Rent orkestralt kan man altså tale om, at der fra et uhyre spinkelt akkompagnement (ja, allerførst slet intet, når man medregner passagen hvor Nyros stemme står alene) bygges op med stadig flere instrumenter, hvorved den rytmiske fornemmelse bliver mere fremtrædende og lyden fyldigere, således at det i begyndelsen tusmørkeagtigt luskende præg mere og mere afløses af en spankulerende fremfærd.

I overgangen fra b-stykket tilbage til et nyt vers forekommer adskillige skift i rytme, tempo og melodik. For korte til at kunne kaldes egentlige passager. En række kontraster og brud, der lige lægger lidt ekstra ind, der gennem en række udbrud fører frem til et nyt vers.

Som det fremgår af tidsangivelserne i grovskitsen, følger disse mange ting tæt efter hinanden i løbet af få sekunder. Fra sangen begyndte til den gennem talrige forvandlinger når frem til andet vers er der blot forløbet ét minut. Derfor er der ingen grund til at formode, at det skulle have dybere psykologiske årsager, hvis visse lyttere bliver en smule desorienterede. Her handler det ikke om, at hele vores verden er ved at bryde sammen, men blot om man kan følge med i alt det, der sker, hvilket berettiger det metodiske skift, fra anden til første instans. Det handler her ganske enkelt om at få kortlagt, hvad der helt nøjagtig foregår.

Når det er gjort, har man også fået et styrket indblik i form og struktur. Derved bliver det betydelig lettere at følge gangen i den anden runde, også selvom denne er en anelse anderledes end første gang. Man er nu fortrolig med udgangsmotivet, og derved har man et pejlepunkt i det musikalske landskab. Den samvittighedsfulde kortlægning af instrumenteringen under første runde medfører, at man lige med det samme lægger mærke til det, der er anderledes anden gang, og derved kommer lettere gennem anden runde.

De væsentligste forskelle består i, at Nyro snarere end det samme synger "noget lignende" og at orkestret bruges på en anden måde, hvor der er en fyldig orkestrering hele vejen igennem, men også enkelte ting, der kun lige markerer sig et bestemt sted. Det gælder bl.a. en lille, men markant guitarfigur.I det andet b-stykke, forekommer nogle distinkte bækkenslag, der ligesom siger, at det er nu, den skal have det sidste - en på hatten, vi sætter alle sejl til.

Når det her gennemgåede sættes i forhold til vores billede, bliver det pludselig tydeligt, at tingene alligevel passer fint sammen. De mange skift svarer ganske godt til det, der sker i mange tidlige Beatles-sange, hvor overraskelserne dynges oven på hinanden. Det sker blot i en lidt anderledes stilistisk dialekt. Men det, vi i stigende grad har kunne iagttage gennem Den store Progression, er jo netop inddragelse af stadig flere stilområder. Når vi således skal have et genreområde, der ofte associeres med den etablerede underholdningsindustri, til at passe sammen med en ung, uafhængig sangskriver, gælder det om at få den vendt rigtigt. Der er ikke tale om at have overgivet sig og følge spillets regler. Der er tale om at indtage terrain, at i en vis forstand sætte den etablerede underholdningsgenre fri. Nyro gik ikke ind på betingelserne. Hun hev dem til sig og gjorde dem til sine. Dermed ophører også modsætningen mellem hendes alder og valg af udtryk.

Det er her værd at huske, at pladen er udgivet lige umiddelbart før konflikterne på en række europæiske universiteter, hvor unge vendte sig imod disse konservative institutioner, protesterede over "professorvældet" og krævede større medbestemmelse. Nyros musik stemmer i et og alt overens med dette.

En yderlige ting, der kan kræve at blive påtalt, er de ret frie fraseringer. De medfører, at man helst skal have fanget melodien første gang formen kører rundt, da den optræder mere underforstået anden gang. Har man fanget melodien, er den der også anden gang. Det er blot for sent at lære den på dette tidspunkt. Den skal helst ryge ind første gang. Noget som vil kunne genere visse lyttere, og som må regnes for et rent spørgsmål om tilvænning er, at Nyro ofte går helt op i toppen af sin stemme, når hun fraserer. Enten har man det uden videre fint med det, eller også synes man, at det virker som manerer. I det sidste tilfælde handler det som sagt om at vænne sig til det. Efterhånden vil man begynde at synes det er charmerende.

Efter de to runder forekommer der, som det fremgår af grovskitsen, nogle afsluttende passager, hvor der i de to første gentages sætningen "I'm gonna go get lucky" (= jeg går held imøde). Den første kan lede tankerne hen på den drillende melodistump børn bruger ("Ole og Anna er forlovet/kysser hinanden i toget"). Dette barnepræg svarer ganske godt til det, at hun vil blive heldig, og giver hele atmosfæren et triumferende præg. Den anden mere funky del, er ganske vist langsommere, men virker ikke desto mindre som en bekræftelse.

Her kan der imidlertid være grund til at hoppe over i den anden instans. Rent bortset fra de rent opfattelsesmæssige vanskeligheder, der kan være knyttet til de mange skift, vil en og anden måske også begynde at spørge efter deres mening. Hvad skal de gøre godt for? Hvorfor kan sangen ikke bare køre jævnt afsted? Disse spørgsmål kunne man med nogen ret henvende til første instans. Men samtidig bør man være opmærksom på selve det, at de opstår. Er de udtryk for en forsvarsmekanisme? Er der noget lytteren beskytter sig imod? Der synes at være en modstand på spil, når man åbenbart ikke bare blødt og føjeligt følger med gennem skiftene, og i hvert fald må vi konstatere, at kontakten til musikken ikke kan være absolut, da spørgsmål af typen "hvad skal det gøre godt for?" jo direkte udtrykker en kritisk distance.

Man kunne her sige, at det vel også var muligt at forholde sig begejstret til dette. "Nej! - Hold da op! - Sikke en masse skift. Nøøøjjj!". Der kan således ikke være tvivl om, at der er kræfter på spil hos anden instans, der stritter imod dialogen, når man forholder sig kritisk frem for begejstret. På den anden side set er det rimeligt at ville nå til en dybere forståelse af tingene, og der kan altså ligge en bestræbelse på dialog netop i, at spørge ind til de mange skift.

Men måske er der brug for at gå til værks på en tredie måde. Til sangens åbning var det den rette metodik at afsløre de psykiske forsvarsmekanismer. Til den form, der nogenlunde lader sig identificere som noget, der kører to gange rundt, handlede det derimod om at få overblik over formen og dens forskellige led. Måske er ingen af delene optimalt her, hvor der i nogen grad er tvivl mulig om hvilken instans, man skal henvende sig til, da spørgsmålet om hvorfor der er så mange skift for så vidt forekommer legitimt, men samtidig helt tydeligt udtrykker en distance, som ikke er ét med forløbet.

Hvis ikke skiftene uden videre kan begrunde sig selv, og hvis ikke lytteren kan overgive sig i ubetinget begejstring, må der selv sagt noget tredie til. At dette problem overhovedet kan opstå, hænger sammen med, at det sker i slutningen af sangen. En række af haler, der følger på hinanden. Hvis de ikke virker helt selvbegrundede eller hvis lytteren ikke helt kan overgive sig, hænger det i begge tilfælde sammen med, at de ligger som noget ekstra i forlængelse af det gennemførte, og des årsag kan virke påklistrede, som noget, der strengt taget ikke med tvingende nødvendighed havde behøvet at være der.

Når man stiller sagen op på denne måde har man imidlertid foretaget en problematisering, hvor man som udgangspunkt kalkulerer med, at der er en fejl et eller andet sted i systemet. Man vil have en skyld placeret hos en af instanserne. Enten er musikken ikke velbegrundet nok eller også er lytteren ikke begejstret nok. Men hvad nu hvis det slet ikke handler om at få en skyld placeret? Hvad nu hvis denne opstilling er falsk?

