toner, ord og tanker
Fra 15. juli til 9. december. Knap fire måneder og i løbet af denne tid sange som "You Can't Hurry Love", "All Tomorrows Parties", "All Or Nothing", "I'm A Boy", "River Deep Mountain High", "Good Vibrations", "No Milk Today", "Mellow Yellow", "Friday On My Mind", "Dead End Street" og "Happy Jack", foruden berømte klassiske albums som "Roger The Engineer", "The Fifth Dimension", "Revolver", "East-West", "Face To Face", "Psychedelic Sounds", "Fresh Cream" og "A Quick One". Vil nogen ved deres fornufts fulde brug benægte, at vi her er hoppet ind i en blomstringstid? Perlerne står jo simpelthen i kø og følger på hinanden i en lind strøm. Men mere end det. Det opfindsomme, det innovative, det progressive. Inspirationsniveauet er svimlende højt og der følger nyskabelse på nyskabelse. Også i den forstand er der tale om en strøm. Tingene lægger sig i forlængelse af hinanden som én lang udviklingsbevægelse. Det er klart, at der er sket meget siden. Men selv nu - så mange år efter - burde det være indlysende tydeligt, at en mængde senere tilkommende ting står i bundløs gæld til denne pionerindsats. Ikke blot som noget, man gennem en lang række mellemregninger kan påvise, men som noget direkte hørligt. Den bryden nye veje og sætten en anden dagsorden som siden T. Rex, Sparks, Television, Dire Straits, The Knack, The Cure, REM, Culture Club, The Smiths, Scorpions, Katarina And The Waves, Nirvana, Creed og alle de andre skulle gøre gældende. Hvor kom inspirationen fra? Hvad trak de på? Man må være noget nær døv, for ikke at kunne høre det. Tag det, giv det en lille drejning, gør det hårdere og tungere med en tykkere guitar-lyd eller tilpas det senere tiders hifi-produktion og lækker lyd idealer garneret med lidt synths - vupti - så har man stort set alt, der er sket siden.
Men vi har mere på programmet. Perlerækken og den ubrudte udviklingsbevægelse fortsætter. Debutsinglen fra el-guitaristernes el-guitarist, mr. Jimi Hendrix, manden, der kyssede det skylag ingen siden har kunne nå. Nogenlunde samtidig diskede Cream op med en unik cocktail af 50'er mindelser, pop, bluesrock, semi-psykedelia og pre-heavy på "I Feel Free", en for så vidt enkel og ligefrem ting, der imidlertid krydser så mange genregrænser at den er uplacerlig. Tim Buckleys debutalbum i eget navn byder på blidere, men ikke mindre opfindsom og fantasifuld kost. Videre går det med Velvet Undergrounds betagende "Femme Fatale"-single. Hele tiden slag i slag så hjernen næsten nægter at fatte det. Det er faktisk ret overvældende!
Dermed klingede '66 ud. Men det var langt fra slut. Faktisk var det bare en optakt, eftersom '67 skulle svinge sig op i endnu mere svimlende højder.
For at være optimalt forberedte på det helt store slag, vil vi fortsætte vores udtræk og sammenføjninger et lille stykke ind i '67.
The Doors: "Doors" (4. januar)
Rolling Stones: "Ruby Tuesday" b/w "Let's Spend the Night Together" (13. Januar)
The Move: "The Night Of Fear" (a-side) (Januar)
Rolling Stones: "Between The Buttons" (20. januar)
Love: "Da Capo" (Januar)
Det er såre almindeligt, at der efter en kraftanstrengelse følger en udmattelse. Det ville derfor være forståeligt, hvis man på dette sted måtte sige: ja, '66 gjorde det godt. Men det var så det! Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Allerede tromme-introen, der åbner Doors' debutalbum siger: slagkraft, vitalitet, frisk mod, nye tider og masser af muligheder. Dermed får vi fra første færd en fornemmelse af, at '67 absolut ikke var nogen udmatning. Det var tværtom først nu, at kulminationen kom.
Doors er en ideel indfaldsvinkel til året, både i kraft af deres musiks art og den indiskutable vægt og overbevisning, de kunne aflevere den med. Et år, der begynder sådan, kan simpelthen ikke blive dårligt.
