Den første heavy metal plade?

Musik tilsat forvrænget el-guitar har der eksisteret længe. I hvert fald siden omkring 1957-58, da Link Wray foretog en række banebrydende indspilninger. Men for så vidt også før. Lidt tidligere havde Johnny Burnette Trio været der, og før dem en række rhythm and blues navne i den mere rå og beskidte ende af dette genrespekter.

Imidlertid ændrer udtrykket karakter i løbet af 60'erne. Ikke altid nødvendigvis ved at tingene blev mere vilde og larmende, omend dette i mange tilfælde kan hævdes. Det primære er imidlertid, at der sker en drejning, som tipper den hårde ende i en anden retning. Også i de tilfælde hvor støjniveauet ikke øges. Basalt set er der tale om en ny spillemåde, der gør sig gældende uanset om udførelsen er blid eller brutal. Oftest er den dog det sidste, og taler man genereliseret om de overordnede tendenser, må man sige, at en fortløbende intensivering af voldsomheden finder sted.

Fra 60'ernes spæde begyndelse og langt ind i årtiet huserede Dick Dale med sin karakteristiske surfguitar. Det er især tidlige indspilninger som "Misirlou" (1962), der er berømte. Men det lidt senere album "Live At Ciro's" (1965) viser ham endnu i vigør, og giver et rammende indtryk af, hvorfor han regnes for lidt af en metal bedstefar.

Fra omkring ca. 1963 fandtes en stor mængde amerikanske garagerock grupper, og lige en tak senere finder man den engelske pendant freak beat. Garagerock og freak beat ligger i relativ lige forlængelse af rock and roll og rhythm and blues. Alligevel gærede der noget indenfor disse to områder, som peger mod en anderledes kurs.

Blandt de vigtigste britiske navne omkring 1964-65 må fremhæves The Artwoods, The Kinks, The Yardbirds, The Pretty Things og The Who. Førstnævnte må regnes for særligt bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Dels i kraft af deres stilistiske udtryk, og dels fordi deres organist var det senere Deep Purple medlem Jon Lord. Albummet "Art Gallery" (1966) hører blandt freak beat'ens absolutte klassikere . Men spørger man efter det hårdeste/vildeste, man havde på lige det tidspunkt, må det givetvis blive The Who

I løbet af '66 kommer navne som The Trogs, Small Faces og Cream til. I slutningen af året udgiver Jimi Hendrix et par singler. Omkring Cream og Hendrix opstod begrebet power trio, der kan ses som forudsætningen for senere navne som Blue Cheer, Grand Funk Railroad, Z Z Top og Motorhead.

Gundprincippet i power trio er tre mand, der prøver at lyde som hundrede. Trioer med guitar, bas og trommer havde i mange år været kendt indenfor jazzen. Men her præget af det delikate og elegante, hvor de involverede almindeligvis også gav plads for hinanden. I en power trio er det derimod en del af selve ideen, at musikanterne skal forsøge at overdøve hinanden. Ideelt set skal en koncert med en power trio ende som en solooptræden, mens de to andre ligger blødende ovre i et hjørne.

Trods alt dette skal vi frem til 1967, før man for alvor aner omridset af den senere hardrock og heavy metal.

Tre vigtige og centrale pladeudgivelser fra '67 fortjener især at fremhæves: "It's Smoke Time" med engelske The Smoke, "Remember Finale Ligure" med tyske The Rattles og "Vanilla Fudge" med amerikanske Vanilla Fudge. Disse tre plader snakker rigtig godt sammen, og når de høres i direkte forlængelse af hinanden, fortæller de afgjort en historie, der fører frem til urgrundlaget for den siden dominerende opfattelse i den hårde ende. The Smoke har nogle rå guitarriffs og frække vinkler, men vokalerne er påfaldende bløde og melodiske. The Rattles udgør et lidt kradsere mellemstadie, hvorefter Vanilla Fudge fuldender en trip-trap-træsko, der lader os ane omridset af den senere hårdopfattelse. Med en langsom og skurrende musik mættet af et ondsindet orgel, har Vanilla Fudge afskrevet venligheden og skabt et ildevarslende univers langt fra dansant festrock.