En metode, man her kan prøve, er at forsøge at sætte nogle billeder på. Den "avra for laura"-agtige melodistump har allerede skabt en association om børn. Vi tænker altså legeplads, karussel, gynge, sandkasse, legehus, lille rød spand. Børn løber legende, råbende og hujende omkring. Det går muntert til. Men indimellem bliver man forpustet og må lige sætte sig et øjeblik, hvilket altså fører frem til den lettere funky passage. Eller man har snurret rundt, er blevet rundtosset og ryger så på enden. Begge dele udtrykker en indtrædende ro. Men en ro, der vel at mærke er midt i larmen, ligesom den er en nødvendighed i forbindelse med en udmattelse eller svimmelhed. I denne tilstand kan der dukke spontane billeder eller helt uventede tanker op, der ligesom viser et glimt af noget helt andet, langt fra legepladsen.

Metoden kan med held udvides til hele sangen. Vi går altså tilbage, prøver at sætte nogle billeder på det tidligere forløb, således at det kommer til at fungere som et tilløb til nye billeddannelser i de afsluttende passager. På nuværende tidspunkt er man nået til et sted, hvor blæserintroet og ready-udråbet forlængst er holdt op med at vække ubehag, og tværtom lokker et indforstået smil frem. Men hvad sker der, når man begynder at lave billeddannelser på det? Her vil det naturligvis svinge fra person til person, hvilke billeder, der dukker op. Men alle vil opleve, at de glider gennem sangen, at det hele giver mening og opleves som sammenhængende og rigtigt, både på det musikalske, det emotionelle og alle mulige andre planer, hvilket vil afspejle sig i de billedserier, som dukker op.

Dertil er der en hel del, der begynder at stå klarere og give mere mening. F. eks. må man vel sige, at netop de mange skift i rytme og tempo perfekt afspejler den urolige, omskiftelige tid, hvor pladen blev udgivet.

Pludselig er alt faldet på plads og dialogbestræbelsen kører på skinner. Fra det ret uheldige udgangspunkt, hvor allerede de første toner gjorde os syge og fik os til at styrte ud på toilettet med akut diaré, er vi nået frem til et punkt, hvor vi helt smertefrit, ja - endog med velbehag og fornøjelse glider lige igennem sangen. Der er kort sagt sket et afgørende gennembrud i dialogbestræbelsen. Men naturligvis kan man arbejde sig meget længere ind. Et afgørende gennembrud er en stor ting, men ikke ensbetydende med at være nået til vejs ende. Der er således masser af muligheder for at arbejde videre, og gennem en lang, konstruktiv proces komme stadig længere ind.

Når man har arbejdet med sangen et stykke tid, vil man muligvis begynde at lægge mærke til nogle af ordene. Det kan være efter få eller mange gange, alt efter hvor tekstorienteret man er, og således vil enkelte ekstremt tekstfikserede folk måske lægge mærke til teksten allerede første eller anden gang, mens dem i den modsatte ende af spektret vil kunne knokle med sangen i månedsvis uden nogensinde at opfange andet end "yes, I'm ready". Men hvad er det egentlig, hun er klar til?

Her er et yderligere lille trick, der for nogen kan fungere som metodisk genvej, da visse mennesker er sådan indrettede, at når de finder ud af, hvad teksten handler om, så begynder også musikken at give mere mening. Det er ret individuelt, hvor nært man knytter de to ting sammen. For nogen går det på det nærmeste ud i ét, for andre står det stærkt adskilt, og indsigt i ordene kan for dem aldrig åbne døre til tonerne. Men for nogen, kan det altså være en farbar vej. Dertil kommer, at man ofte i en sang vil kunne påpege detaljer, hvor musikken understreger en pointe i teksten, således som vi allerede har set det i "go get lucky"-passagen. Lad os derfor indrage hele teksten i tilegnelsesarbejdet.

Til den indledende del, der lægger op til regnvejrspromenaden, er teksten:

Yes, I'm ready

So come on, Lucky

Well, theres a

(Ja, jeg er klar

så kom bare, Lucky

der er en ...)

Vi opdager her mindst to interessante ting. For det første at ordet lucky, der betyder heldig, optræder her på en måde, så det snarere får karakter af et navn, sådan som det kendes fra Lucky Luciano, Lucky Luke osv. og delvis sammenligneligt med det danske pigenavn Lykke. Således taler en del for, at børnesangs-passagen i slutningen af sangen med det stadigt gentagede "I'm gonna go get Lucky", snarere end at hun vil blive heldig, skal oversættes til, at hun skal hen og have fat på Lucky. Dernæst i forhold til sangens opbygning, at ordene, der synges helt uden musikalsk ledsagelse, er et direkte oplæg til det, der skal komme: "der er", og så får vi ellers efterfølgende at vide hvad, der er. Ligesom i alle de gamle rock and roll numre, begyndes der med et "well", et udbrud, der ofte stod alene, tydeligst i Gene Vincents "Be-bop-a-lula". Dette er her udvidet. Faktisk findes der et andet Gene Vincent nummer, der begynder på nøjagtig samme måde, nemlig "Dance To The Bop".

I sidstnævnte sang er det et lille spillested, der er. Men hvad er det i "Lucky"?

avenue of Devil

who believe en stone.

You can meet the captain

at the dead end zone

(en gade af djævel,

der tror på sten.

Du kan møde anføreren

i den afspærrede del)

Nogle lidt dunkle og mystiske ord. Åbenbart er gaden bygget af materiale hentet fra Fandens legeme. Sådan er det i hvert fald formuleret. Men det må vel betyde, at gaden er ond. Det ville have været mere enkelt og forståeligt, hvis der var byttet om på de to substantiver: en gade af sten, der tror på Djævlen. For hvad vil det sige, at den tror på sten? Taler vi om rubiner og diamanter, altså at den tror på materielle værdier? Eller handler det om at kaste med brosten, at den altså tror på vold og korporlige løsninger? Videre tales der så om en kaptajn eller leder, som holder til i en afspærret eller aflukket del af gaden. Dead end er det almindelige engelske udtryk for en blind vej. Dead end zone behøver derfor ikke være den forbudte zone, det spærrede område eller des lige. Måske er det bare nede for enden af vejen, der altså ender blindt. I alt dette har vi endnu ikke fået at vide, hvad det er, sangens jeg er klar til. Faktisk har teksten indtil videre bestået af noget, der ligner løsrevne sentenser, der ikke rigtig passer sammen: jeg er klar. Kom nu, Lucky. Der er en vej af djævel, som tror på sten. Du kan møde kaptajnen nede for enden. Sådan set giver det ikke særlig meget mening. Derimod passer det rent stemningsmæssigt godt til musikken, og kunne således være Nyros egen billedserie til sin musik. Dertil kommer så ordenes klang. Der er tydelig musik i sproget, og "dead end zone" er perfekt at synkopere på, rytmisk set et virkelig funky udtryk.

Man kan således vælge at opfatte det som en velklingende billedserie. Men man kan også gå videre i teksten og se, om tingene længere fremme begynder at give mere mening. Det næste stykke lyder:

What Devil doesn't know is that Devil can't stay

doesn't know he’s seen his day

(hvad djævlen ikke ved er, at djævlen ikke kan blive her

han har ikke opdaget at hans tid er udløbet)

En bemærkelsesværdig detalje er det manglende the foran devil. Frem for djævlen, står der faktisk djævel, hvad Djævel ikke ved osv. Det fremstår altså som et navn. Fantomet-fans vil sikkert gætte på, at det er en hund. Men det kan gaden vel ikke være bygget af. Det må vel sagtens være ondskabens epoke, der har hersket, men nu er til ende.