"The Doors dybtgående indflydelse på rockens udvikling i den sidste del af tresserne skyldes ikke kun Jim Morrisons tryllebindende stemme, sorte poesi og personlige karisma. Den skyldes også den sikre interaktion mellem Ray Manzareks tangentspil, Robbie Kriegers guitar og John Densmores trommer. Morrison var gruppens ansigt, men albummets gennemsagskraft skyldes det dynamiske samspil mellem alle fire musikere.
The Doors trak på et bredt udsnit af genrer, herunder rock, blues, jazz og flamenco, for at skabe sin lyd. Åbningsnummeret "Break On Through" er et lidenskabeligt krigsråb for den psykedeliske generation, mens det hypnotiske "Soul Kitchen" fremviser de subtile skift i dynamikken, som skulle blive gruppens kendemærke. "The Crystal Ship" udstiller Morrison som crooner op imod et fortryllende tangentspil fra Manzarek.
The Doors fastholdt deres musikalske autoritet så stærkt, at bearbejdelserne af Brecht/Weills "Alabama Song" og bluesnummeret "Back Door Man" fremstår som originalnumre."
- Giancarlo Susanna
Man kunne have valgt mange andre citater. Men ovenstående er typisk. Der er noget nær universel enighed om, at den første med Doors præsterede noget helt, helt særligt. Der er naturligvis folk, der ikke bryder sig om den. Ja - endog enkelte, der ligefrem føler uvilje imod den. Men slapsvanset, svagpisser-agtig eller blot uvæsentlig kan jeg ikke mindes at nogensinde have hørt nogen kalde den. Dens potens og substans er så indlysende, at enhver kan indse det.
Man må her huske på den venskabelig konkurence, der i stor stil trivedes inden for datidens musikverden og i høj grad var medvirkende til de bemærkelsesværdige resultater, man opnåede. At en debutant i den grad tog alt og alle med bukserne nede, var en udfordring, de etablerede ikke kunne tillade sig at ignorere. De måtte nødvendigvis forsvare deres position. Ikke som en arrig biden fra sig og klistret klamren sig til noget, men i al venlighed erklære: ja, ja - vi andre kan altså også.
Dermed var '67 sparket i gang og gennem de næste otte-ni måneder nåede musikken tinder af nærmest overnaturlig højde!
Det er ikke nødvendigvis det indtryk alle vil få udfra de ting, Stones lavede lige på det tidspunkt. Det er en diskussion, vi vender tilbage til. På dette sted skal blot siges, at vi her har at gøre med noget, der kan volde problemer for visse lyttere. Næppe den fremragende single, de indledte året med. Her er kvaliteterne ret så åbenlyse. Det umiddelbart efterfølgende album kan derimod være lidt af en drillepind. Især kan man ved de første par gennemspilninger let kikse hvor usædvanlig lys og munter - målt ud fra Stones standard! - "Between The Buttons" er. Det er imidlertid en vigtig pointe at fange. Når der kom et smil fra Englands sureste band, måtte der nødvendigvis være noget særligt på færde. Men så meget desto bedre at vi får dette lille smugkig, der giver mulighed for ekstra træning. De, der synes, at det er svært, må lægge sig i selen og gøre en ekstra indsats.
Hvad angår a-siden med The Move, bør den ikke betragtes som andet eller mere end blot et spøjst intermezzo. Den er dog ikke desto mindre fængende og rummer nogle pudsige ideer. En letvægter med tyngde!
Love er et navn, man skylder respekt. I denne periode kom der en mængde spændende musik fra Californien. Således var både Doors og Love fra Zorro og rosinernes solbeskinnede land. Men derefter hører vist nok al lighed op! Åh, jo - en ting mere: begge bands havde en mængde spændende og nye ideer. Disse gik dog respektivt i ret så forskellige retninger. Tidligere havde Love været et tidstypisk garageband. Men da der kom nyt fra dem i begyndelsen af '67, havde de tydeligvis lagt an til en helt anderledes kurs, som skulle blive en central inspirationskilde for en lang række senere bands. I deres samtid vakte de imidlertid kun begrænset opsigt.
"Da Electras grundlægger, Jac Holzman, tog hen for at se Love spille i Los Angeles, kom han så tidligt, at han nåede at høre opvarmningsgruppen, The Doors. Denne ene begivenhed afgjorde formentlig Loves skæbne som kult mere end mainstream.”
- John Bobler
"I 1967 var Love det næsthippeste band i Los Angeles efter The Byrds. Sidstnævntes hit-periode var ved at ebbe ud, men Love var alligevel dårligt rustede til at overtage deres position.”
