes med Phoebe ved museet. Mens han venter kommer der to små drenge og spørger efter mumierne. Netop det Holdens ikke videre imponerende historieopgave handlede om. Han fortæller da også drengene nogenlunde det samme, som der stod i hans opgave: at indpakningen af de døde bevarede ligene i århundreder.

Denne genopdukken af et motiv fra begyndelsen af bogen hen mod slutningen er værd at hæfte sig ved. Døden har været et fast tilbagevendende emne i Holdens tanker. Det samme har alderdom og forfald i stadig modspil til børns liv og friskhed. Dertil en række betragtninger om forandring, at alt hele tiden ændrer sig. Mumierne bliver her vigtige. En konservering, der standser tidsprocessen. I begyndelsen af bogen sættes det i forbindelse med en ældre mand, hvis alderdomstegn er tydelige, fordi han sidder i pyjamas og badekåbe. Her mod slutningen sættes det modsat i forbindelse med to små drenge. I begge situationer forekommer også et møde aftalt pr. brev. Holdens historielærer havde skrevet et brev og bedt ham kigge over. Nu har Holden selv skrevet et brev og venter på Phoebe. I den anledning har han lige været på sin gamle skole. De to små drenge tager sig formodentlig en pjækkedag. De er således en slags yngre udgave af Holden, hvilket går fint i pagt med at den ene af dem er påfaldende tavs. Da Holden spørger, om han ikke kan snakke, svarer han, at han bare ikke gider. Man erindrer, at Holden just har planlagt at udgive sig for døvstum, når han kommer ud vest på, hvor ingen kender ham. Trådene samles! 

For at komme ind til mumierne måtte man gå henad en smal gang med sten på begge sider, der var taget fra Faraos grav. Det var temmelig uhyggeligt, og det var tydeligt nok, at de to gæve gutter ikke syntes det var særlig rart. De hang lige i hælene på mig, og ham der havde ført ordet hele tiden holdt fast i mit ærme. "Ska' vi ikke gå igen?" sagde han til sin bror. "Jeg har set dem før. Kom, vi går, ikke?" Han vendte sig om og stak af.

"Han er en fej skid," sagde den anden."Farvel!" Og så benede han osse af.

Så var jeg alene tilbage mellem alle mumierne. Men det var nu meget rart. Men pludselig så jeg noget på væggen. De kan ikke gætte det. Der stod søreme "Ska' vi kneppe?"igen. Det var skrevet med rødt kridt eller sådan noget midt på væggen.


Det er det skrækkelige. Man kan aldrig finde et rart og fredeligt sted, for der er ingen. Man tror der er, men når man så kommer derhen, skal der nok være en eller anden, der sniger sig ind og skriver den slags på væggen, mens man vender ryggen til. De skulle bare selv prøve hvordan det er. Jeg tror såmænd, at hvis jeg engang skulle gå hen og dø og blive puttet i jorden på en kirkegård med en gravsten, hvor der stod "Holden Caulfield" og det år jeg er født og det år jeg døde, så var der nok nogen der ville skrive "Ska' vi kneppe?" nedenunder. Jeg er bombesikker på det.

Da jeg kom ud fra mumierne, måtte jeg ned på toilettet. Jeg havde diaré, hvis jeg skal være helt ærlig. Det gjorde nu egentlig ikke så meget, men der skete noget andet. Da jeg kom ud fra wc og gik hen imod døren, besvimede jeg faktisk. Men jeg var heldig. Jeg kunne have slået mig halvt ihjel på det stengulv, men jeg faldt sådan nærmest på siden. Men det var noget mærkeligt noget, for jeg havde det bedre bagefter. Det havde jeg virkelig. Det gjorde lidt ondt i den arm, jeg stødte da jeg faldt, men jeg var ikke længere så forbandet svimmel. 

Besvimelsen er ikke overraskende i betragtning af et temmelig hårdt døgn med bl.a. m egen druk, men derimod alt for lidt søvn. Men samtidiger det en slags symbolsk død. Endvidere befinder vi os på et toilet,ligesom tidligere badeværelset på skolen efter samtalen med historielæreren. Toilet og bad er stedet for at slippe af med kroppens affaldsstoffer, ligesom et sted til at gøre sig i stand (vask, bad, frisering, tandbørstning m.v.). Derfor kan det opfattes som et rum for fornyelse. Det er her betegnende, at Holden føler sig bedre tilpas efter besvimelsesanfaldet. Et genfødselsmotiv anes. Det er tredie gang, vi hører om, at Holden i længere tid opholder sig et sådan sted. I begyndelsen på skolen. Den foregående aften, da han har drukket for meget og prøver at friske sig op ved at pjaske vand i ansigtet, hvor der trækkes klare analogier til situationen på skolen, og nu endelig her. Efter første gang stak Holden af fra skolen, efter anden gang tog han hen og besøgte Phoebe. Denne gang står han så og venter på selvsamme.

Holden har stået uden for museet og fantaserer om sin ensomme hytte et sted ude vest på. Tiden er gået. Phoebe kommer for sent. Årsagen viser sig at være, at hun er styrtet hjem og har pakket en kuffert. Hun vil med. Holden vil ikke have hende med. Det kommer der et skænderi ud af. Det ender med, at Holden beslutter sig for, at ikke tage afsted alligevel. Mens de to første toilet og bad ture således blev afsæt for at iværksætte en plan, ser man efter dette tredie, at en plan kuldkastes, hvilket svarer nøje til forløbet i en eventyr. De går i Zoologisk Have, men er endnu ikke helt forsonet. Phoebe er vred og tillukket. 

Hun var stadig sur på mig, men ikke så meget som før. Vi kom nærmere og nærmere til karrusellen, og nu kunne man høre den tossede musik den altid spiller. Den spillede"Oh Marie!" Den spillede de også for halvtreds år siden da jeg var barn. Det er nu det rare ved karruseller, de spiller altid de samme melodier.


"Jeg troede karrusellen var lukket om vinteren," sagde Phoebe. Det var faktisk det første hun sagde til mig. Hun havde sikkert glemt. At hun egentlig var sur.

"Det er måske fordi det snart er jul," sagde jeg.

Hun svarede ikke på det. Hun var sikkert kommer i tanke om, at hun jo var sur på mig.

Efter at Phoebe har fået en tur i karrusellen er hun ikke vred længere. M en hun vil sikre sig, at Holden virkelig mener, at han har ombestemt sig. Det garanterer han. 

Pludselig gav hun mig et kys. Så holdt hun hånden ud og sagde, "Det regner. Det er begyndt at regne."

"Ja, det ved jeg godt."

Så gjorde hun noget jeg ikke kunne stå for - hun stak hånden i min frakkelomme og tog min røde jægerhat frem og satte den på hovedet af mig.

"Vil du ikke ha' den?" sagde jeg.

"Du må godt låne den lidt."

"Den er fin. Men skynd dig nu, ellers kommer du for sent til næste tur. Og ellers får du ikke din hest igen."

Men hun kunne ikke rigtig komme afsted.

"Mente du hvad du sagde? Rejser du ikke alligevel? Går du lige hjem bagefter?" spurgte hun.

"Ja, jeg gør," sagde jeg. Og jeg mente hvad jeg sagde. Jeg løj ikke for hende. Jeg gik hjem bagefter. "Skynd dig nu," sagde jeg. "Den kører nu."

Hun løb hen og købte billet og nåede lige i sidste øjeblik op på den forbandede karrusel. Hun gik hele vejen rundt, indtil hun fandt sin hest igen. Så kravlede hun op på den. Hun vinkede til mig og jeg vinkede igen.

Ih, hvor det regnede. I spandevis, det kan De bande på. Alle forældrene og mødrene og alle mennesker gik hen og stillede sig under taget på karrusellen for ikke at blive gennemblødt, men jeg blev siddende lidt på bænken. Jeg blev temmelig drivvåd, særlig på halsen og på bukserne. Min jægerhat beskyttede mig noget, men jeg blev alligevel gennemblødt. M en jeg var ligeglad. Jeg følte mig pludselig så forbandet glad, sådan som Phoebe kørte rundt og rundt. Jeg var sgu lige ved at tude, så forbandet lykkelig var jeg, hvis jeg skal være ærlig. Jeg ved ikke hvorfor. Det var bare det, at hun så så pokkers sød ud som hun sad dér og kørte rundt og rundt i sin blå frakke og det hele. Ved Gud, jeg ville ønske De kunne ha' set det.