De onde tider hører op og bedre tider kommer, hvor - gætter man på - det er heldet (Lucky), der skal herske. Det må altså åbenbart være de nye, bedre tider, sangens jeg er parat til. Den onde, gamle tid kan godt tage at pakke sig og den nye bydes indenfor. Eller hvad? Det er det måske en smule for tidligt at gisne om. Lad os gå videre:

Oh, Lucky's taking over and his clover shows

Devil can't get out of hand

'cause Lucky's taking over

and what Lucky says goes

(Lucky overtager herredømmet og hans kløver viser

at Djævel ikke lige er til at slippe af med

for Lucky overtager herredømmet

og som Lucky siger, sådan bliver det)

Noget besynderligt, at Djævel(en) ikke sådan er til at slippe af med. Det ville have givet mere mening, hvis det lød at "Devil can get out of hand" (Djævel kan tage og pakke sig). Alligevel synes det at være et glædesbudskab, der her udsiges. Meningen kunne evt. være den, at djævelen ikke har noget sted at flygte til og gemme sig. Han må underordne sig heldets herredømme.

Det er værd at bemærke, hvor nøje tekst og musik følges ad. Det indledende "I'm ready" er at regne for et kampråb eller en programerklæring, som lyder lige ind i en blæserfanfare. Herefter hører man om de herskende, onde tilstande i et skrabet arrangement med tusmørkeluskende "Fever"/lyserød panter-præg. Så sættes musikken fri, bliver mere frejdig og livlig, mens det fortælles, at alt dette nu vil ændre sig. Med forkyndelsen af magtskiftet får musikken så endnu mere lys bevægelighed. Vi når dermed frem til b-stykket, hvor man kan tale om en forandring i musikken, over til noget andet. Her lyder den ledsagende tekst:

Dig them potatoes

if you never dug your your girl before

poor little Devil, he's a backseat man

to Lucky, forever more

(Læg mærke til kartoflerne

hvis du aldrig har bemærket pigen ved din side

stakkels lille Djævel, han er bare en lakaj

forevigt underlagt Luckys magt)

Som det lyder i en replik fra den gamle, danske film "De pokkers Unger": "Det bliver mystiskere og mystiskere". "Dig" betyder strengt taget grave. Meningen kan altså også være, at man skal gå ud og grave de friske kartofler op, men man kan vel næppe sige: hvis du aldrig før har gravet i din pige. Pigen kunne naturligvis være moder jord. Altså: hvis du aldrig før har forstået jordens vidundere og vækstens mysterier, set de friske skud og frydet dig, så gå nu ud og pil i mulden, få jord under neglene, grav en spandfuld kartofler op, og nyd så til middag det, du selv har bragt til veje, de gaver naturens skød skænkede. Det synes altså at handle om forår, fornyelse, de friske spirer, forandringen, forvandlingen. Ligesom vi før fik at vide, at Lucky har et kløver, der kan fortælle forskellige ting. Det handler om den vårgrønne spire. Djævel må da være vinterens kulde, mørkets dæmon. Her kommer så lyset og varmen. Enten det - eller også giver den tekst bare ikke særlig meget mening, men er at regne for det, vi tidligere kaldte velklingende billederserier, d.v.s. ord, som lyder godt, og samtidig danner rækker af frie associationer til musikkens stemninger.

Jeg kan i den forbindelse fortælle, at jeg på et tidspunkt tog mig selv i at på versmelodien til "Lucky" gå og synge: "tracks and dirty papers standing in the rain" (spor og smudsige aviser står i regnen). Et spontant opstået stykke tekst, der ikke findes blandt sangens oprindelige ord. Således kan enhver, der går ind i sangens stemning uden vanskelighed skabe sine egne mere eller mindre absurde sentenser. I forhold til "tracks and dirty papers standing in the rain", ligger det lige for at fortsætte: "all the kids from Brighton waiting for a train" (alle børnene fra Brighton venter på toget). Frem for eksakt, rationel mening handler det altså om stemninger, fornemmelser og spontant opståede billeder. Hos Nyro lader det sig imidlertid gøre at aftvinge ordene en form for mening, således at der ud af de abrupte sentenser danner sig en lille historie. Hvis man godtager denne tolkning, synes historien at spille på periodens yndlingstema: fra mørket og gråheden ud i lyset og farverigdommen, således som vi tidligere er stødt på det i bl.a. "Hang On Sloopy" og "Georgy Girl". Teksten fortsætter:

Yes, I'm ready

so come on, Lucky

Lucky inside of me

inside of my mind

inside of my mind

(Ja, jeg er klar,

så kom Lucky,

Lucky inden i mig

inde i mit sind

inde i mit sind)

Det kunne lyde som noget seksuelt. Lucky er inde i hende. Imidlertid fastslås det hele to gange herefter, at det er hendes sind, han er inde i. Hendes sind er opfyldt af noget. En følelse af held, at alting vil gå, at det hele vil lykkes, at fremtiden tegner lyst, det mørke og onde er henvist til en underordnet plads, hvor det ikke har nogen betydning, intet at skulle have sagt. Det er det lyse, lovende held, der dominerer. Hvis man husker på hentydningerne til det vårgrønne og de friske spirer, der kommer op af jorden, kunne dette opfattes som en ganske præcis og rammende beskrivelse af forårsfølelsen, af det vi alle føler os fyldte af, når den første rigtige forårsdag kommer, og vi forstår, at vinteren er omme. En anden mulig tolkning er, at sangen kunne handle om en forelskelse i udbrud. Det lyder videre:

Don't go falling for Naughty

don't go falling for naughty

hes a dragon with his double bite

sure can do his shortchanging out of sight

an artist of a sort

but a little bit short of luck

on this lucky night  

(Fald ikke i Sjofels snarer

fald ikke i sjofels snarer

han er en drage med et dobbelt bid

som ganske vist kan nå sine kortsigtede mål i det skjulte

på sin vis lidt af en kunstner

men hans held er sluppet op

i denne heldige nat)

Med introduktionen af en tredie person, der føjer sig til kredsen omkring Djævel og Heldig, nemlig Sjofel/Uartig/Styg, synes det bekræftet, at vi har at gøre med den udbrudte forelskelse, og parret der vil være tætte første gang, hvor der så lægges vægt på, at de - som man siger - "skal gøre det ordentligt", ikke bare bolle, men elske. Det lave, slibrige og en hurtig tilfredstillelse kan være fristende i ungdommeligt utålmodig overophedelse, men man "skal gøre det ordentligt", huske at det er et andet menneske, man er nær, ikke en onanimaskine, at det er den, man har tillagt værdi og betydning, den man har drømt om. Dette er netop det heldige: man er nær på lige præcis den, man allerhelst vil være nær på. Lave instinkter og dunkle drifter kan spille en mangen et puds, men i den lykkelige situation hvor man er nær netop den, man ønsker at være nær, må deres taskenspillerkunster høre op. Det rokker dog ikke ved, at vi synes at have bevæget os igennem en fri associationsrække. Fra rødderne i gaden og spørgsmålet om lederskabet er vi via foråret og de friske spirer kommet over til elskovsnatten. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, hvor flydende og kontinuerlig en bevægelse dette er sket i. Man kan næsten fuldt godtage disse flimrende drømmebilleder som en stringent handlingslinie. Samtidig svarer dette nøje til de mange brud og kontraster i musikken, hvor den ene passage, leder hen til den næste, som byder på et skift i tempo, rytme og melodisk bevægelse. Teksten fungerer på en lignende måde. Videre går det med en række ubetydeligt varierede gentagelser af det foregående:

Oh, Lucky's taking over

and his clover shows

Devil can't get out of hand

'cause Lucky's taking over

and what he say goes

Dig them potatoes

if you never dug your girl before

poor little Naughty, he's a backseat man

to Lucky forever, a backseat man

It's a real good day to go get Lucky

go get Lucky

(Lucky kommer til magten

og hans kløver fortæller

Djævel kan ikke undvige

for Lucky sidder ved magten

og hans ord er lov

Gå til kartoflerne

hvis du aldrig har været sammen med en pige

stakkels lille Sjofel, han er en underordnet

han må adlyde Lucky, er evigt underlagt Lucky

Det er en rigtig god dag at opsøge Lucky

at opsøge heldet)

Det er så herefter at det i "æv bæv buh"/"det har du rigtig godt af"/"avra for Laura"-stil gentagne gange synges, at hun skal hen og have fat i Lucky, eller hvis man foretrækker den udlægning: at hun vil blive heldig. Endelig følger tilsidst en række udbrud med en masse "you gotta go, get on down, let them get away", altså noget med at frisætte, lade dem gå, bryde tøjlerne, slippe ud, slippe fri - kort sagt: gode, gamle Sloopy om igen. Men i dette tilfælde synes der dog at være den lille drejning, at det man/de/dem skal frisættes til, er at opsøge heldet. De skal have lov at afprøve deres muligheder og se, hvad der kan komme ud af det. Derved er det lige ved at lyde mere som borgerlig politik end et hippiemanifest. Men det kommer naturligvis an på, hvordan man tolker og opfatter det. Akkurat som musikken er også teksten vanvittig svær. Man når ikke frem til noget endegyldigt og udtømmende sådan lige i en håndevending. Netop derfor kan det være en god idé at fastholde det perspektiv, at frem for den nøjeregnende spørgen efter meningen, opfatte det som en række skiftende stemninger, der følger musikkens bevægelser på vej. Man kan så gå og fundere over ordene, få øje på en betydningsmulighed i den ene eller anden sentens, opdage nye sammenhænge i billedrækken og således til stadighed give tolkningen lov at udvikle sig og åbne op for nye indsigter. Netop ved at holde tolkningen åben frem for at hæfte enden med en konklusion, kan der komme meget mere mening ud af den. Der lukkes op til det videre arbejde, hvor teksten sidestillet med musikken og psyken, kan tage del i den fortsatte rejse.

Netop fordi teksten er tolkningsåben, kan den leve side om side med ens egne associationer og billeddannelser til musikken, uden at der opstår nogen strid om den rette udlægning. Faktisk må man sige, at ordene er musik snarere end en tekst i snæver forstand. Dette bliver så meget desto tydeligere hvis man sammenligner med teksterne til nogle af de sange, musikken momentvis kan have en smule lighed med. Tager vi f. eks. "My Guy" står sagen klar og umisforståelig lige fra de første linier:

Nothing you could say

could tear me away

from my guy

Nothing you could do

'cause I'm stucked like glue

to my guy

(Hvad du end siger

kan det ikke skille mig

fra min fyr

Det er lige meget hvad du gør

for jeg klæber som klister

til min fyr)

Disse ord kan næppe siges at byde på nogen tolkningsusikkerhed. Pigen står last og brast med sin fyr, uanset hvad. Færdig arbejde. Forskellen er vel uden videre tydelig. I "My Guy" ved vi efter to sætninger nøjagtig, hvad sagen drejer sig om, så ingen kan være i tvivl. En så håndfast klargørelse af betydningsindholdet lader sig ganske enkelt ikke gøre med "Lucky", der på én og samme tid siger mere og mindre end det konkrete udsagn.

Allerede efter at have arbejdet med den første sang på "Eli And The Thirteenth Confession" står det altså klart, at det er en umådelig svær plade, men også at den ikke er umulig at komme i kontakt med. Det kræver lige en ekstra indsats, men så får man fat i et eller andet. Ikke på en sådan måde, at man kan sige, at man er færdig. Men således at man har fået et fodfæste og en åbning, hvorfra man kan begynde det videre arbejde. Der er blevet lukket op, døren står lige nøjagtig så meget på klem, at man kan presse sig igennem, og begynde sin vandring ind i det sælsomme landskab, der viser sig for en. Med usikre skridt og stadig tvivl om vejen, kommer man ikke desto mindre fremad. Kort sagt: pladen er ikke hermetisk, blot krævende.

Når man begiver sig videre til den anden sang, er der nok i én forstand tale om at måtte begynde forfra. Det er desværre ikke så enkelt, at man bare tager nogle ordentlige omgange med den første sang og så derefter kan glide smertefrit gennem resten. Men nogle redskaber har man dog fået, man er ikke helt på bar bund. Der er faktisk noget af det, man har lært i forbindelse med den første sang, som kan bruges til de efterfølgende. F. eks. er man kommet overens med det stilistiske spørgsmål, og behøver ikke begynde forfra med det. Når man husker hvor drøj en kamp det var at nå til accept af genren, er det faktisk en ret stor ting at kunne tage med sig over i de efterfølgende sange. Man har tillige fået et begyndende indblik i Laura Nyros måde at lave sange på. Man har opdaget nogle træk vedrørende hendes måde at gøre det på, kommet på sporet af et særligt kunstnertemperament, hvorved man er mere på bølgelængde med hende, end da man begyndte. Alt det kan man bruge. Men med en ny sang står man samtidig også overfor nye udfordringer, der kræver metodiske overvejelser, indlevende fantasi og overskridelse af egen berøringsangst.

Måske er det ikke tilfældigt, at pladens allerførste ord er "Yes, I'm ready". Det kan meget vel være et motto, der gælder ikke blot den første sang, men hele pladen. For kan man som lytter sige det samme? Vi synes at stå overfor noget, der ligner Hendrix' inkvisitoriske spørgsmål: "Are you experienced?" og den forlegenhed, det sætter os alle i. Det er vi jo nok ikke helt, når det kommer til stykket. Men der synes at skjule sig en pointe i, at Laura Nyro frem for et spørgsmål kommer med en erklæring. Der findes utallige sange, som begynder med "Are you ready?". Nyro svarer her for egen regning, og overlader så til os andre at svare for os selv. Men for at svaret kan være kvalificeret, giver hun os så noget vi kan afprøve os selv på. Sang efter sang udfordres vi, atter og atter konfronteres vi med nøjagtigt hvor klare eller ikke, vi er. Vi er i dømmer selv land, hvor sjuskehoveder og charlataner kan vælge at ty til diverse undskyldninger og afvigelsesmanøvrer, men hvor den ærligt samvittighedsfulde tvinges til at se i øjnene, at han vist ikke er helt så klar, som han troede. Ready betyder egentlig bare parat, og har således ikke som det danske ord klar dobbeltbetydningen parathed og gennemsigtighed. Men vælger vi på trods af dette at lege med nuancerne og spidsfindighederne i vort modersmål, så er dobbeltbetydningen af klar, på mange måder en nøgle til Eli-pladen.

Det er således med en bagage bestående af stilistisk accept, indsigt i en særlig måde at skrive sange og et ordspil på klar, at vi begiver os videre til pladens anden sang, "Lu".