- David Hutcheon
Vi har hidtil arbejdet med to erkendelsesniveauer. Gør vi os alvorligt umage, kan vi måske komme på sporet af et tredie!
Under vores bestræbelser på at nå den anden erkendelse har vi allerede lært de her gennemgåede plader ret godt at kende. Ligeledes ved vi en del om den tid, de blev udgivet i. Det vi nu har gjort ved hjælp af vores udtræk og sammenføjninger er så at høre dem i en mere præcis kronologisk rækkefølge. Dette skulle i bedste fald kunne bringe os i nærmere berøring med tidens bevægelse og afsløre ting vedrørende denne, der ved opdelingen i singler og albums er forblevet skjult. Hvilken vej går bevægelsen? Når "Roget The Engeneer" bruges som udgangspunkt hvilken retning flytter vi os så i fra denne? Hvilke ord kan bruges til at beskrive denne bevægelse? Hvad fortæller bevægelsen os om den tid?
Alt dette er naturligvis ting, vi tidligere har beskæftiget os med. Spørgsmålet er derfor, om den nye, mere nøjagtige liste giver os mulighed for at sige og forstå noget mere herom, trænge dybere ind i stoffet? Vægten ligger naturligvis på forståelse. Det afgørende er ikke, hvad vi kan sige, men derimod hvad vi kan mærke. Gør denne justerede liste os bedre i stand til at opleve bevægelsen?
Hvis vi opnår en forstærket fornemmelse af at leve og følge med i bevægelsen, kan dette måske være tegn på, at vi nærmer os en tredie indsigt. Vi bør imidlertid vogte os for at tage munden for fuld. Måske står vi blot mere sikkert og solidt i den anden indsigt, alt imens vi dunkelt aner, at der må findes en tredie, at det altså er muligt at komme og nå videre. Måske kan vi også danne os et indtryk af den vej, vi må bevæge os af for at nå dette "videre". Som et minimum kan vi i hvert fald som en ren teoretisk betragtning indse, at der altid må være en mulighed for at trænge dybere ind i stoffet lige meget, hvor godt man er kommet ind i det. At der skulle findes et absolut endemål, et inderste rum hvor alt er absolut klarlagt og gennemlyst forekommer ikke troligt. Selvom en sådan sidste erkendelse virkelig skulle findes, må det i hvert fald være klart for enhver, der ikke lider af storhedsvanvid, at vi endnu ikke er nået dertil. Vi forstår uden videre, at der må være både en fjerde, femte osv. indsigt. Foreløbig har vi en uklar fornemmelse af, hvordan den tredie (måske) ser ud.
Når vi betragter bevægelsen, er noget af det, der mest åbenlyst viser sig, at den mere hårdtslående del af musikken bliver mere tung og tæt. På "Roger The Engineer" er der endnu nogle spor tilbage af den tidlige naivitet. På "Fresh Cream" er vi helt tydeligt kommet et andet sted hen. Dertil kommer så, at bas og trommer får en helt ny, langt friere rolle. Det havde været på vej. Paul McCartney havde allerede på de tidlige Beatles sange, flyttet grænserne for bassen. Bill Wyman (Stones) og Paul Samwell Smith (Yardbirds) havde bygget videre på dette, og i The Who syntes John Entwhistle (bas) og Keith Moon (trommer) ofte at være mere de reelle solister end guitaristen Pete Townshend. Men med Jack Bruce og Ginger Baker blev bas og trommer så frit fabulerende, at det ofte nærmede sig jazz, og så meget en del af den såkalt multi-fokale opfattelse, at man undertiden ikke var helt sikker på, hvem af gruppens medlemmer, der havde fået en solo. Det var faktisk ikke så længe siden, at den havde stået på ligefremme popsange. Men hør så f.eks. Creams tolkning af "Spoonfull". Selve nummeret havde adskillige år på bagen. Men at spille den sådan ville have været utænkeligt blot et år tidligere.
På "A Quick One" kan der synes at være flere rest-spor af den tidlige lyd. Men det skyldes nok især pladens brug af humoren, der bidrager til at give et let og friskt præg. Faktisk er allerede det noget af en nyskabelse. Den tidlige lyd kunne være sjov i betydningen munter, letbenet, ungdommelig, naiv - pjanket i betydningen poppet. Men at bruge humoren i strengere forstand som kunstnerisk virkemiddel var henvist til særlige humor-plader med parodier og des lige. Sammen med alle de andre ting, der blev trukket ind på pop og rock scenen fra andre musikalske domæner, bidrog "A Quick One" med humoren.