Ja, mere har jeg ikke at fortælle. Jeg kunne nok ha' fortalt om, hvordan jeg kom hjem og alt det dér, og hvordan jeg blev syg, og hvilken skole det er meningen jeg skal gå på, når jeg kommer ud herfra, men jeg har bare ikke lyst. Ikke spor. Det er ret ligegyldigt i øjeblikket.
Der er mange, især ham psykoanalytikeren de har her, der blir ved at spørge, om jeg nu vil være flittig, når jeg begynder på skolen til september. Det er et idiotisk spørgsmål, efter min mening. Jeg mener, hvordan kan man vide, hvad man vil gøre, før man er begyndt at gøre det? Det kan m an ikke vide. Jeg tror jeg vil, men jeg ved det ikke. Det er sgu et idiotisk spørgsmål. D. B. er knap så slem som de andre, men han spør nu osse meget. Han kørte herover sidste søndag med det her engelske pigebarn, der er med i den nye film han har skrevet. Hun var noget skabagtig, men godt så hun ud. Men i hvert fald, mens hun var ude på toilettet, der ligger ad helvede til i den anden fløj, spurgte D. B. mig hvad jeg nu tænkte om det hele, alt det jeg her har fortalt om. Jeg vidste sgu ikke hvad jeg skulle svare. Sagen er den, at jeg aner ikke, hvad jeg skal tænke om det. Jeg er ked af, at jeg har fortalt det til så mange. Men jeg véd bare, at jeg faktisk nærmest savner alle dem, jeg har fortalt om. Selv Stradlater og ham Ackley, for eksempel. Jeg tror oven i købet jeg savner den forbandede Maurice. Sjovt nok. Man skal aldrig fortælle noget til nogen. Hvis man gør det, begynder man straks at savne dem allesammen. 

At karrusellen er igang, selvom det er vinter, bliver den udslagsgivende faktor. Holden vil ikke længere stikke af. Det ligger i forlængelse af genfødselsmotivet. Den aktive karrusel begrundes med julen. Men man skal ikke læse mange julesalmer for at se sommer og lys midt i vinteren brugt som metafor for jul. På den måde bliver karrusellen det nærmeste på et mirakel, der kan indlægges i fortællingen uden at overskride den realistiske ramme. Det er oplagt at komme til at tænke på H. C. Andersens "Snedronningen", hvor det ligeledes er en søster, der skal redde sin bror fra vintermørket. 

Gunnar Jacobsen bemærker: 

Holden er ikke kun negativ. Når Phoebe siger: " Du kan nemlig ikke holde nogen ting ud nogen steder", er det en alt for ubarmhjertig dom. Der er sandsynligvis flere ting, han foragter, end han kan lide; men det er prisen for hans oprør og hans idealisme. Hans varmere følelser omfatter ikke blot Phoebe, selvom der over for andre kan være en graduering i hans sympati. Men man kunne nævne Allie, hans døde bror; James Castle, drengen der slog sig ihjel, fordi han ikke ville tage en udtalelse i sig igen, som han mente var sand; trommeslageren i Radio City; nonnerne, der samler penge ind; drengen, der går og nynner "If a body catch a body coming through the rye"; og - ænderne i Central Park. Da han nævner nogle af dem, siger hans søster, at "det er ikke noget rigtigt", og i hans svar: "Folk synes aldrig, noget er rigtigt" ligger der en positiv holdning til foreteelser omkring ham.

Man må heller ikke overse den medlidenhed, der ofte mildner hans sarkastiske udtalelser; det gælder hans medlidenhed med Ackley og med pigerne i Lavender Room; det samme kommer frem i hans samtale med Antolini, da han fremhæver, at han kun kan hade folk en kort tid, og dem, han af og til hader, begynder han at savne efter nogen tid. Den samme holdning kommer til udtryk i hans slutbemærkning, hvor han i en næsten altfavnende kærlighed siger: "Men jeg ved bare, at jeg faktisk nærmest savner alle dem, jeg har fortalt om. Selv Stradlater og ham Ackley, for eksempel. Jeg tror oven i købet, jeg savner den forbandede Maurice. Sjovt nok. Man skal aldrig fortælle noget til nogen. Hvis man gør det, begynder man straks at savne dem allesammen. "Det er bogens mest uforbeholdne tilståelse. 

Ja, sådan kan det i hvert fald opfattes. Men der er vel også den mulighed, at der i dette ligger en erkendelse af tabet. At det først er på afstand at oplevelserne får værdi. At man sjældent påskønner ting, mens de står på. Altså et"evigt ejes kun det tabte".Måske savner Holden dem allesammen, fordi de nu er blevet fortid, en del af hans personlige mytologi, det før, der står i modsætning til den fremtid, han har et noget anspændt forhold til.

Disse to tolkningsmuligheder står over for hinanden. I lyset af karussellen og det faktum, at han går hjem i stedet for en bygge sig en ensom hytte og spille døvstum et sted langt, langt borte, taler dog for den mere lyse udlægning, og der er derfor tungtvejende grunde til at give Jacobsen ret. Men inden man så beslutter sig for at opfatte slutreplikken som det rene halleluja, bør man nok have in mente, at ordene udtales på en psykiatrisk afdeling. Det må i det mindste rejse et spørgsmål om, hvorvidt verden udenfor overhovedet er værd at forsone sig med, og i så fald, hvad prisen er for dette. Den tilgivende holdning har haft en overmådelig høj pris. Derfor slipper man ikke for at overveje, om tilpasning altid er et eftertragteligt mål uanset omkostningerne.

Trods det overordnede "væk fra det hele og ud idet blå"-tema er der en række indlysende forskelle på "Vejene" og "Forbandede Ungdom". Der er en aldersforskel på omkring 10 år mellem de to bøgers respektive fortællerstemmer. Man kan således sige, at den ældre af de to tager afsked med ungdommen, mens den yngre tager afsked med barndommen. Endvidere er der selvsagt en stor forskel på at farte rundt på landevejene, vidt omkring, gennem længere tid og at tusse rundt i en by i tre dage. Alligevel kan der argumenteres for beslægtede bagvedliggende følelser.

Først og fremmest finder man i begge bøger en halvt skjult grundstemning af håbløshed, eksistentielt vacuum og meningstab, som herefter udmønter sig i en række handlinger, der set udefra ikke altid synes lige hensigtsmæssige, men som ved indlevelse i hovedpersonen afslører sin egen form for orden og logik. Det er vel netop en central pointe i begge bøger, at hvis man er fanget i meningsløsheden, kan meningsløse handlinger gå hen og blive meningsfulde. Som berørt har Holden en storebror. Men hans storebror i ånden er afgjort Sal. Hvad Holden bokser med er en lidt yngre, knap så reflekteret variant over Sals fortabthed og fremmedgørelse.

Tankevækkende ved "Vejene" og"Forbandet Ungdom" er, at begge bøgers affattelsestidspunkt befinder sig før Eisenhower-epoken, og således er født ud af Truman-administrationens periode i de første efterkrigsår, og den turbulens, der prægede overgangen fra krigs- til fredstid. Det var en svær og problemfyldt periode, men også en tid præget af håb og forventninger til fremtiden. Fælles for de to store generationsromaner er deres skepsis overfor selvsamme fremtid, og de spørgsmålstegn de sætter ved den eisenhower'ske vision, før han overhovedet havde præsenteret den. Kritikken går jo netop ikke på uroen, omskiftelserne og formaninger om at spare - men på det pæne, velordnede samfund, der kan skues ude i horisonten, og den risiko det indebærer for, at mennesket forsvinder i en verden befolket af levende døde. Derved opnår disse bøger et skær af noget næsten profetisk. De kulturprodukter, der - skjult eller åbenlyst - rummede en kritik af de herskende tendenser de efterfølgende år, viser tydeligt, at de to bøger havde set rigtigt. Det var netop disse tidligt skitserede problemer, der atter og atter blev taget op til overvejelse. Konfliktens kerne var til stadighed spørgsmålet om, hvad et regelret, standardiseret samfund havde plads til af afvigelser og anderledeshed. For så vidt er dette spørgsmål aldrig blevet tilfredstillende besvaret. I de efterfølgende årtier er det blot blevet omformuleret, mens det på ydersiden har ændret karakter og form i takt med de skiftende modestrømninger.