"Lu" er en af pladens mest tilforladelige og tilgængelige sange. Fra et forspil, der kunne være begyndelsen til at godt big band nummer ledes der videre til noget, der ligesom åbningssangen kan vække mindelser om Motown, Burt Bacharach og tildels også Phil Spector. Atter forekommer der en del udsving i tempo, men mere i form af direkte skift op eller ned, frem for spring over i andre rytmiske opfattelser. Derved fremstår sangen som mere jævnt pulserende, ligesom den betjener sig af en relativt letfattelig melodilinie. Når Nyro kommer ud i at frasere mere frit over sin melodi, genkender man tendensen til at skulle hoppe helt op på de allerøverste toner. Men også det er knap så udtalt i denne sang. Det er Nyro-light, altså nogenlunde til at have med at gøre. Det bør dog ikke forlede os til sjuskeri. Snarere bør vi tænke som så, at vi her måske kan finde nogle brugbare genveje til en række af pladens mere krævende sange. Det er i det hele taget altid en god fidus, når man har med en svær plade at gøre, at hive fat i noget lidt mere tilforladeligt derpå, for at lære mest muligt af det, og af den vej få en indgang til resten. Med "Lu" har vi således mulighed for at få fat i noget, der giver os fastere grund under fødderne.

I forbindelse med det uregelmæssige tempo har vi allerede talt om, at det handler om at forsøge at synkronisere sig med Nyro. Den rubato-agtige rytmeopfattelse er jo ikke for at genere folk, men et resultat af, at det vi har med at gøre er en fornemmelsesmusik. Når man derfor fanger fornemmelsen så langt, at man kan følge med op og ned i tempo, er man også godt på vej til at fange resten. Dertil handler det også i nogen grad om, at få arbejdet sig fri af den opfattelse, at dette skulle være noget fejlagtigt eller generende, der kan kritiseres med gængse domme som "upræcist", "untight", "holder ikke takten" osv. Det, der taler her, er ikke frihed og solskin. Det er den indre nazi, en ss'er på strækmarch, der vil have stramhed, præcision og alle mulige andre fascistoide værdier. Overfor dette står så det frie, det utvungne, der følger sin fornemmelse frem for en metronom. Det handler således om at opleve det svævende tempo ikke som en svaghed, men en styrke, ikke noget fejlagtigt, men en frigørelse, der altså frem for at genere en, skal opleves som befriende og forløsende.

Som bekendt er det bedste forsvar et angreb, og alle vil helst have at fejl befinder sig alle andre steder end hos dem selv. Det er derfor lidet overraskende, at mange hellere vil hævde, at der er noget i vejen med musikken, end at indrømme at de er nogle fascistiske svin. Det er naturligvis ikke så rart at skulle se i øjnene og tilstå. Men først når man ærligt erkender det, gives der en vej ud af det. Så længe man bare sidder og vil gøre det til et spørgsmål om et tåbeligt pigebarn, der ikke kan holde takten, får man selvsagt ikke taget fat om sine indre dæmoner. Man må således lære at sige: "Også jeg er en lille nazi". Dette er det rette udgangspunkt. Hermed foreligger en erkendelse af problemet, og man er derfor allerede rykket en løsning betydelig nærmere, end når man benægter og bortforklarer. Dette er samtidig forklaringen på, hvorfor Eli-pladen er så svær, og på mange måder forekommer langt mere uhåndterlig end ting, der i det rent lydlige udtryk er at regne for mere særprægede og "mærkelige". Det hænger ganske enkelt sammen med, at denne plade driver os mod at se ting i øjnene, som vi ikke ønsker at se i øjnene. Det er således vore egne forsvarsmekanismer, der besværliggør dialogbestræbelsen i forhold til Eli-pladen.

Når "Lu" forekommer mere spiselig, er det således i virkeligheden ikke fordi, den i sin lydlige overflade er lidt mere enkel og ligetil. Den dybereliggende årsag er, at den er knap så konfronterende, lidt mere forsigtig i sin prikken til os. At den tilsyneladende og den egentlige årsag går hånd i hånd og stemmer ganske fint overens, bekræfter så blot, at vi her gives en vej, der er mere farbar og håndterlig. Ved at arbejde med denne sang får vi en række genveje til såvel de lydlige overflader som de underliggende udfordringer. Lad os derfor gå til sagen, og atter danne os et foreløbigt overblik ved hjælp af en grovskitse over forløbet.

00.00-00.09 Big band lignende forspil

00.09-00.16 Overledning via guitar-intermezzo til vers

00.16-00.38 Første vers m/ spinkelt akkompagnement

00.38-00.57 Omkvæd med flerstemmige vokaler

00.57-01.19 Andet vers m/ fyldigere instrumentering, bl.a. en fløjte, er spiller en selvstændig linie.

01.19-01.42 Omkvæd - forlænget

01.42-02.00 Tydelig sænkning af tempo, ny passage.

02.00-02.45 Hævning af tempo. Variant over omkvæd med gentaget linie - fade out.

Som det ses, har jeg i grovskitsen noteret et par steder, hvor der forekommer tydelige skift i tempo. Der er tale om en særlig passage i langsommere tempo, som der så skrues ned til, og efterfølgende atter op fra. De øvrige uregelmæssigheder er så små og ubetydelige, at kun de færreste vil bemærke dem. Stemningsmæssigt er musikken præget af en munter lethed, der sødmefuldt lokker lytteren til, og dermed bidrager til at formidle en kontakt. Der er således slet ikke i samme grad som åbningsnummeret tale om noget, man skal lære at kunne lide. De fleste vil rent umiddelbart finde musikken nogenlunde sympatisk. Hvis man endnu ikke er nået dertil, hvor man begynder at kunne se noget charmerende i springturene op i højeste stemmeregister, kan dette volde en smule knuder. Men i det store hele er der tale om en sang, som det er forholdsvis let at kunne lide.

Som "Lu" både musisk og psykisk er mindre krævende end "Lucky", således også tekstligt, hvor der ganske vist bruges nogle lidt aparte metaforer, men meningen i hovedsagen er tydelig nok:

Silver was the color

winter was a snowbell

Mother of the wind boys living

living off the lovewell

I was living of the lovewell

lovewell

with Lu

and everybody's callin' Luie

Luie Luie

You got a thing about you

Keep the light going for Luie

and Luie keeps on pushing thru

thru

Keeps on pushing

Amber was the color

summer was a flameride

cookin' up the noon roads

walkin' on God's good side

I was walkin' at God's good side

God's good side

with lu

And everybody's callin' Luie

Luie Luie

You got a thing about you

Keep the light going for Luie

and Luie keeps on pushing thru

thru

Keeps on pushing

I will always be fair

be there

for Lu

for ever and ever more

Everybody

everybody everybody

Yeah! Yeah! Yeah!

And everybody's callin' Luie

callin'

my Man

my Man Luie

callin' Luie

my Man Luie

Callin' Luie

my man Luie

callin' Luie

Luie

people and the captain

callin' my man Luie

(Farven var sølvhvid

vinteren var en snebjælde

drengen i vindjakker levede med deres mor

de boede i Sorgenfri

Jeg boede også i Sorgenfri

sammen med Lu

og alle kaldte på Luie

Luie Luie

Der er noget særligt over dig

lad et lys være tændt for Luie

så skal han nok finde vej

helt sikkert

han trænger igennem alt

Farven var ravgul

sommeren stod i flammer

som kogte middagsvejene

vandrende på dydens smalle sti

jeg vandrede på dydens smalle sti

dydens smalle sti

sammen med Lu

Og alle kaldte på Louie

Luie Luie

Der er noget særligt over dig

lad et lys være tændt for Luie

så skal han nok finde vej

helt sikkert

han trænger igennem alt

Jeg vil altid være retfærdig

være der

for Lu

Altid

Alle

Alle hver og en

Ja! Ja! Ja!