Samtidig med denne tretrinsraket foretog power trioerne Cream og Hendrix Experience en række af deres vigtigste indspilninger.

Med de nævnte ting var et fundament støbt. Henover perioden 1968-70 fulgte en række pladeudgivelser i forlængelse af denne nye - og anderledes! - hårdhedsforståelse, hvoraf de fleste af en eller flere rockjournalister er blevet udråbt til at være det første egentlige heavy metal album. Kandidaterne til denne titel er mange! Vi vil på nærværende sted begrænse os til nogle få særligt vigtige eksempler.

Fra 60'ernes spæde begyndelse og langt ind i årtiet huserede Dick Dale med sin karakteristiske surfguitar. Det er især tidlige indspilninger som "Misirlou" (1962), der er berømte. Men det lidt senere album "Live At Ciro's" (1965) viser ham endnu i vigør, og giver et rammende indtryk af, hvorfor han regnes for lidt af en metal bedstefar.

Let´s party with that mean surf guitar

Da der endnu var rul tilbage i rocken!

Fra omkring ca. 1963 fandtes en stor mængde amerikanske garagerock grupper, og lige en tak senere finder man den engelske pendant freak beat. Garagerock og freak beat ligger i relativ lige forlængelse af rock and roll og rhythm and blues. Alligevel gærede der noget indenfor disse to områder, som peger mod en anderledes kurs.

Blandt de vigtigste britiske navne omkring 1964-65 må fremhæves The Artwoods, The Kinks, The Yardbirds, The Pretty Things og The Who. Førstnævnte må regnes for særligt bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Dels i kraft af deres stilistiske udtryk, og dels fordi deres organist var det senere Deep Purple medlem Jon Lord. Albummet "Art Gallery" (1966) hører blandt freak beat'ens absolutte klassikere . Men spørger man efter det hårdeste/vildeste, man havde på lige det tidspunkt, må det givetvis blive The Who.

Art Gallery (1966)

Så´der freak-beat! N.B. Rummer en række bonus tracks, der ikke var med på det originale album.

I løbet af '66 kommer navne som The Trogs, Small Faces og Cream til. I slutningen af året udgiver Jimi Hendrix et par singler.

Omkring Cream og Hendrix opstod begrebet power trio, der kan ses som forudsætningen for senere navne som Blue Cheer, Grand Funk Railroad, Z Z Top og Motorhead.

"I Feel Free" er ikke på det originale album. Det er et godt nummer, som man kan have stor fornøjelse af. Men vil du høre det ægte album, så spring den over. Der mangler endvidere et MEGET vigtigt nummer: den helt forrygende "Spoonfull".

Mangler som nævnt på "albummet"(?!) ovenfor., som det alt i alt er falsk varebetegnelse at præsentere som "Fresh Cream".

Mangler OGSÅ (!) på den gang fup-"Fresh Cream" ovenfor!!!!

Note: det er svært at finde Jimi Hendrix Experience på youtube. Eller det vil sige: de versioner, som findes på pladerne. Der er bunker af live og på anden måde alternative udgaver.

Jeg ville gerne have medbragt de to albums nedenfor komplet. Men jeg ser ingen mening med at fylde tracklisten ud med "forkerte" udgaver.

Gundprincippet i power trio er tre mand, der prøver at lyde som hundrede. Trioer med guitar, bas og trommer havde i mange år været kendt indenfor jazzen. Men her præget af det delikate og elegante, hvor de involverede almindeligvis også gav plads for hinanden. I en power trio er det derimod en del af selve ideen, at musikanterne skal forsøge at overdøve hinanden. Ideelt set skal en koncert med en power trio ende som en solooptræden, mens de to andre ligger blødende ovre i et hjørne.

Trods alt dette skal vi frem til 1967, før man for alvor aner omridset af den senere hardrock og heavy metal.