Nogle få hovedoverskrifter vedrørende præsidentskiftet kan her være af nogen betydning at have ordentligt hold på. Truman var Roosevelts vicepræsident og overtog således embedet ved dennes død i 1945. Truman stod overfor den ene udfordring efter den anden i indenrigspolitikken. Den vanskelige omstilling af den amerikanske økonomi tilbage til fredsforhold var kendetegnet ved alvorlig knaphed, adskillige strejker og indskrænkelser af fagforeningernes magt. Skønt meningsmålingerne pegede i andre retninger, blev Truman genvalgt i 1948. Han benyttede præsident-ordrer til at begynde afskaffelse af race-adskillelsen i militæret og til at indføre et kontrolsystem, som fjernede tusindvis af kommunistsympatisører fra offentlige embeder, selvom han var kraftig modstander af at indføre en loyalitets-ed for regeringsansatte, en holdning der førte til beskyldninger om, at hans regering var svag overfor kommunismen. Korruption nåede i Trumans regering op på kabinetsniveau og ledere i det Hvide Hus. Det Republikanske parti gjorde korruption til et vigtigt valgtema ved præsidentvalget i 1952, hvor Demokraterne led et svidende nederlag. Det bør nævnes at Truman almindeligvis roses i det historiske lys. Mange regner ham blandt de bedste præsidenter, USA har haft. Men hans periode faldt sammen med en svær tid, og Eisenhowers løfter om stabilitet og orden trak derfor stemmer i land. På grund af det, der blev opfattet som slaphed og svag modstandskraft overfor kommunistisk infiltration, var det endvidere en effektiv valgstrategi at have McCarthy og Nixon som de skarpe kløer bag hyggeonkelens venlige tale om et harmonisk, velordnet samfund med stigende materiel levestandard.

En unavngiven fortolker på internettet hævder: 

50'erne var begyndelsen på det, vi i dag kender som Efterkrigstiden. Hele verden stiftede under verdenskrigene for alvor kendskab til fascismen, nazismen, kommunismen og imperialismen. Idealer og ideologier der skabte uenighed, der tilsat magt skabte krige af ubegribelige omfang. Officielt er der 'vindere' og 'tabere', men ingen vinder uden ofre og store menneskelige tab.

Der blev under disse krige sat billeder på vold, kaos, død og ødelæggelse uden lige - generelt indgydt en erkendelse af, hvor meget skade mennesket er i stand til at forårsage. Forståelsen af begreber som skyld, forræderi, psykisk- og fysisk udmattelse, synes på dette tidspunkt at nå maksimale højder.

Med bevidstheden om dette: i hvilket ufatteligt omfang menneskeracen er i stand til at udøve skade, har den enkelte skulle omstille sig til igen at leve et almindeligt liv, med almindelige rutiner, iføre sig hverdagens maske ligesom alle andre, og 'lade som om' i et konformt og konservativt samfund, mens denne 'enkelte' blev mere og mere bevidst om egen udsathed, ensomhed og ubetydelighed.

Flere forfattere begyndte i løbet af 50' erne at beskæftige sig med disse problematikker og konflikter, som de fandt tilstedeværende hos sig selv og som efterhånden blev fulgt af et tiltagende antal af læsere, der tilsluttede sig disse verdensanskuelser.

Mens den amerikanske litterære gruppe, der af Jack Kerouac blev døbt 'The Beat Generation', hed den tilsvarende engelsk e gruppe, der beskæftigede sig med disse konflikter: 'The Angry Young Men'.

"The man who is Beat knows that he is alone and that his problem is to learn to live with this knowledge "

Ovenstående bygger på oplysninger fra "Protest"og "Frigørelsens Hylen".

Ydermere blev der i disse år skabt et nyt og for fremtiden meget vigtigt begreb: Teenager. En stor gruppe, der aldrig før var blevet anset som en decideret befolkningsgruppe med egen identitet, problemer og holdninger, fik lige pludselig et navn, en fællesbetegnelse og derigennem, et nyt fællesskab.

Before that, people went through their teenage years with no sense it was a particular kind of identity.[. ..] The fact that teenagers were all in high school for the first time, instead of working and providing for their family from an early age, gave them time to think.[...] Leisure gave teenagers time to reflect on where they were going. [T he Caycher in the Rye] is the first novel of the modern teenage years."

J. D. Salingers roman "T he Catcher in the Rye" fra 1951 fik meget hurtigt klassiker status. D en er kommet i oplag efter oplag frem til idag og har præget adskillige generationer af unge, der let har kunnet identificere sig med den 16-årige hovedperson, Holden Caulfield, og hans problemer med at tilpasse sig de normer og værdier, der gør sig gældende i samfundet.

For mange er bogen blevet en ungdoms-bibel og Holden Caulfield et eksempel på en af de første i en lang række af utilpassede og oprørske unge i efterkrigstidens litteratur og film.

Romanen blev i 2004 genoversat af Klaus Rifbjerg, hvilket igen understreger at historien, der nu er over halvtreds år gammel, og de konflikter den behandler stadig er højaktuelle for unge den dag i dag. Selvom "Catcher in the Rye" synes bundet af sin tid og sit sted - et produkt af dette - virker det, som Peter Due Jensen siger: "fristende at se denne udgivelse som en kommentar til tiderne og samfundet netop nu".

I 1958 udkom Leif Panduros "Rend mig i traditionerne" der i både form og indhold blev sammenlignet med Salingers "The Catcher in the Rye". Den blev ligeledes en klassiker i Danmark og har også siden præget generationer af unge. Den ligefremme tone og kritikken af det etablerede samfund ses som vigtige virkemidler og temaer i begge romaner, og på grundlag af de mange ligheder, mener Jonathan M. Schwartz at "Rend mig i traditionerne" "...sætter Salingers grundlæggende struktur ind i en dansk sammenhæng".

Martin Laurbær udlægger:

Den aldrig stillestående zen-buddhist; bomben under småborgerskabets røvkedelige trummerum; alle rodløses godfather; hippien der var for hippie til at være hippie; unge, uheldige drukkenboltes fyrtårn i nøden og så videre, og så videre. Listen af slagkraftige titler lader nærmest til at være uendelig, når talen falder på det amerikanske forfatter-ikon Jack Kerouac (1922-1969).

Folk, som har rejst rundt om i verden, vil bevidne, at man igen og igen støder på mennesker, som anbefaler Kerouacs romaner og fortæller om deres egne oplevelser med dem. Han er praktisk talt obligatorisk læsning for alle rejsende, og når det er tilfældet, skyldes det ikke mindst hans fantastiske verdensklassiker fra 1957, On the Road (Vejene på dansk). Dens kradsbørstige, men samtidig følsomme attitude og dens fart rammer mange menneskers drøm om rejseeventyret (og om livet i det hele taget).

On the Road er en selvbiografi, og hovedpersonen er den unge forfatter og studerende Sal Paradise, hvilket er et pseudonym for Kerouac selv (navnene er konsekvent ændrede - ifølge romanens mytologi for at undgå potentielle sagsanlæg). Romanen indledes med, at Sal møder den vanvittige, balstyriske Dean Moriarty, som er rejst fra Denver til New York for at få brændt noget krudt af.

Tilsyneladende ikke uden grund, for han er sprængfyldt med energi: han taler hele tiden, skifter uafbrudt emne, finder konstant nye damer, arbejder som en hest, forsøger at skrive bøger - han er med andre ord altid i gang. Denne energibombe af en mand er en voldsom inspirationskilde for Sal, og den energi, han bliver smittet med, kommer til udtryk i det, som On the Road for alvor er blevet berømt for: rejserne på kryds og tværs gennem USA, som regel på tommelfingeren og uden en krone på lommen.

Der er to sider af Sals fascination af Dean: "Det var ikke bare fordi, jeg var forfatter og havde brug for nogle nye oplevelser, at jeg gerne ville lære Dean bedre at kende, og fordi mit liv, hvor jeg holdt til omkring universitetet var nået hele vejen rundt og var blevet tomgang, men også fordi han mindede mig om en eller anden bror, der havde været væk fra mig længe."