Og alle kalder på Luie

kalder på Luie

alle kalder på Luie

kalder

min mand

min mand, Luie

kalder på Luie

min mand, Luie

kalder på Luie

Luie

folket og kaptajnen

de kalder alle på min mand, Luie)

Meningen må vel være den, at sangens jeg-person, husker sin barndoms farver i den lille hjertevarme by. Luie var noget særligt, alle lagde mærke til ham. Det gjorde hun også. Han var hendes første og eneste kærlighed. Frem for bristede barnedrømme og halvglemte forelskelser, blev han faktisk en dag hendes ægtemand. Drengen som alle i landsbyen havde lagt mærke til, og syntes var noget særligt. Han blev en mand, og var stadig noget særligt. Men han valgte hende frem for alle de andre, han kunne have fået. Stadig som voksen er han karismatisk og bliver lagt mærke til. Der står respekt omkring hans navn. Navnet er Luie. Kun hun har det særprivilegium, at måtte forkorte det Lu, hendes - og kun hendes - kælenavn til ham. Men der er også et andet element i den tekst. Da albummet hedder "Eli And The Thirteenth Confession", og der blandt de sange vi senere skal betragte findes titler som "Eli's Comin'" og "The Confession", har man jo nok haft en mistanke om, at det er en form for konceptalbum. Derfor kan man ikke lade være at lægge mærke til, at der i begge de to første sange dukker en kaptajn op, som nævnes én gang, og så ellers ikke synes at spille nogen rolle i historien. Han er der bare. Nede for enden af vejen i det afspærrede område, hvor han ligesom alle andre råber sin hyldest efter den karismatiske Luie. Det lader altså til, at der er nogle steder og personer, som er ved at blive indkredset. I den første sang skabte det nogen usikkerhed, at tillstande blev personificeret. Dette forekommer stort set ikke i denne anden sang, hvor til gengæld årstiderne får tildelt en farve. Den sølvhvide vinter og den ravgule sommer i de gode borgeres hjertevarme by, d.v.s. som barndomserindringerne genkalder årstiderne, ligesom det at vandre af dydens smalle sti, må henvise til en uskyldstilstand. De store, overordnede linier er tydelige nok. Der bliver et stænk af mystik og uklarhed tilbage. Men ikke i nær samme grad, som det var tilfældet med den første sang. Her kan man som et minimum ane konturerne af en fortælling, et handlingsforløb. Ligesom med musikken gælder det altså også teksten, at den virker mindre tåget og meningsforstyrret. Som "Lucky" ikke er "Lucky Lips", er "Lu" heller ikke "Louie Louie". Men springet er mindre. Det her er ikke helt så forvirrende og uklart, hverken tonalt eller tekstligt.

Dermed har vi opnået et nogenlunde overblik over sangen, og kan så herfra forsøge at iværksætte en dialogbestræbelse. Ørne flyver i cirkler over et landskab. Frie formål kalder med rænker. Man vil mørket. Men lyset messer sine liturgiske sange. Overalt er noget kravlet ind. Som biller og andet kryb under en sten. Der findes andre sten. Sten, der ikke kan ses. Men også under dem er der en levende verden af små krybende kravl. Frejdig - blot frejdig. Fremad. Fryd dig. Dog! Noget står i vejen. En kæmpe i tvedragt vil føre os bag lyset. Der er lys i en afsidesliggende hytte et sted ude på heden. Men hvordan finde vej? Man kunne så let styrte i en mose undervejs, blive opsuget af det mørke, mudrede vand og synke til bunds. Aldrig blive fundet. Være et glemt stykke bundfald. Det var så livet. Bundfald. Bunden falder. Faldet bunder. Kaldet runder. Runder hjørnet. Farer ned ad gaden. Til næste hjørne. Hvad er der, når man drejer omkring det? Hvad kunne der mon skjule sig der? En lille butik fyldt med sjove ting. Alskens tingeltangel. En gådefuld ældre herre toner frem bag disken. Han har lige det, man søger. Gemt i en glasmontre, der vist ikke er blevet støvet af i flere år. Travlhed. Vrimmel. Summen. Brummen. Hvor kom vi fra? Var der nogen, der sagde noget? Vist bare en indbildning. Det drejer atter. Roterer. I stadig vildere fart slynges man afsted. Hvor lander man? Hyrden har hyret en hymne. Den synger sine sælsomme sange i sommerens summen. Hvad så? Denne gang? Gravhunde i gavle. Gnavne gavle! Orkideer på fad. Vellagrede. Krummer smidt i grams. Krims krams. Kruseduller. Det er vist ikke lige det. Jamen, hvad er det så? Dragen spyr ild, og landsbyen brænder. Forkullede rester af menneskekroppe og smeltet husgeråd flyder omkring i asken. Hvad vil du mørke skygge? Hvad er dit ærinde? Har du noget at meddele mig? Jeg trækkes i tusinde retninger, kæmper med alverdens lidenskaber. Nu vil du gøre det hele endnu sværere? Eller vil du bringe mig svar? Tiden er gået. Audiensen er forbi. Udenfor er det mørkt. Vinden bider. Billygterne farer forbi som lysende uhyrer i natten. Hvorhen? Jeg ved det ikke. Ved ikke engang, hvor jeg selv går. Traver. Bare traver. Drejeskiven er forskruet. Landet er ligget. Liggen er landet. Festen er fløjet. Farverne er forvente. Hu, hu, hu. Hu-sa-sa. Huja Hej. Og hej på dig og hej fra mig, og her går det godt. For det er blevet tid at samles omkring bordet. Middagen er serveret. Den dufter livsaligt. Oh, hvilken fryd. Fryttefryttefryt. Hyttelyt. Komme tau baume sut. Lappe lut. Hvorfor lappe den lut? Den kan alligevel ikke spille. Kulden knager og knagen får kuller. Den kulrede fedtegreve er gledet i smørret.

I glimt, billeder, løsrevne ord og andre hastigt forsvindende udslag af intuitiv anen mærker vi sangen konfrontere os i vort indre. Tilløbet til en dialogbestræbelse er begyndt. I disse indledende runder famler vi omkring uden at kunne få et ordentligt og fast greb om tingene. Vi nødsages til for en tid at give afkald på orientering og faste punkter, og simpelthen forholde os afventende, se hvad der sker. Der er så meget, vi gerne ville forstå. Derfor er den momentane forvirring svær at skulle bære og udholde. Men vi er nød til at prøve. Det er den eneste vej, der giver os et håb om at vinde indsigt. Trækker vi os tilbage kan vi sidde samme sted, som vi begyndte uden at være nået nogen vegne. Kun ved at blive derinde og holde ud er der en chance for at finde noget, at vi vil vinde klarsyn. Når man vælter rundt i tæt tåge, er det en ringe trøst, at tågen (måske) kunne lette. Men det er det eneste håb vi har, at klamre os til. Et eller andet sted må der være en solid grund, vi kan plante fødderne på. Et eller andet sted må der være en sti, vi kan følge uden at blive ledt på afveje. Det må der simpelthen være!

Hvert brydetag føles som at begynde forfra og skulle igennem det samme en gang til. Den samme vaklen hen mod en foreløbig erkendelse. Men hver kamp er et led i en fremadskridende proces. Det er som med en skakcomputer. Man lærer at slå den på niveau 1, hvorefter man bliver slået på niveau 2. Derfor kan det føles som det samme om og om igen. Men ret beset er der tale om en opadgående spiral, der fører mod øget indsigt.

Således kan man i princippet blive ved uendeligt. På dette sted skal processen dog blot skitseres med opfordring til, at man fortsætter på egen hånd.

Ved hjælp af de her skildrede metoder burde alle have fået bedre fat. Alligevel vil mange nok sidde med en fornemmelse af en hovedknude, vi ikke er kommet ind på livet af, og da slet ikke har fået løst op. Som om vi har løst en række småproblemer, altimens vi har ignoreret det egentlige problem.