Det er jo lige det, der er så utroligt. Kort før havde man bare kunnet spille popsange, omend man skylder at tilføje: første klasses af slagsen. Men pludselig blev alt muligt og alt trukket inden for rækkevidde. Man behøvede ikke være jazzmusiker for at improvisere, behøvede ikke at være moderne komponist for at lege med elektroniske effekter, man behøvede ikke være folksanger for at lave tekster, der fortalte noget, og ej heller at være Spike Jones eller Peter Sellers for at lave musikalske jokes. Alle kunne gøre alt. Et de mange muligheders land havde åbnet sig og sprængte alle popmusikkens begrænsninger.Uanset hvor højt man vil ære senere nyskabelser, slipper man ikke uden om, at nogen havde banet vejen, og skabt det rum hvorfra de senere nyskabelser kunne udgå. Uden den overskridelse af alle konventioner, der fandt sted på dette tidspunkt, havde alt det senere overhovedet ikke kunne ske.
Idag, hvor genre- og stilbegreber stort set kun giver mening i forbindelse med udprægede konceptbands, og enhver sidder og leger med alle eksisterende muligheder på sin hjemmecomputer, kan det være svært at sætte sig ind i, hvor revolutionerende og nybrydende det, der skete på dette tidspunkt, var. Vi er forlængst kommet til at tage det som en selvfølge. Men det har det absolut ikke altid været.
Måske er denne tagen det for givet en del af forklaringen på, at det er gået så galt. Vi mangler den begejstring og glæde over mulighederne, der på den ene side vækker nysgerrighed og opdagelseslyst og på den anden en slags ærbødighed, der opleves som et krav om at præstere noget særligt. I stedet sidder vi i en sløv ugidelighed, og siger: "Nej, jeg gider sgu ikke!"
Men skal man helt ind i sen-60'erne, er man nød til i nogen grad at se bort fra, hvad eftertiden skylder dem. Man må forsøge at møde den tid som et nu, noget nærværende, som kulminationen og det foreløbige endepunkt for alt, som var gået forud. At indrage senere begivenheder er jo netop at gøre denne tid historisk og fortidig. Det gælder om at komme lige i øjenhøjde med den, hvis man skal trænge helt ind i den.
Arbejdet mod de højere erkendelser hænger således - i hvert fald delvist - sammen med at opnå en nu- og nærværsoplevelse i forhold til denne tid. Det var ikke noget, Cream og Who stod og spillede engang for mange år siden. Det er noget, der opstår i det øjeblik, tonerne rammer ens ører.
En af de ting, der gør denne musik til noget særligt, er netop at dette er muligt. Musikken besidder et liv, et nærvær og en friskhed, som betyder, at det slet ikke lyder som gamle plader. Faktisk virker mange senere ting paradoksalt nok mere forældede og udslidte, simpelthen fordi man der hører tidens og pladeindustriens træthed og alderdom. Men her er vi tilbage til dengang, der endnu var saft, kraft og ungdom tilbage i musikken. Nyere musik er en syg, krumbøjet olding, mens dette er en ung, fyrig kraftkarl. Hvor ville man idag finde noget så levende, frigjort, intenst og vedkommende som den forrygende fire-stribe The Who præsterer med "Boris The Spider", "I Need You", "Whiskey Man" og "Heat Wave"? Stort set alt, der er lavet de sidste 15-20 år forekommer ubærlig stift og kantet i sammenligning. Det her ånder og er til at ånde i for lytteren. Deraf den stærke øjebliks-følelse og det tilsyneladende paradoks, at den er mere nutidig end nutiden. Det er netop hvad den i en vis forstand faktisk er. Ikke historisk, kronologisk set, men åndeligt og musikalsk set. Enhver, der er nogenlunde ved sine fulde fem, burde uden videre - rent instinktivt - kunne forstå, at det er sundt at lytte til disse plader, men skadeligt at beskæftige sig med den stive, kantede lyd fra deres vanartede børn.
De to markante albums fra henholdsvis Cream og Who er klart platforms-skabende. Smæk Hendrix' "Hey Joe"og Tim Buckleys særegne tilgang oven i hatten, og vi begynder at se konturerne af det afsæt, der muliggjorde 1967.
Dette magiske år får vi så en smagsprøve på, på allerbedste måde. Det er håbløst at ville forklare at The Doors er absolut klasse, hvis nogen ikke kan høre det. Jeg kan kun sige: lyt!