På den ene side er tanken om at stryge afsted på uplanlagte eventyr fristende for Sal, der irriteres over universitetets intellektuelle dødbideri. Men på den anden side er der noget mere personligt tiltrækkende ved Dean. Det er denne dobbelthed, som munder ud i rejserne, og det kan bringe tankerne hen på alle tiders store grundform for rejselitteraturen: den ydre rejse kører parallelt med en indre rejse.

Det er den klassiske model, som man kender fra dannelsesromanen, hvor helten drager ud i verden for at vende beriget hjem såvel intellektuelt som følelsesmæssigt. I den forbindelse kan man iøvrigt bemærke, at Kerouac flere steder refererer til Goethe, som netop er en af dannelsromanens koryfæer.

Men hverken indholdsmæssigt eller sprogligt kan On the Road karakteriseres som en dannelsesroman i klassisk forstand. Lad os starte med indholdet. Fortællingen er fra begyndelsen præget af en sær form for melankoli, for eksempel når Sal fortæller om sine energiske venner, at "De styrtede ned af gaden sammen og sugede det hele til sig på den vilde måde, de havde det med, dengang i begyndelsen, og som senere blev så meget tristere og tommere og mere følsom."

Det er ikke nogen optimistisk karakteristik af rejserne, som lægges frem her. De erfaringer, rejserne fører med sig, bliver ledsaget af en melankoli, og det ser faktisk ud til, at personerne ender med at være en hel del mere bedrøvede, end de var fra start. Man kan gætte på baggrunden for melankolien. Når man ved romanens afslutning hører, at Dean Moriarty har mistet evnen til at tale, kan det tænkes at have flere årsager: er det fordi, han har oplevet alt, hvad der er at opleve og derfor ikke har mere at fortælle?

Er han desillusioneret i forhold til fremtiden, som han ved ikke kan måle sig med fortiden? Eller har rejserne og vagabondlivet simpelthen bare brændt ham ud? Under alle omstændigheder er det tydeligt, at rejserne, oplevelserne, friheden ikke er en rosenrød utopi, som man ufortrødent kan kaste sig ud i. Det er en vigtig tvetydighed, som konstant gør Kerouacs fortælling ustabil, og som iøvrigt kan ses som grundlaget for de skærmydsler, han havde med den mere enøjede fløj af hippie-bevægelsen i tresserne. Hvis man kan tale om dannelse hos Kerouach, så er den i hvert fald dyrt købt. Ikke desto mindre er det tydeligt, at Kerouacs roman bygger på en dyb fascination af det at være på farten, og det leder os til den sproglige side af sagen. Ifølge romanens mytologi tapede Kerouac en masse papir sammen til en lang strimmel, sådan at han slap for at skifte side på sin skrivemaskine, hvorefter han på speed og uden at sove i dagevis skrev den i ét stræk.

Om det nu er sandt eller ej, så er det i hvert fald tydeligt, at Kerouac sprogligt har bestræbt sig på at give indtryk af fart. Rejserne bliver beskrevet som nærmest maniske episoder, hvor der lynhurtigt bliver skiftet scene, og hvor personerne konstant gribes af tilsyneladende tilfældige indfald. Det hele foregår med en voldsom intensitet. Måske kan man i den forbindelse tale om, at rejserne alligevel har et dannende resultat: de giver Kerouac et særligt sprog, en verbal slagkraftighed og fart, som han bruger til at fortælle sin historie.

Da Kerouacs roman udkom, fik den amerikanske unge i hobetal til at flakke omkring på landevejene. Den frihed, som den vagabondiske livsstil medfører, blev, på trods af prisen, som Kerouacs personer betaler, oplevet som et ideal til efterfølgelse.

Senere blev de passionerede unge personer i hans bog en inspirationskilde for ungdomsoprøret, og hos nutidige læsere fremkalder den stadigvæk en underlig kriblen efter at droppe trædemøllen og stryge afsted. On the Road er den absolutte klassiker, når tankerne falder på at tage rodløsheden alvorligt og forfølge farten, friheden og eventyret.

Det gælder både "Vejene" og "Forbandede Ungdom", at de ved udgivelsen ikke blot udløste begejstring og blev udråbt til fødte klassikere. I visse kredse vakte de vild forargelse, moralisterne råbte op, mange amerikanske biblioteker nægtede at have dem på deres hylder, og der blev skrevet adskillige aviskronikker om disse frygtelige stykker smudslitteratur, der ifølge kronikørerne skulle have en fordærvende og demoraliserende virkning på deres læsere.

Hvorfor var det så frygteligt og uanstændigt, at nogle unge mennesker prøvede at finde en mening med det hele? Glem alt om mere eller mindre udtalt seksualitet. Desangående havde der længe fandtes langt skrappere bøger. Forargelsens egentlige årsag må være den samfundskritik, bøgerne rummer. For når unge mennesker følte sig ensomme, svigtede og i et tomrum, hvor de søgte efter mening, så havde de altså åbenbart ikke kunne finde noget, der gjorde livet værd at leve, indenfor de almindeligt afstukne rammer. I den opfattelse at meningsfylde måtte søges andre steder, lå der en påstand om det almindelige samfunds absurditet og tomhed. Ja - at en såkaldt "normal" tilværelse var indespærring i et fangeskab, som enhver, der var levende og selvstændigt tænkende fremfor bedøvet af konformiteten, med alle midler og livet som indsats nødvendigvis måtte forsøge at bryde ud af. En mere gennemgribende og komplet samfundskritik kunne man vel dårligt forestille sig. Et er at tale om mangler og ting, der bør laves om. Men at sige: "Ud med hele skidtet, det dur overhovedet ikke", er unægtelig at gå et skridt videre.

Står man på det etableredes side, kan man vanskeligt nå til andet resultat, end at man i de to bøger møder mennesker, der roder rundt og forspilder deres muligheder. Hvorfor gør de ikke noget ved deres liv? Hvorfor griber de ikke de chancer, der tilbydes dem? Hvorfor sætter de alt overstyr på den måde? Svaret er i al sin enkelhed, at de ikke kan bruge det, der tilbydes dem, at de ikke ville kunne gå ind på de gældende spilleregler uden at drive vold på sig selv. De gængse etablerede argumenter er, at det bliver man nød til, at sådan er verden nu en gang osv. M en hvad så hvis samfundsindretningen havde været sådan, at alle skulle hoppe? Hvad så med dem, der havde en fysisk skavank, der betød, at de ikke kunne hoppe? Her vil vel enhver straks kunne indse det nyttesløse i at hævde, at så måtte de bare tage at lære og hoppe alligevel. Påpegelsen af det urimelige i dette forlangende er den egentlige anstødssten i de to romaner.

Visse afsmitninger kunne ikke desto mindre fornemmes i den mere etablerede og mondæne underholdning. Spørgsmålet er derfor, om vi tager fejl, når vi idag er tilbøjelige til at betragte "Pinsessen holder Fridag" (org. "Roman Holliday", 1953) som harmløs underholdning. Måske var det en for sin tid ret dristig komedie. Faktisk gør prinsessen nøjagtig som Holden Caulfield: stikker af fra det hele, og får en på opleveren. Derimod ender hun ikke på en psykiatrisk klinik, men vender tilsidst tilbage til slottet og genoptager sine royale pligter. Men i løbet af et døgnstid ude blandt det, der officielt er hendes folk, men som hun almindeligvis er afskåret fra kontakt med, oplever hun en del vilde eventyr. Bl.a. bliver hun involveret i et slagmål og smadrer en guitar oven i hovedet på en mand. Men den opbyggelige morale er naturligvis, at hun vender tilbage. Hun har bare lidt overskudsenergi og trænger til at afreagere. Dermed mister antydningen af samfundsfunktionen-som-et-fængsel det meste af sin brod. Anderledes med Holden Caulfield, der spærres inde, hvorefter man som læser kan sidde tilbage og spekulere over, hvorvidt det er ham eller verden, der er sindssyg.