Når man prøver at nå ind til noget musik og støder på vanskeligheder, er det altid en god idé, at forsøge så præcist som muligt at indkredse, hvad det er, som volder knuder. En omstændighed, der gør Eli-pladen endnu sværere er, at den ikke bare er svær, det er også svært at konkretisere, hvori det svære består. Hvis man har problemer med Hendrix, er det fordi, man synes han er for larmende. Hvis man har problemer med Pink Floyd er det fordi, man synes, at eksperimenterne er for langt ude. Hvis Miles Davis og anden moderne jazz driller, er der fordi, man ikke kan finde en orden og logik bag de vilde udflugter. Men hvorfor er Nyro svær? Hun er hverken larmende, udflippet eller kaotisk. Hvor ligger hunden da begravet? For en umiddelbar betragtning synes problemet at være netop fraværet af de førnævnte egenskaber. Grundet manglende sprælskhed bliver det kedeligt. Dette er imidlertid en fejlopfattelse. Snarere må man sige, at et eller andet er kommet mellem musikken og lytteren, som et filter, der forhindrer en i at få øje på det spændende og interessante. Hvis det blot handler om at få øje på det spændende, burde det være nok at høre bedre efter. Det er imidlertid ikke i alle tilfælde en ufejlbarlig løsning. Det, der her er den oplagte drillepind, er, hvis man ikke kan få form og indhold til at stemme overens. Vi har tidligere berørt, at genren i nogen grad signalerer noget lettere atypisk for tiden. Men også i andre henseender vil visse lyttere kunne opleve, at de ikke kan få form og indhold til at passe sammen. Dette kan forekomme på så mange forskellige måder og planer, at det ville blive en umulig opgave at nævne dem alle. Derfor skal blot opfordres til, at man overvejer, om man oplever en vanskelighed, der kan regnes ind under dette felt. Hvis man svarer ja, har man dermed også fået indkredset problemets art. Dermed er det ikke længere bare "et eller andet", der driller. Med denne præcisering får man således mulighed for at gå ind og arbejde med lige nøjagtig dét, som udgør en vanskelighed. Uanset hvilken vanskelighed, vi taler om, så kan man gå ind i et aktivt og konstruktivt arbejde omkring den, så snart man har fundet ud af, hvori den består. Derfor er det altid et afgørende skridt på vejen at få et tilegnelsesproblem defineret så præcist som muligt.

Hvad nu angår spørgsmålet om småproblemer og hovedproblemet, er det ofte nødvendigt at rydde småproblemerne af vejen, før man overhovedet kan se hovedproblemet. Det synes ofte at skjule sig under en mængde småting, der spærrer for udsynet. På mange måder er hver problemløsning snarere end at rydde en vanskelighed af vejen en synliggørelse af en større vanskelighed. Dette former sig ikke altid som om, man banede sig vej gennem en tæt skov eller jungle, så man altså trods alt kunne sige, at det bare var at mase på og komme videre, fordi genvordigheder udelukkende bestod i alt det, der stillede sig i vejen. Undertiden må man standse op og forholde sig til en vanskelighed. Der kan blive brug for utraditionelle og alternative metoder. Ofte er det nødvendigt at bearbejde noget kreativt, give det en form, der kan ligne at gøre noget helt andet, som intet har med sagen at gøre, men ikke desto mindre er et skridt på vejen til at løse knuden op. Man kan tegne, male, modelere og alt mulig andet. Er man mere sprogligt orienteret, kan man lave digte, noveller m.v. Altsammen i et forsøg på at løse op for knuden.

Er man kommet ud i overvejelser om forholdet mellem form og indhold, kunne følgende frierscene f. eks. være et forsøg på en bearbejdelse/anskueliggørelse:

- Kæreste enkefrue. Tillad mig at skænke dem min hyldest med denne lille buket.

- Åh, gode Andersen. Det er virkelig meget elskværdigt.

- Jeg turde måske udbede mig et øjeblik af Deres tid? Der er et anliggende, jeg ønsker at drøfte med Dem.

- Jo, naturligvis. Kom indenfor. Sæt Dem blot til rette.

- Af hjertet tak, kæreste enkefrue.

- Hvormed kan jeg så hjælpe Dem, gode Andersen?

- Jo, ser De. Jeg overvejer en række gennemgribende omprioriteringer af min livssituation.

- Ja, så.

- Jeg havde i så henseende håbet på Deres assistance.

- Jamen hvorledes?

- Jo, kæreste enkefrue. Det er Dem jo bekendt, at jeg tilhører den enlige stand.

- Ja, naturligvis, gode Andersen.

- Ser De, kæreste enkefrue, det er netop det, jeg agter at ændre på.

- De går i giftetanker, gode Andersen?

- Netop, kæreste enkefrue.

- Og den udkårne?

- Ja, det er så her, at Deres samtykke bliver fornøden, kæreste enkefrue.

- Jamen De havde da vel ikke forestillet Dem mig, som Deres brud.

- Jo, det er just sagens kerne.

- Jamen gode Andersen dog. Det er virkelig meget smigrende. Men det kan der ikke blive tale om.

- De anser det for helt udelukket, kæreste enkefrue?

- Helt og aldeles, gode Andersen. Hvad ville De dog også med mig? Jeg er jo ikke rig, og det er længe siden, at jeg var ung og smuk.

- Men De er dog kvinde.

- Som så mange andre.

- Og jeg er mand.

- Ja, nu har De nævnt den samlede menneskehed. Det angår vel næppe vores indbyrdes relation.

- Jeg havde håbet at kunne berede Dem glæde.

- Hvorledes gode Andersen?

- Jeg er jo ikke uden midler, faktisk ret velhavende. Det var det mit håb, at De ville drage nytte af, kæreste enkefrue.

- ja, så.

- Endvidere er jeg jo heller ikke uden dannelse og lærdom, så jeg skulle mene at være egnet for kvalificeret konversation udi de fleste emner.

- Derom tvivler jeg ikke, gode Andersen.

- Jamen, hvad forlanger De mere, kæreste enkefrue?

- Åh, gode Andersen. Vi kvinder har vore nykker.

- Ja, nu kan jeg jo ikke med bestemthed vide, hvad De sigter til, kæreste enkefrue ...

- Nej, det kan de ikke, gode Andersen.

- Men jeg synes dog, at jeg vil påpege, at naturen på visse punkter, har været yderst gavmild imod mig.

- Ja, så.

- De tror mig ikke?

- Jo, gode Andersen. Det ville være dumt at forsøge et bedrag, der så let ville lade sig afsløre. Men det gør intet fra eller til.

- Slet ikke?

- Nej.

- Jamen jeg forsikrer Dem ...

- Hør nu, gode Andersen. Jeg har allerede sagt, at jeg tror Dem på Deres ord. Jeg anklager Dem ikke i noget moment for at være løgner eller pralhals. Men dersom jeg atter valgte at binde mig til en mand, ville slligt ikke vedrøre sagen. Kanske jeg tillige burde nævne, at hvad det angår, så var min afdøde mand noget for sig.

- Volumiøst ekviperet?

- Overmåde.

- Jamen, jeg ...

- Gode Andersen! Jeg tvivler skam ikke på, at de besidder et af hine objekter, som bringer majoriteten af kvinder til at hvine af angstblandet fryd. Men jeg forsikrer Dem, at den er for intet at regne imod min salige husbonds.

- De vil måske tillade mig at forevise Dem klenodiet, kæreste enkefrue.

- Nej, det kan der ikke blive tale om, gode Andersen.

- Jamen, jeg mente blot som en ren dokumentation, kæreste enkefrue.

- Nej!

- De ønsker ikke at bese klenodiet?

- Nej, gode Andersen, De må da kunne indse, at det ville være upassende.

- Ja, det ville det velsagtens. Skønt - i al uskyldighed mellem venner ...