Tre vigtige og centrale pladeudgivelser fra '67 fortjener især at fremhæves: "It's Smoke Time" med engelske The Smoke, "Remember Finale Ligure" med tyske The Rattles og "Vanilla Fudge" med amerikanske Vanilla Fudge. Disse tre plader snakker rigtig godt sammen, og når de høres i direkte forlængelse af hinanden, fortæller de afgjort en historie, der fører frem til urgrundlaget for den siden dominerende opfattelse i den hårde ende. The Smoke har nogle rå guitarriffs og frække vinkler, men vokalerne er påfaldende bløde og melodiske. The Rattles udgør et lidt kradsere mellemstadie, hvorefter Vanilla Fudge fuldender en trip-trap-træsko, der lader os ane omridset af den senere hårdopfattelse. Med en langsom og skurrende musik mættet af et ondsindet orgel, har Vanilla Fudge afskrevet venligheden og skabt et ildevarslende univers langt fra dansant festrock.

N.B. Der er to bonus-numre på denne udgave, som ikke findes på det originale album.

Mangler:

                  "Is It Love"

Mangler:

                   "I Will Stay Your Friend"

Mangler:

                 "Rugys Girl"

Mangler:

                  "Remember Finale"

                  "Call Boy"

                  "Another Saturday Night"

---

Øv! - Det er ellers nogle gode numre.

Mangler:

                    "Our Way Of Thinking"

                     "Sweet Dreams"

---

N.B. Youtube er i det hele taget ikke det optimale sted at finde den slags. Plader skal høres på plade!

Mangler: Introet er i virkeligheden væsentligt længere. Vi begynder omkring et minuts tid inde på pladen.

Samtidig med denne tretrinsraket foretog power trioerne Cream og Hendrix Experience en række af deres vigtigste indspilninger.

Med de nævnte ting var et fundament støbt. Henover perioden 1968-70 fulgte en række pladeudgivelser i forlængelse af denne nye - og anderledes! - hårdhedsforståelse, hvoraf de fleste af en eller flere rockjournalister er blevet udråbt til at være det første egentlige heavy metal album.

Kandidaterne til denne titel er mange! Vi vil på nærværende sted begrænse os til nogle få særligt vigtige eksempler.

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968). Rummer bl.a. sangen"Born To Be Wild", som har den første tekst, hvor udtrykket heavy metal indgår. Blandt de øvrige numre må fremhæves "The Pusher". Trods et tydeligt afsæt i bluesrock klart pegende frem mod noget andet og anderledes, hvor bastande riffs mødes med udforskninger af dunkle stemninger.

Leslie West: "Mountain" (1969). Relativt hårdtslående power trio plade. Berømt for sine tykke kaskader af forvrænget el-guitar. Er at regne for obligatorisk stof, når den tidlige heavy-historie skal fortælles. Det oplagte skridt videre fra Cream og Hendrix.

Edgar Broughton Band: "Wasa Wasa" (1969). Forsøg på at efterligne lyden af krig og bomber med musikinstrumenter i relation til konflikten i Vietnam. Rummer dog også mere melodiske og regelrette passager, ligesom en underspillet kulsort humor anes. Kan forekomme åndsbeslægtet med Zappa's univers, samtidig med at et afsæt i blues/r&b/bluesrock tydeligt fornemmes, også selvom den klart overskrider udtrykkets rammer og vover sig langt videre.

Black Sabbath: "Black Sabbath" (1970). Uhyggelig og hjemsøgt plade, der introducerer en ny dysterhed og gotisk/okkult stemning i engelsk rock. Regnes af mange heavy metal feinsmeckere blandt det ypperste, der er præsteret indenfor området.

Sir Lord Baltimore: "Kingdom Come" (1970). Foranledigede en af de første anmeldelser, hvor udtrykket heavy metal anvendtes til at beskrive musikstilen. Sammen med "Black Sabbath" blandt genrens mest stilskabende pionerudgivelser.

Steppenwolf: "Steppenwolf" (1968). Rummer bl.a. sangen"Born To Be Wild", som har den første tekst, hvor udtrykket heavy metal indgår. Blandt de øvrige numre må fremhæves "The Pusher". Trods et tydeligt afsæt i bluesrock klart pegende frem mod noget andet og anderledes, hvor bastande riffs mødes med udforskninger af dunkle stemninger.

Læs mere