Bag den 16-årige dreng skjulte der sigen 32-årig mand, der bl.a. havde oplevet D-dagen og været med til at befri koncentrationslejrfanger. Er det for dristig en slutten fra værket til forfatteren, at han ikke var helt tilfreds, følte at det, han havde kæmpet for, var en anden slags fred? Ved at gøre sin helt så ung - kun halvt så gammel som sig selv - skabte han et fremtidens menneske, samtidig med at hævde, at det ingen reel fremtid havde, men ville gå til grunde i en forsskruet og vanvittig verden. Hvilke tanker den strengt private og om sig selv lidet meddelsomme Salinger end har gjort sig, da han skrev bogen, må man i hvert fald sige, at han i enestående grad formåede at gøre hovedpersonen levende, troværdig og nærværende. Enhver, der ikke ved bedre, vil uværgeligt forestille sig en langt yngre forfatter.

Thorkild Brunsborg præciserer:

Salinger er en yderst privat person, der stort set aldrig har givet interviews og som kun har publiceret fiktion i årene 1939 – 1959. Og det er et åbent spørgsmål, om han har udgivet andre romaner: Hans sidste skrift overhovedet Seymour, an Introduction fra 1959, var fra hans side tænkt som en roman, men den er som regel både i USA og resten af verden udgivet sammen med Raise high the Roof Beam, Carpenter, der er en fem år ældre novelle. I alt har han udgivet fire bøger: The Catcher in the Rye, Nine Stories, Franny and Zooey og Raise High..., men han har udgivet lidt flere noveller, da han i hele den aktive del af sin forfatterkarriere foretrak at skrive "short fiction" til magasiner. Han debuterede således i Ursinus Weekly, hvor han i tre afsnit fik udgivet novellen Skipped Diploma i 1938.

Hans noveller er næsten alle om familien G lass: en ret velhavende familie fra det centrale New York City. Da han hele sit liv har forsøgt at undgå journalister og folk, der skriver levnedsbeskrivelser, er det vanskeligt at vide, hvor selvbiografisk han opfatter Glass-familien, men en del træk har de tilfælles med hans egen baggrund: Forældrene, Bessie og Les i Glass-familien er kosmopolitiske – faderen med en jødisk baggrund, moder en katolsk. Det har de til fælles med familien Salinger. Begge familier bor også nær Central Park, og begge familier er børnerige. Men der er også tydelige forskelle: forældrene "Glass" er forhenværende kabaretstjerner, der har rejst over det meste af verden med dansenumre. Hr. Salinger senior var slagter og importør af skinker, hans kone var hjemmearbejdende husmor.

Fælles for familierne er ligeledes, at 2. verdenskrig kommer til at spille en afgørende rolle. Den største helt i J.D. Salingers univers er så afgjort den ældste storebror Seymour. Den angivne fortæller i mange af novellerne er familien Glass` næstældste barn, sønnen Buddy, der i hele sin opvækst deler værelse med Seymour, og sammen bliver de lidt senere næsten i forældrenes sted for de yngre børn. Hele familien består af særdeles intelligente personer, men alle anser de Seymour for langt den mest geniale af dem. Men Seymour, der kommer igennem krigen efter at have gjort aktiv tjeneste, kommer aldrig over krigen, med det resultat, at han bliver væk fra sit eget bryllup, fordi han ikke "kan klare så megen lykke". Senere bliver Seymour dog gift med sin udkårne i al hemmelighed, men på selve bryllupsrejsen vælger han at begå selvmord ved at skyde sig. Et ganske diskret selvmord, men alligevel det mest traumatiske overhovedet i Salingers forfatterskab, og det, der sætter forfatterskabet i stå, efter at Salinger i Seymour; en introduktion har forsøgt at skildre, hvorfor det var nødvendigt.

De øvrige børn i Glass-familien er søsteren Boo Boo, tvillingerne Walt og Walker (Walt dør ung), og de to efternølere: skues pilleren Zooey og lillesøster Franny. Det mest interessante, man når at høre om Walt og Walker er i øvrigt, at de i en kort periode har en klassekammerat, der hedder "Holden Caulfield". Boo Boo er bl.a. hovedperson i en novelle, hvor det viser sig, at hendes ægtemand ikke kan lide jøder. Familiens forhold til religionerne kommer også stærkt ind i novellerne om Franny og Zooey, hvor Franny som collegestuderende får et nervesammenbrud efter at have læst den opbyggelige russiske fortælling om En pilgrimsvandring.

Moderen Bessie Glass er ikke intellektuel, men hun er meget stolt af, at alle hendes fem sønner har optrådt i det faste ugentlige radioprogram "Klogebørn", der løb fra1927 frem til1943.

Familien Glass betyder meget for forfatteren J.D. Salinger, men det blev ikke dem, der skabte hans berømmelse. Det gjorde i stedet klassekammeraten Holden Caulfield. Han er helt igennem samme type, som børnene i Glass-familien, og hans lillesøster Phoebe, som har en helt central placering i Holdens liv, minder på mange måder om Franny Glass. Såvel Franny som Phoebe er efternølere i familierne, men så velbegavede, at de forstår deres lidt ældre brødre intuitivt, og det er såmænd nok Phoebes skyld, at The Catcher in the Rye ikke er en tragedie.

På dansk havde bogen først titlen: Forbandede ungdom, da den i 1953 kom i Vibeke Cerris oversættelse. Det var en fremragende titel: ørehængende og let at huske. At den så ikke sagde så meget om selve bogen, betød nok i sin tid mindre for bogkøberne.

Først må man sige, at titlen ikke kan oversættes. Klaus Rifbjerg har dog i sin nyoversættelse forsøgt det: hans Griberen i rugen er i hvert tilfælde en direkte oversættelse, og den siger en del om bogenes indhold, men den ville nok ikke have hjulpet et debutværk på vej.

Hovedpersonen Holden Caulfield har et helt igennem besværligt liv. Men han har som barn hørt en sang der lød "When a body catch a body, coming through the rye" Det er en sang han kan bruge til noget. Han synes stort set at al arbejde nu om dage er ligegyldigt og lettere fordummende. Men her er noget, han kunne tænke sig: At bo ved en klippeskrænt og redde de børn, der leger i rugmarken, fra at falde ud og slå sig ihjel. Det vil har gerne bruge sit liv på – det er et nyttigt arbejde. Desværre er det bare en romantisk kærlighedssang af Robert Burns, og omkvædet hedder naturligvis: "When a body meets a body..." . Det er lillesøster Phoebe, der opdager hans fejltagelse, men hun fortæller ham det så blidt, at han mener, han kan beholde sin drøm...

Men Holdens liv er besværligt: Hans velhavende New Yorker-forældre har forsøgt at få ham igennem et nogenlunde normalt amerikansk skoleforløb, ved at sætte ham i forskellige privatskoler, men han dumper ustandseligt. Diverse lærere er enige om, at han er en velbegavet elev, men læse lektier vil han ikke. H an læser glad og gerne skønlitteratur – og kun den del han selv synes om – men han kan ikke bestå andet end engelsk. I år er han 16, og nu skal han til at bestå nogle eksaminer, for atkunne komme videre i skoleforløbet. Så på endnu en dyr privatskole skal han til jul gå op til fem eksaminer. Han består i engelsk: han kan skrive stile, der får topkarakter næsten uanset emnet (og hvilken skole han går på), men han dumper altså i alle de fire andre fag, så inden juleferien vil han blive bortvist. Handlingen udspiller sig de sidste dage før juleferien: Han bor på værelse med en pigebedårer, der har lokket Holdens eneste veninde på skolen på en date. Det resulter er naturligvis i et slagsmål – ret udramatisk, men Holden er ikke sportsmand, hvad kammeraten er, så han får naturligvis nok tæv. Herefter tager han sin fine rejseskrivemaskine, sælger den til langt under prisen og tager hjem til New York fire dage for tidligt. Men han tager ikke hjem: han tager ind på et billigt hotel, for at bo der til han skal hjem til jul for at have sine formaningstaler af forældrene.