- Nej, gode Andersen. Forøvrigt, så som jeg just søgte at gøre Dem det begribeligt, er dette ikke det afgørende for mit valg.

- Ikke?

- Nej. Jeg kan tillige betro Dem, at nogle år efter min mands salige hedengang kendte jeg gennem længere tid en herre intimt, som hvad de nedre regioner angår var noget nær min mands komplette modsætning.

- Og det vakte ikke deres mishag?

- Ingenlunde.

- Jamen hvad ønsker De da, kæreste enkefrue.

- De må ikke tage mig det ilde op, gode Andersen. Jeg vil så nødig såre Dem. Men de behager mig ikke videre.

- Ikke?

- Nej, jeg beklager. Ja, ikke at jeg som sådan har noget imod Dem, der er jo intet egentligt at udsætte på Deres person, men jeg bryder mig altså heller ikke synderligt om Dem.

- De bedrøver mig, kæreste enkefrue. Så har jeg altså ingen chance?

- Absolut ingen. Hvad vil De også med mig. Glem mig. Hel Deres sår og find en anden. Jeg er særdeles overbevist om, at der et sted må findes en kvinde, som vil sætte pris på Deres opvartning, konversation og .. øh .. udrustning.

- Det ville De ikke kunne komme til, kæreste enkefrue?

- Nej, aldrig, gode Andersen. Jeg ville finde Deres opvartning slesk og ubehagelig, kede mig over Deres konversation og aldrig kunne blive så imponeret over klenodiet, som De forventede af mig.

- Det var hårde ord, kæreste enkefrue.

- Ja, De må undskylde, at jeg udtrykker mig så ligefremt. Det var ikke for at såre Dem, gode Andersen. Jeg mente blot, det var bedst på den måde. At give Dem ren besked og ikke føre Dem bag lyset.

- Det er jeg Dem taknemmelig for, kæreste enkefrue. Men De har altså, kan jeg forstå, kendt andre, siden Deres mands bortgang.

- Som sagt, jeg var intimt forbundet med en herre gennem længere tid.

- Men De holdt ikke fast ved ham?

- Det var ham, der forlod mig. Jeg ville have fulgt ham til verdens ende.

- Uagtet hans fysiognomi?

- Det fik mig blot til at elske ham endnu højere.

- De er i sandhed ædel, kæreste enkefrue. Men tør jeg spørge om årsagen til bruddet?

- Nu bliver de mig vel indiskret, gode Andersen.

- Det må de undskylde, kæreste enkefrue. Det var ikke for at snage.

- Nå, ja, hvis det kan interessere Dem at høre, så var han en smule sensibel, når det kom til mine mere eksentriske interesser.

- Øh, hvilke interesser, kæreste enkefrue.

- Ja, ser De ... Her rører De ved et kernepunkt i forholdet til mig afdøde mand.

- Et kernepunkt, kæreste enkefrue?

- Ja. Skønt det var i ungdommens ypperste blomst, vi lærte hinanden at kende, var det ikke det, der bandt os sammen, men vores særlige interesse.

- I delte en lidenskab?

- I allerhøjeste grad.

- Af usædvanlig karakter?

- Der var dem, som fandt den upassende.

- Jamen hvorledes, kæreste enkefrue?

- De unge piger, vi ansatte, holdt som regel ikke særlig længe.

- De rendte fra pladsen?

- Nej, vi gjorde det af med dem.

- Jamen hvorledes, kæreste enkefrue?

- Min mand havde endnu en del våben fra sin tid ved dragonerne, og så forlystede vi os ellers med hans gamle sabler og daggerter.

- Jamen, kæreste enkefrue. Sligt strider jo mod loven.

- Åh, denne evindelige lov. Vi tilhørte jo dog aristokratiet. Hvilken simpel bonde skulle turde gøre loven gældende over for os, blot fordi hans datter kom hjem i syv dele.

- Nej, det forstår sig. Deres stand har naturligvis beskyttet Dem.

- Netop, gode Andersen.

- Det må have været et tungt tab at miste en livslang interessefælle.

- Overmåde. Der var nogle svære år.

- Så mødte De den omtalte herre?

- Ja. Det var en god tid. Men en drøm. Drømme, gode Andersen, må briste før eller siden.

- Ja, det forstår sig, kæreste enkefrue.

- Og hør nu, gode Andersen. Også De har gået med en drøm. Men det er blot en drøm, og må som alle drømme briste. Virkeligheden kalder. De har deres forretninger at passe, og vores samtale har sinket mig i mine visitter.

- Jeg har opholdt Dem, kæreste enkefrue. Det beklager jeg.

- Alt forladt, gode Andersen. Men De skal glemme mig, og finde en anden.

- Det mener De, at jeg ville kunne?

- Bestemt. Jeg håber ikke De misforstod mine bemærkninger tidligere. Det er jo blot nykker hos en gammel kone. Tro mig, når jeg siger, at de slet ikke er så ilde endda. En dag vil De finde en kvinde, der påskønner såvel deres formue, som deres mange gode egenskaber, og kan ... øh ... omslutte klenodiet.

- Tak for de smukke ord, kæreste enkefrue. Dem vil jeg bære med mig i mit hjerte ud i verden. - Gør De trygt det, gode Andersen. Nu farvel!  

Som man ser, har dette ikke direkte med sagen at gøre. Men det har det alligevel. Når man kæmper med et stykke musik, bør man altid være opmærksom på de indfald, der dukker op. Især de mere specielle. Disse vil næsten altid kunne fortælle noget om, hvori problemet består. Man får nogle vigtige fingerpeg om, hvad det er, man i virkeligheden ikke kan forlige sig med og hvorfor. Dem skal man tage alvorligt. Får man ideen til en historie, bør man skrive den ned. Ser man et billedmotiv eller farvet mønster for sig, bør man forsøge at tegne det. Det vil ofte vise sig at være en effektiv måde at løse knuder op.

Inden vi begiver os videre, må jeg minde om, at vi mennesker nu engang er forskellige. Derfor vil de vanskeligheder, man kan løbe ind i, kunne være af vidt forskellig natur fra lytter til lytter. Det lader sig ikke gøre, at opstille en helt nøjagtig model, hvor det systematisk vises, at så er der den vanskelighed efterfulgt af den. Her må enhver forsøge at gøre sig klart, hvad det er, der driller lige præcis ham/hende. Herefter kan de så forsøge at løse problemet, med de her demonstrerede metoder. Det er således snarere de anbefalede metoder end de konkrete problemstillinger, man skal hæfte sig ved. For nogen vil problemet være helt andre ting end de her er omtalte. Men hvis de kan definere det præcist, hvis de kan afgøre hvilken instans, det hører under, hvis de kan bearbejde det kreativt, hvis de kan afsløre den del af sig selv, som genstridigt yder modstand, hvis de kan få et præcist overblik over musikkens forløb og opdage en mening deri, hvis de kan lave en række associerende billeddannelser på lyden, og hvis de ikke bliver trætte af alt dette, men til stadighed kan finde vilje og energi til at fortsætte ... Ja! - Så vil jeg hævde, at enhver knude, kan løses op.

Vi vil nu prøve kræfter med pladens tredie sang. Forhåbentlig kan vi trække på noget af det, vi har lært i det foregående. Det er jo netop det samme univers, og følgelig må der nødvendigvis være en del fælles gods gemt i sangene. Vi bliver således stadig mere fortrolige med Nyro og hendes musik, såvel som mere bevidste om vore egne reaktioner derpå.

Den tredie sang hedder "Sweet Blindness". Den blev et hit for The 5th Dimension, men derimod ikke i Nyros egen version. Vi skal senere tale lidt om mulige årsager til dette, men lad os først stifte en smule bekendskab med sangen. Vel at mærke i indspilningen med Nyro selv.

Læs mere