Det samme må man sige om det efterfølgende. Rent smagsmæssigt kan man stå lidt forskelligt i forhold til det. Men vil nogen i fuldt alvor betvivle niveauet? Skulle der virkelig være nogen, som ikke kan høre, at det her er musik og plader på en helt anden og langt mere rigtig måde, end det man idag fejlagtigt smykker med disse betegnelser? Det er der muligvis. Det skal vi have en lille snak om i næste del af hovedgennemgangen.
På dette sted er hovedsagen at få det bedst mulige overblik over den nøjagtige kronologiske bevægelse, og føle os ind i forandringernes gang. Derfor er det vigtigere at forstå udviklingen som udvikling, end hvad man synes om den. Men som vi også har været omkring, kan det kræve en oparbejdet sympati at for alvor komme ind og mærke bevægelsen. Så endnu en gang: tid, tålmodighed, træning - udholdenhed, grundighed, samvittighedsfuld alvor!
Mere skal der ikke siges her. Det må være op til den enkelte at afgøre med sig selv, hvorvidt han/hun føler sig inde i bevægelsen eller ej. Dermed slut på denne gang udtræk og sammenføjning, hvor vi har lyttet til:
The Yardbirds: "Roger The Engineer" (15. Juli)
The Velvet Underground And Nico: "All Tomorrows Parties" b/w "I'll Be Your Mirror" (Juli)
The Byrds: "5th. Dimension" (18. Juli)
John Mayal: "Bluesbreakers w/ Eric Clapton" (22. Juli)
The Trogs: "From Nowhere" (25. Juli)
The Supremes: "You Can't Hurry Love" (a-side) (25. Juli)
Manfred Mann: "Just Like a Woman" (a-side) (29. Juli)
The Beatles: "Revolver" (5. August)
Small Faces: "All Or Nothing" (a-side) (5. August)
The Artwoods: "I Feel Good" b/w "Molly Andersons Cookery Book" (August)
The Butterfield Blues Band: "East West" (August)
The Who: "I'm A Boy" b/w "In The City" (26. August)
Donovan: "Sunshine Superman" (September)
Ike & Tina Turner: "River Deep, Mountain High" (a-side) (September)
Bee Gees: "Spicks And Specks" (a-side) (September)
Rolling Stones: "Have You Seen Your Mother, Baby?" b/w "Who's Driving Your Plane?" (24. September)
Simon and Garfunkel: "Parsley, Sage, Rosemary and Thyme" (10. Oktober)
The Beach Boys: "Good Vibrations" (a-side) (10. Oktober)
Herman's Hermits: "No Milk Today" (a-side) (Oktober)
The Yardbirds: "Happenings Ten Years Time Ago" b/w "Psycho Daisies" (Oktober)
The Creation: "Painter Man" b/w "Biff Bang Pow" (Oktober)
The Kinks: "Dandy" b/w "Party Line" (Oktober)
The Hollies: "For Certain Because" (Oktober)
Manfred Mann: "Semi-Detached Suburban Mr James" (a-side) (21. Oktober)
Donovan: "Mellow Yellow" (a-side) (24. Oktober)
The Kinks: "Face To Face" (28. Oktober)
The Who: "Ready Steady Who" (E.P.) (11. November)
Small Faces: "My Mind's Eye" (a-side) (11. November)
The Zombies: "Going Out Of My Head" (a-side) (November)
13th. Floor Elevators: "Psykedelic Sounds" (November)
The Easy Beats: "Friday On My Mind" (a-side) (17. November)
The Kinks: "Dead End Street" b/w "Big Black Smoke" (18. November)
The Who: "Happy Jack" b/w "I've Been Away" (3. December)
Cream: "Fresh Cream" (9. December)
The Who: "A Quick One" (9. December)
Jimi Hendrix: "Hey Joe" b/w "Stone Free" (16. December)
Cream: "I Feel Free" (a-side) (December)
Tim Buckley: "Tim Buckley" (December)
Velvet Underground & Nico: "Femme Fatale" b/w "Sunday Morning" (December)
The Doors: "Doors" (4. januar)
Rolling Stones: "Ruby Tuesday" b/w "Let's Spend the Night Together" (13. Januar)
The Move: "The Night Of Fear" (a-side) (Januar)
Rolling Stones: "Between The Buttons" (20. januar)
Love: "Da Capo" (Januar)
Roots of heavy metal ...