Salinger bruger genialt både tiden på skolen og – især – tiden på hotellet i New York, til at vise, hvor forløjet og falsk alt i det moderne USA er. Der er ikke tale om den nøgterne videnskabelige sandhed, men om en verden set gennem øjnene af en forvirret og fortvivlet ung mand, der hverken kan forstå sig selv, sin seksualitet eller de voksnes verden. Men det hele er fordrejet på en så elegant måde, at langt de fleste unge mænd stadig – og gennem de godt 50 år siden bogens fremkomst – kan nikke genkendende til det hele. Holden Caulfield bliver snydt og bedraget stort set, hvor han kan blive det; men han forsøger også selv at bedrage sine omgivelser, som f.eks. når han går på bar og ihærdigt forsøger at give de øvrige gæster det indtryk, at han er særdeles drikfældig, skønt han i virkeligheden endnu ikke er gammel nok til at få serveret spiritus. Hans penge får alt for hurtigt ben at gå på, bl.a. fordi en alfons tæver ham til at give ekstra betaling til en luder, som han så absolut ikke har været i gang med, så til sidst forsøger han at krybe i skjul hos en tidligere engelsklærer, han har haft et godt forhold til. Han modtages også yderst venligt, men senere på natten vågner han ved, at læreren gør meget direkte homoseksuelle tilnærmels er til ham.

Det menneske, der reder ham ud af krisen, er lillesøster Phoebe. Ganske enkelt ved at tro på ham og forstå ham. Det giver ham overskud til at tage hjem og tage skraldet. I et kort afsluttende kapitel forstår man, at han i løbet af julen har fået et så alvorligt nervesammenbrud, at han er blevet indlagt på et hospital af en art, og at det er her han fortæller forløbet af juleoptakten til sin psykiater. Det er også her håbet kommer ind: Gennem hans nu 17-årige øjne forstår man, at han er ved at forlige sig med alt det, der i løbet af bogen drev ham ud i sammenbruddet.

"The Catcher in the rye" blev som nævnt en verdenssucces. Af mange grunde: den kom nok på det rigtige tidspunkt: lige efter 2. verdenskrig var der nok mange unge, der mente at den gamle verdensorden havde spillet fallit. Så man genkendte sine egne fokuseringsproblemer i Holden Caulfields. Desuden er det simpelthen en bog af en forfatter, der kan huske sin pubertet så intenst, at der er noget genkendeligt i den, der gør den mere uafhængig af tid og sted end romaner flest. Og så er den ganske enkelt også morsom og nænsom. Det er et brag af en bog stadigvæk, og måske grunden til at J.D . Salinger gennem årene har skrevet så lidt. Det må være vanskeligt at komme igen efter så stærk en start. Desuden har bogen gjort ham særdeles velhavende. Salgsindtægter m.v . har givetvis gjort det muligt for den menneskesky forfatter at unddrage sig offentligheden øjne siden. Måske har hans arvinger til sin tid flere upublicerede manuskripter liggende.

Men det er også værd at huske, at  "Ni noveller" (der også er udgivet på dansk med titlen "Tilegnet Esmé og andre noveller") stadig betragtes som en milepæl i det 20. århundredes novellelitteratur.

I forbindelse med nyoversættelsen sammenlignede Bo Tao Michaëlis Carrie og Riffbjerg i en artikel i Politiken:

FAKTA

J.D. Salinger

Med en enkelt roman, 'Catcher in the Rye'/'Forbandede ungdom'/'Griberen i rugen' blev Jerome David Salinger verdensberømt i 1951. Den skotsk-jødiske veteran fra Anden Verdenskrig - elegant og katteagtig i sine bevægelser, han havde en overgang levet som professionel danser på de store atlanterhavsbåde, ja, den både verdenskloge og fjerne Salinger med de smukke lettere stirrende øjne og en intelligens som i vid og bid lå et lunt sted mellem årgangschampagne og Albert Einstein - blev den litterære verdens darling over night med denne roman, som sådan også var startskuddet til en ny genre: den rodløse, kloge og fortvivlede overklasseteenager, som søger det ægte og autentiske i og ved det moderne voksenliv, men hvis længsel og vandring befinder sig desperat og destruktivt på kanten af intethed og kaos. Romanen, der er skrevet i tidens slang, det newyorkersprog vi siden kender fra film af Woody Allen og tv-serier af Jerry Seinfeld, udtrykte præcis den mondæne livslede, den kokette flirt med den store kultur og det metroseksuelle look på alt menneskeligt, vi netop i dag dyrker som livsstilens metafor på Manhattan, New York.

Salingers stil er en falsk naiv impressionisme tintet af en lavmålt og stille realisme med et lidt spleen-præget sprog, som bag sin hurtige og street-wise mundlighed er legende intellektuel og ciseleret artistisk. Salinger vidste altid, hvad han skrev og gjorde. Og hans efter følgende novellesamlinger om familien G lass fulgte denne sofistikerede men efterhånden slagne landevej for, hvordan og hvorledes jødisk-amerikansk overklasse med høj indkomst og intelligenskvotient ser på livet - ofte og gerne fra toppen af en skyskraber på Park Avenue. Det lyder hårdt, men er sådan set velment, fordi det trods alt altid lykkedes Salinger at gøre sine narcissistiske, introverte og krukkede mimoser sært vedkommende og eksistentielt relevante.

På dansk findes 'Tilegnet Esmé og andre noveller' (1954), 'Franny og Zooey' (1962) 'Der skal være højt til loftet, tømrer' (1964) og 'Seymour, En introduktion' (1964).

I mean if they're running and they don't look where they are going I have to come out from somewhere and catch them. That's all I do all day. I'll just be the catcher in the rye and all«. Citat: J.D. Salinger: 'Catcher in the Rye'.

» ... de løber jo sådan rundt uden at se sig for - men jeg står der hele tiden og kommer frem og griber dem så de ikke falder ned. Jeg bestiller ikke andet hele dagen. Jeg står bare dér i rugmarken og passer på«. Citat: Vibeke Cerris oversættelse i 'Forbandede ungdom'.

» ... jeg mener, dem der fiser rundt og ikke ser sig for, og så skal jeg komme frem og gribe dem. Det er det eneste jeg skal lave hele dagen. Jeg vil være griberen i rugen«. Citat: Klaus Rifbjergs oversættelse i 'Griberen i rugen'.

Vi er nær slutningen i den verdensberømte roman, som i USA i 1951 kom ud under titlen 'Catcher in the Rye' og allerede to år efter blev oversat til dansk som 'Forbandede ungdom'. Ikke nogen helt dårlig titel og på sin tids præmisser slet ikke nogen dårlig oversættelse.

Men som ovenstående citater antyder, så er der signifikante forskelle på den gamle og den helt nye, Klaus Rifbjergs, som just udkommer i dag som ' Griberen i rugen'.

Håbefuld slutning

Det kan synes at være en noget pedantisk og 'udansk' oversættelse af originaltitlen, og forlaget beholder da også klogt den gamle som undertitel, den bogen faktisk af flere årsager også på dansk er blevet til en klassiker som. Men Rifbjergs kloge valg af titel kommer jeg til om lidt.

Lad os lige repetere, hvad Salingers på alle måder enestående roman handler om.

Teenagerdrengen Holden Caulfield bliver smidt ud af sin dyre kostskole i Pennsylvania, og i cirka tre dage omkring juletid strejfer han selvmorderisk og småfilosoferende rundt på Manhattan og gennemgår sit hidtidige liv i mødet med forskellige personer i New York.

Romanen er fortalt i jeg-form over for en anden person og skildret retrospektivt og sådan set med en håbefuld åben slutning , som signalerer, at det at fortælle sin historie giver et savn, man kan leve og muligvis skrive på.

Syndefaldsmyten

Holden blev i sin tid i begyndelsen af 1950' erne tolket som sindbillede på den moderne og nymodens teenager:

Rodløs og uden mål og mening med livet i efterkrigstiden, såret i sjælen af en eksistentialistisk vemod over at forlade barndommen og via en forbandet ungdom ankomme til det latterlige og kolde stadie i livet, man kalder for voksen.

Historien handler om tab af uskyld og længsel efter samme, råbte alle dansk- og engelsklærere ned igennem klasselokalet fra 1950'erne og sikkert her og der frem til i dag. Og det kan ikke nægtes, at det handler romanen (også) om.

Baseball-allegori

Thi det er ganske vist, at en af romanens beundrere, Klaus Rifbjerg, siden skrev sin klassiker, 'Den kroniske uskyld'. Hvor legenden fortæller, at Salinger i denne og i Leif Panduros 'Rend mig i traditionerne' helt klart satte sin tematiske og stilistiske syntaks.

Uskyldstemaet kommer frem i ovenstående citater. Her er Holden sammen med sin gammelkloge lillesøster Phoebe, sådan en slags Lisa Simpson for sin tid og ligesom alle Salingers samspilsramte personer født medlem i Mensa-klubben. Han fortæller hende om sin smukke drøm om at redde børn fra at falde ud over en afgrund, at stå som griberen i rugmarken. Men Rifbjerg har med sin oversættelse og sin titel tolket et vigtigt og altså oprindeligt - og sportsligt - lag frem i teksten. Vi kunne kalde det for en slags Abel og Kain-tema.

Holden har en storebror, Allie, der døde af leukæmi, og fra ham har Holden arvet en venstrehåndet baseballhandske, sådan en stor en, man griber en hård bold med ude i marken. På handsken står hans digte med grønt blæk, Holden skriver dem af, og sådan set er det sorgarbejdet og den dårlige samvittighed overfor broderens handske og død, der er den røde tråd igennem hele romanens vandring.

Baseball, dette ærkeamerikanske boldspil, vi europæere aldrig helt forstår, bliver til fortællingens latente allegori. Spillet med begrebet home run, hvor man ikke kun kommer i mål, men altså også løber hjem! I amerikansk litteratur, fra før og med Hemingway over Salinger til Paul Auster og Easton Ellis, er baseball altid barndommens leg, en slags ritual sammen med far og familie i en usplittet og ukomplicer et verden. Desværre alt for hurtigt af i går, og snart er sæsonen en anden.

Kanonisk

Klaus Rifbjergs visionære og elegante version har langt mere originalsprogets naive, flerstemmige og infantile mundtlighed med.

Holden taler ikke længere til et De, men her til det mere intime du. Hvilket herligt frigør romanen fra det kliniske skær af, at hovedpersonen ligger på sofaen hos en psykolog og holder terapeutisk enetale!

Nej, snarere er det et ungt menneske, som taler til et andet ungt menneske om den fælles skæbne at være i vadestedet mellem det sikre kendte og så det usikre ukendte, at skulle videre i den moderne, materialistiske og meget amerikanske virkelighed, som endnu var eksotisk i 1953, men i dag også ligger i Danmark.

Rifbjergs oversættelse har gjort Salingers eneste roman - kort tid efter forsvandt forfatteren og er sådan set ikke blevet set siden - mere aktuel, vedkommende, ja til endnu en kanonisk skyldig læsning om uskyld, kronisk, såvel som akut. Og om det at gribe dagen og bolden og komme videre med livet.

Ulf Joel Jensen mener:

The Catcher in the Rye hedder den på engelsk. Den danske titel er lidt mere nede på jorden - knap så elegant: "Forbandede ungdom". Jeg taler selvfølgelig om J. D. Salingers uopslidelige klassiker fra 1945. Et must i enhver bogsamling - og skal man tro de imponerende oplagstal, så findes der heller ikke mange bogsamlinger uden et eksemplar af denne. På en måde tror jeg, at man bør læse historien om Holden Caulfield, som hovedpersonen i "Forbandede ungdom" hedder, mindst én gang om året. For lige at minde sig selv om, hvad en ualmindelig god ungdomsroman har at byde på - også for de voksne læsere.

Holden Caulfield er en ung mand eller en stor dreng, der ikke kan finde sig til rette på de forskellige kostskoler, hans forældre sender ham hen på. Han forlader den ene, bliver smidt ud af den næste og stikker af fra en tredje. Der er ikke noget sted, der egentlig har plads til ham. Eller også er der ikke plads til dem i ham.

Han drømmer om søen i Central Park i New York - og spekulerer på hvad fiskene og ænderne gør om vinteren, når søen er frosset til: Om der kommer nogen og henter ænderne og kører dem et andet sted hen? Om fiskene bliver frosset fast til det igen bliver forår? Om alting bare går i stå, når det er så pokkers koldt..?

Holden Caulfield er blevet voksen for tidligt. Hans lillebror døde af leukæmi, og det har efterladt et gigantisk blødende sår indeni Caulfield, som ingen - mindst af alt han selv - formår at læge. Men modgang modner som bekendt, og Caulfield er næsten uhyggeligt moden af sin alder. Og gråhåret oven i købet. En sær blanding af en ung dreng og en livstræt gamling.

Læserne møder Caulfield lige efter, han er blevet smidt ud af endnu en skole, fordi han ikke laver sine lektier. I stedet for at fortælle sine forældre om situationen, vælger Caulfield at tage sagen i egen hånd, og kort før jul rømmer han ganske enkelt skolen og begiver sig ud på en rejse hjemad. Hjem til New York, lillesøsteren Phoebe og den gode veninde Jane. Hjem til barndommen - væk fra den voksne verden.

Undervejs lærer vi så Caulfields tragiske historie at kende. Automatisk kommer man til at sætte pris på hans ærlighed og ufravigelige krav til sig selv og sine omgivelser. Og det hele ender naturligvis, som man kunne forudse: I en større nedtur for Caulfield. Det v oksne liv kan man jo ikke sådan stikke af fra. Men hvilken bog det har været indtil da. Helt igennem klassisk. En vidunderlig klog fortælling om at finde ind til sig selv. Om jagten på ens sjæl.

Skønt hovedpointerne er næsten ordret sammenfaldende, vil den opmærksomme læser have bemærket nuancerne i detaljen, at opfattelsen/tolkningen ikke er helt ens i disse tre eksempler, men at de supplerer hinanden fortrinligt netop i kraft af disse forskelle. Men lad os holde os til det overordnede, som er det, der primært er væsentligt, når der ikke skal gøres forsøg på en endegyldig og udtømmende analyse af "Forbandede Ungdom", men på at bruge bogen til at perspektivere andet stof.

Når vi betragter vore tre heltinder fra "Runaway Daughters" i dette lys, synes de i al sin enkelhed bare gerne at ville kunne holde ud at være til. Det kan de kun under store lidelser i deres aktuelle situation. Derfor prøver de at slippe fri af disse vilkår og finde noget andet. Slutfacit bliver, at to ud af tre når frem til en tålelig løsning. Et rimeligt kompromis mellem " Forbandede Ungdom" og "Prinsessen holder Fridag".

Når man ser lidt nærmere på de to heldigere tilfælde, er det imidlertid nogle ret borgerlige løsninger. Der er jo ikke tale om, at hverken Audrey eller Mary finder frem til noget helt andet, men derimod løsningsmodeller, som også Eisenhower ville kunne acceptere.

I 50'erne var beatniks noget , man talte om med en ængstelig gysen, så for ungdommen i bred almindelighed har den givetvis oftere stået på prinsessens fridag end turen ud på vejene. Det forekommer på mange måder oplagt at tro, at det var en form for afløbskanal, når den grænseløse type var en mere eller mindre fast ingrediens i periodens ungdomsfilm. En udleven pr. stedfortræder. Alligevel! - Også selvom Danmarks førende filmkritiker hævdede, at dette var "pure nonsens". I hvert fald står der at læsepå DRs historiske hjemmeside "Krøniken":

Det skulle være farligt - men ikke for farligt. Nogle gik på bar - men de fleste unge nøjedes med at gå på mælkebar. Nogle kørte motorcykel - men de fleste nøjedes med en knallert. Der blev gjort oprør - men man skulle stadig beholde sin læreplads og have en uddannelse at falde tilbage på. Selv de hårdeste blandt drengene og pigerne havde et skær af uskyld over sig. De 'Vilde Engle' - forløberen for senere tiders rockerbander - bestod af lærlinge og svende. Oprør var endnu noget, man drømte om - også på film. Sangen "Her kommer mutter med kost og spand" var ikke en vittighed, men en kærlig hyldest til den hårdtarbejdende husmor. Gitte Hænning skulle "giftes med Farmand", og teenagedatteren Søs i "Far til Fire" flyttede ikke hjemmefra, men overtog mors husholdning og børnepasning.

Dette er naturligvis en beskrivelse af danske forhold. Hvor meget anderledes var det i USA? Lidt skrappere har det jo nok været. Men alligevel ... Er der alligevel en snert af sandhed i det med uskyldens årti? Ud fra den aktindsigt, vi har fået i det foregående, må man sige, at det i så fald ikke har været en naturlig og given uskyld, men snarere noget, det ville være mere korrekt at betegne som tilbageholdenhed, forsigtighed, skyhed eller lignende. Dertil kommer så naturligvis, at tendensen er gået imod at ungdommelig ballade har fået en skrappere karakter. Mens beatnik begrebet var noget, man rystede og bævede for i 50'erne, mistede det i de efterfølgende år så meget af sin farlighed, at det 1970 på en sød og sjov måde kunne indgå i tegnefilmen "Aristocats". Naturligvis omhyggeligt renset for mørkere undertoner og eksistentiel søgen. De gæve, jazzende baggårds katte leder ikke efter dét, men har det bare.

Hvem vil ikke gerne være kat?

Fordi en kat går ud på sjov hver eneste nat.

Det kan dog ikke rokke ved, at i det mindste dele af 50'ernes ungdom følte et behov for at bryde ud af de givne rammer og spørge, hvad de mon kunne finde. Det har også senere generationer gjort, og atter er det i de fine nuancer, at man må finde forskellen.

Før og nu

På sin vis ligger "Runaway Daughters" endnu nærmere "Hold om Mig" end " Sorority Girl", idet at vi her har opst illingen med de forskellige hjem. Alligevel er springet stort. Mens "Hold om Mig" stiller spørgsmål til forældrene, fælder "Runaway Daughters" en dom, for skylden er placeret, så der ikke er noget at tage fejl af. Et så usminket angreb ville de færreste film have mod til at gennemføre idag. M ange vil sikkert også hælde til at mene, at en sådan fremstilling er unuanceret. Forældrene i "Runaway Daughters" er rene uhyrer. Men netop ved at udkrystallisere den absolutte stereotyp,  bliver der stillet skarpt. Det er ikke meningen, at disse forældre skal opfattes som realistiske mennesker af kød ogblod. De er udtryk for et syndrom og rendyrkelser af træk, der i mildere grad og kombineret med andre karaktertræk har været at finde hos 50'er-forældre.

Rendyrkede typer og deres anvendelighed til at illustrere et karaktertræk i forstørret form er siden gået af mode. Blandt de få nyere film, der benytter teknikken kan fremhæves "Turist ved et Tilfælde", hvor et ekstremt spontant og ustruktureret menneske kommer i berøring med en familie bestående af lutter groteske kontrol-freaks, hvorved to modsatte principper sættes i spil mod hinanden. Ligesom en god 50'er-film kan " Turist ved et Tilfælde" med stor fordel ses som et indre drama, hvor det er psykologiske fænomener og ikke mennesker, der kommer i berøring med hinanden. Men den slags film er blevet færre og færre. Derimod har der til stadighed været en jævn strøm af film, der beskiver forældre-børn forhold og sætter fokus på fænomenet social arv.

Men "Runaway Daughters" er også en historie om at afprøve muligheder, at begive sig ud på eventyr for at undersøge, hvad man er, og hvad man kan blive, spørge om der findes noget sådan som en inderste natur og tilbøjelighed, udforske gråzonen mellem mønsterbrud og bedrag.

En nyere film, hvor en række forskellige personers skæbne kommer til at udgøre en vifte af varierende svar er "Manden med Jernmasken", der forholder sig temmelig frit til Dumas roman, og således stort set gennemfører sin egen historie. Den ligger langt fra low budget film, da det er en storladen og flot produktion, hvor samtlige roller er besat af stjerner. Men i sin tematik har den en række væsentlige træk fælles med "Runaway Daughters". Hvad er man, og hvad kan man blive?

Smukke detaljer

At vi i en række af de bærende roller ser skuespillere, vi er stødt på i de foregående film er værd at opholde sig ved et øjeblik. Det bidrager til at indkredse og manifestere et univers. Som et minimum kan man i hvert fald fastslå filmenes samtidighed i og med at man ser de samme skuespillere. Dette var særlig udtalt i tidens danske film, hvor det atter og atter er de samme skuespillere, der dukker op. Danske folkekomedier er ikke bare en genre, men også en endeløs række af gensyn med de samme folkekære ansigter. I de fleste af Morten Korch filmene er det endog så udtalt, at man alene ud fra navnene på de medvirkende kan gætte sig til det meste af filmens handling. Men også i mindre skematisk fastlagte dele af dansk film, hvor historierne udviser større variation, og i tilfælde hvor en given skuespiller lige ofte ses i skurke- og helteroller, er brugen af et fast team en vigtig univers-etablering, der så at sige indstiller tilskueren og dennes forventninger på den rigtige bølgelængde.

Der gælder noget lignende i Arkoff-land. N år man efter de foregående film genser flere af de samme skuespillere i "Runaway Daughters", er det i sig selv bidragende til at give en fornemmelse af tidsbillede og periodebestemthed. Allerede ved brugen af 50'er-skuespillere er "Runaway Daughters" blevet en 50'er-film. Hvad det jo naturligvis også er. Men i denne sammenhæng må 50'er-film imidlertid forstås i en lidt videregående betydning. Ikke bare som en film, der er lavet i den periode, men som en film, der er præget af denne periode og bærer dens stemning. Det er dette præg, der forstærkes og understreges af de medvirkende.

Som yderligere cementering af tidens stemning kommer naturligvis ting som tøjmode, biler m.v. Disse ting har man desværre knap så godt udsyn til i "Runaway Daughters", fordi mange af scenerne foregår ved aften- og nattetid. I dette halvmørke kan man ikke på samme måde beundre 50'er-lækkerierne, som i "Sorority Girl" og "Reform School Girl". Men noget er der dog at glæde sig over.

Alle, der interesserer sig for 50'ernes musik, bør slåørerne ud. Musikken er en reel medspiller i denne film, ogi vissescener spiller den en en helt afgørende rolle. Som nævnt indtager musikken sin plads som en del af hele formen og historien allerede fra åbningen, hvor den ledsager den vilde køretur. Herefter vedbliver den filmen igennem at have central betydning. Et eksempel blandt mange er, da Audreys forældre sidder og er bekymrede og selvbebrejdende, hvorefter der klippes over til danserestauranten. Musikken pulserer lystigt og medrivende.Første indtryk er således, at mens forældrene har det skidt, har børnene det godt. Kameraet filmer fra indgangen. Først da man kommer inden for og får set nærmere til, opdager man det tomme og glædesløse ved denne tilsyneladende festivitas, og hvor skidt det står til med vores små heltinder. Frem for blot at få dobbeltstillingen at man har det skidt det ene sted og også skidt det andet sted, indsættes der et blændværk, en kortvarig illusion om en kontrast, der netop illustrerer hvor bedragerisk denne fornøjelsens verden er. En virkning, der ikke kunne være gennemført uden musikkens medvirken.

En scene hvor musik, tøjmode og ageren spiller perfekt sammen, viser Angela - som sædvanlig overladt til sig selv i moderens lejlighed - danse rundt i slacks og skjortebluse med en cigaret i hånden til en heftigt pulserende plade.

Med hensyn til scenografi er især Marys hjem værd at lægge mærke til. Der hænger et meget stort krucifiks på en væg, lige ved indgangen til Marys værelse, og faderen drikker the fra en samovar.

Nogle flot filmede billeder forekommer under et stævnemøde mellem Mary og Bobby - forøvrigt underlagt æterisk fløjtemusik. Her kan man endvidere fryde sig over replikken "Some men are kids as thirty, some kids are man at twenty" (nogle mænd er børn som 30årige, nogle børn er mænd som 20 årige).

Endvidere kan man stifte bekendskab med dansen The Tony Skunk Hop, og lære at noget af det værste man kan kalde en ældre lærerinde er "water veined old hack", bide mærke i vendinger som "for pete's sake", "one horse town", "hotter than a camel in a dessert" og "square yourself with the cops" eller more sig over følgende replikskifte mellem Dixie og Angela:

   - Stoppet lidt ud her og der, kunne du godt passere for at være en kvinde.

   -Ja,hvis du har kunne narre dem de sidste femogfyrre år, så kan jeg vel også.

   - Oho! Er den unge født og opvokset, eller var hun bare noget, der skete?

I scenen hvor Angela danser med den fulde mand, s es et ret højt dansepar i baggrunden. Pigen i mønstret kjole, fyren i læderjakke. Da Audrey og hendes mor bliver forsonet, har de næsten ens øreringe på.